Skønt mange faktorer griber ind i hinanden i den seneste amerikansk-israelske invasion af Libanon, er dens vigtigste årsag, mener jeg, den samme som under de fire forudgående invasioner: den israelsk-palæstinensiske konflikt.

I den vigtigste af disse invasioner, den ødelæggende, amerikanskstøttede israelske invasion af Libanon i 1982, blev den israelske besættelse åbenlyst beskrevet som en krig for Vestbredden, der havde til formål at sætte en stopper for det besværlige PLO’s opfordringer til at finde en diplomatisk løsning (med det videre sigte at indsætte en marionetregering i Libanon). Der findes talrige andre eksempler. Og på trods af de forskellige omstændigheder følger invasionen i juli 2006 i mange henseender det samme mønster. Blandt de moderate amerikanske kritikere af Bushregeringens politik er den foretrukne version, at »vi har altid forholdt os til den (konflikten mellem Israel og dets naboer) på en nuanceret måde, ud fra en antagelse om, at vi kunne bringe en aftale i stand«, men Bush II har desværre bevæget sig bort fra dette neutrale standpunkt, hvilket har skabt store problemer for USA, hævder mellemøstekspert og tidligere diplomat Edward Walker, en af de ledende moderate. Status er i virkeligheden en ganske anden: I over 30 år har USA’s regering ensidigt forhindret en fredelig politisk løsning, bortset fra ubetydelige og kortvarige undtagelser. Den konsekvente bagstræberiskhed kan føres tilbage til februar 1971, da Egypten tilbød at indgå en fuldstændig fredsaftale med Israel i overensstemmelse med USA’s officielle politik uden at tilbyde noget til palæstinenserne. Israel forstod, at dette tilbud om fred ville fjerne enhver form for trussel mod landets sikkerhed, men regeringen valgte at vrage sikkerhed til gengæld for ekspansionisme, dengang overvejende i den nordvestlige del af Sinai. USA bakkede Israels standpunkt op, idet det tyede til Kissingers ’skakmat’-princip: styrke, ikke diplomati. Først otte år senere, efter en frygtelig krig og store lidelser, bøjede USA sig for Egyptens krav om en tilbagetrækning fra landets territorium. I mellemtiden er det palæstinensiske spørgsmål kommet på den internationale dagsorden, og der er opstået en bred international konsensus om en tostatsløsning inden for rammerne af 1967-grænserne, måske med mindre justeringer på begge sider. I december 1975 nåede FN’s Sikkerhedsråd til enighed om en resolution foreslået af de arabiske ’konfrontationsstater’ på disse præmisser, idet man også inkorporerede det væsentligste af ordlyden i FN-resolution 242. USA nedlagde veto mod resolutionen. Israel reagerede ved at bombe Libanon, med mere end 50 dræbte i Nabatiye, og kaldte det et »præventivt« angreb – formentlig for at forhindre mødet i FN, som Israel boykottede. Den eneste væsentlige undtagelse fra USA’s og Israels afvisende kurs var i januar 2001, da israelske og palæstinensiske forhandlere var tæt på at indgå en aftale i Taba. Men forhandlingerne blev afbrudt fire dage før tid af den israelske ministerpræsident Barak, og dermed blev der sat en stopper for dette lovende forsøg. Parterne fortsatte med at føre uofficielle forhandlinger, dog på højt plan, hvilket førte til indgåelsen af Genève-aftalen i december 2002 med lignende forslag. Den blev hilst velkommen af det meste af verden, men afvist af Israel og USA (og refleksmæssigt, af de amerikanske medier og intellektuelle). I mellemtiden har den amerikanskstøttede israelske bosætningspolitik og udbygning af infrastrukturen skabt konkrete resultater med henblik på at underminere en potentiel virkeliggørelse af palæstinensernes ret til en stat. I hele den periode, hvor der blev forhandlet i Oslo, fortsatte disse programmer støt, med en markant kulmination i 2000, Clintons sidste år som præsident og Baraks sidste som ministerpræsident. Disse planer betegnes normalt eufemistisk som en »tilbagetrækning« fra Gaza og »konvergens« på Vestbredden – og i vestlig