Kronik afJohannes Riis

Johannes Riis er forlægger på Gyldendal

Da kronikøren var ung, var telefoner noget med manuel omstilling. Så kom drejetelefonerne, og nu er selv han faldet i og har fået en mobil. Men er verden blevet bedre af det?

Johannes Riis: I min barndom var telefonen af træ og hang på væggen. I dag ligger den i lommen og er menneskets bedste ven. Men er det en god udvikling?

Lyt til artiklen

Første gang jeg så en telefon, der ikke var afhængig af at være forbundet med et stik i væggen, var den dag midt i 1960’erne, da dyrlæge Iversen var kommet for at se til en syg ko hjemme på min fødegård oppe på Mors. I bagsmækken, bag i hans Volvo Amazon-stationcar, som han havde parkeret ude på gårdspladsen, stod der et sort apparat med samme mål som en middelstor kommode og med et rør på størrelse med et rugbrød med en cirka tyve centimeter lang antenne foroven.

Det var en bilradio, forklarede dyrlæge Iversen, en Storno, og sådan en var det praktisk for ham at have, for så var han ikke afhængig af at være hjemme i villaen i Nykøbing for at kunne gå i aktion, når der blev ringet om, at der var en kalv, der lå forkert i Øster Assels, eller en so med lungebetændelse, der lå i Tæbring og havde det skidt. Nu kunne man få fat i ham, f.eks. mens han var i Frøslev, og dirigere ham derfra, og det kunne spare både dyreliv og -lemmer og tid og mange liter benzin, sagde dyrlæge Iversen, og vi brødre stod som undrende vidner til dette stykke fremskridt; vi havde aldrig set noget lignende og tænkte, at det var lige godt pokkers.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her