Alvorsfulde chefredaktører taler inderligt om det tunge ansvar, der påhviler medierne i et demokrati, men hvis man skærer det verbale fedt af ordene, når man ind til pudlens kerne: Mediernes ansvar består i, at de er forretninger. De sælger nyheder og meninger, som andre sælger maling eller møbler. Hvis møblerne er ubehagelige at sidde i, eller hvis et søm gnaver én i enden, kan butikken godt dreje nøglen om. De fleste har det med deres daglige nyhedsmedium som med andre varer, de køber. Smørret skal have en passende konsistens. Kødet skal være mørt. Malingen nem at arbejde med. På samme måde med en avis eller en tv-kanal: Der må ikke være modhager. Der må ikke være noget, man kan ridse sine meninger på. En avis skal være som en burger fra McDonald’s. Ikke harsk og med afvigende smag. Læserne må ikke føle, at deres livsform og holdninger anfægtes. De ønsker en nydelig og pletfri vare. Da enhver jo kan hævde den påstand, skal jeg illustrere med konkrete eksempler, at medierne ikke er interesseret i stort andet end at føje deres publikum og dermed sælge deres produkt. Men først må indskydes den bemærkning, at de jo stiltiende har delt markedet imellem sig. Der er en verden til forskel på Information og Berlingske Tidende, på Ekstra Bladet og Kristeligt Dagblad, på Politiken og Jyllands-Posten. Ligesom der er folk, der køber alle deres møbler i Ikea, og andre, som kun vil sætte deres ben i Gubi. Nogen handler kun i Netto og andre kun i den tyrkiske bazar. Faktisk repræsenterer de enkelte medier også en religion. Den daglige prædiken er den ledende artikel. Den skal ikke gøre læserne klogere på noget som helst, men kæle for de overbevisninger, de i forvejen har, og lade dem vide, at de ikke er alene i verden. Og sådan går det til, at der ifølge Berlingske Tidende sker daglige fremskridt i Irak, så folk kan rejse hjem, og at det ifølge Information går ad helvede til. I medierne ser vi den ydre virkelighed i et spejl, vi selv har valgt. Hvordan virkeligheden er an sich, får vi ikke at vide. For nogen tid siden følte journalisten Olav Hergel sig nødsaget til at rejse fra Berlingske Tidende til Politiken. Han kunne ikke få sine artikler trykt i Berlingske. I et interview i fagbladet Journalisten har han detaljeret forklaret, hvad der var baggrunden: »I næsten 18 år havde jeg det fuldstændig fremragende på Berlingske Tidende og var meget privilegeret som journalist. Så kom der nogle udlændingepolitiske diskussioner med ledelsen, som spidsede til, og som afslørede, at vi var uenige politisk og redaktionelt. Chefredaktionen har en fast overbevisning om, at regeringens udlændingepolitik er den eneste rigtige, og det er klart, at de historier, jeg skrev, satte spørgsmålstegn ved regeringens udlændingepolitik. I første omgang blev tingene ikke sagt klart ... Jeg fornemmede bare, at de historier ikke var så velkomne længere«. Nu kunne man tro, der var tale om journalistisk mimose-mentalitet. Men Berlingske Tidende laver undersøgelser, der viser, hvad deres læsere vil have. Og de vil ikke læse om flygtninge, men om fede strande, fantastiske hoteller og dyre vine, om golf og smarte biler. Og hvad læserne forlanger, leverer avisen. Det ville være økonomisk selvmord at give læserne noget, de ikke bryder sig om. Omvendt henvender eksempelvis Politiken sig til de læsere, der vil vide mere om Mellemøsten, om offentlig kontrol af hjemvendte statsborgere fra Libanon og om forholdene for flygtninge og asylansøgere. Politiken giver et rystende billede af ulykkelige menneskers liv på asylcentrene, men ændrer jo ikke opfattelse hos én eneste af sine læsere. Forretningen Politiken er i forvejen lige så enig med sine kunder som Berlingske Tidende med sine. Man holder sin avis af omtrent samme grund, som man er medlem af et kirkesamfund: man er blandt meningsfæller. I nyere pressehistorie findes vist kun et eksempel på, at grunden har været ved at skride under en nyheds- og meningsforretning. En forkert journalist kan man skille sig af med, men hvis man ved et uheld kommer til at ansætte en chefredaktør, der hylder en konkurrerende religion eller et konkurrerende bladkoncept, ja så er fanden løs. Det svarer til, at man kom til at ansætte Lars Larsen som direktør i Illums Bolighus. Det skete for Jyllands-Posten, da bladet ansatte Jørgen Schleimann som chefredaktør. Jyllands-Posten gjorde det ud fra det forretningsmæssige princip, at så kunne man måske stjæle nogle frisindede læsere fra de konkurrenter, der kælede for frisindede mennesker som Jørgen Schleimann. Men allerede efter to dage viste det sig at være en grusom fejl. Jeg ved det af selvsyn, for jeg aftalte med Schleimann, at jeg skulle skrive en ledende artikel om den