Endelig lykkedes det at slippe af med Assad-regimet i Syrien. Ingen havde forudset, at det ville ske nu og så hurtigt, ovenikøbet uden de store sværdslag. Det er svært at forestille sig de rædsler, som denne diktator udsatte store dele af sin civilbefolkning for i årevis.
Men begivenheden må også ses i et større perspektiv. Det brutale terrorangreb på civile israelere 7. oktober 2023 forandrede Mellemøsten. Der løber således en klar rød tråd fra 7. oktober til Assads fald – og måske kan vi endda se frem til flere mellemøstlige regimers fald i overskuelig fremtid. Herunder imamernes Iran.
Sideløbende med at massemorderen Bashar al-Assad blev modtaget af Ruslands præsident Putin, som nu giver ham husly (humanitært asyl – ikke politisk!), er resten af ’modstandsaksen’ (anti-Israel og antifredsaksen) tvunget i knæ. Hamas, Hizbollah og deres sponsor, Iran, er kraftigt stækket og nærmest på hælene. Der er ikke megen muskelkraft tilbage.
De eneste, der holder Hamas og Hizbollah i live, er Qatars stats-tv-kanal, Al-Jazeera, som er fuld af tvivlsom propaganda. Især i sin arabiske udgave, som vestlige ledere og den brede offentlighed i Vesten af gode grunde ikke følger. De nøjes med den engelske version, som er noget ganske andet.
Ifølge arabisk Al-Jazeera er Hamas og Hizbollah på vippen til at vinde det hele. De har ganske vist tabt et par omgange, men kampen er ikke afgjort. Og der er stadig mennesker, som tror på sejren.
Af samme grund har de palæstinensiske myndigheder på Vestbredden – som er Hamas’ ærkefjende – lukket kanalens kontor. Holdningen er, at den Qatar-baserede tv-kanal opildner til ballade, had og terror.
Iran, den store sponsor bag Hamas, Hizbollah og houthierne, har man ikke hørt mange kvæk fra på det seneste. Det hævdes, at de er meget tæt på at udvikle atomvåben. Det vil USA og Israel ikke acceptere. Der forventes flere angreb på Iran, når Trump senere på måneden indsættes som præsident. Shahens moderate søn, som lever i eksil i Paris og har haft møder med Trumps rådgivere, er i fuld gang med at samle opbakning og har været det længe. Tiden rinder ud for imamernes Iran, lyder mit bud.
Houthierne i Yemen bliver ved med at lave støj. Det sker dels efter ordre fra Iran og for iranske penge, dels fordi de selv har brug for en stat – i dag betragtes houthierne som illegale magthavere i Yemen. Præcis derfor har de taget den palæstinensiske sag til sig og beskyder fortsat israelske mål for at ’retfærdiggøre’ deres sag.
Langt fra i rum, men tæt på det mellemøstlige kludetæppe i betydning, har Ruslands kæmpestore problemer i Ukraine været. I det hele taget er begivenhederne i Syrien et produkt af eksterne forhold. Da de, der har været med til at holde liv i Assads brutale regime i Syrien – Hizbollah, Iran og Rusland – begyndte at kanalisere deres ressourcer fra Syrien til de aktuelle slagmarker rundtomkring, skabte det simpelthen et magttomrum, som den islamistiske organisation HTS, som lige nu har overtaget i Syrien, udnyttede.
Det kunne de ikke have præsteret uden Tyrkiets problematiske præsident Erdogan, og HTS er da også selv overrasket over, at det gav pote. De kunne heller ikke have præsteret det uden de nævnte eksterne forhold, som det er blevet påpeget flere gange.
Tingene udvikler sig stadig i rask tempo, men det er omtrent her, vi står. Der er altså en rød tråd fra Gaza over Libanon til Iran, Rusland, Ukraine og Syrien.
