Kronik af Andrea Hejlskov

Andrea Hejlskov er forfatter.

Jeg kunne ønske mig, at vi kunne tale mere frit og med mindre berøringsangst om forfatterens private udgangspunkt for sin litteratur. Jeg kunne ønske mig, at det at være moralsk involveret i sit værk ikke blev behandlet som noget grundlæggende mistænkeligt.

Litteraturen er ved at få en krop, der bløder, ryster af angst eller liderlighed

Lyt til artiklen

Diskussionen om forfatterens personlighed, forhold til andre personligheder, læsernes personlige forhold til forfatteren, forfatterens personlige privatliv og forfatterens personlige moral ser ud til at fortsætte, senest i Eini Carina Grønvolds indlæg i nærværende avis 11 maj, hvor hun argumenterer for, at litteraturen bør være en ’fredszone’, hvor vi lægger vores identiteter og sociale forhandlinger om denne til side.

På den ene side af debatten finder vi dem, der mener at litteraturen er hævet over forfatterens identitet, personlighed og moral, og at disse ting er sekundære i forhold til værket. På den anden side dem, der insisterer på, at vi gennem de senere år har fået en bredere kulturel forståelse af, hvordan magt og undertrykkelse netop opererer igennem identitet og krop, og at det er derfor er både legitimt og nødvendigt at forholde sig til både værkets og forfatterens moral.

MeToo, wokedebatterne, feministisk teori og den nyere økolitteratur har sat fokus på relationelle logikker, og på hvordan moral – her forstået som den måde, vi etisk navigerer i verden på – er noget, der skabes og opretholdes i forhold til andre mennesker i en kontinuerlig proces.

Moral bliver dermed ikke forstået som noget statisk eller endegyldigt, men som en kontinuerlig diskussion.

Forfatteren som ophøjet idealbillede med litterært carte blanche og implicit retten (og moralen) på sin side er i disse segmenter under pres, og det identitetsfrie rum opfattes med en vis rimelighed som ikkeeksisterende.

Den etablerede litterære offentlighed, man kunne forsigtigt sige elite, synes at affærdige behovet for at diskutere moral og litteratur, som f.eks når Erik Skyum- Nielsen i en anmeldelse af Lea Maria Løppenthins ’Løven og klagen’ beklager de besværligheder, der opstår, når forfatteren insisterer på de biografiske ’detaljer’ og dermed lægger op til en ’tilkoblende’ aflæsning i modsætning til en ’frakoblende’, hvor forfatterens person forudsættes at være irrelevant.

Simon Pasternak, forlagsredaktør hos Gyldendal skriver ligeledes på sin Facebook-profil, at »argumenterne for, at værker ikke længere er værker, men en slags bouillon, der helt kan opløses i magtanalysens klarsuppe, synes jeg, er ærgerlige og svage. Og potentielt ødelæggende for det frirum, litteratur skal være (...)«.

Modsat synes der er at være et større ønske og behov for at diskutere moral og litteratur i befolkningen generelt, f.eks i forbindelse med Fejø-diskussionen og Politikens podcast ’Fortællingens magt’, ligesom det er mit indtryk, at både mange læsere og yngre forfattere især længes efter tekster, hvor der er noget på spil, ikke kun stilistisk, men også moralsk og eksistentielt.

Jeg ønsker, at forsvare moral som væsentlig og uundgåeligt i enhver kunst, og jeg ønsker at problematisere den ’renhedstanke’ om litteratur, jeg ser, når værker bliver kritiseret for at enten at være for personlige og følelsesfikserede eller for moraliserende – hvilket efter min erfaring er de to værste ting, man kan blive anklaget for i den moderne litterære offentlighed.

Det er næsten, som om værket er Gud, svævende over vandene, æterisk og grundlæggende ’frakoblet’ sin omverden – og det er næsten, som om læseren (og offentligheden?) derimod med alle sine ukontrollerede moralske behov er lidt bondsk, barnlig, måske ligefrem ’kvindagtig’.

Forestillingerne om værkets autonomi, kunstnerens suverænitet og det geniale individ udspringer af romantikken og er en ide, der er knyttet til samfundsmæssige strukturer, der notorisk undertrykte nogle kroppe og erfaringer fremfor nogle andre på baggrund af køn, klasse og nationalitet.

Det er en position, der historisk har været forbeholdt bestemte grupper med bestemte former for privilegier (f.eks mænd), og jeg kan ikke se, hvorfor en problematisering af netop denne forestilling skulle være irelevant. Ligeledes udspringer ideen om kunst som et rent æstetisk produkt uden (borgerlig) nytteværdi og uden ideologiske eller moralske forhåbninger af en tid, som vi heller ikke længere lever i. Den politiske og den aktivistiske kunst findes, og den har legitimitet.

