Jeg har sagt mit job op for at gå på pension. Det skete for halvandet år siden. Min hustru, et par af mine søskende og mange af mine venner havde allerede kvittet arbejdet og taget hul på deres otium. Sådan set var det meget oplagt, at jeg fulgte efter.
Situationen på min arbejdsplads var heller ikke for god. Der har været voldsomme nedskæringer på universiteternes humanistiske fag, og adskillige af mine kolleger var blevet fyret. Jeg stod ikke umiddelbart selv for skud og kunne bestemme, om jeg ville blive eller forlade det kriseramte fakultet, men da jeg havde nået en alder af 68 år, var det på mange måder tid til at overlade pladsen til yngre generationer – eller i hvert fald ikke stå direkte i vejen for dem.




























