Da jeg midt i læsningen af Morten Lassens torsdagskronik om russiske fascister fik en sms fra min hollandske filosofven om, at Habermas er død, skrev jeg omgående tilbage, at håbet også døde. Det er nu ikke sikkert, men den 96-årige tyske filosof og sociolog Jürgen Habermas var lige til det sidste et fyrtårn i tidsdiagnosen, som skinnede så langt ud i horisonten, at man altid fik klarhed over, om ens blik også skulle flyttes derud. Eller eventuelt andre steder hen.
Han var uden sammenligning samfundsfilosofiens grand old man. Det blev han allerede med sin berømte disputats, ’Borgerlig offentlighed’, der er fra 1962. Men den status blev også fornyet i årene efter hans 1.738-siders afsluttende tobindshovedværk, ’Også en filosofihistorie’ fra 2019.
