I Kroniken ’Putin er ikke skør, han er en iskold pragmatiker’ (Pol. 25.08.) sammenligner filminstruktør Ole Bornedal sig selv med drengen fra eventyret ’Kejserens nye klæder’, og vi skal forstå, at kun en kunstner som han kan påpege fejl og mangler i Vestens frygt for Putin og en eventuel kommende atomkrig.
Altså står alle de eksperter, som mener, at Putin er en farlig aggressor, klædt af til skindet. Argumentet er blandt andet, at mens politikerne på de bonede gulve marcherede i takt med USA ind i Irak-krigen (i 2003), ’mistænkte’ Bornedal, at »disse her masseødelæggelsesvåben var en tåget amerikansk konstruktion«. Og han fik jo ret. Deraf må følge, at hver gang Danmark – og verden – står i en udenrigspolitisk konflikt, så ringer vi til Ole og spørger til hans mavefornemmelse.
I kronikken er Ole Bornedal kritisk over for Vestens præmisser, som »er nyttige redskaber for totalitære og fanatiske tankegange«. Men nej, Bornedal, nogle gange er de bare udtryk for, at forskere og eksperter udtaler sig på baggrund af en solid viden.
Du efterlyser i din kronik en større viden om, hvorfor Rusland invaderede Ukraine, og ikke mindst mener du, at man bør »analysere historikken«. Jeg er lidt usikker på, hvilken historik du henviser til, altså ud over Nato-udvidelserne, men havde du skrevet analysere historien, så havde forskningen været helt enig med dig, for det er netop i det russiske historiesyn og i den systematiske historiebrug, at man skal finde Ruslands vej ind i krigen.
Den viden, du efterlyser, den findes allerede. Den kaldes international forskning og er noget andet end mistanker og fornemmelser.
Ifølge Putins historieopfattelse har Ukraine aldrig været en selvstændig stat i egen ret, men helt siden middelalderen været en del af russisk kerneland.
Det interessante er, at denne historiepropaganda faktisk blev knæsat af Ivan den Grusomme i middelalderen og er blevet gentaget i en grad lige siden, så de allerfleste russere abonnerer på den. Selv Aleksej Navalnyj mente jo, at annekteringen af Krim i 2014 var en korrigering af en historisk uretfærdighed. Med andre ord, det er ikke Nato-sporet eller pengene, man skal følge (follow the money, stupid), men historien. Og dens uhyggelige genkomst.
Den russiske journalist Mikhail Zygar (bosiddende i Berlin) indleder sit epos ’Krig og straf’ (2023) med en undskyldning for sin medvirken i Ruslands krig mod Ukraine: »Jeg bærer også et ansvar for krigen«. Og fortsætter med at anklage sine samtidige, sine forfædre, historikere og forfattere for at have formuleret de ord og de tanker, »den store russiske kultur«, som nu ligger til grund for ’Putins fascisme’.
For denne kultur er nemlig imperialistisk, racistisk og kolonialistisk i sit væsen. Og den er blevet injiceret direkte ind i det russiske folks årer gennem århundreder og har ført til en ’overdosis historie’, som har gjort det russiske folk høje på imperial storhed. Og gjort erobringen af Ukraine til et legitimt mål.
Med bogen vil Zygar sætte denne kultur på anklagebænken og trevle de historiske myter op. Og de går langt tilbage, helt tilbage til Ivan den Grusommes krav på at være en efterfølger til middelalderriget Kyiv-Rus. Denne myte er siden blevet gentaget og gentaget, så den til sidst er blevet til en sandhed.
Selv Sovjetunionens historikere gentog denne dybest set imperialistiske fortælling: Kyiv er Ruslands vugge, og derfor tilhører Kyiv (og Ukraine) Rusland. Centralt i myten står begrebet ’den russiske verden’, som både staten og kirken flittigt refererer til, og som handler om en slags enhed mellem ’broderfolkene’: russere, ukrainere og belarusere. Eller som man imperialistisk skrev i 1800-tallet og nu gentager: russere, lillerussere og hviderussere.
En anden vigtig myte i Zygars fortælling omhandler Perejaslav-pagten fra 1654, hvor befolkningen i det tidligere Kyiv-Rus indgår i en alliance med Moskvariget mod Polen, som konstant truer deres frihed.
