Siden februar 2022 har verden levet med først én og så to krige i den vestlige hemisfære, Ukraine-krigen fra 2022 og Israels krig i Gaza fra oktober 2023.
For den kollektive bevidsthed i Vesten er Gaza-krigen vigtigere end Ukraine-krigen. Ser man på medierne og politikerne, har det dog nærmest forholdt sig omvendt. Her har Ukraine-krigen optaget en meget større plads end Gaza-krigen. Syv dræbte i Ukraine er blevet dækket med en halv side, mens et syvdobbelt antal ofre i Gaza ofte blot er tildelt en note.
Efterhånden som krigen er skredet frem og er tiltaget i grusomhed, er mediernes dækning af Gaza dog blevet større og mere nuanceret. I de første par måneder efter Hamas’ angreb på Israel handlede næsten alt for mig at se om de israelske tab og ’Israels ret til selvforsvar’, samtidig med at den historiske kontekst for konflikten stort set blev udeladt.
FN’s generalsekretær, António Guterres, blev ovenikøbet heftigt kritiseret for at udtale, at krigen »ikke fandt sted i et vakuum«, underforstået at konflikten mellem den israelske stat og den palæstinensiske befolkning som minimum havde stået på siden Israels fordrivelse af 750.000 palæstinensere i 1948, den såkaldte Nakba.
Ukraine-krigen er en traditionel krig om territorier og indflydelsessfærer. Den er startet af Rusland, og Rusland bør ikke vinde krigen, ligesom landet må fordømmes for sine angreb på civile. Gaza-krigen har derimod udviklet sig til en krig mod et helt folk, både i Gaza og efterhånden også på Vestbredden.
Det er en krig, der er blevet til en massakre. Det gør den forskellig fra Ukraine-krigen. En forskel er desuden, at Vesten ville kunne stoppe Gaza-krigen, hvis viljen, især fra USA’s, men også fra EU’s side, var til stede. Et stop for produktion og levering af våben til Israel ville være nok. Derimod kan Vesten ikke stoppe Ruslands krig mod Ukraine, fordi det indebærer risikoen for en atomkrig mellem Rusland og Vesten.
Som bekendt er muligheden for at standse blodsudgydelserne i Gaza dog ikke blevet benyttet af Vesten. En af grundene hertil er formentlig skyldsbevidstheden over Holocaust, men vigtigere er, at USA og dets europæiske allierede ser Israel som en vogter af Vestens interesser i Mellemøsten i dag – en ‘fæstning’, som den tyske kansler Konrad Adenauer kaldte den – ikke mindst i forhold til Iran.
Viljen til at standse blodsudgydelserne i Gaza har tydeligvis ikke været til stede. Og det er her, Vestens kollektive bevidsthed eller moral er blevet beskadiget. Ved passivt at se til, mens Israel har udøvet og stadig udøver sin etniske udrensning og ovenikøbet forsyner landet med våben til denne udrensning – der i yderste fald kan ende som folkemord, ja måske allerede er det – har de vestlige lande pådraget sig en svær skyld. Også Danmark.
De vestlige lande med et par undtagelser er medskyldige i forbrydelserne, dels ved at forsyne den israelske hær med våben og dels ved at undlade at foretage sig noget imod grusomhederne andet end ved i ny og næ at fremsætte nogle uforpligtende udtalelser. (I slutningen af juli ser det dog ud, som om både Frankrig og Storbritannien vil anerkende en palæstinensisk stat. Følger Danmark efter?).
Hidtil har de mange fraser efter Anden Verdenskrig og Holocaust om never again vist sig at være mundsvejr. Ren retorik.
Israels påskud for at fortsætte krigen er kampen mod Hamas, der begik den frygtelige og fordømmelige massakre 7. oktober 2023. Men for det første er Hamas så at sige nedkæmpet, og for det andet vil samme eller en tilsvarende organisation formodentlig rejse sig igen, så længe den palæstinensiske befolkning er undertrykt på sin egen jord.
Perspektivet er en evig, ond spiral af modstand og nedkæmpelse af denne modstand. Noget tyder på, at dette endda er en israelsk strategi, i hvert fald fra en del af regeringen og statsapparatets side. Hvordan kan man få piloter til at bombe hospitaler? Hvordan kan man med koldt blod nedskyde 15 ubevæbnede syge- og nødhjælpsarbejdere og kule dem ned i en massegrav for at skjule det og bagefter lyve om det? For slet ikke at tale om den næsten daglige nedskydning af sultende mennesker på vej efter mad.
Vestens medskyld og virkningen på den kollektive bevidsthed er nu ved at blive et tema i den internationale debat. To nyligt udkomne bøger har sat et skarpt lys på denne bevidsthedsmæssige dimension af Gaza-krigen eller måske rettere: massakren på palæstinenserne. Den ene er den fremtrædende italienske historiker Enzo Traversos bog ‘Gaza Faces History’, den anden er den franske læge og antropolog Didier Fassins ‘Moralsk Kollaps. Samtykket til tilintetgørelsen af Gaza’, som er oversat til dansk.