hadefulde holdning til fremmede. Anledningen var et overfald på en lille indvandrerpige, og lederen konkluderede, at de ansvarlige var de teoretikere, der ikke selv ville skamfere nogen, men i kraft af deres ord og holdninger beredte vejen for andres terror mod dem, der er anderledes. Underforstået: bagmændene var Søren Krarup og hans storfamilie af fætre, børn og kusiner. Den leder gav anledning til et ramaskrig. Det var, som hvis man i Føtex havde fået salmonella-inficeret kød. Jyllands-Postens bestyrelse trådte samme dag sammen. Der kom flere hundrede læserbreve. Jeg blev fjernet som lederskribent, og kort efter fik Schleimann en fyreseddel. Han havde netop nået at forsyne avisen med et motto, der vajede som et banner i kolofonen: »Frisind er andet og mere end frisind blandt ligesindede«. Ordene blev fjernet sammen med Schleimann. Historien illustrerer min pointe: I grunden kunne læserne lige så godt selv skrive, hvad der står i deres avis, men de har så meget andet, de skal overkomme, så af praktiske grunde har man folk ansat til det job. Og når Jyllands-Posten og Politiken nu har slået sig sammen, er det ud fra samme logik: De kan ikke stjæle læsere fra hinanden, men spare penge i deres regnskabsafdelinger, budtjenester, trykkerier og så videre. Læserne er på plads, og stort set bliver de på deres pladser. Den eneste trussel er gratisaviserne, men de er en anden sag og vil ikke med en ildtang røre ved forfulgte mennesker. Da jeg engang var ansat på Jyllands-Posten, er jeg næppe den rette til at udtale mig om Muhammedkrisen, hvor ytringsfriheden blev gjort identisk med retten til at latterliggøre andres religion. Men det er absurd at tro, at der skulle være tale om et forsvar for ytringsfriheden. Jyllands-Postens nuværende bestyrelsesformand er bladets tidligere chefredaktør, og dengang skrev han i en ledende artikel om Jens Jørgen Thorsens erigerede gavl-maleri på Birkerød Station: »Trafikministeren har vist både fornuft og mod til at forlange smøreriet fjernet, selv om han kan forvente nye råb om grundlov og censur«. Chefredaktøren mente selvsagt hverken det ene eller det andet. Han indrettede sig efter læsernes ønsker – og fjernede for resten også en bagsideredaktør, der under pavens besøg var kommet til at skrive en klumme, hvori en sommerlig hedebølge blev hyldet med ordene: »Lad os alle bade«. Det gav jo ingen oplagsfremgang at genere kristne læsere, så væk med den bagsideredaktør. Så meget om Muhammedkrisen, for det fremgik jo tydeligt af abonnementslisterne, at der stort set ikke var abonnenter med aparte navne. Men tilbage fra krisens efterdønninger står en uhyggelig oplevelse, der understreger, at når principper er på spil, bliver de såkaldt borgerlige mediers funktion som vagthunde forandret til en adfærd som hos skødehunde. For nogle måneder siden påstod imamen Abu Laban, at danskernes intelligenskvotient måtte være meget lille, siden vi kunne misforstå nogle bemærkninger om martyrer og tro, de var ment som en opfordring til terror. På Ekstra Bladets spiseseddel stod der selvfølgelig, at sådan en storsnudet imam omgående kunne rejse sin vej. Hvad bildte han sig ind? Troede han, at han var noget særligt? Man kan genfinde kommentarerne i H.C. Andersens eventyr om ’Den grimme ælling’: »Bare Katten vilde tage Dig, dit fæle Spektakel!« ... »Ja, Du skal ikke have Mening, naar fornuftige Folk tale!« ... »Du vil dog vel aldrig være klogere end Katten og Konen, for ikke at nævne mig«. Men når jeg hører om Abu Laban, kommer jeg til at tænke på partiet Venstres politiske ordfører Jens Rohde. Hvordan kunne Jens Rohde offentligt slippe af sted med at tale usandt om en datter til en af de 12 Jyllands-Posten-tegnere? Pigen blev på et tidspunkt drillet af nogle syv- otteårige veninder. Det svarede til, at den ene småpige beskyldte den anden for at have stjålet sit æble eller sin kæreste. Altså noget, der dagligt foregår i danske skolegårde. Man kan end ikke tale om mobning. Men Jens Rohde sætter sig ind i sagen og optræder i tv med den omskrivning, at tegnerens datter blev truet af 12 muslimske mænd, der opsøgte hendes skole. Da det viser sig, at hans IQ ikke kan hamle op med hans sans for folkeeventyr, trækker han i land. Og så ikke mere om det forsøg på at fiske stemmer. Ingen medier med tungen ud af munden. Nej, for det er ikke opportunt at lægge sig ud med læsere, der godt kan li’ Jens Rohde og hans bolværk mod ugræs. Men Jens Rohde ved udmærket, at hvis han skal skabe røre i mudderpølen, har han en trofast allieret i pressen. Det er ham og os imod de mellemøstlige landsbytosser. For se, om det har konsekvenser, at han omdefinerer nogle småpiger til 12 granvoksne muslimske mænd. Overhovedet