I russisk historieskrivning var der tale om et ukrainsk ønske om atter at blive en del af den russiske verden, altså en slags genforening af Kyiv-Rus og dets arvtager (Moskvariget), mens det i ukrainsk historieskrivning altid er blevet set som en midlertidig pagt mellem to ligestillede nationer.
At netop Perejaslav-pagten kunne blive til genforeningsmyten, skyldes den tyske munk Innosens Giesels ’Synopsis’ fra 1670, som gav sig ud for at være en historiebog, men i virkeligheden var et stykke historiepropaganda.
Hovedbudskabet i bogen er, at Moskva og Kyiv har den samme historie, og at begge folk har deres oprindelse i Kyiv-Rus – og at der i virkeligheden er tale om ét og det samme folk. Ifølge Zygar var Giesels bog et diplomatisk våben, som skulle presse den russiske zar til at indgå i en militæralliance med Ukraine. Og hvis der var tale om ét folk, jamen så var zaren jo forpligtet til at hjælpe dem.
Bogen blev en vaskeægte bestseller, og under Peter den Store blev den et standardværk i den russiske historie. Da Khrusjtjov i 1954 (300-året for Perejaslav-pagten) ’forærede’ Krim til Ukraine, skyldtes det jo netop genforeningsmyten om ét folk. Ammunitionen til Putins store tale efter annekteringen af Krim i marts 2014 var for længst støbt af fortidens historikere.
I den mere akademiske ende af spektret fortsætter den tyske historieprofessor Martin Schulze Wessel dissekeringen af de myter, som »rent faktisk lå til grund for den russiske beslutning om en invasion«. Og derfor kan man heller ikke forstå invasionen udelukkende ud fra nutidens problemstillinger: Nato-udvidelser, omkalfatring af den eksisterende verdensorden, klimakrise, økonomiske og politiske agendaer etc.
Putin omtales som »en amatørhistoriker af den værste slags«, og selv om han har »manipuleret og instrumentaliseret historien«, så har krigen i Ukraine dybe historiske rødder, og det er dem, som Wessel i bogen ’Imperiets forbandelse’ forsøger at udrede.
Men fordi Vesten kun havde blik for inderkredsens interesser og betragtede dem som rationelle aktører, begik man en ’kardinalfejl’ og lukkede øjnene for de russiske stormagtsdrømme. Og for historiens genkomst.
Som det fremgår af titlen, så spiller Ruslands imperiale fortid (fra ca. 1700-1917) en afgørende rolle for Wessel. Og i modsætning til England og Frankrig, hvis kolonier var oversøiske, så var det russiske imperiums grænser langt mere flydende og uklare i forhold det russiske kerneland. England havde et imperium, men Rusland var et imperium, og det gør i virkeligheden nok en kæmpe forskel.
Det russiske imperium ekspanderede jo ikke kun østpå mod Sibirien, det ekspanderede jo også vestpå ind i Europa. Ingen naturlige grænser omgiver i virkeligheden Rusland. Da Putin kaldte Sovjetunionens sammenbrud for »den største geopolitiske katastrofe i det tyvende århundrede«, så var det ikke kommunismens fald, han beklagede, men at Kyiv, Odesa, Krim og Minsk, mytiske steder i den russiske historie, nu ikke længere var en del af Rusland (og at over 25 millioner etniske russere nu befandt sig uden for moderlandet).
For Putin var Sovjetunionen og Rusland ét og det samme. Som det også havde været for Stalin. Vestens darling Gorbatjov fortsatte i øvrigt til det sidste med at kalde Stalins besættelse af Baltikum (i 1945) for en »befrielse«. Med andre ord, den imperiale selvopfattelse stikker meget dybt.
Og som det er blevet sagt, uden Ukraine kan Rusland ikke være et imperium, og derfor kan invasionen heller ikke forstås, medmindre man forstår de ideer fra 1700-tallet og frem, som har domineret den russiske magtelite. Stormagtschauvinismen stammer fra denne imperiale fortid, og den blev hugget i granit og gjort til en naturlov under sovjetstyret, som Putin jo voksede op med. Som når Putin i juni 2022 sammenligner sig selv med Peter den Store og legitimerer angrebet på Ukraine på følgende vis: Da Peter den Store vandt over svenskerne i slaget ved Narva i 1700, »tog han i virkeligheden ingenting fra svenskerne, han tog bare det tilbage, der tilhørte Rusland. Nu tilfalder det så os at tage nogle områder tilbage«.
