Når meningsdannere, der har en selvforståelse som progressive gør sig til talsmænd for en lempelig udlændingepolitik, for at særkrav skal imødekommes og for kulturel relativisme, hænger det nok sammen med, at det er den slags holdninger, man siden 1980’erne har skullet have, hvis man ville være en del af det pæne selskab af mediefolk, gejstlige, kunstnere, forskere og musikere, som roser hinanden på de sociale medier og i Politikens debatspalter.
Det pæne selskab har det tilfælles, at de kan vælge til og fra. Opstår der problemer i deres børns folkeskole, har de mulighed for at tage dem ud og sende dem på privatskole. Ofte ejer de en bolig i storbyernes pæne gentrificerede bydele. Og indvandringens negative konsekvenser kan de endnu ofte skærme sig fra, mens de nyder de praktiske fordele; lavtlønnet arbejdskraft, der kører taxa, arbejder for Wolt, gør rent, tilbereder fastfood etc.
