At sige endeligt farvel til arbejdslivet og blive pensionist kan være noget sværere, end mange umiddelbart forestiller sig. Som det f.eks. var tilfældet for elektrikeren, der som 62-årig blev ufrivilligt pensioneret – fyret med dags varsel. »Jeg vågner stadig kl. halv syv om morgenen, men så er der fan’me lang tid, til kl. er halv elleve, og jeg kan gå i seng igen«, sagde han stirrende tomt frem for sig, mens han forsøgte at overvinde det granatchok, det var, fra dag til anden, at miste sine daglige gøremål og sit fodfæste i livet.
Egentlig burde det ikke være så overraskende, at omstillingen fra arbejdslivet i bund og grund er en voldsom livsforandring. At man med et slag mister den måske stærkeste sociale rolle, som man har forberedt sig til i den første snes år i livet og i de næste snese år helt frem til ’det skarpe hjørne’ er blevet ens egen lille hjørnesten i det meningsfulde liv og bærende for ens selvforståelse og hele identitet.
