Når man ser mod den øjeblikkelige udvikling i USA, kan det være svært at få øje på, men politik og økonomi er faktisk ikke et og det samme.
Hvor demokratiske samfund balancerer borgerens og statens interesser og er organiseret omkring spørgsmålet om legitimitet, er kapitalistiske samfund kendetegnet ved en spænding mellem arbejdstagerens og arbejdsgiverens interesse og organiseret omkring profit.
Det politiske og det økonomiske domæne kan dermed ses som hinandens modsætninger, eller i hvert fald som områder med forskellig logik. Med Trumps tilbagevenden til Det Hvide Hus har profitmaksimering imidlertid fået forrang i en sådan grad, at det er vanskeligt for det politiske domæne at korrigere for de uheld, som økonomien skaber – hvilket ellers har været en essentiel funktion i kapitalistiske demokratier.
I dagens USA skal politiske institutioner ikke bare rydde op efter økonomisk produktion, men også indrette sig under den, som det så tydeligt kommer til udtryk med Department of Government Efficiency (Doge), hvor rigmanden Elon Musk skal hjælpe rigmanden Donald Trump med at effektivisere den politiske administration, de tydeligvis begge mener, at man kan køre som en virksomhed.
Historien om Doge illustrerer ikke bare det problem, at politik og økonomi smelter sammen, men er en god indgang til at forstå endnu en sammenhæng, nemlig koblingen mellem teknologi, økonomi og politik.
For den teknologiske udvikling af kunstig intelligens (AI), der i øjeblikket dominerer både politiske diskussioner og økonomiske spekulationer, drives af en relativt lille gruppe af vældig store virksomheder. Af disse ejer Elon Musk måske ikke de største, men til gengæld de mest profitable – i hvert fald når man fokuserer på den personlige fortjeneste, han opnår på tværs af sit interessante konglomerat af elbiler, rumskibe og sociale medier. Og selv om ingen af de andre store spillere (endnu) har fået deres egen offentlige styrelse, så var de alle til stede ved Trumps tiltrædelse og har erklæret deres mere eller mindre uforbeholdne støtte til den nye præsident, som inden for den første uge af sin embedsperiode kvitterede med at rulle den amerikanske regulering af AI-teknologi tilbage.
Der er altså fri leg for teknologiudviklingen, må man forstå, og fri leg er netop en tredje pointe, som Doge illustrerer. Det er nok ikke et tilfælde, at Musks nye legeplads deler navn med hans yndlingskryptovaluta, Dogecoin, som er opkaldt efter et meme, baseret på billeder af shiba inu-hunden Kabosu. Snarere er det udtryk for, at en kulturel tendens – man kan bredt kalde den internetkulturen – oversættes til en ’gamificeret’ tilgang til den politiske magt, som også kan aflæses af lanceringen af to kryptovalutaer, $Trump og $Melania, i forbindelse med indsættelsen.
Ud over at være en gimmick og en hurtig indtægtskilde til præsidenten kan værdien af de to ’memecoins’ også ses som udtryk for støtte til ham; en direkte sammenkobling af økonomisk og politisk magt, hvor der grines hele vejen til både banken og embedet.
Hvis man zoomer ud fra det amerikanske nu og her til den store verdenshistorie, bliver det klart, at selve det forhold, at teknologier former samfund, ikke er nyt. Tværtimod er det så grundlæggende, at det er indskrevet i den måde, vi inddeler historiske epoker på, og de navne, vi giver forskellige tidsaldre: stenalderen, jernalderen, den industrielle revolution og så videre.
Med hver ny teknologi bliver nye måder at organisere sig på mulige, og det er fristende at fortælle historien om den teknologiske udvikling som et langt og kontinuerligt fremskridt.
Hvis man gør det, overser man imidlertid to centrale forhold. For det første producerer enhver teknologi sit eget uheld, som den franske filosof Paul Virilio siger det: Med skibet kommer skibbruddet, med bilen kommer bilulykken. Og for det andet kan enhver teknologi misbruges.
Med udviklingen af atomkraft kom ikke bare atomkraftværket med dets risiko for uheld, men også atombomben og dermed våbenkapløbet. Eller i dette tilfælde kom bomben faktisk først – på trods af folk som Niels Bohrs forfærdede advarsler.
De uheldige og mørke sider af teknologisk udvikling er ikke bare tilfældige, men må forstås som lige så indgroede i teknologierne som de fremskridt, de også muliggør. Det betyder dog ikke, at man kan give teknologierne skylden for deres utilsigtede eller skadelige konsekvenser.
