Da jeg blev født, var Thorvald Stauning formand for Socialdemokratiet og landets statsminister. Han havde overtaget formandsposten efter handskemager Peter Knudsen i 1910. I Peter Knudsens formandsperiode fra 1882 til 1910 blev Socialdemokratiet stabiliseret efter en turbulent periode med Louis Pio i spidsen.
Partiet koncentrerede kræfterne om at vinde magtpositioner i landspolitik og i kommunalpolitik, og Peter Knudsen formulerede sin og Socialdemokratiets strategi på følgende måde:
»At Socialdemokratiet måtte drage den lære af modgangen med og efter Pio, at partiet hele tiden måtte tilpasse sin politik og sine mål efter de faktiske magtforhold i samfundet (herunder den parlamentariske og politiske virkelighed)«.
I Stauning-perioden fra 1910 til 1942 fik Socialdemokratiet politisk magt i et samarbejde med Det Radikale Venstre. Perioden var præget af en dyb verdensøkonomisk krise, som førte til massearbejdsløshed, og autoritære systemer – fascisme, nazisme og kommunisme – voksede frem i skyggen af Første Verdenskrig.
For SR-regeringen fra 1929 til 1940 handlede det primært om at forhindre fattigdommen og arbejdsløsheden i at brede sig. Der blev vedtaget en socialreform, og med Kanslergadeforliget i 1933 kom væsentlige dele af samfundsøkonomien ind under en form for statslig regulering.
Det er i perioden fra 1945 til 1971 – med Hans Hedtoft, H.C. Hansen, Viggo Kampmann og Jens Otto Krag i spidsen for Socialdemokratiet – at velfærdsstaten begynder at tage form. Vi får en ny grundlov, og vi tilslutter os det forsvarspolitiske samarbejde i Nato. Men det er også i den periode, at flere folkelige bevægelser dukker op: Rødstrømperne, Thy-lejren, Christiania og Tvind m.fl.
Da jeg blev medlem af Folketinget i 1971, var Krag formand for Socialdemokratiet, og efter valget kunne han danne sin tredje regering. Som formand for ’Socialdemokrater mod EF’ fik jeg en del med Krag at gøre i eftersommeren og efteråret 1972. Og – uden at gå i dybden – mener jeg at kunne fastslå, at Krag godt vidste, at hans visioner om et europæisk samarbejde ikke havde slået rod i Socialdemokratiet, og at han ville få svært ved at overvinde EF-modstanden i sit eget parti.
Men han fik sit ønskede folkelige mandat til at melde Danmark ind i Det Europæiske Fællesskab, og tiden samt udviklingen har vist, at det var en rigtig beslutning, der blev truffet dengang.
Da Krag forlod posterne som partileder og statsminister efter folkeafstemningen i 1972 og overlod de to poster til Anker Jørgensen, efterlod han et parti i krise på grund af EF-sagen. Krags valg af Anker Jørgensen som sin afløser var velovervejet, og formentlig begrundet i den tanke, at Anker Jørgensen – bedre end andre mulige formandskandidater – ville være i stand til at holde sammen på partiet.
Anker Jørgensen formåede da også at holde fast på den EF-skeptiske venstrefløj i partiet, men han måtte sige farvel til Erhard Jakobsen og de få, der fulgte ham. For partiet som organisation var det ikke en katastrofe – snarere tværtimod.
Men vælgermæssigt fik striden om EF og afskalningen til højre store konsekvenser. Ved folketingsvalget i 1973 mistede Socialdemokratiet 24 mandater. Erhard Jakobsen kom i Folketinget med sit parti Centrum-Demokraterne med 14 mandater. Mogens Glistrup og Fremskridtspartiet væltede de resterende brikker med sine 28 mandater. Dansk politik var blevet forandret – for altid.
