I december 2024 blev der afsagt dom i den opsigtsvækkende voldtægtssag i Frankrig, hvor Dominique Pelicot stod tiltalt for i næsten 10 år at have bedøvet sin tidligere kone, Gisèle Pelicot, og tilladt omkring 80 mænd at voldtage hende.
Sagen har rystet Frankrig og givet genlyd i hele verden. Dels naturligvis på grund af sagens ekstreme omfang, men også fordi Gisèle Pelicot er blevet et nyt feministisk ikon. Gisèle Pelicot har nemlig med sit krav om, at retssagen skulle køre for åbne døre, udfordret og ’forstyrret’ forestillingen om, at kvinder skal skamme sig, når de har været udsat for en seksuel forbrydelse.
Hun har forsøgt at skubbe skammen over på mændenes banehalvdel og vist, at man som kvinde udsat for voldtægt naturligvis er et offer, men at man samtidig også kan være stærk og handlende. Dette har hun også på symbolsk vis illustreret ved i løbet af retssagerne at tage solbrillerne af, idet hun intet havde at skjule.
Ud over at sagen i sig selv er nærmest ubegribelig på grund af sit omfang og sin grusomhed, har den også rejst andre og mere overordnede spørgsmål. For hvad siger den om franske mænd eller måske om alle mænd, når 80 af dem i et lille landligt lokalsamfund tilsyneladende var villige til at acceptere en invitation til at have sex med en ukendt kvinde, mens hun lå bevidstløs i et for dem fremmed soveværelse?
Sagen har sat fokus på mænds seksualitet og mænds viden eller snarere manglende viden om begrebet samtykke.
Det forhold, at Dominique Pelicot var i stand til at støve så mange tilsyneladende normale mænd op fra alle samfundslag i en relativt lille radius omkring byen Mazan i det sydlige Frankrig, og at så mange af dem havde uplettet straffeattest og umiddelbart levede normale familie- og arbejdsliv, åbner for det kontroversielle spørgsmål: Er alle mænd potentielle voldtægtsforbrydere, og hvilken slags analyse bør man sætte i værk for at forstå disse overgreb og voldtægter? Skal man angribe problemstillingen strukturelt, eller handler det trods alt ’bare’ om, at nogle enkelte mænd skal have korrigeret deres adfærd?
Der findes ikke i noget samfund en speciel prototype på en voldtægtsforbryder, idet et af de mest sigende fællestræk for voldtægtsmænd er, at der ikke er noget fællestræk. Derimod giver det mere mening at hævde, at der i alle samfund i større eller mindre omfang eksisterer en voldtægtskultur. Med begrebet voldtægtskultur skal forstås den sociale og kulturelle kontekst, hvor seksuelle overgreb normaliseres, trivialiseres eller undskyldes, ofte gennem holdninger, adfærd, sprog og institutionelle praksisser.
Det er ikke en kultur, der nødvendigvis aktivt fremmer voldtægt, men snarere en struktur, der indirekte tillader eller nedtoner alvoren af seksuel vold og overgreb. Begrebet peger på de systemiske og kulturelle faktorer, der kan bidrage til, at seksuel vold ikke bliver taget alvorligt.
Mænds seksuelle vold forstås bedst i sammenhæng med dominerende manderoller. Der er ofte en sammenhæng mellem traditionelle maskulinitetsattituder, vold og voldtægt. Det er således vigtigt at forstå seksuelle overgreb og voldtægters delvise kulturelle legitimitet. Her er det et omdrejningspunkt, at voldtægt ikke altid opfattes som voldtægt.
Voldtægtsmænd indrømmer ligeledes sjældent, at de har begået voldtægt, og takker ofte nej til behandling.
Voldtægtsmænd er ofte præget af dominerende forestillinger om, hvad der karakteriseres som en seksuel krænkelse. Mange mener, at situationen er misforstået, og benægter at have gjort noget forkert.
Er de 80 mænd, som mødte op i huset hos Dominique Pelicot, seksuelle ’monstre’, eller er de blot ’almindelige mænd’, der søgte et ’swingereventyr’ online og uforvarende blev involveret i noget uventet? Dette spørgsmål er centralt, fordi det også trækker tråde til spørgsmålet om, hvorvidt denne sag er et samfundsmæssigt eller kun et terapeutisk problem. Der er stor forskel på, om vold og voldtægt analyseres som et kønsligt, socialt eller psykologisk problem.
Et oplagt faremoment er, at man kommer til at psykologisere nogle grundlæggende sociale og kønsrelaterede problemer. For at forstå og analysere disse hændelser skal man balancere mellem at generalisere og på samme tid være specifik for at undgå at forfladige analysen. Det er vigtigt ikke kun at tale om enkeltindivider, men derimod fokusere på den kultur og de strukturer, som fordrer den seksuelle vold. Vi bør som samfund pege på det faktum, at det var mænd, det handlede om, samtidig med at vi ikke skal dæmonisere mænd og beskylde flertallet af mænd for, hvad fåtallet foretager sig.