Der forekommer en hierakisering i debatten, som jeg finder stærkt bekymrende, som f.eks når Peter Nielsen i Information skriver (26.12.24), at litteraturen for let ender som et gidsel i mediernes behov for at »trække det litterære ud af litteraturen«. Eller når han skriver, at de autofiktive bøger skam også udøver magt, men at det er en anden slags magt end fiktionens, og at det at sammenligne dem er i det hele taget er »en fundamental underkendelse af det kunstneriske i kunsten«.

Jeg anser adskillelsen mellem kunst og kropsligt funderet virkelighed for problematisk af flere grunde. Men især fordi den fastholder og forstærker den status quo, som vi vel efterhånden alle sammen er enige om trænger til et grundigt gennemsyn, ikke mindst som følge af den planetariske krise.

For ER det for dårligt at tage moralsk stilling til litteratur? I så fald er det så ikke et lidt ekstremt standpunkt at tage? Og SKAL litteraturen overhovedet være et frirum eller en fredszone fri for identitet og forhandling? Er det ikke det samme som at reducere litteraturen til underholdning?

At skrive personlig litteratur eller ønske at forholde sig til en forfatters personlighed har den fordel, at det lokaliserer et blik og en erfaring i en konkret krop, en konkret virkelighed og i et ansvar, som ikke kan fraskrives.

Det betyder ikke, at denne litteratur er eller skal være opbyggelig, politisk korrekt eller et moralsk forbilledlig. Det er i mine øjne slet ikke dens intention eller formål. Det, som til gengæld er nyt og måske lidt provokerende for status quo, er, at der netop insisteres på en krop, en lokalisering og et udgangspunkt, som står moralsk på mål for sig selv.

Det kan være kvælende med al denne moderne autenticitet og påståede ’ærlighed’. Og ja, jeg hævder på ingen måde, at den identitetsbårne litteratur eller den moralske stillingtagen altid har ret. Det, jeg til gengæld hævder, er, at når man skriver om sin identitet (og dermed moral), fastlåser man den ikke – man sætter den til diskussion i det relationelle rum, som er kunstens.

At affeje det personligt anfægtede, den moralske interesse og den identitetsnære litteratur som trivielle, banale eller som en forfladigelse af litteraturen, er ikke kun dovent, men også forkert og afspejler et konservativt, verdensfjernt kunstsyn, som ikke forholder sig til, at vi lever i en tid, hvor det personlige og det kropslige ikke længere opleves som mindre vigtigt, men tværtimod både som naturlige udgangspunkter og kamparenaer for vores måder at forstå virkelighed og fællesskab på. Og derfor litterært interessant.

Jeg kunne ønske mig, at vi kunne tale mere frit og med mindre berøringsangst om forfatterens private udgangspunkt for sin litteratur. Jeg kunne ønske mig, at det at være moralsk involveret i sit værk ikke blev behandlet som noget grundlæggende mistænkeligt, og at disse spirende diskussioner om etik og moral i litteratur blev taget alvorligt som det, de er, nemlig et ønske om, at litteraturen involverer sig i sin verden.

Jeg kan ikke se, hvorfor en ’moralsk’ litteratur ikke skulle kunne åbne for kvalitativt nye sensibiliteter, etiske fællesskaber såvel som anderledes litterære stemmer, som tidligere ikke er blevet hørt.

Sidst, men ikke mindst vil jeg fastholde, at en ’moralsk litteratur’ ikke per definition er hverken opdragende, moraliserende eller selvoptaget, hvilket klassikere som Inger Christensen og Walt Whitman er fremragende eksempler på.

Det kapitalistiske paradoks, at forfattere (fin)kulturelt set fritages for enhver etisk forpligtelse – men samtidig tjener penge på deres værker – aktiverer nogle udbytteproblematikker. At vi i princippet kan skrive, hvad vi vil, om hvem vi vil, er nødvendigt og godt, når vi skriver om regimer og politisk undertrykkelse. Men når vi skriver om vores nabo? Konkurrent?

Når sproget bliver en forhandling om virkelighed, men hverken forfatteren eller den litterære debat forholder sig til det og insisterer på ’værket’ (som rent), mister vi muligheden for at forholde os til litteraturen som andet og mere end æstetisk (klasse)tilhørsforhold.

Hvis man tjener penge eller opnår litterær status i kraft af de (andre) kroppe, man skriver om, tjener man penge og opnår man status PÅ deres kropsligt bundne erfaringsverden.