Jeg var med på den politiske rejse under Anker Jørgensens lederskab. Det var en hård tid – en svær tid. Perioden var præget af to oliekriser, stigende renter, priser og stor arbejdsløshed. Igen og igen måtte regering og Folketinget gribe ind og regulere samfundsøkonomien, og de mange nye partier skabte politisk ustabilitet, så der var valg til Folketinget hvert andet år.
Anker Jørgensen blev afløst af Svend Auken som Socialdemokratiets formand efter folketingsvalget i 1987. Da alliancen mellem Auken og Ritt Bjerregaard brød sammen i 1991, startede et internt opgør, som endte med sejr til den fløj i partiet, som ønskede Poul Nyrup Rasmussen på posten som partiets formand og statsministerkandidat.
Formandsopgøret i 1992 skabte kløfter internt, som partiet var længe om at lægge bag sig. Politisk slog Nyrup ind på nye veje. Efter Murens fald mente mange, at vi ville få en fremtid, hvor frihandlen, den frie vandring af kapital og god regeringsførelse ville sprede individuelle rettigheder, demokrati og evig fred til alle hjørner af kloden.
I Danmark blev de finansielle kræfter sat fri. Der blev indført et taxameterprincip som styringsinstrument i den offentlige sektor. Flere statslige virksomheder blev privatiseret, og mange offentlige opgaver blev udliciteret. Formueskatten blev afviklet, og efterlønnen forringet.
Det var liberalistiske reformer i en socialdemokratisk indpakning, for samtidig blev der ført en aktiv erhvervs- og beskæftigelsespolitik, som øgede aktiviteten i samfundet og igangsatte en økonomisk vækst, der fik beskæftigelsen til at stige.
Efter indgrebet i efterlønnen faldt tilslutningen til Socialdemokratiet – naturligvis – og i 2001 kunne Venstres daværende leder, Anders Fogh Rasmussen, overtage statsministerposten efter Poul Nyrup. Humøret i Socialdemokratiet nåede på det tidspunkt et lavpunkt, og i 2002 overtog Mogens Lykketoft posten som formand for partiet.
Det hjalp ikke, og det blev tydeligt for enhver, at partiet var dybt splittet mellem den såkaldte fornyer-fløj med Henrik Sass Larsen og Morten Bødskov i spidsen, og den traditionelle fløj under ledelse af Frank Jensen med Svend Auken i kulissen.
Lykketoft gav op efter det tabte folketingsvalg i 2005, og det formandsopgør, der fulgte, blev vundet af Helle Thorning-Schmidt som repræsentant for den unge fornyerfløj. Jeg tror, hun vandt, fordi hun i modsætning til Frank Jensen var uden lod og andel i det nagende gamle formandsopgør mellem Auken og Nyrup.
Helle Thorning-Schmidt – med Bjarne Corydon ved sin side – anlagde en midtsøgende politisk linje, som ikke var udtryk for, at man skulle nå et kompromis ud fra hver sit ståsted. Corydons og Helle Thornings opfattelse var den, at der findes noget, der hedder den saglige og rigtige løsning. Det er grundlæggende en forkert antagelse.
Der vil nærmest uden undtagelser være flere mulige løsninger på et problem i politik, og de indebærer alle fordele og ulemper for nogen. Og det er netop den afvejning af fordele og ulemper for nogen, som den politiske proces i sin essens går ud på.
Helle Thorning og Bjarne Corydons midtsøgende politik var på flere måder udfordrende for de socialdemokratiske partimedlemmer. Den mangeårige finansminister i Anker Jørgensens regeringer, Knud Heinesen, sagde:
»Jeg skal ikke være medlem af et midterparti. Midten er et parlamentarisk mødested – ikke et standpunkt«.
Socialdemokratiets grundlæggende værdier om ret og pligt, om at føre en retfærdig fordelingspolitik, og om at sikre velfærdssamfundets bærende søjler og holde hånden under dem, der har brug for hjælp, har været retningsgivende for socialdemokratisk politik, og det forhold, at partiets skiftende formænd gennem tiden har tilpasset sig de reelle magtforhold i politik, afsværget den revolutionære socialisme og undladt at opstille urealistiske mål, for i stedet at gå efter det, der faktisk var mulighed for at realisere, har ikke betydet, at de grundlæggende værdier har mistet deres værdi og betydning.