Voldtægt kan antage mange forskellige former, afhængigt af konteksten, forholdet mellem gerningsmand og offer og de specifikke omstændigheder. Nogle former for voldtægt er mere udbredt end andre. De fleste voldtægter begås mellem mennesker, som kender hinanden i forvejen.
Offer og voldtægtsmand kommer ofte fra samme sociale lag og er typisk jævnaldrende og har relation til hinanden.
Statistikker viser, at voldtægt i nære relationer (partner eller bekendte) er den mest almindelige form. Færre voldtægter anmeldes, når offeret kender gerningsmanden, og der er ofte stor diskrepans mellem oplevede seksuelle krænkelser og anmeldte seksuelle krænkelser.
I sagen om Gisèle Pelicot blev alle 51 mænd, som politiet kunne identificere, dømt. Men der er i mange samfund en retslig udfordring, som handler om, at der kan være stor forskel på, hvad en kvinde opfatter som voldtægt, og det, som loven opfatter som voldtægt. Gammeldags lovgivning, voldtægtsmyter og kønsstereotyper går ofte hånd i hånd.
Forskning om mænd, der begår voldtægt, har identificeret en række psykologiske, sociale og kulturelle faktorer, der kan bidrage til forståelsen af dette voldelige adfærdsmønster.
Hvis man kigger på motiverne bag voldtægt, kommer mange forskellige aspekter til syne. Det kan handle om kontrol og magt, idet mange voldtægter er drevet af et behov for at udøve kontrol eller dominans over offeret snarere end af seksuel lyst. Det kan også handle om vrede og seksualisering af aggression.
En del mænd, der begår voldtægt, har en tendens til at sammenkoble aggression og seksualitet. Derudover kan det handle om kvindesyn og en følelse af berettigelse. Nogle voldtægtsforbrydere føler sig berettiget til seksuel adgang til kvinder, ofte forstærket af kulturelle normer, der objektiviserer kvinder og forestillingen om kvinden som mandens ejendom. Sidstnævnte aspekt forekommer at have spillet en væsentlig rolle i Pelicot-sagen, idet mange af de dømte mænd gav udtryk for, at Dominique Pelicot jo netop havde givet dem lov til at have sex med hans kone.
Der er meget få fællestræk, når man kigger på alder, erhverv og socialklasse blandt de 51 mænd, der er blevet dømt.
De repræsenterer et bredt spektrum i samfundet: Halvdelen af dem er gift eller i forhold. Tre fjerdedele har børn. Lidt over en fjerdedel sagde, at de selv var blevet misbrugt som børn. Det er også kommet frem, at knap halvdelen af dem havde tidligere straffedomme, hvilket anslås at være en cirka fire gange større andel end landsgennemsnittet i Frankrig.
Derudover bør det også påpeges, at alle mændene havde fået kontakt med Dominique Pelicot via et ulovligt online chatforum. Det er ikke beskrivende for flertallet af mænds søgen efter erotik og seksuelle kontakter på nettet, at de forsøger at gøre dette via ulovlige kanaler. Så på det punkt afviger de dømte mænd fra flertallet af mænd på grund af deres villighed til at foretage sig noget ulovligt.
Nogle af mændene græd i retten og tilstod deres handlinger. Men de fleste kom med en række undskyldninger; mange hævdede, at de blot var ’libertinere’, der opfyldte et pars seksuelle fantasier, og at de ikke på nogen måde kunne vide, at Gisèle Pelicot ikke havde givet samtykke.
Det forhold, at mændene har ladet sig filme, er interessant. På den ene side indikerer det en kombination af ekstrem risikovillighed og ligegyldighed, men på den anden side kan det også indikere, at de faktisk troede – hvor vanvittigt det end lyder – at deres handlinger var acceptable og måske endda lovlige, og at Gisèle Pelicot var med på ’legen’.
På de sociale medier har mange af debatterne om sagen fokuseret på det kontroversielle udsagn om, at ’alle mænd’ er i stand til at begå voldtægt. Der er ingen beviser, der understøtter en sådan påstand. Nogle mænd har taget afstand fra argumentet og ligesom i forbindelse med #MeToo brugt hashtagget #NotAllMen.
Hovedbudskabet er, at det blotte faktum at være mand ikke skal kvalificere til at bære skammen. Udsagn fra mænd om, at de kun vil bedømmes på egne handlinger og ikke på handlinger, som begås af andre mænd, er langt hen ad vejen forståelige. Men det kan også ses som et forsøg på ikke at ville anerkende, at seksuel chikane og voldtægtskulturen primært skader kvinder.
