Der tales om åndelig oprustning. Og jeg har en god nyhed, måske endda en genvej til din sjæls frelse. Men jeg advarer på forhånd: Det er lettere for en smeltende grønlandsgletsjer at komme gennem din vandhane, end det er for det moderne menneske at bekæmpe sin natur.
Vi er født grumme. Vi er slet og ret udstyret med så solidt et fundament af betontung egoisme, at det kræver en bjergrytters udholdenhed bare at huske ønsket om at forbedre sig i blot en time. Men du skal ikke give op. Og måske kan du gøre det en lille smule bedre end mig.
Det abstrakte begreb ’åndelig oprustning’ dækker over noget uhyre enkelt, nemlig: Opfør dig ordentligt. Og når du mislykkes cirka fire hundrede gange om dagen, skal du ikke fortvivle, du er i samme båd som alle os andre.
Lad mig give et eksempel. Du har rundet de halvtreds. Dine børn er fløjet fra reden eller er ved at være flyvefærdige. Du mærker en svag fornemmelse af frihed langt nede i dit system. En umærkelig lettelse. Du klarede det. Du nåede så langt. Du overlevede utallige afsavn, tilsidesættelse af behov, du formåede at holde liv i et eller flere andre væsener, herunder potteplanter, undulater eller børn, og du holdt dig måske endda nogenlunde rask.
Du overlevede skilsmissen, du var heldig ikke at få en depression undervejs, og du er endnu ikke gået ned med stress. Du har formået at passe dit fuldtidsarbejde. Du har betalt din skat. Du har forsøgt at fortrænge, at der for nylig, fejlagtigt, er begyndt at dumpe reklamer fra Ældre Sagen ned i din brevkasse.
Du tænker, at du stadig har masser af tid. Tid til at forfølge dine drømme. Tid til at gå nye veje. Realisere dit endnu ikke udfoldede kreative potentiale. Du føler dig som et nogenlunde empatisk menneske. Du har bevist, at dit omsorgsgen fungerer.
Der er blevet et hæderligt menneske ud af dit afkom. Du står lige præcis dér, hvor du nyder godt af din hårdt tilkæmpede livserfaring, du er ovre den første ungdoms egocentriske rådvildhed og kan endda dele ud af din erfaringsbaserede visdom. Dine venner anser dig for at være klog. De kommer til dig, de kan spare tusindvis af kroner i terapisessions, siger de. Ja, de kunne have fløjet Jorden rundt for det beløb.
Godt nok mærker du så småt alderen trykke om morgenen, når du svinger dine stive ben ud over sengekanten, og det knager faretruende i resten af kadaveret. Men stadig ikke så meget, at du ikke kan fortrænge det. Det er da generelt gået meget godt. Du kan sænke skuldrene.
Men der er noget, der gnaver. En lille bitte orm. Den vokser til en hugorm og dernæst en frådende komodovaran, da der kommer en mail fra forstanderen på det plejehjem, din far for nylig er blevet installeret på mod sin vilje.
»Havde du glemt pårørendeaften i går? Din far savnede dig«.
Du har svedt det fuldstændigt ud. Du banker på forstanderens dør dagen efter. Hun ser op. Lægger armene over kors. Du mener at kunne se det med det samme. At hun tænker, du er en lortedatter. Et dårligt menneske. Du besøger ham alt for sjældent.
Du lader din gamle, fine far rådne op på sin kommunale, trykudlignende plasticmadras. Du har overladt ham til underbetalte sosu-assistenter, der tager alle de nattevagter, de kan få, for at tjene en ekstra mønt til ferien. Og du prøver at fortrænge fantasierne om, at han ligger alene i mørket om natten og ikke forstår, hvor han er. Og du ser ham for dig trykke og trykke på den runde knap, han har om halsen, og hører ham kalde og kalde, mens der ingen kommer, og du ser døren gå op og en person trampe ind og stille sig op i mørket med hænderne i siden og sige, ’hvad er der nu?’, og ’vi kan jo ikke rende herind hele tiden’. Og du ved, han ikke kan høre, hvad de siger, for høreapparatet ligger på natbordet, og han kan ikke se deres mund.
Forstanderen ser spørgende på dig, og du har ikke helt gennemtænkt det, men ordene kommer bare ud ad munden på dig, for det føles helt rigtigt, du siger: »Min far skal hjem og bo hos mig, jeg tager ham hjem den sidste tid. For at være sammen. Komme hinanden nærmere, så han ikke skal være så ensom«.
Du mærker dit hjerte gløde, du mærker, hvor godt og sandt og kærligt det er, og at det skulle du have gjort for længst, hver gang han grædende så efter dig, når du gik og lukkede døren stille efter dig ind til den trøstesløse stue, hvor du havde siddet og kedet dig i halvanden time og skiftevis kigget på de billeder, der hænger skævt på væggen og dit armbåndsur.
Men nu skal det være. Nu er det blevet tid til at give igen, til at betale tilbage, tænker du. Nu viser du din far den sidste ære og respekt for alle de år, han ofrede sig for dig, fulgte dig i lyst og nød, øste ufortjent kærlighed ud over dig, mens du havde alt for travlt til at påskønne det. Nu ofrer du dig for din gamle far.
Du vågner op der på forstanderens kontor og skal lige til at meddele hende din plan, da du ser det lille, hånlige drag om hendes mund. Hun har gennemskuet dig for længst. Hun ved det. At du ikke kan, ikke har det i dig. At du ikke er villig til at ofre dig selv en gang til. At nu skulle du til at høste frugterne i dit liv, gøre alt det, du har lyst til, men som forældrerollen har forhindret. Du er ikke klar til at begynde forfra.