ikke. Som direktør for TV 2’s ny radiokanal bæres Jens Rohde nu frem til en ophøjet medieposition. Pressen former ikke den offentlige mening. Den indretter sig efter den offentlige mening, og som de store politiske partier pejler den sig frem til, hvor flertallet af læsere befinder sig. Der vil den også være. Der kan den behage de fleste. Slagsmålet handler om at tiltrække sit publikum med syltetøj, der smager bedre end konkurrentens. Man kan dagligt følge slagets gang. Hvis man har været for grov, lapper man på fadæsen med en historie om en flittig flygtning. Pressen holder mest til højre, men så tager den af og til et lille skridt til venstre for at demonstrere sin uafhængighed. Sådan må man nødvendigvis bevæge sig, hvis man skal holde trit med den offentlige mening, der også siksakker lidt. Alligevel lykkes det af og til for pressen at få en konkret udvisningssag genoptaget, for vi lever i et civiliseret land, hvor den alt for grimme facade ikke er acceptabel. Og hvis en sag er åbenlyst urimelig, skal pressen have den ros, at så er den på pletten. Mange kan takke den for, at de ikke er sendt ud til en uvis skæbne. Men det ændrer ikke på baggrunden for, at de sager overhovedet kan opstå: at vi har en regering, hvis parlamentariske grundlag er Dansk Folkeparti. Eller som der stod i den famøse Jyllands-Posten-leder med Schleimann som chefredaktør: de ansvarlige er de politikere og teoretikere, der slipper godt af sted med ikke at vedkende sig deres personlige ansvar for et inhumant samfund. Alle kræfter bruges på at hitte ud af, hvor læserne er, og hvad de vil have. De fleste vil godt have en umenneskelig flygtningepolitik. Men de vil kun have den ind i stuen som solstrålehistorier. Nu kan det ikke være sådan, at når folk åbner en avis eller tænder for fjernsynet, får de omgående en spytklat i hovedet. Derfor støbes reportagerne i en form, der ikke udfordrer læsernes holdninger, og forestillingen udspilles i en atmosfære, hvor man lader som om, man sætter sandheden og uafhængigheden højt. Reelt angler man efter selvbekræftelse og bliver panisk ved den mindste udsigt til en ridse i lakken. Læserne bildes ind, at her findes den uantastede dømmekraft, den usvigelige jagt på sandheden og det bedste tilbud i vin og fladskærme. Alt det er afviste asylsøgere oppe imod. De skal ikke regne med, at deres ulykke får fyldig omtale i Jyllands-Posten og Berlingske Tidende. Der må ikke være for mange præster involveret i sagen, hvis den skal interessere Politiken og Information. Der må ikke være for mange hedninge indblandet, hvis den skal vække interesse hos Kristeligt Dagblad. Lige meget hvad, måles det i forhold til interessen hos tilstrækkelig mange læsere. Og når en flygtninge- eller indvandrersag kommer i medierne, og det sker jo jævnligt, så er det på samme vilkår som den kvinde, der i 30 år har døjet med piskesmæld, eller den mand, der i 15 år har kæmpet mod skattevæsenet. Rigtigt fremlagt kan det føre til et enkelt indslag, men ve den stakkel, der ugen efter kommer igen med en opfølgning. »Det har vi haft«, lyder det sukkende svar. »Nu kan vi ikke trætte læserne med mere om den uretfærdighed«. Hvad gør man så, når nyheder træder hinanden over tæerne for at komme til? Jeg har kun et løsningsforslag – eller en fattig skitse. Men opmuntrende er det at se, hvad der sker, når et lokalsamfund pludselig får øjnene op for en konkret sag. I Holsted boede en dansk gift udlænding med fast job og gode indtægter. Han skulle sendes hjem, hvor han kom fra. En tilsvarende sag i Ry. En anden i Fredericia. Man skal hage sig fast i de enkeltsager, hvor lokale borgere indser, at der er tale om åbenlys uretfærdighed. Og der ligger en forskningsmæssig udfordring i at få følgende problem opklaret: Når alle i Holsted har engageret sig i sagen (hvis det ikke er en mediemæssig overdrivelse!), kan man så efterfølgende måle, om de flygtningefjendtlige partiers lokale vælgerandel falder? Er Holsted blevet en ost med store hulrum dér, hvor Dansk Folkeparti og konsorter tidligere fyldte ud? Har de derboende vælgere pludselig set, at skæbner kan være konkrete og langt mere nærværende end uforpligtende billeder på en tv-skærm eller i en avis? Men ingen ved, om den slags stemningsskift holder. Beskæmmet må jeg også tilstå, at jeg ikke aner, hvordan de omtalte protester sluttede, for pressen mistede interessen, og de gled ud i mørket. Men jeg tror, det lokale arbejde vil være langt mere værdifuldt end nok så mange midlertidige alliancer med en principielt svigefuld presse. I hvert fald indtil den dag, avisen opdager, at den ikke længere er i overensstemmelse med tilstrækkelig mange af sine læsere. For så skifter den omgående spor og retning.