0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Mediebutikken og dens kunder

Medierne former ikke den offentlige mening. De indretter sig efter den. Som andre forretninger har de delt et marked imellem sig og føjer deres publikum for at sælge deres produkt. Man holder sin avis, fordi man vil se sine opfattelser bekræftet.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Alvorsfulde chefredaktører taler inderligt om det tunge ansvar, der påhviler medierne i et demokrati, men hvis man skærer det verbale fedt af ordene, når man ind til pudlens kerne: Mediernes ansvar består i, at de er forretninger. De sælger nyheder og meninger, som andre sælger maling eller møbler. Hvis møblerne er ubehagelige at sidde i, eller hvis et søm gnaver én i enden, kan butikken godt dreje nøglen om.

De fleste har det med deres daglige nyhedsmedium som med andre varer, de køber. Smørret skal have en passende konsistens. Kødet skal være mørt. Malingen nem at arbejde med. På samme måde med en avis eller en tv-kanal:

Der må ikke være modhager. Der må ikke være noget, man kan ridse sine meninger på. En avis skal være som en burger fra McDonald’s. Ikke harsk og med afvigende smag. Læserne må ikke føle, at deres livsform og holdninger anfægtes. De ønsker en nydelig og pletfri vare.

Da enhver jo kan hævde den påstand, skal jeg illustrere med konkrete eksempler, at medierne ikke er interesseret i stort andet end at føje deres publikum og dermed sælge deres produkt.

Men først må indskydes den bemærkning, at de jo stiltiende har delt markedet imellem sig. Der er en verden til forskel på Information og Berlingske Tidende, på Ekstra Bladet og Kristeligt Dagblad, på Politiken og Jyllands-Posten. Ligesom der er folk, der køber alle deres møbler i Ikea, og andre, som kun vil sætte deres ben i Gubi. Nogen handler kun i Netto og andre kun i den tyrkiske bazar.

Faktisk repræsenterer de enkelte medier også en religion. Den daglige prædiken er den ledende artikel. Den skal ikke gøre læserne klogere på noget som helst, men kæle for de overbevisninger, de i forvejen har, og lade dem vide, at de ikke er alene i verden. Og sådan går det til, at der ifølge Berlingske Tidende sker daglige fremskridt i Irak, så folk kan rejse hjem, og at det ifølge Information går ad helvede til.

I medierne ser vi den ydre virkelighed i et spejl, vi selv har valgt. Hvordan virkeligheden er an sich, får vi ikke at vide.

For nogen tid siden følte journalisten Olav Hergel sig nødsaget til at rejse fra Berlingske Tidende til Politiken. Han kunne ikke få sine artikler trykt i Berlingske. I et interview i fagbladet Journalisten har han detaljeret forklaret, hvad der var baggrunden:

»I næsten 18 år havde jeg det fuldstændig fremragende på Berlingske Tidende og var meget privilegeret som journalist. Så kom der nogle udlændingepolitiske diskussioner med ledelsen, som spidsede til, og som afslørede, at vi var uenige politisk og redaktionelt. Chefredaktionen har en fast overbevisning om, at regeringens udlændingepolitik er den eneste rigtige, og det er klart, at de historier, jeg skrev, satte spørgsmålstegn ved regeringens udlændingepolitik. I første omgang blev tingene ikke sagt klart ... Jeg fornemmede bare, at de historier ikke var så velkomne længere«.

Nu kunne man tro, der var tale om journalistisk mimose-mentalitet. Men Berlingske Tidende laver undersøgelser, der viser, hvad deres læsere vil have. Og de vil ikke læse om flygtninge, men om fede strande, fantastiske hoteller og dyre vine, om golf og smarte biler. Og hvad læserne forlanger, leverer avisen. Det ville være økonomisk selvmord at give læserne noget, de ikke bryder sig om.