Det danske samfund blev ikke og skal ikke socialiseres. Men det samfund, vi over tid har skabt i en demokratisk proces, hvor forskellige partier har forhandlet sig frem til, hvad der skulle være det næste skridt i udviklingen, er for det første karakteriseret ved en stor offentlig sektor, som ejer omfangsrige jordarealer, skove, de overordnede vejsystemer og havne, der har ansvaret for kritisk infrastruktur, og som ejer og driver et omfattende net af hospitaler, kultur- og uddannelsesinstitutioner og sociale institutioner.
Det offentlige varetager en lang række velfærdsopgaver foruden de opgaver, som naturligt hører ind under en stat såsom forsvaret og retsvæsnet. En så omfattende stat vil naturligvis ikke kunne fungere uden borgernes vilje til at betale høje skatter.
Et andet karakteristisk træk ved vores samfundssystem er et socialt tryghedssystem, som er relativt dyrt, men som tjener det klare socialdemokratiske formål at sikre lige muligheder for alle, og at de personer, som er henvist til at skulle leve af en offentlig ydelse (førtidspension, dagpenge, kontanthjælp) også kan leve et værdigt liv.
Et tredje og centralt led i den samfundsmodel, der er skabt over tid, er et velorganiseret arbejdsmarked, hvor løn og arbejdsvilkår fastlægges af arbejdsmarkedets parter gennem et aftalesystem med Arbejdsretten som garant for, at indgåede overenskomster overholdes, og hvor konflikter afvikles efter givne spilleregler.
Med Mette Frederiksen i spidsen for Socialdemokratiet er partiets politik blevet ændret på flere områder, og det er sket som en tilpasning til geopolitiske forandringer, og ændrede holdninger i befolkningen. Med undtagelse af den royale kærlighedserklæring og tilslutningen til at modtage ordner, ser jeg ikke, at Mette Frederiksen har ændret Socialdemokratiets kompasretning.
De 10 år med Mette Frederiksen har bestemt ikke været mindre turbulente end tidligere perioder. Alligevel kan vi socialdemokrater glæde os over, at vores parti i dag fremstår som et stabilt politisk parti uden fløje, der bekæmper hinanden, og med en leder, der ikke blot har formået at tage pejling efter tidens signaler og ændret partiets udlændingepolitik samt forsvars- og sikkerhedspolitik, men som også har skabt respekt om sin person på den internationale scene.
Jeg ser den historiske udvikling fra Socialdemokratiets start i 1871 og frem til i dag som en bekræftelse på Staunings ord om, at »på resultater skal politikere bedømmes«. Dermed mente han, at ideologiske proklamationer ikke er noget værd, hvis de ikke kan omsættes til praktisk politik til gavn for de brede befolkningsgrupper, som Socialdemokratiet udspringer af og repræsenterer.
Det betyder ikke, at alt er fryd og gammen – langtfra. Socialdemokratiet af i dag ligner ikke det Socialdemokrati, jeg tilsluttede mig som ung. Dengang var landet dækket af et stort antal vælgerforeninger med mere end 300.000 medlemmer, og sammen med fagbevægelsen såvel som kooperationen var partiet en del af en bred folkelig bevægelse. Efter bruddet med fagbevægelsen og kooperationen i 1990’erne er realiteten, at Socialdemokratiets magtbase er blevet stærkt svækket.
I dag ligner Socialdemokratiet andre partier med sin svage medlemsbase, sin tendens til at professionalisere partiapparatet, og tilpasse det til mediernes dominerende rolle. Det er i mine øjne en usund udvikling, og det er mit håb, at Socialdemokratiet med Mette Frederiksen i spidsen vil genoplive medlemsdemokratiet og styrke den interne debatkultur.
fortsæt med at læse