Selv var jeg blandt skeptikerne, da HTS overtog Syrien, men jeg var også utrolig glad for, at det omsider lykkedes at fjerne Assad fra magten. Nu viser brutaliteten sig med afdækningen af massegrave og nogle hinsides al beskrivelse uhyggelige fængsler, hvor mennesker sad under horrible forhold.
I dag spørger man mindre sig selv: Hvordan kunne det gå så hurtigt i Syrien? Man spørger i stedet: Hvorfor gik det så langsomt – når man tænker på hvor grufuldt et regime, der var tale om.
Kigger man nogle år tilbage, falder blikket uvægerlig på USA’s daværende præsident Obama. Jeg mener, at han har syrisk blod på hænderne, fordi han ganske vist trak en rød linje (om Assads brug af kemiske våben mod egen befolkning), men intet foretog sig, da Assad overskred den. Og rædslerne i Syrien fortsatte. Amerikanerne behøvede ikke nødvendigvis at fremtvinge et regimeskifte med magt, men Obama burde have markeret, så det ikke var til at misforstå: hertil og ikke længere!
De mennesker, der nu endelig er lukket ud af Assads umenneskelige fængsler, har gjort stort indtryk på mig. Jeg kender Sednaya-fængslet. Har haft venner og familiemedlemmer fængslet der. Selve det at åbne fængslerne har skabt en regulær debat i store dele af den arabiske verden om fængselsforhold. Mange steder, bl.a. i Egypten, er man begyndt at stille spørgsmålet: Hvordan ser det egentlig ud hos os? Blandt dem, der virkelig er nervøse, og som er begyndt at ryste i bukserne, er præsident Abdel Fatah al-Sisi. Han har så sandelig også noget at rydde op i.
Det fører mig frem til min hovedpointe: At valget i Mellemøsten ikke står mellem islamister og brutale verdslige diktatorer, som ofte har det med at kunne charmere og besnakke Vestens elite ved overdådige middagstafler og blankpolerede konferenceborde.
Eksempelvis for Egyptens vedkommende er der rent faktisk andre valgmuligheder end enten al-Sisi eller Det Muslimske Broderskab. Og den debat har fået masser af liv i arabiske medier på det seneste. Egypterne ønsker mere frihed og bedre fængselsforhold. Ikke at de ønsker Det Muslimske Broderskab tilbage. Alternativet til al-Sisi er ikke Det Muslimske Broderskab, men derimod en lidt mildere og mindre korrupt general.
Tilbage til Syrien: De, der direkte har støttet Assad, bør have en slem smag i munden. Men ikke kun dem. Noget tilsvarende gælder de naivister, der mente, at han var ’bedre end alternativet’. Mogens Lykketoft (S) har engang påstået, at Assad ville gennemføre reformer. Alt sammen var det medvirkende til, at vi ingen demonstrationer har set a la Gaza til fordel for syrerne, selv om syrerne har lidt meget mere end palæstinenserne.
Fængselsforholdene i Syrien er 1.000 gange værre end under en israelsk besættelse. Sammenlign de israelske fængsler med de syriske. Superterroristen Sinwar blev opereret og fik reddet sit liv af Israels sundhedsvæsen, mens han var fængslet. Assad og hans far har slået flere syrere ihjel end Israel i samtlige krige med den arabiske verden. Dette er en indiskutabel realitet.
Nu har et nyt, midlertidigt styre taget magten i Syrien. Det er glædeligt for mange syrere. Assad var ulig værre, mener de.
Men vi kommer ikke uden om, at HTS-lederen Abu Mohammed al-Jolani også har blod på hænderne. Han har en brutal fortid som jihadist, og han har været i alliance med de globale jihadister i Al-Qaeda og Islamisk Stat – globale, fordi de også udfører terror i Vesten. Dem brød han forbindelsen til i 2017. For al-Jolani handlede det kun om Syrien. En slags nationaljihadisme. Nu har han modereret sig og har indgået en alliance med Tyrkiets muslimske broderskabs-præsident Erdogan.