Omvendt henvender eksempelvis Politiken sig til de læsere, der vil vide mere om Mellemøsten, om offentlig kontrol af hjemvendte statsborgere fra Libanon og om forholdene for flygtninge og asylansøgere. Politiken giver et rystende billede af ulykkelige menneskers liv på asylcentrene, men ændrer jo ikke opfattelse hos én eneste af sine læsere. Forretningen Politiken er i forvejen lige så enig med sine kunder som Berlingske Tidende med sine. Man holder sin avis af omtrent samme grund, som man er medlem af et kirkesamfund: man er blandt meningsfæller.

I nyere pressehistorie findes vist kun et eksempel på, at grunden har været ved at skride under en nyheds- og meningsforretning. En forkert journalist kan man skille sig af med, men hvis man ved et uheld kommer til at ansætte en chefredaktør, der hylder en konkurrerende religion eller et konkurrerende bladkoncept, ja så er fanden løs. Det svarer til, at man kom til at ansætte Lars Larsen som direktør i Illums Bolighus.

Det skete for Jyllands-Posten, da bladet ansatte Jørgen Schleimann som chefredaktør. Jyllands-Posten gjorde det ud fra det forretningsmæssige princip, at så kunne man måske stjæle nogle frisindede læsere fra de konkurrenter, der kælede for frisindede mennesker som Jørgen Schleimann. Men allerede efter to dage viste det sig at være en grusom fejl. Jeg ved det af selvsyn, for jeg aftalte med Schleimann, at jeg skulle skrive en ledende artikel om den hadefulde holdning til fremmede. Anledningen var et overfald på en lille indvandrerpige, og lederen konkluderede, at de ansvarlige var de teoretikere, der ikke selv ville skamfere nogen, men i kraft af deres ord og holdninger beredte vejen for andres terror mod dem, der er anderledes. Underforstået: bagmændene var Søren Krarup og hans storfamilie af fætre, børn og kusiner.

Den leder gav anledning til et ramaskrig. Det var, som hvis man i Føtex havde fået salmonella-inficeret kød. Jyllands-Postens bestyrelse trådte samme dag sammen. Der kom flere hundrede læserbreve. Jeg blev fjernet som lederskribent, og kort efter fik Schleimann en fyreseddel. Han havde netop nået at forsyne avisen med et motto, der vajede som et banner i kolofonen: »Frisind er andet og mere end frisind blandt ligesindede«. Ordene blev fjernet sammen med Schleimann.

Historien illustrerer min pointe: I grunden kunne læserne lige så godt selv skrive, hvad der står i deres avis, men de har så meget andet, de skal overkomme, så af praktiske grunde har man folk ansat til det job.

Og når Jyllands-Posten og Politiken nu har slået sig sammen, er det ud fra samme logik: De kan ikke stjæle læsere fra hinanden, men spare penge i deres regnskabsafdelinger, budtjenester, trykkerier og så videre.

Læserne er på plads, og stort set bliver de på deres pladser. Den eneste trussel er gratisaviserne, men de er en anden sag og vil ikke med en ildtang røre ved forfulgte mennesker.

Da jeg engang var ansat på Jyllands-Posten, er jeg næppe den rette til at udtale mig om Muhammedkrisen, hvor ytringsfriheden blev gjort identisk med retten til at latterliggøre andres religion. Men det er absurd at tro, at der skulle være tale om et forsvar for ytringsfriheden. Jyllands-Postens nuværende bestyrelsesformand er bladets tidligere chefredaktør, og dengang skrev han i en ledende artikel om Jens Jørgen Thorsens erigerede gavl-maleri på Birkerød Station: »Trafikministeren har vist både fornuft og mod til at forlange smøreriet fjernet, selv om han kan forvente nye råb om grundlov og censur«.

Chefredaktøren mente selvsagt hverken det ene eller det andet. Han indrettede sig efter læsernes ønsker – og fjernede for resten også en bagsideredaktør, der under pavens besøg var kommet til at skrive en klumme, hvori en sommerlig hedebølge blev hyldet med ordene: »Lad os alle bade«. Det gav jo ingen oplagsfremgang at genere kristne læsere, så væk med den bagsideredaktør.

Så meget om Muhammedkrisen, for det fremgik jo tydeligt af abonnementsl