At være konge i kraft af sit dårlige humør, det er de store dyrs privilegium«. Sådan skriver Albert Camus i ’Faldet’ om bartenderen i baren Mexico-City i Amsterdam, som styrer sit udskænkningssted med hård hånd simpelthen ved at skule. Alene truslen om dårligt humør er tilstrækkeligt, til at gæsterne retter ind i håb om at få lov til at bestille endnu en genever.
Camus’ hollandske bartender er ikke alene om at herske i kraft af sit dårligt humør. Den danske regering med statsminister Mette Frederiksen i spidsen blev i 2019 trakteret med lignende opførsel, da USA’s daværende og snart nytiltrådte præsident, Donald Trump, fremsatte et tilbud om at købe Grønland. I 2019 kom den danske statsminister for skade at afvise købstilbuddet af Grønland ved at betegne det som absurd.
Det skulle hun ikke have gjort. Den nære allierede replicerede prompte ved at karakterisere statsministeren som nasty og aflyste et planlagt besøg i Danmark.
Den danske statsminister har i forbindelse med det seneste købstilbud af Grønland fremsat i december 2024 af Trump valgt at gå anderledes forsigtigt til værks. Mette Frederiksens udmelding er kort og godt, at Grønland tilhører grønlænderne. Her tilslutter hun sig formanden for det grønlandske landsstyre, Múte B. Egede (Inuit Ataqatigiit, IA) og den grønlandske regering, som har afvist enhver tanke om køb og salg. Grønland er grønlændernes. Det må være op til den grønlandske befolkning at vurdere, om man ønsker at indgå i internationale samarbejder med – og i givet fald med hvem.
Grønland udgør sammen med Danmark og Færøerne det danske rigsfælleskab. Rigsfællesskabet er karakteriseret ved at være asymmetrisk. En række politikområder i Grønland, herunder udenrigs- og sikkerhedspolitik, hører under Danmark, og Grønland kan ikke umiddelbart hjemtage disse områder. Danmark står for Grønlands militære forsvar, og Grønland modtager et bloktilskud på knap 4 milliarder kroner årligt.
Med selvstyreloven (2009) får det grønlandske folk ret til national selvbestemmelse. Den grønlandske regering (Naalakkersuitsut) har med udgangspunkt i selvstyreloven mulighed for at udskrive en folkeafstemning om løsrivelse fra rigsfælleskabet. I det tilfælde at en grønlandsk regering måtte beslutte at udskrive en sådan folkeafstemning, og den fører til et positivt resultat blandt de grønlandske vælgere, må man forvente, at både det grønlandske parlament (Inatsisartut) og det danske Folketing godkender afstemningen i overensstemmelse med ånden i selvstyreloven.
Så når spørgsmålet rejses, om Grønland er et frit land, er svaret, at det er Grønland ikke for indeværende. Men det står den grønlandske befolkning frit for at vælge at blive frit, hvis man med frihed forstår frihed fra Danmark ved udmeldelse af rigsfællesskabet.
Ønsket om at slække eller helt at kappe båndene til Danmark er til stede i Grønland. Dansk tilstedeværelse og dominans har dybe rødder, som går langt tilbage i historien. I 1721 bliver Godthåb (Nuuk) med Hans Egedes ankomst en koloni under den dansk-norske krone. Det indvarsler kolonitiden, hvor mission og handel, som på daværende tidspunkt er tæt integreret, udgør det centrale omdrejningspunkt for dansk tilstedeværelse og dominans.
Afslutningen på Anden Verdenskrig varsler et internationalt opgør med kolonitiden. Med grundlovsændringen i 1953 – en ændring, som bliver vedtaget ved en folkeafstemning i Danmark (men ikke i Grønland) – bliver Grønland del af Danmark og får status af dansk amt. Dermed bryder man i Danmark med den internationale strømning, hvor kolonier tildeles selvstændighed.
I 1979 ophører Grønland at være et dansk amt. Grønland får hjemmestyre og dermed en vis grad af selvstyre inden for rammerne af rigsfællesskabet. Som det første hjemtages uddannelsesområdet, og en af-danificering påbegyndes med henblik på at lade særligt folkeskolen hvile på og udtrykke grønlandske værdier og grønlandsk kultur i stedet for danske værdier og dansk kultur. Senere følger flere politikområder, blandt andet sundhedsområdet i 1991. Umiddelbart efter selvstyrelovens ikrafttræden i 2009 bliver det vigtige råstofområde hjemtaget.
