Kronik afLars Handesten

forfatter, lektor emeritus

Hvis jeg kommer til at leve lige så længe som min far, kan jeg se frem til 30 år som pensionist. Det er helt uoverskueligt - og lige nu kan jeg ikke afgøre, om det jeg ser ind i, er et mareridt eller en sød drøm.

Pensionist: »Jeg aner dybest set ikke, hvad jeg skal stille op med mig selv«

Lyt til artiklen

Jeg har sagt mit job op for at gå på pension. Det skete for halvandet år siden. Min hustru, et par af mine søskende og mange af mine venner havde allerede kvittet arbejdet og taget hul på deres otium. Sådan set var det meget oplagt, at jeg fulgte efter.

Situationen på min arbejdsplads var heller ikke for god. Der har været voldsomme nedskæringer på universiteternes humanistiske fag, og adskillige af mine kolleger var blevet fyret. Jeg stod ikke umiddelbart selv for skud og kunne bestemme, om jeg ville blive eller forlade det kriseramte fakultet, men da jeg havde nået en alder af 68 år, var det på mange måder tid til at overlade pladsen til yngre generationer – eller i hvert fald ikke stå direkte i vejen for dem.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her