retorik som Ehud Olmerts modige plan for tilbagetrækning fra de besatte områder. Virkeligheden er, som sædvanlig, en helt anden. »Tilbagetrækningen« fra Gaza blev åbenlyst indvarslet som en ekspansionistisk plan for Vestbredden. Efter at Gaza var blevet forvandlet til et katastrofeområde, indså fornuftige israelske høge, at det var meningsløst at lade nogle få tusinde bosættere blive i området og lægge beslag på den bedste jord og de knappe ressourcer, beskyttet af en stor del af det israelske forsvar. Så hellere sende dem til Vestbredden og Golanhøjderne, hvor man havde indvarslet en række nye bosætningsprogrammer, og gøre Gaza til »verdens største fængsel«, som israelske menneskerettighedsorganisationer rammende kalder det. Vestbreddens »konvergens« formaliserer denne plan for annektering, kantonisering og fængsling. Med afgørende støtte fra USA, annekterer Israel værdifulde landområder og de vigtigste ressourcer på Vestbredden (først og fremmest vand), samtidig med at det gennemfører bosættelser og infrastrukturprojekter, som inddeler de svindende palæstinensiske territorier til håbløse kantoner, der bogstavelig talt er adskilt fra hinanden og fra den ynkelige bid af Jerusalem, man måtte tilstå palæstinenserne. Alle vil ende i et fængsel, når Israel overtager Jordandalen og naturligvis enhver anden forbindelse til resten af verden. Alle disse programmer anses for at være ulovlige, i modstrid med talrige FN-resolutioner, og ifølge en enstemmig kendelse fra Den Internationale Domstol er enhver del af ’beskyttelsesmuren’, der opføres for at ’forsvare’ israelske bosættelser, per definition ulovlige (den amerikanske dommer Thomas Bergenthals mindretalsudtalelse). Dermed er cirka 80-85 procent af muren ulovlig, ligesom hele planen. Men for en selvudråbt slyngelstat og dens vasalstater er den slags petitesser ganske irrelevante. Lige nu forlanger USA og Israel, at Hamas skal acceptere Den Arabiske Ligas Beirut-plan af 2002 til en fuldstændig normalisering af forholdet til Israel efter tilbagetrækning i overensstemmelse med den internationale konsensus. Forslaget har længe været accepteret af PLO, og det er også blevet godkendt af Irans øverste åndelige leder, ayatollah Khamenei. Sayyed Hassan Nasrallah har gjort det klart, at Hizbollah ikke vil bryde en sådan aftale, hvis den accepteres af palæstinenserne. Hamas har gentagne gange erklæret sig villig til at forhandle om en sådan aftale. Virkeligheden er doktrinært uacceptabel, og derfor bliver den for det meste undertrykt. I stedet ser vi, at New York Times i en leder strengt indskærper Hamas, at deres formelle anerkendelse af Beirut-planen er »en adgangsbillet til den virkelige verden, et uomgængeligt skridt i overgangen fra ulovlig opposition til lovlig regering«. Som andre forbigår New York Times redaktion i tavshed, at USA og Israel på det bestemteste afviser dette forslag, som de eneste blandt de relevante aktører. Og de afviser den ikke kun i ord, men, hvilket er langt vigtigere, i handling. Her ser vi tydeligt, hvem der er den »ulovlige opposition«, og hvem der taler for den. Men denne konklusion kan man ikke give udtryk for, ja, end ikke lufte, i respektable kredse. Den eneste meningsfulde støtte til palæstinenserne, som står over for en national katastrofe, kommer fra Hizbollah. Alene af den grund er det klart, at Hizbollah skal svækkes alvorligt eller ødelægges, ganske som PLO måtte uddrives fra Libanon i 1982. Men Hizbollah er en alt for rodfæstet del af det libanesiske samfund til, at det lader sig fjerne, og derfor må Libanon i vidt omfang ødelægges. En forventet fordel for USA og Israel var at gøre truslen mod Iran mere troværdig ved at eliminere landets allierede i Libanon og dermed en potentiel afskrækkelse fra et angreb. Men intet af alt dette er gået som planlagt. Som i Irak og andre steder har Bushregeringens planlæggere skabt katastrofer, selv for de interesser, de repræsenterer. Det er den