Deanmarks historiske tilstedeværelse og dominans i Grønland har sat sine spor i Grønland – på godt og på ondt. Den tidligere formand for landsstyret Aleqa Hammond (Siumut) adresserede det, da hun i 2014 efter inspiration for andre tidligere kolonier tog initiativ til at nedsætte en forsoningskommission, hvis opdrag skulle være at undersøge og bringe forsoning i forholdet mellem fortid, nutid og fremtid i Grønland. Oprindelig var tanken, at også Danmark skulle deltage og dermed tage aktiv del i forsoningsarbejdet. Men daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) takkede nej til invitationen. Dermed blev forsoning alene et grønlandsk anliggende.
Kommissionens rapport, som udkom i 2017, identificerer fem områder, hvor man i Grønland oplever et behov for forsoning. Områderne er: fødestedskriteriet (at folk, der var født i Grønland, fik lavere løn end folk, der var født uden for landet, for samme arbejde); koncentrationspolitikken (også kaldet urbaniseringspolitikken); tvangsflytninger af befolkningsgrupper i Grønland; bortadoption af grønlandske børn til Danmark med henblik på at lære dem dansk sprog og kultur (eksperimentbørnene); de juridisk faderløse (børn i Grønland født uden for ægteskab var før 1963 (1974 i Østgrønland) juridisk faderløse, og de oplevede i manges tilfælde social eksklusion). I 2020 modtog eksperimentbørnene en officiel undskyldning fra den danske stat og i 2022 en økonomisk kompensation.
Siden offentliggørelsen af forsoningskommissionens rapport har flere sager set dagens lys. Det seneste eksempel er spiralsagen. Sagen er rejst af en gruppe grønlandske kvinder, som i 1960’erne og 1970’erne fik opsat spiral uden at have givet samtykke som del af en svangerskabsforebyggende praksis. Den danske og grønlandske regering igangsatte i 2024 en uvildig udredning, som skal dække hele perioden fra 1960 til 1991, hvor Grønland som nævnt hjemtog sundhedsområdet.
Forsoningskommissions arbejde baserede sig blandt andet på omfattende inddragelse af grønlændere fra hele landet. Det blev her klart, at behovet for forsoning ikke alene vedrører dansk dominans i Grønland, herunder ikke mindst den periode, hvor Grønland havde status af dansk amt. Behovet for forsoning udstrækker sig også til forsoning mellem forskellige befolkningsgrupper i Grønland, for eksempel forsoning mellem Øst- og Vestgrønland.
Grønland er karakteriseret ved store regionale forskelle, som er både kulturelle, sproglige, socioøkonomiske, og historiske. For eksempel blev Østgrønland først kolonialiseret i 1880’erne, og området har en anden kolonihistorie end Vestgrønland, som blev kolonialiseret allerede i 1721. Forsoning handler både om at skabe sammenhæng mellem fortid, nutid og fremtid og om at danne en nation på tværs af store geografiske afstande, som rummer markante forskelle. Det handler om at skabe en fælles historie – at formulere en fælles forståelse af den grønlandske nation.
Et nationalt fællesskab i Grønland har længe været under udvikling. I løbet af 1980’erne og fremefter blev der taget en række initiativer til at etablere nationale institutioner i Grønland inden for blandt andet kunst, kultur og uddannelse. I løbet af 1980’erne etableredes Grønlands Universitet (Ilisimatusarfik), og ligeledes i 1980’erne påbegyndtes overdragelse af grønlandske museumsgenstande, som på daværende tidspunkt befandt sig i Danmark, til Grønlands nationalmuseum i Nuuk.
Når Grønland i ønsket om at opbygge formelle institutioner under det grønlandske selvstyre bevæger sig fra emner som kultur og uddannelse ind på områder, som angår ikke blot nationen, men også involverer staten, som for eksempel udenrigs- og sikkerhedspolitik, opstår der imidlertid en række spørgsmål om, hvor grænserne for Grønlands selvstyre går. Hvor meget grønlandsk autonomi kan rummes inden for de eksisterende rammer af rigsfælleskabet? Og hvornår rammer vi det punkt, hvor rammerne for rigsfællesskabet må tages op til revision, og et asymmetrisk fælleskab må vige pladsen for et partnerskab blandt ligestillede?
Disse spørgsmål er betinget af, at den brede grønlandske befolkning ønsker at forblive i en eller anden form for rigsfællesskab med Danmark og Færøerne. Men Grønland kan også vælge at gøre sig fri af Danmark og forlade fællesskabet. Det medfører dog ikke, at Grønland nødvendigvis vil blive et frit land i absolutte termer.
