Skøjter skærer gennem isen. De efterlader spor. Ikke permanente, ikke varige, men præcise: tynde, hvide rids i isen, der viser, at nogen har været der, at nogen har bevæget sig i en bestemt retning med en bestemt kraft. Og så forsvinder de. Isen lukker sig igen. Det kræver en ny omgang, et nyt pres, for at mærket bliver synligt igen.
Det er lidt sådan, kulturel repræsentation fungerer. Historier sætter spor i os. De former, hvad vi forventer at se, hvad vi mener, vi fortjener at se, og hvad vi ikke engang opdager, vi mangler, fordi fraværet er blevet normaltilstanden. Jeg tænkte på det, da jeg for nylig endelig satte mig ned og så Heated Rivalry, en canadisk-produceret HBO-serie om to professionelle ishockeyspillere, en russer og en canadier, der bruger ti år på aktivt at modstå det, alle andre kan se. Og jeg tænkte på det, fordi min første reaktion, da en bekendt anbefalede serien til mig med ukritisk begejstring, var en irritation, jeg ikke forstod mine egne grunde til.