Og om lidt vil hun fortælle dig, hvad det vil kræve. Spørge, om du er parat til at få en visitator ud i din lejlighed, få styr på, hvor mange greb, bøjler, ramper og vaskestole der skal installeres. Hun vil spørge dig, om du selv vil stå for den personlige pleje, eller hvor mange gange i døgnet I skal have hjemmehjælp. Om du er i stand til at skifte en voksenble. Udføre intimpleje.
Hendes mund går som et maskingevær. Hun nyder det. Hun ser dit nederlag, din fiaskofølelse. At du, når du om lidt sjosker ud ad døren og op på anden sal til din far, vil føle dig taknemmelig over velfærdsstatens tilbud, taknemmelig over, at andre kan tage over, at der er folk, der er uddannet til lige præcis den slags. Og du vil tænke, at det vil være det bedste for din far at være her, i sikkerhed, så han undgår ulykker, så han ikke falder ud af sengen eller over dørtrinnet derhjemme, mens du er på arbejde, så han ikke finder på at gå ud og glemmer, hvor han er, og skal efterlyses af politiet, så folk, I kender, ikke skal se hans foto i avisen med gule bjælker over.
For ikke at sige den ensomhed, han ville føle, for du kan jo ikke være hjemme hele tiden. Her er der trods alt andre mennesker, her kan han spille bridge, der er sangeftermiddage, hvor de fleste godt nok sidder sammensunkne i deres kørestole rundt om bordet og sover, mens der klimpres ubehjælpeligt på en guitar. Men så kan de jo også køre ham ned i kælderen, til aktivitetsrummet, hvor der er store bløde bolde og elastikker, han kan trække i. Men det er selvfølgelig kun, hvis der er personale til det den dag, hvis de ikke lige er ramt af sygdom og ikke har kunnet få vagtplanen til at hænge sammen.
Du indser, at det vil være for stor en mundfuld at tage din far hjem at bo. Også for hans egen skyld. Og du overstrømmes faktisk af taknemmelighed over for dette personale, der har valgt det som deres levevej at passe godt på din elskede far. Og du beslutter at tage en stor buket blomster med næste gang, og måske også chokolade, for de skal simpelthen påskønnes for det store arbejde, de gør.
Du ender med at tage elevatoren op til anden sal og åbne døren forsigtigt ind til din far, der ligger med alt tøjet på under dynen og snorker højt med åben mund. Du ser den ældrevenlige mobiltelefon, der ligger på natbordet, med de store knapper, som du modtager et hav af tomme sms’er fra, fordi ingen rigtig har lært ham at bruge den. Og du ser hans hjemmesko stå sirligt under sengen og alt, hvad der er hans, og som er fuld af ham, og du får en klump i halsen.
Men du har tusind ting, du skal i dag, du havde egentlig kun en halv time til at kigge forbi. Og nu ved du ikke, om du skal sætte dig stille på en stol ved siden af sengen og tage hans hånd og stryge den ganske let. Eller om du skal trække dig baglæns, lukke døren lydløst efter dig og sige til dig selv, at han sov, jeg ville ikke vække ham, det ville være synd at vække ham fra den dybe, gode søvn. Jeg kommer igen en anden gang, meget snart, når jeg har lidt mere tid.
Du vælger det sidste. Det er en af de dage. Og du lover dig selv at komme noget mere. Ikke at misse den næste pårørendeaften. Måske køre en tur med ham næste gang, ja, tage ham hjem en dags tid. Når det passer bedre. Du bliver helt glad ved tanken, skyldfølelsen forsvinder langsomt.
Og ude på parkeringspladsen vender du dig lige og ser dig over skulderen, op på hans vindue, hvor gardinet er trukket for, selv om solen skinner. Og du ser en etage længere op, hvor der står en gammel kvinde og stirrer ud ad vinduet og ned på dig. Hun er bleg og stiv i ansigtet. Hun står helt ubevægelig. Som en memento mori-støtte, en dødsengel, der hvisker: I dag er det mig, i morgen er det dig.
Og du skynder dig at smække bildøren og starte motoren, allerede forsinket, med den smertelige bevidsthed i baghovedet om, at du for trehundredenioghalvfemsindstyvende gang missede en mulighed for at gøre det rigtige, forbedre dig bare lidt. Og mens du holder i kø gennem Store Kongensgade, skyder du skylden på accelerationssamfundet, den vestlige kultur, Donald Trump, din mangelfulde opdragelse, skærmkulturen og regeringen.
Åndelig oprustning er ikke maratonfællessang i højskolens festsal. Eller velbjergede teologers fremragende prædikener i de københavnske citykirker. Det er ikke foredrag i Grundtvigs Forum, 1. maj-taler i Fælledparken eller fredsdemonstrationer gennem byen. Ikke nødvendigvis, i hvert fald.
Åndelig oprustning er simpel. Larmer ikke. Gør intet nummer ud af sig selv. Er usynlig. Ubetydelig. Den kræver ikke, at du melder dig ind i et parti eller trosretning, men virker i det stille. Åndelig oprustning er, at du forsøger at gøre det lidt bedre end i går. Og hvis du er så heldig at have en gammel forælder, kan du begynde nu. Tag en for holdet. Jeg har desværre ikke min far at øve mig på længere.
fortsæt med at læse
