Volodymyr Zelenskyj, før du blev præsident, var du jo i mange år en yderst succesfuld komiker, så du ved, hvor vigtig timing og et godt manuskript er. Og ‘anmeldelserne’ af din såkaldte sejrsplan har, rent ud sagt, været elendige: Generalprøven i Washington kiksede, du fik godt nok (forventelig) applaus ved premieren hjemme i Kyiv i sidste uge, men størsteparten af dit publikum rundt om i Europa har udvist høflig mangel på interesse.
Volodymyr, du har været en fantastisk ‘krigspræsident’; som en Churchill holdt dit personlige mod dit land i live, hvem kan glemme dit »I need ammo, not a ride«? Takket være dit og dit holds talent for ‘præsentation’ – mange af Jer er jo fra tv-verdenen – er Ukraine stadig (ofte) på vores forsider.
Men hvor vellidt du end er personligt, så er dit ‘manuskript’ ikke overbevisende, og din ‘levering’ kunne være bedre. Det gør mig ondt at sige dette, Volodymyr, men venner fortæller hinanden sandheden – kald det et reality check.
Din sejrsplan har fem punkter:
1) Ukraine modtager en invitation til Nato. Øjeblikkeligt. Putin skal skubbes til at indse, at hans geopolitiske game er fallit«.
2) De allierede giver Ukraine flere langtrækkende missiler og løfter alle restriktioner på at bruge dem. Russerne skal føle, at deres hær er færdig.
3) Ukraine og de allierede etablerer en »altomfattenede ikkenuklear afskrækkelse på ukrainsk territorium«. Rusland skal indse, at det har to muligheder: at forhandle eller at tabe krigen.
4) Stærkere vestlige sanktioner mod Rusland og en aftale med Ukraine om udvinding af landets natur-resourcer.
5) Ukrainske soldater – i dag en af verdens største hære – erstatter delvis amerikanske i Europa. Efter krigen.
»Det vigtigte punkt er Nato-medlemskab« – citat Andriy Yermak, præsidentens dybt indflydelelsesrige stabchef.
Volodymyr, ukrainske kommentatorer bemærkede straks, at du nu skyder ansvaret over på dine allierede: Zelenskyj siger til Nato, at nu er bolden på jeres banehalvdel. Og til sit hjemlige publikum: ’Se selv, jeg har præsenteret min sejrsplan, hvis den ikke virker, så er det ikke min, men deres skyld’.
Men, Volodymyr, det sekund du afsluttede din tale, skød den amerikanske Nato-ambassadør Julianne Smith den i sænk: »Vi er ikke der, hvor alliancen diskuterer at invitere Ukraine« og »Washingtons position på langtrækkende våben er uændret«. Næste dag gentog både Joe Biden og Olaf Scholz, at din tale ikke ændrer på det.
Og lad os være ærlige, Volodymyr. ’Publikum’ stort set overalt i Europa har været uimponeret over din plan; sandt nok, balterne og skandinaverne mener, at Ukraine skal inviteres med i Nato øjeblikkelig, og vor egen statsminister er med på at lade Ukraine bruge de donerede raketsystemer over russisk jord. Men selv om Mette Frederiksens moralsk-flotte støtte til Ukraine nok får megen god presse (og ikke kun i Danmark), så betyder hun og vi jo desværre ikke ret meget i Nato.
Faktum er, at lederne af de store Nato-lande – Storbritanien, Frankrig, Tyskland og Italien – alle gentog flosklerne om generel støtte til Ukraine, men intet om din sejrsplan. I de politiske korridorer – modsat tv og Twitter (nu X) – så er der kun få politikere og embedsmænd, der stadig tror på, at det kan lykkes dig at skubbe Putin helt ud af Ukraine.
Som en erfaren entertainer begyndte du at promovere din plan allerede over sommeren som en bro hen imod en stærk forhandlingsposition så Ukraine kan tvinge Rusland til at afslutte krigen, senest i 2025.
Men din første (halvoffentlige) præsentation af planen i USA i september var en katastrofe: Amerikanerne – præsident Biden og vicepræsident Harris, Kongressens ledere – var ikke vilde med planen, de hadede den heller ikke, de ignorerede den simpelthen. Men off the record var Bidens embedsmænd mindre høflige: »I månedsvis har Zelenskyj bygget denne plan op som en basis til at besejre Rusland«, sagde højtstående kilder til Wall Street Journal, »men jeg er ikke imponeret, der er ikke meget nyt her«. »Planen mangler en overordnet strategi og er faktisk ikke andet end en ompakket anmoding om flere våben og om at droppe restriktionerne på de langtrækkende missiler«.