Begge bøger er fra 2024, og begge er snarere lange essays end tunge udredninger. De er også begge indignerede eller normative i en grad, som danske forskere sjældent vover at være. Men det betyder ikke, at de ikke trækker på et stort arsenal af empirisk viden om zionismen, staten Israel og den palæstinensiske historie.
Fokus hos både Traverso og Fassin er ikke ‘krigen’ i sig selv, men den betydning, den allerede har haft og i tiltagende grad vil få som illusionstab i hele verden. I Det Globale Syd tabte man allerede illusionen om Vestens ‘godhed’ ved at bevidne statskuppet i Iran 1953, hvor kupmagerne fik hjælp fra Storbritannien og USA til at vælte den demokratiske regering, Vietnamkrigen i 1960’erne og 1970’erne, kontrarevolutionen i Chile 1973 og senere krigene i Irak og Afghanistan.
I de fleste af de mange lande i Asien, Afrika og Latinamerika, hvad enten de er demokratier eller autoritære stater, anses Vesten under anførsel af USA som en neokolonial eller imperialistisk blok. Vestens fremførelse af menneskerettigheder betragtes som et skalkeskjul for dominans, med andre ord som et instrument for magt og indflydelse.
Man sammenligner teori og praksis og ser, at Vesten ikke overholder sine egne teorier/principper eller – når det gælder dens egne selvforståede interesser – anlægger en dobbeltholdning, helt aktuelt i anvendelsen af de fine principper på Rusland, der (berettiget) anklages for brud på folkeretten og den humanitære ret, versus Israel, hvor Vesten ikke for alvor har påtalt krigsforbrydelserne, men ovenikøbet holdt hånden over dem og ladet dem udfolde sig, mens vestlige firmaer har tjent penge på det.
Forbrydelser begået af israelske soldater med amerikanske våben, blandt andet tilsyneladende transporteret dertil af danske Mærsk. Kan man forlange en bedre anskuelsesundervisning i vestligt hykleri?
Disse ting kan man selvfølgelig have forskellige opfattelser af i Europa/Vesten – det afhænger i høj grad af politisk opfattelse. Det nye er imidlertid, at mange i Vesten selv, ikke mindst blandt de unge, nu forbløffes og forarges over deres egne staters forholden sig til en konflikt, der for dem må minde om den tyske tilintetgørelse af jøderne under 2. verdenskrig – en historie, de har lært om i skolen og (med rette) lært at se som det ultimativt onde, som aldrig måtte gentage sig. Never again!
I Gaza myrdes befolkningen i tusindvis, kvinder, børn og gamle indbefattet. Højrezionisternes mål, som de selv deklarerer, er tilintetgørelse af palæstinenserne, enten gennem udryddelse eller deportation. For de unge må forskellen til Tyskland under Hitler være svær at få øje på. Og mediernes tilsyneladende mindre vægt på palæstinensiske liv end på israelske – og forskellen i proportioner er grotesk – kan kun forstærke indtrykket af en gentagelse af historien, hvor det tidligere offer nu indtager rollen som bøddel.
Staterne i 1930’ernes og 40’ernes Europa var ikke indstillede på at hjælpe jøderne, ligesom de vestlige stater i dag er ligeglade med palæstinenserne. Og hvis man ikke kæmper imod det, kan det så undgå at føre til en forråelse af den moralske bevidsthed, ikke kun hos unge, men hos alle, der kender lidt til historien og til den lære, man uddrog af det forfærdelige, der skete i Anden Verdenskrig?
For dem af os, som er født under denne krig og har levet med skyggen af den gennem hele vores liv – og ved, hvad der skete på østfronten og i udryddelseslejrene – er massakrerne i Gaza en tragisk påmindelse om, at der måske ikke er noget, som har ændret sig. Når en nationalistisk virus griber en stat og dens befolkning, som det tilsyneladende er sket i Israel, svinder civilisationens fernis, og der kan ske forfærdelige overgreb på dem, der opfattes som trusler eller opholder sig på et territorium, som man selv ønsker.
FN og en stor del af verdens lande har erkendt dette og protesteret mod Israels handlinger i Gaza. Men Europa, der udviklede humanismen og menneskerettighederne – og hvor lande og modstandsbevægelser i 1930’erne og 1940’erne kæmpede for at bevare dem – har i al fald indtil for nylig været passivt vidne til et barbari ved dets dørtærskel, udøvet af en stat, der anses som allieret.
