I 2015 – det år med Charlie Hebdo-attentatet og syriske flygtninge på motorvejene i Danmark – var jeg på studietur i Paris med min højskole. I løbet af dagen lærte vi alt muligt højskoleagtigt, og om aftenen spiste vi pizza og baguette i byens parker og drak øl.
Når vi vendte tilbage til vores hostel, berusede på flere planer, gik vi hver til sit afhængigt af køn, da vi havde noget så antihøjskoleagtigt som kønsopdelte sovesale. Den sidste nat sneg jeg mig ind i drengenes sovesal og ned under dynen hos min højskolekæreste. Der, under hovedpuden, i en køjeseng på drengenes sovesal, glemte jeg min iPhone og opdagede det først i bussen på vej til Danmark.




























