Spørger man de folkevalgte politikere på Christiansborg, om de har magt, får man tit et nej som svar. De peger i stedet i andre retninger. Mod partilederne, regeringspartierne eller ministrene. Stiller man det samme spørgsmål til dem, som lever af at påvirke politik – lobbyisterne – kan man også opleve at få nej som svar. »Vi har ikke magt«, kan svaret lyde, »men vi har nok indflydelse«. Og det er noget ganske andet, må man forstå.
Ordet ’magt’ har ofte en negativ klang. Man vil helst ikke vedkende sig at have magt. En grund er, at magt spontant leder tankerne i retning af et andet ord: ansvar. Har man magt, har man også et ansvar for, hvordan man forvalter sin magt.
Men der er også andre grunde til, at selv beslutningstagere, som faktisk sidder tæt på magten, ikke vedkender sig at have magt. Magtudøvelsen har siden årtusindskiftet ændret karakter på en måde, så det faktisk kan blive sværere at erkende, hvem der egentlig har magten, både for den magtfulde beslutningstager og for befolkningen, der kigger på. Og netop fordi magt og ansvar går hånd i hånd, er det et demokratisk problem, når magtfulde aktører ikke vil eller kan vedkende sig magten.
Et samlet Folketing vedtog at sætte Magtudredning 2.0 i gang omkring 20 år efter afslutningen af den første magtudredning i Danmark. Magtudredninger er et skandinavisk fænomen, hvor en uafhængig forskergruppe undersøger demokratiets tilstand ved blandt andet at se på, hvordan magten er fordelt, og hvordan den udøves. I bogen ’Magt i et forandret Danmark’ skitserer vi de væsentlige udviklingstræk i de sidste 20 år.
En afgørende udvikling siden den første magtudredning er den eksplosive udvikling inden for digitaliseringen. Den første magtudredning afleverede sin slutrapport i oktober 2003. Blot få måneder senere sad Mark Zuckerberg på sit kollegieværelse og var med til at programmere den første version af det, der skulle blive verdens største sociale platform: Facebook.
I dag har Facebook omkring 2 milliarder aktive brugere på verdensplan, og efter at Instagram, X og alle de andre sociale platforme er kommet til, lever vi i dag i et samfund, hvor information og kommunikation er til stede alle vegne og konstant påvirker os.
På de sociale platforme har den enkelte borger fået mulighed for at producere indhold, der potentielt kan nå både politikere og medborgere. Medierne producerer løbende flere nyhedshistorier til deres hjemmesider, artikler baseret på politiske kommentarer er f.eks. steget fra at udgøre omkring 250 om året ved årtusindskiftet til over 1.000 i dag.
Politikerne brugere mere tid end nogensinde på både gamle medier og de sociale platforme. Siden 1980 er den tid, som folketingspolitikere bruger på medierne, øget med 38 pct., mens den tid, de bruger på lovgivningsarbejde, er faldet med 22 pct.
Offentlige arbejdspladser og interesseorganisationer har også investeret massivt i kommunikation, blandt andet ved at ansætte flere kommunikationsfolk. Derudover er der kommet nye aktører til. Tænketanke, professionelle lobbybureauer og virksomheder spiller ind i den offentlige debat i et omfang, som det ikke var tilfældet ved årtusindeskiftet.
I takt med øget digitalisering af den måde, vi kommunikerer på, har de klassiske medier mistet magt. 60 pct. af borgerne får i dag nyheder via sociale platforme flere gange ugentligt, og blandt personer under 35 år er sociale platforme endda den primære nyhedskilde. Rykket over til de sociale platforme betyder, at de store medier i mindre grad kan sætte dagsordenen.
Vi får i mindre grad de samme nyheder, når vi er spredt ud over forskellige sociale platforme, hvor vi hver især følger forskellige grupper og meningsdannere. Færre af os modtager nyheder i det hele taget, og under det seneste folketingsvalg tilkendegav hele 39 pct. af borgerne, at de ikke nåede at følge med i nyheder om valget. Når film, serier og musik i stigende grad vinder indpas gennem streamingtjenester, afbrydes musikken ikke af timenyhederne på radioen, og TV Avisen dukker ikke op mellem serierne.
Nyhederne får en mindre central plads. Samtidig falder annonceindtægterne hos de klassiske medier, og virksomheder og politikere annoncerer i stedet på de sociale platforme. Det har skabt økonomiske udfordringer for mediebranchen. Endelig har vi som samfund i stigende grad mistet magten over selve rammerne for den offentlige samtale. Det indhold, vi møder på de sociale platforme, og når vi søger på nettet, er påvirket af, hvordan sociale platforme og søgemaskiner programmeres. Det besluttes af en lille skare af pengestærke internationale techgiganter, der er fokuseret på økonomisk profit.