Umiddelbart er der altså en del positive udviklinger i gang i Syrien. For eksempel vil al-Jolani ikke fluks fjerne diverse institutioner; for det vil skabe kaos i samfundet. Fornuftigt. Han vil også have en ny forfatning, der inkluderer alle Syriens mange mindretal. Fornuftigt.
Han er åben for dialog med Vesten og med golflandene. Fornuftigt. Hans overgangsregering har udpeget landets første kvindelige centralbankdirektør – ikke fordi hun er kvinde, men med henvisning til hendes kvalifikationer. Respekt for det!
Derudover har vi ikke set tilløb til folkedomstole, når det gælder topfolk i Assads regime. Der skal ryddes op og retsforfølges, javist; men ikke udrenses som sådan, lyder det. Alt sammen ud fra den tankegang, at det er bedre at få alt frem i lyset end at henrette folk på stribe.
Al-Jolani har indtil videre overrasket mig positivt ved at afstå fra de sædvanlige slagord mod Israel. I det hele taget har han ikke nævnt Palæstina-konflikten på noget tidspunkt. Det er interessant. Men måske burde det ikke overraske. For al-Jolani er den store fjende nemlig indlysende nok ikke Israel, men Iran, som flittigt har støttet Assads terrorregime i Syrien.
Til gengæld glemmer han ikke, at Hamas har holdt møder med Assad og støttet ham i den ulykkelige undertrykkelse og borgerkrig. Endnu en gang betaler palæstinenserne altså prisen for deres lederes elendige og uduelige beslutninger.
I mellemtiden er 100.000-200.000 mennesker forsvundet i Syrien, vurderer landets menneskerettighedscenter. De er ofre for Assads håndlangere og fængselsvæsen. Alene i min mors landsby, hvor jeg selv er født, er flere end 100 mennesker forsvundet – af et indbyggertal på 3.000.
Palæstinenserne har i årevis været mest højtråbende og dygtigst til at danne alliancer og vække sympati hos Vestens naive ledere og magtelite. Men hvor er demonstrationerne på gader og universiteter, når det gælder de civile syrere? Velstillede og velmenende vesterlændinge er ved at falde over hinanden, når det gælder konflikten i Gaza. Nogle få har stået nærmest alene om at gøre opmærksom på ulyksalighederne i Syrien.
Ikke alt er rosenrødt i Syrien. Jeg er stadig skeptisk over for HTS. Al-Jolani har endnu ikke taget afstand fra sin brogede fortid med Al-Qaeda og Islamisk Stat. Han jublede over 11. septembers lammende terrorangreb på USA og har aldrig fordømt det.
Folk skal selvfølgelig have en chance. Men det er et faktum, at han nægtede at give den kvindelige tyske udenrigsminister hånden, da hun for nylig var på besøg. Frankrigs mandlige udsending fik derimod et håndtryk. Det ser ikke kønt ud, når man vil være Syriens nye leder. Tyskland vil faktisk gerne hjælpe med at genopbygge Syrien og har også tilbudt at hjælpe med at skrive en ny forfatning.
Herudover har al-Jolani udpeget nogle topfolk med en tilsvarende blodig fortid, mens han til gengæld har set bort fra nogle oplagte sekulære kandidater. Ej heller dette er noget kønt syn. Al-Jolanis undladelsessynder er bekymrende, hvis han vil blive siddende på magten. Er hans nye signaler reelle eller ren taktik?
Jeg vælger indtil videre at lægge forhåbningerne i den moderat optimistiske vægtskål. Heldigvis synes Mohammed al-Jolani at have opgivet drømmen om at oprette et kalifat.
Mit bedste og mest saglige bud er, at al-Jolani stiler efter en tyrkisk model a la Erdogan. Det er langtfra så slemt som Islamisk Stat. Men i modsætning til Tyrkiet, hvor langt hovedparten af befolkningen er muslimer, består Syrien af 25 forskellige etniske og religiøse grupper. Det kræver en forfatning, som ikke er islamistisk.
