Henrik Plaschkehar delt denne artikel med dig. Som abonnent kan du frit dele artikler med familie og venner - det kræver kun, at de logger ind eller opretter en profil.


Henrik Plaschkehar delt denne artikel med dig. Som abonnent kan du frit dele artikler med familie og venner - det kræver kun, at de logger ind eller opretter en profil.

Kronik afBirgitte Rahbek

kultursociolog, medlem af Mellemøstnetværket

Hvis Hamas hejser det hvide flag nu, vil det stå forslået tilbage, men vil for første gang vise, at det lytter til palæstinenserne og sætter deres ve og vel foran egen stolthed. Samtidig kan det trøste sig med, at den vestlige verden via denne krig har vist sit sande ansigt.

Hejs nu det hvide flag, Hamas. For alles skyld

Lyt til artiklen

I halvandet år har jeg på det fremragende franske netmedie l’Orient XXI fulgt journalisten Rami Abou Jamous fra Gaza. Gennem hans følsomme og i begyndelsen lettere humoristiske reportager og analyser af situationen har jeg fulgt med i hverdagen for hans familie, og hvordan han længe kunne bilde sin lille søn ind, at bomberne var fyrværkeri. Samtidig har han beskrevet livet for gazanerne i almindelighed og blandt andet fortalt om alle de nye små opfindsomme erhverv, der er dukket op i kølvandet på krigen.

Han har også fortalt om den indbyrdes solidaritet i befolkningen, en solidaritet og varme, som bl.a. den israelske journalist Amira Hass så ofte har beskrevet. Men siden Israel brød våbenhvilen i marts 2025, har jeg kunnet læse en tiltagende frustration og sorgfuldhed og selvsagt bekymring for den lille familie, der i mellemtiden er blevet udvidet med en lillebror. Det er ikke længere muligt at bilde sønnen Walid ind, at bomberne er fyrværkeri, og det er ikke muligt at efterkomme hans ønsker om at spise kylling.

Henrik Plaschkehar delt denne artikel med dig. Log ind eller opret en profil, for at læse den.

Opret profilHar du allerede en profil?Log ind her

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her