Siden mandag har vi sultestrejket foran Christiansborg. Vi kræver, at regeringen i de vigtigste forhandlinger i årtier værner om vores levegrundlag og endegyldigt tager opgøret med landbrugets største udleder, den industrielle animalske produktion.
Det er ikke første gang, vi demonstrerer for en dansk landbrugspolitik, der respekterer de planetære grænser. Siden 2019 har vi på alle tænkelige måder indtrængende bedt skiftende magthavere om at føre en landbrugspolitik, der skal være med til at forhindre, at vi skal opleve adskillige planetære kollaps, fødevarekriser og ressourcekrige i vores livstid.
Vi har mødt tågen af tomme løfter, forsinkelser og undvigelsesmanøvrer med demonstrationer, kampagner, breve, møder og indlæg efter indlæg som dette. Ved anklagen om, at vi kæmper imod noget og ikke for noget, skrev vi endda en bog om vores visioner for et levedygtigt landbrug i Danmark. Man kan ikke sige, at vi, der kommer til at leve med klimakrisens konsekvenser, ikke har givet lyd fra os.
Vi har råbt vores unge stemmer gamle. Alligevel har klimapolitikken stået i tomgang, og ansvaret for landbrugets omstilling er blevet kastet rundt i snart et halvt årti: fra en nyvalgt socialdemokratisk regering til Svarer-udvalget, til SVM-regeringen, til Svarer-udvalget igen og så til Grøn Trepart.
En trepart, der udelukkede unge stemmer fra processen og i stedet lagde vores fremtid i hænderne på Danmarks mest magtfulde lobbygrupper fra landbrug til industri: Landbrug & Fødevarer, Dansk Industri, Dansk Metal, slagteriarbejdernes fagforening, Fødevareforbundet NNF, og, som en grøn fernis, Danmarks Naturfredningsforening. Og så, kort før sommerferien, trådte regeringen og lobbyisterne samlet ud og proklamerede, at de ikke blot havde lavet anbefalinger, som var det oprindelige formål, men en decideret aftale, som regeringen forpligtede sig på at finde et flertal for at vedtage.
Det er med desperation, at vi ser ind i den afgørende forhandlingsfase, hvor regeringen vil forsøge at gennemtrumfe Grøn Trepart-aftalen, nøjagtig som lobbyisterne har skrevet den. For aftalens urokkelige grundlag er at fastholde Danmarks verdensrekord i animalsk produktion, der er uforenelig med et samfund inden for de planetære grænser.
Derfor sætter vi nu vores egne kroppe på spil for at manifestere alvoren og den fuldstændig absurde uforsvarlighed, det er at fortsætte en destruktion af de skrøbelige økologiske balancer, som vitterlig alt liv på Jorden afhænger af.
Ifølge lobbyisterne og regeringen selv vil deres aftale gøre Danmark til et foregangsland for fremtidens grønne arealforvaltning og klimareguleringen af landbrug. Men det er mere fantasi end virkelighed.
For aftalen fastlåser den animalske produktion, der er landbrugets mest klimaskadelige og ineffektive produktion overhovedet. Den animalske produktion står for 85 procent af landbrugets udledninger. Det har gjort landbruget til den mest forurenende sektor herhjemme. Forureningen består ikke bare af de mange millioner tons drivhusgasser, der langsomt opvarmer atmosfæren, men også af pesticider og den massive mængde kvælstof fra dyrenes gylle, der forurener vores drikkevand og dræber vores fjorde.
Dyreholdet har også gjort Danmark til et af de mest opdyrkede lande i verden, hvor over halvdelen af jorden pløjes og gødes hvert år. Tager man toget gennem landet, ser man, at mere end to tredjedele af vores landareal består af marker. På 80 procent af alle de marker dyrkes foder til dyr og ikke mad til mennesker. Foder til Danmarks 206 millioner dyr, der stuves sammen i industrihaller, hvor der gang på gang afsløres historier om forfærdelige vilkår.
Dyrene i industrihallerne ser man nok ikke på sin togtur, og man ser heller ikke de enorme sojamarker, som beslaglægger livsnødvendig og ugenoprettelig regnskov i blandt andet Sydamerika i jagten på at skaffe foder til vores gigantiske kødproduktion.
Det gør vi på plads, der svarer til en tredjedel af Danmarks landbrugsareal, og som tilføjer yderligere millioner af tons til landbrugets udledninger årligt. En import, der kun vil blive større, hvis Grøn Treparts plan om at udtage marker til natur uden samtidig at reducere den animalske produktion bliver til virkelighed.
Nu kunne man fristes til at tænke, at de enorme opdyrkede arealer, det forurenede drikkevand, de døde fjorde, de stressede, lidende dyr og det enorme drivhusgasudslip i det mindste må resultere i en effektiv produktion af mad til mennesker verden over.