vigtigste grund til den opsigtsvækkende kritik fra USA’s udenrigspolitiske elite allerede inden invasionen af Irak. I baggrunden ligger en række langt mere vidtrækkende og varige bekymringer – nemlig at sikre det, som i den herskende ideologi kaldes »stabilitet«. Stabilitet betyder slet og ret lydighed. Stabiliteten undermineres af stater, som ikke slet og ret parerer orde: sekulære nationalister, islamister, der er ude af kontrol (til sammenligning er der ikke noget i vejen med det saudiarabiske monarki, USA’s ældste og mest værdifulde allierede) og så videre. Den slags »destabiliserende« kræfter er særlig farlige, når deres mål virker tiltrækkende på andre. I disse tilfælde går de under betegnelsen »virus« og skal nødvendigvis destrueres. Stabiliteten fremmes af lokale lydstater. Siden 1967 har man antaget, at Israel kunne spille denne rolle sammen med andre ’periferiske’ stater. Israel er bogstavelig talt blevet en oversøisk amerikansk militærbase og center for dets avancerede teknologi, hvilket er en naturlig konsekvens af, at landet i 1971 valgte ekspansionisme frem for sikkerhed og har gjort det lige siden. Denne politik er ikke genstand for den store internationale debat uanset hvem, der sidder ved magten. Denne politik har bredt sig til hele verden, og dens betydning understreges af et af de vigtigste udenrigspolitiske principper siden Anden Verdenskrig (og i Det Britiske Imperium før den tid): at sikre kontrollen over Mellemøstens energiressourcer, der i 60 år har været betragtet som »en vidunderlig kilde til strategisk magt« og »en af verdenshistoriens største materielle skatte«. Vestens standardforklaring er, at invasionen i juli 2006 var retfærdiggjort af den legitime forargelse over tilfangetagelsen af to israelske soldater ved grænsen. Denne attitude er et kynisk bedrageri. USA og Israel og Vesten generelt har ikke de store indvendinger mod tilfangetagelsen af soldater, eller endda langt alvorligere forbrydelser som gidseltagning af civile (eller selvfølgelig drab på dem). Den slags havde Israel praktiseret i Libanon i mange år, og ingen har af den grund nogensinde foreslået, at Israel skulle invaderes og udsættes for store ødelæggelser. Vestens kynisme blev endnu mere dramatisk udstillet, da den nuværende konflikt blev udløst af, at militante palæstinensere 25. juni bortførte en israelsk soldat, Gilad Shalit. Også den episode vakte stor forargelse og støtte til Israels stærke optrapning af sit morderiske angreb på Gaza. Omfanget afspejles af tabstallene: I juni blev 36 palæstinensere dræbt i Gaza, i juli blev tallet mere end firedoblet til over 170, heraf mange børn. Den forargede attitude var, også i dette tilfælde, et kynisk bedrageri, hvilket fremgik med dramatisk og endegyldig tydelighed af reaktionerne, da Israel dagen inden, 24. juni, kidnappede to civile palæstinensere, brødrene Muamar. De forsvandt i det israelske fængselssystem og sluttede sig dermed til flere hundrede andre, der er fængslet uden sigtelse og reelt kidnappet, hvilket gælder mange, der er døbt for tvivlsomme sigtelser. Bortførelsen af brødrene Muamar blev flygtigt omtalt, men fremkaldte ingen reaktioner, da sådanne forbrydelser anses for at være legitime, når de udføres af ’vores part’. Selve tanken om, at denne forbrydelse skulle retfærdiggøre et blodigt angreb på Israel ville være blevet betragtet som en tilbagevenden til nazismen. Denne skelnen er klar og kendt gennem historien. Med en parafrase over Thukydid kunne man sige, at de magtfulde kan gøre, som de vil, mens de svage lider, som de må. Vi bør ikke overse det forhold, at den imperialistiske mentalitet, der er så rodfæstet i vestlig moral og tænkning, efterhånden er blevet reduceret til en ubevidst størrelse. Vi bør heller ikke glemme, hvor meget vi stadig mangler at udføre, de opgaver, som i solidaritet og fællesskab skal løftes af folk i nord og syd, som håber på en anstændigere og mere civiliseret verden.