I stedet må man se mere konkret på teknologiers og samfunds påvirkning af hinanden – på de konkrete forbindelser, der opstår mellem teknologisk udvikling og politisk og økonomisk organisering. Og man må undersøge, hvad der skal til af foranstaltninger, for eksempel i form af juridiske rammer, for at imødekomme uheld og udåd. Sikkerhedsselen er en sådan foranstaltning; FN’s forbud mod atomvåben er en anden.
Teknologier former samfund, men samfund former også teknologier. Og demokratiet er den samfundsform, der former teknologierne bedst.
For demokratiet muliggør debat om, hvordan vi ønsker, at vores samfund skal se ud, og granskning af, hvorvidt øjeblikkelige teknologiske udviklinger trækker i den ønskede retning. Demokratiske samfund kan i højere grand end andre styreformer sikre, at en teknologisk udvikling faktisk er til alles bedste.
Samtidig er demokratier selvfølgelig også formet af teknologier, som har deres egne uheldige konsekvenser. Mest problematisk er det, at princippet om demokratisk deltagelse kan føre til uendelige diskussioner om alting og ingenting.
Demokrati er på mange måder uregerligt, hvilket ikke bare har den uheldige konsekvens, at beslutninger kan trække i langdrag, og forhandlinger kan gå i hårdknude, men også gør de demokratiske beslutningsprocesser sårbare over for bestikkelse, blackmail, demagogi og andre former for misbrug.
Demokratiet er med andre ord en foranstaltning, der kræver sine egne foranstaltninger: Den demokratiske ret til deltagelse, der giver borgerne frihed, må afvejes af retten til sikkerhed, der beskytter borgerne mod hinanden – og mod den demokratiske stat selv. Den tankegang er indlejret i retsstatens regler og principper, som ikke er perfekte, men som har den fordel, at de ikke bare fungerer, men også kan efterprøves og reformeres efter behov.
Med retsstaten opstår imidlertid det, som Trump og Musk tilsyneladende ser som fremskridtets fjende nummer 1: bureaukratiet. Og man kan da også se indviklede procedurer og langsomme processer som demokratiets iboende uheld, men bureaukratiet er samtidig forudsætningen for, at demokratiske beslutninger kan omsættes til handling. Demokratiet eksisterer dermed i et konstant spændingsforhold med sine egne styringsmekanismer: Det afvejer legitimitet og effektivitet i et aldrig afsluttet forsøg på at ramme lige præcis det ’sweet spot’, hvor hver enkelt borger kan se sin egen interesse realiseret af kollektivet.
Det er altid lettere at se store teknologiske nybrud og deres samfundsmæssige betydning i bakspejlet, men samtidig er det netop kendetegnende ved såkaldt ’moderne’ samfund, at de er bevidst om sig selv.
Altså, hvor folk i stenalderen næppe gik og lykønskede hinanden med at have sat gang i en ny epoke i verdenshistorien, så er der omvendt i dag næppe mange, der er i tvivl om, at AI er en revolutionerende og gennemgribende ny teknologi. Eller det er i hvert fald en del af hypen omkring den øjeblikkelige teknologiudvikling – uanset om man mener, at AI-teknologi udgør en trussel mod menneskeheden eller repræsenterer vores og planetens redning, så er det de nagler, man er oppe på.
Med pointen om, at samfund former teknologi, lige såvel som teknologi former samfund, kan man mane til besindelse og fremføre, at AI-tidsalderen nok hverken bliver helt så forfærdelig eller helt så vidunderlig, som debatten tilsiger. Eller rettere, man kan fremhæve den menneskelige medbedømmelse; vi er ikke dømt til en bestemt teknologisk udvikling, men kan forme den selv.
Når det er sagt, er der forhold, der er anderledes i den igangværende udvikling; forhold, som handler om de nye teknologier og de samfund, som de inviterer til, men også i høj grad om de samfund, som de udvikles ind i.
Den demokratiske balanceakt mellem legitimitet og effektivitet er allerede udfordret, spændt ud mellem borgernes krav om deltagelse på den ene side og deres ønske om sikkerhed på den anden. Den udfordring er i sig selv teknologisk formet, idet den kan kobles til århundreders udvikling af informations- og kommunikationsteknologi. Fra trykpressen til internettet har borgerne fået stadig flere muligheder for deltagelse og myndighederne stadig bedre betingelser for styring. Hvor de to tendenser i lang tid udviklede sig sideløbende, er de med digitaliseringen vokset fra hinanden.
