Budskabet i Mikkel Bolts Kronik 18.december er ikke til at tage fejl af: Enhedslisten (EL) har nu solgt endeligt ud. Hvis der da nogensinde har været noget at sælge ud af? Samme Bolt erklærede i hvert fald allerede for syv år siden venstrefløjen for død med ordene »Enhedslisten, men også hele venstrefløjen, skal væk. Den fungerer i dag kun som en stopklods for en revolutionær position«. Få år senere fremturede Bolt med (heldigvis udpræget fejlslagne) opfordringer til helt at afstå fra at stemme til folketingsvalget. Ifølge Bolt skal syndefaldet øjensynligt dateres helt tilbage til dengang, venstrefløjen kæmpede for universel stemmeret og dermed overgav sig til det borgerlige demokratis kedsommelighed og tilpasning.
Bolts skriver sig på den måde ind i en lang tradition – især tilstedeværende i mere akademiske kredse, hvor den sande venstrefløj med jævne mellemrum erklæres for død og borte. Som oftest i en stil, der ikke lader nogen tvivl om, at dødsdommens forfatter til gengæld anser sig selv som i besiddelse af den rette og rene tro og analyse.


