Voldtægtslovgivningen er en af de mest omstridte og komplekse love i retssystemet. I de fleste lande er voldtægt et strafferetligt anerkendt overgreb, men lovgivningen er ofte blevet kritiseret for at være præget af kønspolitiske fordomme.
Det oplagte spørgsmål er derfor, om denne ulykkelige sag kunne have været undgået, hvis Frankrig havde haft en samtykkelovgivning?
Det er svært at svare på. Man kan naturligvis ikke kun lovgive sig ud af en voldtægtskultur, men hvis vi kulturelt set skal dæmme op for mænds forskellige former for vold og overgreb, så er der brug for et perspektivskifte, som sætter mere fokus på mænds rolle og mænds handlinger.
Mange voldtægtslovgivninger rundtomkring i verden har traditionelt været baseret på fysiske aspekter – altså ofrets reaktioner på den påståede voldtægt, og om der blev ydet fysisk modstand. Men denne forståelse har ikke nødvendigvis afspejlet ofrets oplevelse af overgrebet eller omstændighederne omkring hændelsen.
Det har ofte været mandens syn på kvinden og situationen, som lå til grund for domsafsigelsen, og der har på mange måder ikke været en nedre grænse for sund fornuft og for, hvor dumme og uvidende mænd kunne påstå, at de havde været.
Et grundlæggende spørgsmål er derfor, hvorfor så mange samfund, heriblandt det nuværende franske, men også det danske frem til 2021, på trods af adskillige beviser på voldtægtskulturens eksistens ikke så det som nødvendigt at ændre deres lovgivningsmæssige rammer for at gøre det lettere for ofre at få retfærdighed og samtidig udfordre de normer, der understøtter voldtægt og seksuel udnyttelse.
Den institutionelle skepsis over for kvinders ord, krav om, at gerningspersonen skal have klart forsæt, og krav om fysisk modstand skaber en situation, hvor mange voldtægter aldrig bliver anerkendt som en kriminel handling.
Enhver krop er i princippet tilgængelig, indtil der bliver sagt nej. Megen voldtægtslovgivning har derfor ikke fungeret efter hensigten, hvis formålet har været at sende et signal om, at voldtægt er en uacceptabel handling.
Det kan være grænseoverskridende for mænd at skulle erkende, at de har et ansvar for den kultur, som udøver vold og voldtægt over for kvinder. Men man kan på mange måder sammenligne Pelicot-sagen med #MeToo-bevægelsen, idet sagen måske kan give anledning til, at mange mænd får mulighed for at reflektere over noget, som de måske har undladt at tænke over hidtil. For det må stå klart, at sagen har rykket ved forestillingerne om, hvad en voldtægt er, og hvordan en voldtægtsmand ser ud.
Det er lovgivernes ansvar at indrette lovgivningen på en måde, så retfærdigheden bedst muligt fremmes i retssystemet. Når voldtægtsofre ikke længere skal stå til ansvar for, om de har forsøgt at afværge deres egen voldtægt på en bestemt måde, og når det ikke længere handler om, hvorvidt ofret har sagt klart fra, men om der har været samtykke, vil det strafværdige i større udstrækning blive strafbart, og spændet mellem retsligt rigtige, men retspolitiske forkerte afgørelser ude af takt med lovens ånd kunne mindskes.
Svækker man et køns retsstilling, eller skræddersyr man en lovgivning med en samtykkeparagraf? Der er ingen tvivl om, at ethvert civiliseret samfund burde have en samtykkelov. Samtykke er værktøj til at flytte fokus fra den krænkede og over på gerningsmanden ved at bede gerningsmanden om at retfærdiggøre den seksuelle handling. En samtykkebaseret voldtægtslovgivning sætter offeret i en bedre situation, fordi det handler om retten til ofrets krop, og man går fra, om ofret har sagt klart fra, til, om der har været samtykke.
Kan denne sag udfordre dybt rodfæstede fordomme og uvidenhed om skam og samtykke? En samtykkebaseret voldtægtslovgivning kan ændre holdninger og give mænd nye pejlemærker at gå efter og afspejle, hvad der er rigtig og forkert opførsel.
Der vil altid være gråzoner, hvor manden og kvinden opfatter det, der er sket, forskelligt.
Men med en samtykkelov får alle involverede et ansvar for at sikre, at den seksuelle akt foregår frivilligt. Hvis en sådan lovgivning havde eksisteret i Frankrig, er der grund til at tro, at mange af de 80 mænd enten aldrig var trådt ind i huset hos familien Pelicot, eller at de i det mindste var vendt om på hælene ved synet af den bevidstløse Gisèle Pelicot, vel vidende at de var på vej til at begå noget kriminelt.
fortsæt med at læse