Det kommer på den ene side til udtryk i det, den belgiske idéhistoriker Anton Jäger betegner som hyperpolitik; evnen til hurtig og omfattende mobilisering, der sjældent omsættes til institutionalisering. Eller spidsformuleret: masser af demokratisk deltagelse uden synderlig demokratisk indflydelse.
På den anden side ses det i erstatningen af bureaukrater med henholdsvis spindoktorer og teknokrater; eksperter, der på hver sin måde leverer argumenter til den politiske dagsorden. Hvor spindoktoren repræsenterer en ideologisk målsætning, der leder efter midler, kan teknokraten siges at have midler uden mål. Resultatet af den kombination er i bedste fald borgernes yderligere fremmedgørelse, i værste fald noget meget mere uhyggeligt.
Spørgsmålet er nu, hvad AI-teknologier vil betyde for den igangværende udvikling: Vil de presse demokratiet yderligere, eller kan de blive en demokratisk gevinst?
Hvis man vil undersøge, hvordan AI-tidsalderen kommer til at forme sig, må man koble spørgsmålet om den teknologiske udvikling sammen med spørgsmålet om sammenblandingen af den økonomiske og politiske magt. Her og nu står demokratiet i USA i fare for at blive afløst af et plutokrati, men det er egentlig ikke den teknologiske udviklings skyld – eller rettere, det skyldes i lige så høj grad den forretningsmodel, teknologiudviklingen er baseret på, som det skyldes teknologierne selv.
Med udviklingen af digitale platforme er data blevet en valuta i sig selv. Brugernes adfærdsdata fungerer som betaling for platformenes servicer i form af videresalg til annoncører, der så betaler platformene for brugernes opmærksomhed. Og de indholdsdata, der hver dag produceres i millionvis af terabytes, er selve grundlaget for ’AI-revolutionen’.
Det er ikke tilfældigt, at de virksomheder, som sætter dagsordenen for udviklingen af store sprogmodeller og andre AI-teknologier, har adgang til rige datakilder. Tværtimod er det den adgang, der har muliggjort udviklingen – og som nu konsoliderer de amerikanske techgiganters position. Og det er den position, der udgør den største og mest umiddelbare trussel mod demokratiet.
Når man indimellem hører spørgsmålet om, hvorfor der ikke er nogen europæiske techgiganter, er en del af svaret, at det er, fordi det europæiske demokrati har det bedre end det amerikanske.
Vi skal ikke ønske os europæiske techgiganter – eller rettere: ikke antage, at de vil udgøre et bedre alternativ end de amerikanske. I stedet kan Europa med fordel satse på mindre virksomheder med alternative ejerforhold, sådan som der især er blevet talt om, efter at Meta har skiftet kurs i forhold til indholdsmoderation på sine platforme. Vi har brug for platforme, hvor borgerne kan finde troværdige informationer og frit udveksle synspunkter, hvis vi skal bevare og måske endda styrke demokratiet i AI-tidsalderen.
Hvis det lykkes at friholde det europæiske demokrati fra ’det techindustrielle kompleks’, som Joe Biden advarede om i sin afskedstale, vil det styrke Europa over for Trumps stadigt mere politisk, økonomisk og teknologisk utilregnelige regime.
Men det stiller os stadig over for spørgsmålet om, hvordan AI-teknologierne vil forme de europæiske samfund. Det spørgsmål kan ikke besvares isoleret fra økonomiske spørgsmål om ejerforhold og politiske spørgsmål om regulering, men en central teknologisk pointe går på tværs af samfundets øvrige dimensioner: Uanset hvor avancerede AI-teknologier bliver, så er de matematiske modeller, der opererer ud fra sandsynlighed. Dermed er de ikke i stand til at skelne mellem rigtigt og forkert i etisk forstand; de kan være mere eller mindre præcise og mere eller mindre fair, men de har ingen moralsk dømmekraft.
Ligesom stenøkser, biler og atomkraft kan AI-teknologier bruges til legitimerbare formål, men de har også utilsigtede konsekvenser, og de kan være direkte skadelige. Og ligesom alle andre teknologier er AI ikke én ting, men indgår i mange forskellige og dynamiske relationer, som vil afgøre deres brug og betydning.
Det er afgørende for demokratiske samfund at forstå, at AI-teknologier kan forskyde den allerede udfordrede balance mellem demokratisk deltagelse og demokratisk kontrol, mellem legitimitet og effektivitet.
Vi må forstå, at demokratiets kollaps er AI-tidsalderens iboende uheld, så vi kan træffe de fornødne foranstaltninger.
fortsæt med at læse
