Nogle gange, når det er meget varmt midt på sommeren og duften af vild kamille fra en rabat eller en grøftekant rammer mine næsebor, kommer jeg til at tænke på en hund, jeg engang for mange år siden kendte og i en periode havde en slags relation til.
Mit forhold til hunde har ellers altid fra min tidligste barndom afspejlet mit forhold til menneskeheden generelt; jeg går forsigtigt til værks, vel vidende at der er både aldeles indtagende eksemplarer, en stor mængde forholdsvis uinteressante arter samt et ikke ubetydeligt antal direkte ondskabsfulde eller skadelige slags på banen. Det nytter ikke blot at storke frem med fremstrakte arme og åbent sind. Den fremgangsmåde kan skaffe en nogle gevaldige overraskelser, man gerne ville have været foruden.
Men denne her hed Bernhard og boede i en have tilhørende et arkitektægtepar på Amager Strandvej i årene, hvor 1960’erne blev til 1970’erne. Navnet havde den fået, fordi den var en Sankt Bernhard, altså tilhørende den store race, hvis lod på jorden er at redde nødstedte bjergvandrere i Alperne, om nødvendigt tilbyde dem en slurk cognac fra den tønde, disse hunde ifølge overleveringen er udstyret med som en slags charm i deres halsbånd.
Så når der gik børn forbi på fortovet vis-á-vis Amager Strand, kom den gerne løbende og ville aes og kløes og klappes. Og det gjorde jeg glad og gerne, når jeg havde ærinder på de kanter, en hundrede meters penge fra den teltlejr, hvor vi tilbragte somrene dengang, mine forældre, min søster og jeg – samt alle de andre fastliggere i deres store hvide standtelte af lærred med oversejl, bræddegulve og læseglshegn, så wienerbrødet og formiddagsaviserne ikke blæste ned af campingbordene, mens man sad omkring dem og nød livet.
Bernhard og hans mennesker boede mellem lejren og et ishus på vejen ind mod Kløvermarken og det København, hvor de fleste af os havde vores vinterresidenser i perioden fra slutningen af august og til sæsonen på ny tog sin begyndelse i starten af maj måned.
Så det var en dobbelt fornøjelse, når man havde fået skaffet penge til en champagnebrus, en københavnerstang eller måske ligefrem en cornetto at gå til ishuset: Forventningen om at sætte tænderne i en dejlig kold is parret med klapning af sød og venlig kæmpehund på udvejen – og på hjemvejen den lækre forfriskning og endnu et møde med den store dejlige hund.
Det var en relativt frugal fornøjelse. For der var en jernlåge mellem hunden og mig, så det var ikke noget med at lege med pinde eller bolde, endsige tumle sig i græs eller løbe om kap.
Omgangen begrænsede sig til forsigtig berøring omkring snuden og ved skuldrene, selvfølgelig akkompagneret af de fraser, jeg havde hørt andre sige til hunde: »God hund, er du en god hund?« og tilsvarende høflighedsfraser.
Men det var en opmuntrende afveksling i dagligdagen, der udover måltider og lejlighedsvise dukkerter i Øresund ikke bød på så voldsomt megen spænding; selv om man sparede på Anders And-bladet var det stensikkert læst både forfra og bagfra torsdag morgen, og der var grænser for hvor megen fornøjelse man som femårig dreng fik ud af mødrenes ugeblade, selv om de havde både tegneserier og morsomme sider med anekdoter og sjove citater fra kendte historiske personer.
Med andre ord: Jeg så frem til mine små møder med hunden Bernhard og tilbød ofte uopfordret at rende ærinder til marketenderiet i en nærliggende haveforening, for det gav en anledning til lidt hundeklapning, og så blev der sat point ind på artighedskontoen, når man ligefrem selv tilbød at hente BT’er, filtercigaretter, halve birkesfranskbrød og sæbespåner med mere fra den lille mørke købmandsbarak bag hækken.
Jeg var godt klar over, at Bernhard var en eksemplarisk sød hund. For trods en relativt hundefri opvækst, var der i omgangskreds og familie visse ejere af diverse i reglen lidet racerene køtere.
Der var min fætters sorte Pløk, en ikke videre fremkommelig krydsning af noget vagt- og jagthund; der var min evindeligt cigaretrygende mosters liderlige hvide puddel Twist, som kastede sig over ens skinneben med en iver som en sømand på landlov; der var en mølædt og aldersstegen slædehund, som hørte til et børnehjem for grønlandske børn lige over for lejren. Og så var der endelig Assi, min mister Karens pletfri Doberman, med strittende øren og et blik som en lejrkommandant i Bergen Belsen.
Den gjorde ingenting, men man færdedes altid omkring den med en vis agtpågivenhed, fordi den så ud til at kunne flå og bide en til plukfisk, hurtigere end man selv kunne spise de vaniljekranse, der så rundhåndet blev budt rundt i forbindelse med formiddagskaffen.
Når ikke vi boede i sommerkolonien på Amager, havde vi adresse på Nørrebro i en mindre gade mellem Rantzausgade og Åboulevard. De fyrstelige forhold bestod i en to og et halvt værelses lejlighed uden bad, men med toilet og indlagt vand, og den lå i en fireetagers rødstensejendom ud til gaden.
Skarnbøtterne stod i gården, og den kom man enten til ved at gå ned ad køkkentrapperne eller gennem en lille gang, som førte under huset, det var typisk den, der blev brugt, når cykler skulle parkeres efter endt arbejdsdag – alle andre ekspeditioner foregik til fods, da såvel slagter som grønthandler, fiskehandler, Schou og ismejeri plus tobaksforhandleren befandt sig i umiddelbar nærhed.
