På mandag er det et år siden, at Hamas angreb mit andet hjemlandi et overraskelsesangreb, der skulle dræbe 1.200 af mine landsmænd og vende min verden på hovedet. I dag går jeg stadig og venter på, at verden på mirakuløs vis vender sig på ret køl – vender tilbage til en normal, der nok aldrig kommer. Kort efter angrebet 7. oktober sidste år skrev jeg her i avisen, at mit sind tordnede mod alle, der så vores sorg – både palæstinensernes og israelernes – som pokémonkort, der kunne deles på sociale medier. I dag er jeg skræmt over, hvor mange der deler dem, og den ildhu, de deler dem med.
Jeg kan nemlig mærke, at jeg er ved at miste begge mine hjemlande. Den politiske situation i Israel har selv i fredstid været for kompleks til at forklare kort, men paradoksalt nok har denne krig gjort mig i stand til at opsummere det i to sætninger: Jeg er bange for at miste landet til en fascistoid, højreekstremistisk regering.