Først 21. juli i år fremsatte 25 europæiske regeringer (minus Tyskland) en kraftig protest og et krav om våbenhvile. En egentlig handlingsplan for at nå dette mål er dog endnu ikke fremlagt. Derfor er Europas kollektive bevidsthed eller, med et andet udtryk, den europæiske civilisation i dag svært skadet. Og jo længere massakren i Gaza fortsætter, jo mere vil Europa åndeligt synke tilbage til tiden før humanismen og menneskerettighederne. Hvem i verden vil se Europa som moralsk forbillede, når dets geopolitiske interesser så åbenlyst får lov til at trumfe disse rettigheder?
Efter at en reaktionær bevægelse har sat sig på magten i USA, var håbet ellers, at Europa kunne stå imod og opretholde de oprindelige europæiske værdier. Det håb ser nu ud til at være udtømt.
Det moralske kollaps er som sagt begyndt at optage historikere og samfundsforskere i Vesten. Hvad er der for eksempel sket med sproget, konflikten skildres i, især i begyndelsen af ‘krigen’? Herom skriver Didier Fassin i ‘Moralsk kollaps’:
»Sproget er i forfald, når krav om at stoppe drab på civile er blevet kaldt ‘antisemitiske’, når en hær, der umenneskeliggør sine fjender, er blevet kaldt ‘moralsk’, og når en militæroperation, der åbent udføres mod civile palæstinensere, er blevet kaldt ‘en krig mellem Israel og Hamas«.
Tænkningen er blevet kvalt, når debatter er blevet forhindret, når konferencer er blevet forbudt, når udstillinger er blevet aflyst, når anklagere er blevet brugt til at slå ned på universitetsstuderende, og når politikere dukker op på de højere læreanstalter. En tung atmosfære af mistænksomhed og beskyldninger har også bragt ytringsfriheden i fare«.
Det sidste kender vi jo i Danmark med retssager mod folk, der har skrevet uovervejede ting på sociale medier. Men af alle lande i Europa er det Tyskland, som er faret hårdest frem mod Israel-kritikere. Den stat, som har ansvaret for Europas største og grusomste folkemord, forsvarer nu en stat, der udfører noget, der mere og mere ligner. Den tyske politiske kultur må være ekstra svært beskadiget.
Såvel Fassin som Enzo Traverso er overbeviste om, at det i historiens lys vil være dem, der protesterer mod krigen og kræver handling for at stoppe den, der vil blive retfærdiggjort og på sigt vil tjene som alibi for en genopretning af menneskeretten og international lov.
»På kort sigt skabes historien måske af sejrherrerne, men på langt sigt kommer den historiske viden fra de besejrede« citerer Didier Fassin en historieteoretiker for at have skrevet.
Og han skriver videre:
»Siden den 7. oktober er det faktisk sejrherrernes historie, der er blevet skrevet, både af Israel og af vestlige lande … Men en dag vil der sandsynligvis blive skrevet en anden historie. Den vil sætte årtiers undertrykkelse og modstand, afsavn og håb, fredelige kampe og voldelige oprør i perspektiv for en kultur, der har holdt sig i live hinsides destruktiv lidenskab. Palæstinenserne vil generobre deres stemme, og med den vil et sprog blive genfødt. Ord vil genvinde deres betydning. Folk vil ikke længere kalde det ‘antisemitisme’, når der forlanges retfærdighed og værdighed. Man vil ikke længere vove at hævde, at nogle menneskers liv er mindre værd end andres«.
Efter alle rædslerne er det et optimistisk fremtidsscenarie. I dag er det ikke Israels eksistens, som er på spil, og det skal den selvfølgelig heller ikke være. De to folk bør kunne leve sammen som ligeværdige, enten som to ligestillede stater eller i en fælles stat med lige rettigheder. Det er palæstinensernes eksistens, som er i fare. Indtil videre er de slået tilbage, værst i Gaza, men i tiltagende grad også på Vestbredden. Hele befolkningen undgælder for det blodige og ukloge angreb på Israel 7. oktober 2023.
Naturligvis er der håb for fremtiden, som Fassin betoner, men i dag er palæstinensernes eneste gevinst for mig at se den støtte, de får fra menneskerettighedsaktivister og demonstranter i Vesten og ikke mindst i Det Globale Syd.
Som Enzo Traverso skriver til sidst i sit flammende essay ‘Gaza Faces History’: »
Den palæstinensiske sag er blevet en fane for Det Globale Syd og en voksende del af den offentlige opinion i Europa og USA, særligt blandt unge mennesker, herunder mange jøder. Det, der er på spil, er ikke Israels eksistens, men det palæstinensiske folks overlevelse. Hvis krigen i Gaza ender med en anden Nakba, vil Israels legitimitet være endeligt kompromitteret. I så fald vil hverken amerikanske våben, de vestlige medier eller den tyske ‘statsræson’ – eller en forvrænget og profaneret erindring om Holocaust – være i stand til at redde legitimiteten«.
Og det vil ikke kun være Israel, der har mistet legitimiteten, men hele Vesten.
fortsæt med at læse
