De fleste af os har nok efterhånden bemærket det. Svarene fra en ai-chatbot er et overflødighedshorn af rosende og positive vendinger om, hvor klogt og kritisk og reflekteret vores spørgsmål er, efterfulgt af et skråsikkert, entydigt og formfuldendt tilfredsstillende svar.
Hvad de fleste ikke ved, er, at de flatterende ord er en psykologisk mekanisme designet til at fastholde vores opmærksomhed. Ved at udtrykke enighed, smiger eller blot gentage vores synspunkter, også når de er helt forkerte, plejes og pudses vores intellektuelle forfængelighed og smånarcissistiske tendenser.
