Kommunikation har selvfølgelig altid været en del af politik. I tiden omkring den første magtudredning talte man om medierne som den fjerde statsmagt. En central samfundsinstitution for den offentlige samtale. Med digitaliseringen er den offentlige samtale imidlertid blevet deinstitutionaliseret.
Den offentlige samtale er til stede på en anden måde end tidligere. Der er flere deltagere i den offentlige debat, flere arenaer for kommunikation, og der er større investeringer i kommunikation blandt dem, der arbejder med politik. Der er i dag mange flere, som dyster om at få magten over den offentlige samtale.
Overordnet set er resultatet af den udvikling, at den offentlige samtale i dag er både mere omskiftelig og uforudsigelig end tidligere. I den nye medievirkelighed opstår globale bevægelser som #MeToo og BlackLivesMatter og sætter fokus på problemer, der måske tidligere er gået under radaren. Andre borgere engagerer sig i såkaldte modoffentligheder på de sociale platforme, der er fora, hvor man kan udtrykke kritik af de traditionelle nyhedsmedier og politikere.
Nye bevægelser og modoffentligheder har tidligere haft sværere ved at komme forbi de traditionelle gatekeepere, bl.a. medieredaktørerne. I dag har de nemmere ved at kommunikere bredt ud, men det betyder også, at det er mindre synligt, hvem der styrer den offentlige samtale.
Alt dette kan ses som en demokratisering af magten over den offentlige samtale. Men selv om flere har adgang til at deltage i debatten, påvirker strukturelle magtforhold som velstand og netværk stadig, hvem der har ressourcer og gennemslagskraft nok til at præge en politisk dagsorden.
I takt med at indkomstuligheden er vokset markant, og formuefordelingen er blevet meget mere skæv, er ressourcerne til at deltage politisk og den magt, som følger deraf, i højere grad blevet koncentreret hos de økonomisk bedst stillede. Fra 2000 til 2022 er den rigeste ene procents indkomst steget næsten 16 gange mere end gennemsnitsdanskerens.
Mens digitaliseringen har skabt en mere uforudsigelig offentlig samtale med flere aktører og på nye platforme, ser vi samtidig modsatrettede tendenser i forhold til, hvem der i sidste ende træffer de politiske beslutninger. Siden første magtudredning er der tegn på, at den politiske magt til at træffe beslutninger er blevet mere centraliseret.
Undersøgelser viser, at folketingspolitikere i højere grad bøjer sig for partiledelserne. I 1980 ville 39 pct. stemme med deres parti, selv om partiets linje stred mod deres egen overbevisning. I 2017 ville 68 pct. gøre det. Samtidig er der sket en udvikling i koordineringen på regeringsniveau. Det er sket igennem etableringen af en fast struktur med to udvalg. Koordinationsudvalget med statsministeren for bordenden og Økonomiudvalget med finansministeren for bordenden. De to udvalg har typisk en central rolle i de tidlige faser i udformningen af nye politiske aftaler og forlig.
Undersøgelser peger også på, at netop aftaler og forlig spiller en så stor rolle, at det i dag er meningsfuldt at tale om det danske Folketing som styret af en egentlig forligskultur eller forligsparlamentarisme. En årsag er den øgede kompleksitet i lovene.
Derfor tilrettelægges lovgivningen i stigende grad igennem mere lukkede forhandlingsforløb blandt aftalepartier, hvor offentligheden først får kendskab til detaljerne i diskussionen, når den færdige aftale præsenteres på et ’doorstep’. Og selv derefter kan det være svært for offentligheden at få kendskab til konfliktpunkterne i aftalen.
Der eksisterer altså en ’loyalitetsnorm’ i forhold til forligene. Som Folketinget selv skriver i forsøg på at nedfælde de gældende normer: »Parterne skal tage ansvar for forliget og ikke udpege vindere og tabere fra forhandlingerne om forliget«.
Centraliseringstendenser gælder ikke kun arbejdet på Christiansborg, men også relationen mellem stat og kommuner. Med strukturreformen i 2007 fulgte større og mere centrale enheder, da antallet af kommuner blev reduceret fra 271 til 98. Selv om kommunerne også fik flere opgaver i forbindelse med reformen, er der samtidig etableret en budgetlov, der lægger væsentlige begrænsninger på kommunernes egen beslutningsmagt.