Det gjorde kun ondt værre, at mediernes fokus hurtigt skiftede til Donald Trump og hans uhørte angreb på Ukraine og på dig personligt, Volodymyr: »Zelenskyj er ikke nogen engel«, buldrede den nu genvalgte præsident. »Vi giver milliarder til en mand, som nægter at lave en ‘deal’ (med Putin)«, »hver gang Zelenskyj kommer her, drager han hjem med 700 milliarder dollars, han er den bedste sælger på kloden«. Trumps bombastiske retorik fortæller os, hvad hans Ukraine-politik vil blive.
Volodymyr, det unfair og bitre faktum er, at nogle af dine vestlige partnere er irriterede over din insisteren og din stil. Og at dette kan skade Ukraine.
Sorry, men venner fortæller hinanden sandheden. Efter dit besøg i september fastslog Washington Post, at Bidens første prioritet er at undgå tredje verdenskrig mod Rusland, og at »Biden nogle gange har beklaget sig direkte til Zelenskyj over, at denne ikke viser tilstrækkelig forståelse for de politiske ofre, som Biden gør for at opretholde den amerikanske støtte til Ukraine, mens priserne på benzin og mad stiger på grund af krigen«.
Forleden fortalte en bekendt, der arbejder tæt på Biden, mig, at »folk her er ved være ‘fed up’ med Zelenskyjs ‘stunts’. Han tager grumme fejl, hvis han tror, at hans beskyldninger om, at de forsinkede leverancer af amerikanske våben har kostet mange ukrainere livet, hjælper Ukraine«. Den samme kilde tilføjede, at »bøje sig for Zelenskyjs højlydte råb om Nato-medlemskab ville politisk slå Harris ihjel«.
Og da du 18. oktober igen præsenterede din sejrsplan i EU, Volodymyr, reagerede den tyske kansler da også ret kontant: »Vores position er klar – vi støtter Ukraine, men samtidig sørger vi for, at Nato ikke bliver inddraget i krigen, fordi det blot ville lede til en endnu større katastrofe«. »Zelenskyj snakker udelukkende om, hvad han forventer af vores partnere«, siger en ukrainsk politiker til mig, «og ikke et ord om vores nødvendige ‘hjemmearbejde’ for at opnå medlemskab af Nato«.
Men Volodymyr, både din strategi og din timing er off: Tyskland halverer støtten til Ukraine i 2025, Frankrig skærer med en tredjedel, fra 20 til 14 milliarder kroner (mindre end ‘lille’ Danmark). Og formanden for den amerikanske Kongres, Mike Johnson, siger: »Jeg har mistet appetitten for mere funding til Ukraine«.
Den kommende vicepræsident, JD Vance, har allerede fremlagt Trump-modellen: »En fredelig løsning vil ligne den nuværende frontlinje mellem Rusland og Ukraine. Ukraine bliver en demilitariseret, neutral zone med en sikkerhedsgaranti, så Rusland ikke invaderer igen«. Dette ville sige, at Rusland beholder de 20 pct. af Ukraine, som man i øjeblikket holder besat. »Og Rusland får en garanti for, at Ukraine ikke kan tilslutte sig hverken Nato eller EU«.
Denne dalende interesse for Ukraine blev 10. oktober opsummeret således af The Kiel Institute for the World Economy – den mest anerkendte tracker af støtten: »I 2025 kunne den totale støtte til Ukraine således blive halveret, fra omkring 100 milliarder dollars til 55 milliarder«.
Og hvad (f…..) kan Ukraine så gøre ved det? Hmmm. Lad mig – som proukrainer, men også politolog og journalist – forsikre/advare dig om, at hvis du ikke får ryddet op på hjemmefronten, Volodymyr, så ligger kritikken lige til højrebenet for det voksende kor af Ukraine-skeptikere (igen, udenfor Danmark og Baltikum).
Det første problem er mobilisering: JD Vance skrev allerede i april, da man diskuterede den gigantiske 400 milliarder kroner støttepakke, at »Ukraine-matematikken halter«.
Min kollega Brian Bonner (redaktør for Kyiv Post i 20 år) advarer om, at »mange eksperter mener nu, at manglen på soldater er lige så kritisk et problem for Ukraine som at få tiltrækkelig med våben«. Både New York Times og Financial Times siger det samme. En million soldater er allerede blevet såret eller dræbt; 650.000 russere (200.000 dræbte) og 350.000 ukrainere (80.000 dræbte). Men Ruslands befolkning er fire gange større.