Men i en rapport fra Klimarådet fremgår det, at den animalske produktion tager langt flere proteiner til at fodre dyrene, end de producerer. Proteinregnskabet er altså negativt, og ubalancen betyder, at Danmarks animalske produktion dækker minus syv millioner menneskers proteinbehov. Det er sandt, når FN erklærer, at vi er midt i en global fødevarekrise.
Men det er ikke maden, vi mangler. Siden 1961 er verdens produktion af mad i kilokalorier per indbygger mere end fordoblet. Men næsten halvdelen af disse kalorier bruges som foder til svin, kvæg og andre dyr, hvilket gør den intensive animalske produktion til en direkte trussel mod global fødevaresikkerhed. Samlet set brødføder dansk landbrug altså ikke millioner af mennesker, tværtimod. Vi fratager dem muligheden for at få livsnødvendig næring.
Tilsammen er den animalske landbrugsindustri altså den farligste cocktail af forurening, ineffektivitet og beslaglæggelse af ressourcer og plads. Og det er den produktion, som Grøn Trepart nu forsvarer for enhver pris.
For Grøn Trepart er blevet en stor rabatkupon og gavebod for den animalske produktion. Selv om industriens CO2e-afgift på 750 kr. per ton CO2e også er langt fra Klimarådets anbefaling på 1.500 kr./ton i 2030, er Grøn Treparts forslag til landbrugets CO2e-afgift på sølle 120 kr./ton i 2030 en direkte hån mod klimaeksperter og fremtidige generationer. Enkelte af de mest forurenende landbrug vil endda slippe helt for at betale en afgift.
I stedet for at gå den sikreste og samfundsøkonomisk billigste vej til reduktioner, gennem en pris på forurening, har landbrugslobbyen formået at tørre regningen for deres udledninger af på resten af samfundet. Vi skal nu betale erhvervet 33 procent mere i statsstøtte om året – en stigning fra 12 mia. kr. om året til 16 mia. årligt.
Det er mere end den statsstøtte, som alle andre sektorer får – tilsammen. Læg dertil Grøn Treparts forslag om en ny slagtepræmie på svin samt afgiftslettelser og fjernelse af gebyrer på dyreproduktion, som poster yderligere millioner i at vælge animalsk produktion over et stabilt miljø og klima.
Når regeringen på den måde bøjer sig for landbruglobbyen og giver landbruget mere tid at forurene i og sætter 10 mia. kr. over styr på usikker biokulteknologi og fodertilsætningsstoffer til kvæg frem for at lade forureneren betale og strukturelt omstille landbruget væk fra den forurenende produktion, er det vores allesammens penge, de spilder.
Penge, der kunne benyttes til at støtte de landmænd, der ønsker at omstille sig fra animalsk til plantebaseret produktion, men som har forgældet sig i stalde, inventar og teknologi, der er målrettet grise eller kvæg. Og penge, der kunne støtte udbredelsen og udbuddet af nye plantebaserede fødevarer, som kunne skabe et endnu større marked for fremtidens landbrug. I stedet vælger regeringen og resten af Grøn Trepart at give landbruget et dødskys ved at fastlåse vores fremtid til den animalske produktion med techfixede dyrefabrikker.
Grøn Trepart er den største manifestation af landbrugslobbyens magt, vi har set i nyere tid. At udelade en omstilling af det animalske landbrug, der i så voldsom grad fylder, forurener og forstærker de kriser, vi står i, er der kun én organisation, der har indflydelse nok til. Landbrug & Fødevarer står som den ultimative sejrherre i aftalen.
En nylig analyse blotlagde, at toppen af lobbyorganisationen er domineret af dyreproducenter. Landbrug & Fødevarer repræsenterer ikke det brede danske landbrug, men er i stedet talsperson for den intensive animalske produktion og de tilhørende animalske fødevarevirksomheder som Arla og Danish Crown. Derfor kan det ikke overraske, at organisationen i aftalen med succes kæmpede for at forlænge levetiden for et fåtal af store animalske bedrifter, fabrikker og fødevareproducenter og dermed sikre deres kommercielle interesser.
Landbrugslobbyen har formået at forplumre en ellers soleklar mulighed for at komme ud af de blindgyder, der lige nu afvikler landbruget mod færre og større bedrifter, mod mindre og dårligere kontakt til naturgrundlaget, lokalsamfund og forbrugere og mod naive og dyre techfixløsninger på de problemer, som skal løses strukturelt.
