Jeg står ude i køkkenet, da jeg hører de fjerne pip fra alarmen på min iPhone, som jeg har efterladt inde i soveværelset. Jeg slår den fra og skynder mig ind i stuen, hvor min mand ligger i sin hospitalsseng, som er anbragt sådan, at han kan se ud over forhaven og det palmetræ, vi plantede, da vi havde bygget huset færdigt.
Vi bor højt oppe i bakkerne i den nordøstlige del af Los Angeles på en lille snoet bjergvej, hvor der bor flere prærieulve end det samlede antal beboere i de tre huse. Han kan også se avokadotræet og det falske appelsintræ, hvis orangefarvede frugter viste sig at være citroner, der var blevet mærket forkert. Nu er avokadotræet højere end huset og de øverste frugter så utilgængelige, at vi har måttet overlade dem til vaskebjørnene, der adræt klatrer op i toppen af træet, hvor dagens bedste måltid hænger parat.