I en global og i stigende grad fragmenteret verden er intet land fuldkommen frit forstået som suverænt i traditionel westfalsk forstand. Verdens stater er alle del af et internationalt samfund og indgår som medlemmer i internationale organisationer, som agerer i forhold til international ret og folkeret. Derfor er det i diskussionen om Grønlands løsrivelse fra rigsfællesskabet og mulige fremtid som selvstændig stat relevant at kaste et blik på Grønland i verden.
Grønland er del af det nordamerikanske kontinent, og landet er en afgørende brik i kontinentets sikkerhed. Skulle nogen have været i tvivl om dette, står det lysende klart efter de seneste ugers forløb. Det virker stærkt usandsynligt, at USA vil acceptere en selvstændig stat umiddelbart op til sin grænse uden at have markant indflydelse på en sådan stat.
Foruden at være del af et internationalt system, som har Nordamerika/Arktis som akse og sikkerhed som omdrejningspunkt, er Grønland qua sin lange og tætte relation til Danmark forbundet til Europa. Landet var medlem af Det Europæiske Fællesskab fra 1973 til 1985. Omdrejningspunktet er her økonomi og velfærd. Grønland har ikke mindst i kraft af perioden som dansk amt en veludviklet og relativt udgiftsdrivende velfærdsstat udviklet efter dansk og skandinavisk forbillede.
Det danske bloktilskud indgår i finansieringen af grønlandsk velfærd. I Grønland er man fuldt ud bevidst om det paradoksale i situationen, at en dansk/skandinavisk velfærdsmodel i Grønland, som er introduceret af den danske stat i amtsperioden, fastholder Grønland i et økonomisk afhængighedsforhold til Danmark, og man forsøger ihærdigt at identificere og opdyrke nye indtægtskilder, for eksempel gennem øget turisme.
Også Den Europæiske Union understøtter grønlandsk velfærd primært ved at bidrage til den fortsatte udvikling af uddannelsesområdet. Dermed forsøges det fra europæisk side at hjælpe Grønland med at imødegå den situation, landet står i, hvor grønlandske kompetencer ikke matcher efterspørgslen på arbejdskraft i Grønland, så grønlandske arbejdsgivere må rekruttere højt specialiseret international arbejdskraft.
Sidst, men ikke mindst er Grønland del af et internationalt system, hvis omdrejningspunkt er oprindelige folk og deres rettigheder, og hvor FN spiller en central rolle. Grønlands befolkning er anerkendt som et oprindeligt folk og deltager i den kapacitet i FN-samarbejdet, og det sikrer Grønland en række rettigheder, herunder til at jage byttedyr som for eksempel isbjørn, sæl og hvalros. Som oprindeligt folk er grønlænderne et særtilfælde. I modsætning til de fleste oprindelige folk udgør grønlændere majoriteten af befolkningen i deres land.
Så når talen falder på Grønland, tales der på én og samme tid om sikkerhed, økonomi og velfærd og oprindelige folk. Talen bevæger sig på kryds og tværs af internationale systemer, som har forskellig form for og grad af konstitutionel forankring og tyngde. Der er tale om en delikat balancegang, som finder sted under et stigende internationalt pres.
Grønlænderne går til valg i løbet af de første måneder af 2025. Perspektiver for internationale samarbejder særligt uden for rigsfællesskabet er et område, som optager landets befolkning, og emnet må forventes at spille en stor rolle op til valget. Det er et interessant valg, fordi den siddende regering udgøres af de to store grønlandske partier, det venstreorienterede IA og det socialdemokratiske Siumut, der i mange valgperioder har været i opposition til hinanden.
Siden hjemmestyrets indførelse i 1979 har Siumut siddet tungt på regeringsmagten ofte støttet af det lille liberale parti Atassut, mens IA har været i opposition. Det seneste grønlandske valg, som fandt sted i 2021, medførte et brud med denne form for blokpolitik i Grønland, idet IA, som vandt valget, kort inde i den nye valgperiode gik i regeringssamarbejde med Siumut.
Det forestående valg i Grønland vil teste styrken af regeringssamarbejdet mellem IA og Siumut og muligheden for også fremadrettet at samarbejde på tværs af partipolitiske skel i Grønland. Valget finder sted i en international højspændt situation. Situationens alvor indfangede landsstyreformanden, da han i lyset af de seneste ugers furore sendte en opfordring til det grønlandske folk: Det er tid til at stå sammen! Det er kloge ord fra en presset landsstyreformand.
I mødet med de store dyr gælder det om at holde sammen, uagtet om dyret antager skikkelse af en gnaven bartender eller en amerikansk præsident.
fortsæt med at læse