Landbrug & Fødevarers linje har medført en udvikling, der har gjort det svært for unge landbrugere at opkøbe egen jord, fordi bedrifterne er så store, at de er umulige at få råd til. Det har gjort det svært for alle de små og mellemstore bedrifter, der gerne vil bidrage til fødevaresikkerhed, dyrke klimavenligt og på færre hektar, fordi støtten, der lobbyeres for, er målrettet store, ensartede monokulturer og industriel dyreproduktion. Og lobbyens vedholdende push-back på miljø- og klimaregulering har bidraget til, at udpinte jorder og langstrakte og mere hyppige tørker og stormfloder er begyndt at være en tilbagevendende kilde til store tab af afgrøder og omsætning for så godt som alle i dansk landbrug.
Det er uhyggeligt at se, hvordan Landbrug & Fødevarer bruger sin magt på at undergrave deres eget erhverv og mulighederne for et robust fødevaresystem ved at klamre sig fast til den mest forurenende og pladskrævende form for produktion.
Det kunne være helt anderledes. For landbruget har et næsten ubegribelig stort potentiale som hjørnesten i håndteringen af det økologiske kollaps og i stabiliseringen af vores økosystemer.
Vi sultestrejker, fordi vi ved, det er muligt at skabe et andet dansk landbrug. Hvor mangfoldigheden af afgrøder erstatter industrilandbrugets ensretning. Hvor alle får lov til at opleve stoltheden over at spise bælgfrugter, kartofler, grøntsager og frugt, nyhøstet fra det land, vi er fælles om at dyrke og passe på.
Hvor de ensformige kvadratiske marker, der i dag ligger som et drænende patchworktæppe over Danmark, erstattes af en mosaik af forskellige klimavenlige afgrøder. Alt sammen i det øjeblik, vi begynder at dyrke mad til mennesker i stedet for foder til dyr.
Der er brug for nye visioner for, hvordan vi indretter vores landbrug, for den guldalderlinse, vi har været vant til at se dansk landbrug- og fødevareproduktion igennem, er for længst smuldret i lyset af den intensive industrialisering og de tilhørende økologiske kriser. Landbruget kommer til at ændre sig radikalt, om vi vil det eller ej. Men det er et valg, vi har, om det skal ske i form af en eskalerende klimakrise eller gennem velovervejede, socialt retfærdige politiske forandringer.
Vi har allerede løsningerne til at brolægge vejen mod en bæredygtig og resistent fødevareproduktion. Det første åbenlyse skridt er en høj målrettet CO2e-afgift på landbruget, der skal ramme de største forurenere og kanalisere pengene til de små, mellemstore, plantebaserede og regenerative gårde, der tegner dansk landbrugs fremtid. Afgiften skal være på 1.500 kr./ton i 2030, ligesom Klimarådet har anbefalet.
Bundfradraget skal ikke, som det står til nu, købe de største forurenere fri fra reduktioner i dyrehold, men have til formål at beskytte mindre landbrug og give dem rum til at omstille sig. Milliardstøtten skal ikke gå til teknologier, der forsøger at livsforlænge den animalske produktion, men opbygge en ny produktion inden for de planetære grænser.
Som stort set alle andre grønne organisationer – inklusive Danmarks Naturfredningsforening selv – foreslår vi en gennemsnitlig reduktion af den animalske produktion med lidt over 82 procent, hvilket vil betyde, at antallet af dyr reduceres fra 206 millioner til 36 millioner. På den måde frigiver vi plads til natur, plads til ny varieret planteproduktion og plads til, at dyrene kan udleve deres naturlige adfærd som en del af landbrugets økosystem. Ikke flere tilstoppede svinestalde, ikke flere antibiotikaresistente bakterier fra overmedicinerede dyr, ikke flere dyr, end vores eget land har plads til at kunne fodre.
Det vil være slut med at være verdens billige og forurenende kødkøledisk. At tage mere næring fra verden, end vi producerer, vil være fortid. Dét vil gøre Danmark til et egentligt foregangsland.
Alt det, vi har skrevet her, har vi sagt før. Vi har sagt det på et utal af måder. Vi har været søde og dialogsøgende, vi har været vrede og kompromisløse, vi har været alt derimellem. Vi har kaldt på, at unge høres i den politik, som definerer vores fremtid. Alligevel er ungdommen aldrig blevet tilbudt reel indflydelse.
Nu står vi foran de sidste forhandlinger, før den aftale, der vil fastlåse dansk landbrug til status quo, muligvis bliver stemt igennem. Derfor sultestrejker vi. I et sidste forsøg på at skubbe døren ind til forhandlingslokalet og insistere på den plads i landbrugsaftalen, som aldrig er blevet givet til civilsamfundet, ungdommen og de grønne bevægelser.
For det her land er også vores. Det er også vores døde fjorde, udpinte jord, vores klima, der er på vej ud af kontrol. Og nu kræver vi det tilbage. Nu kræver vi et nyt landbrug.
fortsæt med at læse