Opfattelsen af, at Ukraine ikke er en selvstændig nation i egen ret – og aldrig har været det – er altså ikke noget, Putin har fundet på.
Centralt i Wessels undersøgelse står de stærke anti-vestlige følelser, som især stammer fra polske oprør i 1800-tallet samt Krim-krigen i 1853-56. Det er herfra, at mistroen og mindreværdsfølelsen stammer, den stærke følelse af ressentiment, som man jo fortsat mærker hos Putin. Følelsen af, at Vesten ser ned på os russere, behandler os uden respekt etc. Den allestedsnærværende russofobi, som Putin konstant nævner.
Samtidig med alle nederlagene og en tydelig fornemmelse af at sakke gevaldigt bagud i forhold til Vesten udvikles der i denne periode en ’russisk exceptionalisme’, som bygger på middelalderens forestillinger om at repræsentere den sande kristendom (det tredje Rom efter Konstantinopels fald i 1453).
Grundfortællingen er: Rusland er omgivet af fjender, som blot venter på at overfalde landet for at sønderdele det og stjæle dets resurser. Derfor er der brug for en stærk stat og en stærk leder. Og i sidste ende skal Rusland frelse resten af verden. Ikke mindst den ortodokse kirke har fremført denne fortælling, men den ligger på rygraden hos de fleste russere.
Putin har ikke bare overtaget Sovjetunionens historiesyn, men også instrumentaliseringen af historien, skriver ruslandseksperten Jade McGlynn i bogen ’Memory Makers’. Putin har gjort det til det vigtigste fag i skolen, og han har engageret sig i produktionen af nye historiebøger, som hylder Stalin som en stor leder, og som opdrager til patriotisme og offervillighed. Desuden er der offentlige patriotiske programmer, som finansierer statuer, festivaler og museer, der formidler Kremls historiepropaganda. Og ikke mindst postes der store summer ind i produktionen af film om Den store fædrelandskrig.
Jade McGlynn viser med al tydelighed, hvorledes kulten om Den store fædrelandskrig er tilbage. Et uudtømmeligt reservoir af heltemod, offervillighed og patriotisme, som enhver generation er forpligtet på at føre videre. Til sejrsparaderne 9. maj ser man nu også børnehavebørn marchere i historiske uniformer, man kan købe tøjbamser med uniformer fra Den store fædrelandskrig, og der findes pædagogiske manualer til børnehaver om, hvordan de med lege i sandkassen kan opdrage børnene til at elske det russiske militær.
At der ikke kun er tale om en paranoid amatørhistoriker, som farer forvildet rundt i Kremls gange, demonstrerer McGlynn gennem en analyse af en lang række sikkerhedsdokumenter og strategipapirer, samt de to historieselskaber, som i overvejende grad skal føre historiepolitikken ud i praksis.
McGlynn peger især her på Det militærhistoriske selskab, som mellem 2013 og 2017 oprettede 110 militære ungdomsklubber, og selskabet har også arbejdet aktivt sammen med den nyoprettede Ungdomshær (fra 2012, som har over en million medlemmer) med at skabe ungdomslejre landet over.
Overskriften for projektet er ’Et land af helte’, og i lejrene får de unge mennesker al mulig militærtræning, som f.eks. i at samle en kalasjnikov. Lovgivningen er blevet ændret, så det nu er strafbart at udtale sig negativt om det russiske militær, f.eks. ved at påstå, at Rusland i 1939 deltog i delingen af Polen (eller nævne Molotov-Ribbentrop-aftalens hemmelige tillægsprotokol), og ’sandheden’ om Den store fædrelandskrig er simpelthen skrevet ind i forfatningen. Således blev myter til fakta. Og således kom et helt folk til at marchere mod en lysende fortid.
Hvis du ikke ønsker at læse nogen af ovenstående bøger, Ole, så kan du bare læse Putins berygtede historieessay fra 2021. Her står det hele. Sort på hvidt. »En krigserklæring« kaldte fremtrædende historikere som Anne Applebaum det.
Du finder det på Kremls hjemmeside.
fortsæt med at læse