Men gården kunne man også bruge til at lege i. Godt nok måtte man ikke støje eller klatre på cykelskurene og stativerne, men en hinkerude kunne accepteres, og der var også ganske rig mulighed for gemmeleg med diverse kælderskakter, bagindgange til forretninger og værksteder samt ophængt vasketøj og tæpper til bankning.
I gaden var der også en hund. Længere nede i enden mod Åboulevard – hvor Fisker Motorcykler lå med sine lokkende, men på egen hånd forbudte vinduer med skinnende, flotte køretøjer – boede en schæfer.
Den var stor og med den karakteristiske brun-sorte pels forekom den mig skræmmende, ja faktisk skrækindjagende. Jeg syntes, den havde onde øjne, og jeg følte ren rædsel, når jeg så den, selv om jeg sad sikkert forskanset oppe i lejligheden. Blot den gik forbi på fortovet med sin unge ejer – en gut på en seksten-sytten år, der holdt den sikkert i snoren – løb det mig koldt ned ad ryggen. Og befandt jeg mig på gaden, når jeg så den komme anstigende, stak jeg op i lejligheden, så hurtigt remme og tøjr kunne holde til det.
På den måde lykkedes det mig at undgå direkte konfrontation med bæstet en tid lang. Og den fyldte ikke så meget i det daglige, der i vintersæsonen ej heller bød på den store mængde action, set med fem-seks-årige-øjne, som endnu ikke var blevet udstyret med briller.
Men så en dag legede jeg på gaden. Min mor skulle et ærinde, og jeg ønskede af den ene eller anden grund ikke at gå med. Min mor spurgte eftertrykkeligt, om jeg nu var helt sikker på, at jeg kunne klare mig, mens hun ordnede sine indkøb; der kunne godt gå en lille halv times tid, og hun kendte jo sin pappenheimer godt nok til at vide, at jeg godt kunne blive ramt af en moderat til stærk utryghed, hvis jeg kom til at tænke over, at jeg var alene.
Men jeg var kålhøgen, så selvfølgelig kunne jeg det. Var jeg måske ikke snart seks år gammel, havde jeg bedyret. Og så begav hun sig ellers ud på turne til kvarterets handlende.
Det gik meget fint. Siddende på trappestenen til opgangen sad jeg og filosoferede over, hvorfor det hed en brosten og en flise, når man også talte om fortovet, og i øvrigt voksede der også diverse vækster mellem revnerne, som man kunne sidde og kontemplere over.
Men så gik der en sky for himlen, sådan billedligt talt. Ud af øjenkrogen anede jeg, at den unge mand og hans schæfer drejede om hjørnet fra Rantzausgade. Og med raske skridt nærmede duoen sig min førhen så trygge, solbeskinnede trappesten af solid bornholmsk granit.
Jeg kunne ikke løbe op i lejligheden. For den var låst, og det ville ikke være sikkert at opholde sig uden for døren. Jeg kunne heller ikke blive siddende, for så ville jeg blive overfaldet af den farlige hund, som i min fantasi ville bide, rase og lemlæste min buttede krop. Men så tænkte jeg, at jeg jo bare kunne gemme mig i gården for en tid og, når faren var drevet over, atter indtage min plads foran opgangen.
Så tænkt, så gjort. Inden nogen kunne nå at synge et vers af Halfdan Rasmussens ’God morgen sol’ til ende, var jeg drønet under huset og i sikkerhed bag et tørrestativ fyldt med lagner. Hjertet bankede, og blodet pumpede rundt i kroppen til at begynde med, inden det stille og roligt fandt sit vanlige dovne leje.
Forsigtigt tittede jeg ud mellem linnedet, og til min store rædsel så jeg, at hunden og manden befandt sig inde i gården, nærmest som om de var på jagt efter undslupne fanger – det havde jeg set i film i fjernsynet. Og det var de også. Mig. Som de fandt efter ganske kort tids søgen. For der er grænser for, hvor længe man kan holde sig skjult i en gård på syv kvadratmeter, især når man er seks år og livræd som en dødsdømt straffefange på skafottet.
»Nåhr der står du«, sagde den unge mand, som viste sig at være en stor dreng. »Du er da vel ikke bange for hunden. Det er en sød schæfrer, kan du tro. Du må gerne klappe den.« Jeg kendte ikke ordet saltstøtte på det tidspunkt, men er ganske overbevist om, at jeg stod som en, konfronteret med den i min bevidsthed glubske schæfer, det nu endegyldigt ikke længere lod sig gøre at undslippe.
Men af en eller anden grund, fik min hånd sit eget liv og begyndte at røre ved hunden, som ikke reagerede ved at sætte tænderne i mine små fine fingre. Den knurrede lidt, men ikke på nogen vild eller aggressiv facon, snarere godmodigt og som om, den satte pris på at blive nusset af en frygtsom knægt med striktrøje og bange øjne.
Lidt efter skiltes vi. Hund og mand skulle videre, og jeg havde en trappesten at sidde på, indtil min mor kom tilbage fra sine indkøb.
Da hun gjorde, spurgte hun, om der var sket noget. »Nej, ikke noget særligt«, forsikrede jeg hende. »Nårh jo, der kom en hund forbi. En schæfer. Jeg klappede den. Den var ikke farlig, overhovedet«, sagde jeg.
»Det var godt«, sagde min mor. Og så gik vi sammen op ad trappen.
fortsæt med at læse