Hvis Syrien skal genopbygges, er det endvidere vigtigt med vestlig hjælp og med bistand fra golflandene, og ikke mindst er det vigtigt, at verdenssamfundet ophæver sanktionerne mod Syrien, som har stået på siden 2011. Det vil tvinge al-Jolani til at tale åbent om sin fortid. Lige nu har han skiftet stil fra noget salafistisk til at gå med slips. Spørgsmålet er, om det kun er form, eller om der også er noget indhold, dvs. om han mener det.
Imens vi venter på et klarere billede, er det værd at bemærke nogle af de mennesker og grupperinger, der har hjulpet al-Jolani til Damaskus. Det er bl.a. nogle bindegale jihadister fra Tjetjenien og nogle af -stan-landene.
De taler ikke arabisk, men de hjalp ham med at forsvare Idlib, hvor han tilkæmpede sig magten. Al-Jolani kan ikke bare bede dem om at smutte tilbage til der, hvor de kom fra. I stedet har han integreret dem i det nye styre i Syrien.
Nogle taler allerede nu om en parallel til Che Guevera, som forbindes med revolutionen i Cuba; Che var argentiner og ikke cubaner. Men han deltog i revolutionen og blev minister i Cuba. Han ville imidlertid hellere fortsætte den marxistiske revolution, og det er noget af det, som man frygter at opleve blandt de fremmedkrigere, der nu befinder sig i Syrien: Deres mål er ikke fred og forsoning, men at skabe et kalifat. Det er dem, syrerne frygter mest.
Seneste nyt på arabiske sociale medier er, at en ung, etstjernet general, Moncef Tlas, brød med både Assad og hans bror i begyndelsen af oprøret, fordi han ikke brød sig om den måde, som Assads regime behandlede oppositionen på. Tlas er søn af Assads kyniske forsvarsminister. Tlas-familien er sunnimuslimer som flertallet af syrere.
I dag er Moncef Tlas i Saudi-Arabien, der ligesom Egypten menes at være bekymret for de nye magthavere i Syrien. Man tror ikke på, at de er oprigtige, når de taler om forsoning og om at inkludere alle mindretal i det nye Syrien. Det lover ikke godt, at man vil ændre skolepensum, har indsat to hardcore islamister som hhv justitsminister og forsvarsminister, ligesom landets nye midlertidige leder nægtede at give hånd til Tysklands kvindelige udenrigsminister.
Moncef Tlas er sekulær. Og han hævder, at han har opbakning fra ’vigtige lande i regionen’ til at udfordre HTS og dets leder i en overgangsperiode. Det kan næsten kun være saudierne, jordanerne og egypterne, der støtter ham. Og der kan i høj grad sættes spørgsmålstegn ved, hvorvidt HTS-toppen, der lige nu har magten, faktisk er politikere eller snarere jihadister.
I hvert fald er nogle nationer med betydelig indflydelse i regionen bekymrede for udviklingen og for udsigten til, at Syrien lander i islamisme og splittelse.
Konklusionen er dog stadig, at det er fantastisk godt, at syrerne er kommet af med det brutale Assad-regime. Men det er samtidig uhyre vigtigt, at omverdenen stiller store krav, hvis man vil have hjælp til genopbygningen og komme af med sanktionerne.
Først og fremmest bør det være et indlysende krav, at al-Jolani inkluderer de mange mindretal og den sekulære opposition. Tager al-Jolani det hele, er vi så at sige slået tilbage til start. Til omverdenen – også her i Vesten – må man derfor sige: Lad ikke den syriske befolknings kamp for frihed og fred have været forgæves. Det ville være det absolut sørgeligste resultat, der kunne komme ud af den syriske revolution.
fortsæt med at læse