Det handler om ressourcer, og det handler om kapitalismens grundlæggende problem: Er det o.k. bare at tage det, man selv har brug for hele tiden? Og kan vi stole på at der helt af sig selv vil opstå en form for selvregulering på området?

Jeg ved ikke, om man ville kunne forestille sig en form for litterært bytteforhold eller ville kunne snakke om, hvad vi eventuelt skal give tilbage til dem, vi tager noget fra. Jeg ved ikke, hvordan consent som begreb spiller ind i problematikken, men jeg ved, at det er mærkeligt, at vi ikke kan tale mere frit om det.

Litteratur fortærer, bruger, filtrerer og spejler verden og står derfor helt grundlæggende i relation til verden. Det er både oplagt og nødvendigt – jeg ville sige, at det ligefrem er en etisk fordring – at tale om, hvordan en sådan relation bliver respektfuldt vedligeholdt hen over tid.

Litteraturen er blevet demokratiseret, på godt og ondt. Internettet er kommet for at blive ligesom influencerne, og det betyder at den fritagelse fra etik og moral, som vi kulturelt set har skænket både forfatteren og ’værket’, ikke længere er et privilegium forbeholdt de få, men udstrakt til de mange.

Det rejser uundgåeligt nogle etiske spørgsmål, som vi også mister muligheden for at diskutere, når der insisteres på værkets implicitte og ophøjede, ideale ’frakoblethed’.

Al kunst udspringer af personlig stillingtagen uanset hvor meget vi evt. gemmer det bag stilistisk eller ironisk distance, forlagstekniske genrekrumspring eller det forkromede ord ’fiktion’. Det virker absurd at skulle fremhæve, men må dog gøres alligevel; depersonalisering er et uheldig ideal i politik såvel som i kunst. Når det personligt anfægtede og forfatterens personlige moral ikke kan udfoldes i litteraturdebatten på en konstruktiv måde – i en tid, hvor fascisme og populisme stiger – risikerer vi ikke kun at skyde os selv i foden som branche, men også at svigte vores samtid.

Der bliver talt til de store følelser lige nu, bredt set, og der appelleres konstant til borgernes ’moral’. Er det ikke litteraturens job, ansvar og pligt i netop sådan en tid at søge at kvalificere det personligt berørte og den moralske stillingtagen?

Jeg ved, jeg sagde nogle uhyggelige ord lige nu (job, ansvar og pligt), men litteratur er i sagens natur en henvendelse. Selv hvis intentionen skulle være rent æstetisk, vil bogen altid blive læst, opfattet, placeret og brugt i en større social, kulturel eller politisk sammenhæng end forfatterens egen, f.eks i statsministerens vindueskarm under en nytårstale.

Det betyder ikke, at litteratur skal eller bør være samfundsopbyggende, pædagogisk eller moralsk uangribelig. Tværtimod! Men det betyder, at vi er nødt til at kunne tale om forfatterens ansvar, uden at det bliver reduceret til personangreb.

Vi må kunne tale om inderlighed og moral uden straks at udskammes som sentimentale, og vi må kunne kritisere den falske dikotomi mellem kvalitet og identitetsbåren litteratur og mellem kunst og moral. Og vi må kunne tale om litteraturens etiske forpligtelser, uden at det bliver til en betændt og polariseret debat om censur eller frisind.

Jeg må fremhæve, at dette ikke er et krav om ’dyd’, ej heller et argument for, at jeg selv gør tingene fejlfrit og rigtigt. Det er en konstatering af, at vi lever i en tid, hvor moral og etik er i heftig udvikling. Litteraturen står implicit, indlejret og altid i et forskende, følende og tænkende forhold til moralen og må derfor i sin natur afvise ethvert moralsk facit, men det betyder ikke, at den må afholde sig fra moralsk undersøgelse og etisk forpligtelse som sådan.

Jeg tror, at det, der sker lige nu, er, at litteraturen er igang med at få en krop. Det er meget bøvlet og besværligt med en krop. En krop, der bløder, ryster af angst eller liderlighed, en ukontrolleret krop og en krop, der græder, en rasende krop. Der er sekret og slim og ørevoks og alt muligt ulækkert ved en krop, og så er en krop, mere end noget andet, insisterende til stede og radikalt forbundet med sin omverden.

Man kunne sige tilkoblet.

Man kunne spørge sig selv: Hvad skal vi med en litteratur, som ikke er tilkoblet sin verden?

Man kunne citere Inger Christensen for at sige »et samfund kan være så stenet/at alt er en eneste blok/og indbyggermassen så benet/at livet er gået i chok/ og hjertet er helt i skygge/og hjertet er næsten hørt op/til nogen begynder at bygge/en by der blød som en krop«

Andrea Hejlskov

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her