Ny forskning peger på, at budgetloven begrænser kommunerne så meget, at den direkte kan påvirke individuelle borgeres retmæssige krav. Hvis en kommune har haft budgetoverskridelser et år, stiger antallet af omgørelser i Ankestyrelsen for den pågældende kommune således året efter.
Centraliseringen af magten til at træffe de egentlige politiske beslutninger er sket, samtidig med at digitaliseringen har forårsaget en spredning af magten i den offentlig samtale med flere aktører og nye platforme.
Når politikerne i dag træffer beslutninger, sker det fra en svagere magtposition end tidligere i forhold til den offentlige debat. Om centraliseringen også er en direkte modreaktion herpå, kan vi kun gisne om. Men det er en nærliggende tanke, at politikerne holder kortene lidt tættere til kroppen i et informationslandskab, hvor debattører på sociale platforme forsøger at påvirke dagsordenen, lobbyister fylder i indbakken, og hvor journalister ofte ringer for at opdatere nyhedshistorierne på hjemmesider eller forsøger at få et direkte tv-indslag fra Folketinget.
Det er et åbent spørgsmål, hvad det præcise forhold er mellem den uforudsigelige offentlige samtale og den mere centraliserede beslutningsmagt.
Det er muligt, at flere aktører via den offentlige debat er med til at rammesætte de faktiske politiske beslutninger.
Det er imidlertid også en mulighed, at væsentlige beslutninger i nogle tilfælde formes i centraliserede beslutningsprocesser, uden at befolkningen bemærker det, fordi de bruger al deres opmærksomhed på at følge med i de skiftende dagsordener i den offentlige debat. Det er nogle af de emner, som Magtudredningen 2.0 er sat i verden for at gøre os klogere på.
Før vi som samfund imidlertid kan tage fat på en diskussion om, hvem der har magten i og over den offentlige samtale og i de politiske processer på Christiansborg og i kommunerne, kræver det en fælles og nuanceret forståelse af, hvad magt er.
Magten kan være nem at genkende, når der træffes beslutninger, som får folk til at handle anderledes, end de ellers ville have gjort, enten frivilligt eller under pres. Men magt er mere end rå beslutningsmagt. Forud for beslutningsprocesser er der ofte en kamp om, hvilke emner der overhovedet skal besluttes noget om, altså hvad der på dagsordenen.
Magten over dagsordenen kan kaldes den dagsordensættende magt. Den handler om at styre, hvad der diskuteres, hvordan der diskuteres, og dermed hvilke beslutninger der kan tages. Lobbyister forsøger f.eks. at påvirke, hvad der bliver prioriteret i det politiske arbejde. Det er også magt.
Det er vigtigt, at magt er et fælles samtaleemne, uanset hvordan den tager sig ud. Når vi taler om magt, taler vi også om ansvar. Man har et ansvar, når man udøver magt i et demokrati. Når man f.eks. er med til at sætte et problem på dagsordenen, har man et ansvar for, at man optager pladsen for andre problemer, der ikke kommer på dagsordenen.
Opmærksomhed er ikke en uendelig ressource, hverken når det kommer til borgernes eller politikernes. Forsøger man f.eks. at sætte skærmbrug som en kilde til unges mistrivsel på den offentlige dagsorden, er man dermed også med til at nedprioritere opmærksomheden på andre vigtige udfordringer, f.eks. den stigende ulighed som kilde til mistrivsel i familierne. Det indebærer et ansvar at arbejde målrettet for bestemte dagsordener og bestemte måder at beskrive problemer på.
Når magtfulde personer ikke ser sig selv som magtfulde, behøver det ikke alene at handle om, at man forsøger at undvige ansvaret. Følelsen kan også afspejle den måde, magten fungerer på i dagens Danmark.
I dag er der en mulig afkobling af, hvem der træffer beslutningerne i mere centraliserede fora, og hvem der gøder jorden for beslutningerne igennem den mere uforudsigelige offentlige debat, der løber forud for beslutningerne. Den udvikling kan få deltagere i alle magtudøvelsens faser til at føle, at det ikke er dem, der har magten og dermed ansvaret.
Når selv folketingspolitikere oplever, at de står uden magt, peger det på et grundlæggende problem i dag. Problemet består ikke nødvendigvis i, at politikerne eller andre faktisk er magtesløse.
Problemet består snarere i, at både samfundet som helhed og magthaverne selv har svært ved at sætte ord på, hvem der har magten, og hvordan den udøves i dag. Den uklarhed gør det vanskeligt at placere ansvar for magtudøvelsen. Deri ligger en fundamental udfordring for et velfungerende demokrati.
fortsæt med at læse