For nylig nedsatte Ukraine endelig alderen for værnepligt. Men kun fra 27 til 25 år – efter mere end et års debat. Ukraines forsvarsminister, Rustem Umerov, fortæller, at kolleger advarede ham om, at »det var bedre at drikke vand fra Tjernobyl end at røre ved den værnepligtige alder«. Men en ændring fra 27 til 25 år forekommer bizar i et land, som kæmper for livet, Volodymyr. Gennemsnitsalderen for en ukrainsk soldat er 43 år!
I Rusland som i Vesten, inklusive Danmark, kan man blive indkaldt som 18-årig. I de amerikanske krige i Afghanistan og Irak var soldaternes gennemsnitsalder 20 ifølge tidligere general David Petraeus – »værnepligtsalderen i Ukraine er et afgørende spørgsmål«. Men ukrainske politikere ‘ønsker ikke at ødelægge landets fremtid ved at ofre de unge’. I stedet risikerer man at ofre ikke en generation men et helt land.
Læg dertil, at én million ukrainske mænd i den kampdygtige alder er flygtet ud af landet siden februar 2022, da Rusland invaderede. Sociale medier i Ukraine er nu fulde af skandaler om unge mænd, der bestikker sig ud af militærtjeneste. Dybt demoraliserende for dem, der kæmper ved fronten – nogle har ikke haft orlov i to et halvt år – og for Ukraines internationale anseelse. Volodymyr, sorry, men du og Ukraine beder Vesten om penge og våben, men samtidig er din egen regering ikke villig til at tage de nødvendige skridt, fordi de skridt er upopulære?
Som en af Ukraines bedste venner, den polske udenrigsminister, Radek Sikorski, siger: »Pudsigt, ikke? Jeg går til frisøren i Warszawa, og det er en ung ukrainer, der klipper mit hår. »Skulle du ikke være hjemme og forsvare dit land?«, spørger jeg ham«.
Det andet problem er korruption: Igen er Trumps JD Vance ude med riven. »Vi har smidt 500 milliarder dollars i Ukraine. Hvorfor? Så en af Zelenskyjs ministre kan købe sig en større yacht?«. Det ansete blad Foreign Policy skrev for nylig, at »Ukraines strategi med at tilslutte sig Vesten og dens organisationer er utvivlsomt blevet undermineret af landets korruption, der er på et niveau, som er svært at forstå for folk i Vesten«.
Antikorruptionsreformer har været undervejs i Ukraine siden revolutionen i 2014 – en stor del af dem faktisk betalt af Danmark – og der er fremskridt. I 2023 var Ukraine kommet op (!) som nummer 104 af 180 på Transparency Internationals korruptionsindeks (Danmark var nummer 1). Men mine ukrainske venner fortæller mig selvoplevede historier om doktorer, der forlanger bestikkelse for, at hårdt sårede soldater kan få ordentlig behandling eller få deres soldaterpension.
En ny undersøgelse viser det helt vanvittige, at selv her midt i en krig mener flere ukrainere (51 pct.), at korruption er den største fare for landet – større end den russiske invasion (46 pct.). 70 pct. mener, at regeringsmedlemmer profiterer på krigen i forbindelse med våbenkøb og værnepligtige.
Militærlæger snuppes jævnligt i at sælge fupcertifikater til dem, der kan betale sig ud af værnepligt; en læge scorede sig 40 millioner kroner herpå. Folk smugler deres sønner ud af landet eller – som flere af mine venner – skjuler dem i lejligheden i årevis. En nedadgående demoraliserende spiral. Den ukrainske forsvarsminister indrømmer, at hans vestlige partnere er utilfredse, og for nylig måtte han fyre tre af sine viceministre, efter at svindel for 2 milliarder kroner var blevet afsløret. Man kunne have købt en masser kugler og tanks for de penge.
Så, Volodymyr, i stedet for at insistere på din sejrsplan foreslår jeg, at du skriver et nyt ‘manus’ – med fokus på, hvad der er muligt: dine egne punkter 3, 4 og 5. Det mest oplagte er, at Ukraine udvider muligheden for, at vestlige eksofficerer kan arbejde som officerer i den ukrainske hær (en lovændring er undervejs); dette ville hjælpe Ukraines professionalisering (punkt 4) og pege hen imod dit punkt 5: at Ukraine med tid kunne overtage visse af den amerikanske hærs forpligtelser i Europa, noget, som ville glæde enhver amerikansk skatteyder.
Volodymyr, du ved bedre end de fleste, at ‘timing is king’. Uukrainsk Nato-medlemskab vil komme, selvfølgelig, fordi Ukraine er et europæisk land.
fortsæt med at læse
