0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Diplomaktivisme - en synlig udenrigspolitik

Udenrigspolitik er blevet for vigtig til at overlade til Udenrigsministeriet.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Det danske udenrigsministerium og den danske udenrigstjeneste er i en identitetskrise.

Flere og flere udenrigspolitiske emner overtages af de andre ministerier. Statsministeriet har nærmest opbygget sin egen udenrigstjeneste i konkurrence med Udenrigsministeriet. Sundhedsministeriet tager sig af de globale sundhedsepidemier. Miljøministeriet tager sig af flere og flere internationale miljøpolitiske udfordringer. Og Forsvarsministeriet har for alvor trængt sig ind på den udenrigspolitiske arena med det stigende fokus på terror og sikkerhed og med indsatsen i Afghanistan og i Irak, hvor militæret involverer sig i både genopbygning og udvikling.

Det er en del af den virkelighed, Udenrigsministeriet står over for. Og det giver meget mening. Når det gælder globale offentlige goder som et rent miljø, en høj sikkerhed eller fravær af grænseoverskridende sygdomsepidemier, er det afgørende, at indsatsen i Danmark hænger tæt sammen med indsatsen i EU og med indsatsen i verden. Vi skal have globaliseret centraladministrationen, og det er præcis det, der er ved at ske. Det vil sikre større faglighed og en bredere forankring af udenrigspolitikken i det danske samfund.

Men det efterlader Udenrigsministeriet svækket og udsultet, og det gør det svært at udvikle en særlig og samlet dansk profil. Samtidig æder EU sig – på trods af at de udvidede udenrigspolitiske beføjelser i forfatningstraktaten ikke blev vedtaget – ind på de nationale udenrigspolitiske områder.

Også på en række andre området er Udenrigsministeriet i krise. Når det gælder udviklingsbistanden, går tendensen stærkt i retning af harmonisering og budgetstøtte, hvor donorlandene puljer deres bidrag og samlet overfører pengene til de lande, der har gjort sig fortjent til det. Der bliver mindre og mindre plads til en selvstændig dansk profil. Den tid, da danskerne selv tog verden rundt og uddelte gaver, byggede skoler og gravede brønde, er heldigvis ved at være forbi. Ulandene får i stigende grad selv ansvar for indsatsen. Donorerne og Danmark bliver mere og mere usynlige. Det rammer udenrigstjenesten på et af de områder, hvor profilen har været mest markant.

Tilsvarende er Udenrigsministeriets rolle og placering inden for eksportfremme blevet svækket. Det gælder ikke mindst efter Muhammedkrisen, hvor danske virksomheder for alvor indså, at det ikke var snedigt at læne sig for tæt op ad den danske regering i deres markedsføring. Det gjorde dem sårbare, og der opstod markante brudflader mellem den udenrigspolitiske linje, som Danmark førte, og den, som virksomhederne ønskede. ’Made in Denmark’ blev et meget broget og blandet brand. Det har også sat Udenrigsministeriets indsats for dansk kultureksport i en vanskelig situation.

Miljøpolitikken, som tidligere gav Danmark og Udenrigsministeriet en markant international profil, er også blevet svækket. Den markante støtte fra VK-regeringen og fra statsminister Anders Fogh Rasmussen til Bjørn Lomborgs kritik af miljø- og klimapolitikken skabte forundring og forvirring blandt Danmarks traditionelle meningsfæller. Det har, sammen med nedskæringerne inden for miljøindsatsen, svækket Danmarks traditionelle stærke udenrigspolitiske profil på miljøområdet.

Nedskæringerne af miljø- og udviklingsbistanden har samtidig fjernet ministeriet fra sine traditionelle støtter i det danske samfund. Der er blevet mindre samarbejde og flere sammenstød – og det har igen svækket Udenrigsministeriets placering. Ministeriet er ganske enkelt for lille til at sikre en stærk udenrigspolitisk placering uden et tæt samspil med danske universiteter, institutioner og organisationer. Og det samspil har haltet gevaldigt de sidste år.

Samlet har den udvikling efterladt det danske Udenrigsministerium i en markant identitetskrise. En logisk konsekvens ville være at mindske Udenrigsministeriets størrelse og indflydelse og satse på en styrket indsats gennem Statsministeriet, sektorministerierne og videre gennem EU. Og på nogle områder giver det mening. Der er ingen vej uden om et stærkere udenrigspolitisk engagement i EU og igennem EU. Men på andre områder skal Udenrigsministeriet og Danmark generobre en stærk og selvstændig placering. Det er derfor, udenrigsministeren har nedsat et rådgivende panel om globalisering. Det er på den baggrund, at statsministerens helt rigtige efterlysning af en mere aktivistisk udenrigspolitisk linje skal ses.

Hvordan vi skaber en mere aktivistisk udenrigspolitik er dog sværere at se fra udmeldingerne. Svaret findes ikke i Irak eller Afghanistan. Svaret skal findes i det, jeg kalder diplomaktivisme. Samspillet mellem diplomati og aktivisme. Og skal det lykkes, kræver det tre ting: specialisering, sammenhæng og samarbejde.

Det vigtigste er en nærmest eksistentiel erkendelse af, at Udenrigsministeriet ikke selv kan genskabe en aktiv dansk udenrigspolitik. Det er en illusion at tro, at Danmark gennem klassiske udenrigspolitiske dyder og ambassader kan opnå indflydelse på fjerne lande som Kina og Israel. Det kan vi ikke. Vi kommer ikke langt med et traditionelt udenrigspolitisk ’udbud’. En selvstændig dansk udenrigspolitik kan kun overleve, hvis der er ’efterspørgsel’. Og det kræver, at vi i udenrigspolitikken specialiserer os i få emner, som vi bliver rigtig gode til.

Der er efter min mening to gode bud på denne specialisering. Det ene og oplagte er miljøområdet. Her er der markante muligheder i en verden, hvor en stærkere miljøindsats bliver mere og mere påtrængende. Og her har Danmark haft en markant placering. Kombinationen af et stærkt hjemmemarked, hvor miljøpolitikken var helt i front, en stærk udenrigspolitisk linje i de internationale miljøforhandlinger – fra Rio til Kyoto – og et stort økonomisk bidrag gennem den særlige miljøpulje satte sig afgørende spor. Miljøbistanden var et område, hvor Danmark kunne noget og ville noget. Den blev et markant eksempel på dansk systemeksport. Som det blev konkluderet i en evaluering af miljøbistanden til Sydøstasien i perioden 1994-2000, så var »Danmarks stemme blevet hørt klart og tydeligt, og der var sket klare miljøforbedringer«. Lignende flotte anmærkninger fik indsatsen i andre regioner. Og efterspørgslen begyndte at melde sig. Der var bud efter det danske miljøspeciale.

Den position skal vi generobre. Og der er gode tegn på, at regeringen er ved at vende tilbage. Da statsministeren for nylig holdt tale til ASEM-topmødet mellem Europa og Asien var emnet ikke sikkerhed og terrortrusler, men energieffektivitet og energipolitik. Den tale markerer sammen med regeringens nye energihandlingsplan og miljøministerens gode indsats i klimaforhandlingerne et modigt vendepunkt. Efter talen henvendte flere af de asiatiske lande sig. Efterspørgslen meldte sig.

Det andet område, hvor Danmark kunne sætte markante spor, er inden for spændingsfeltet mellem menneskerettigheder og demokrati. Her har Danmark også engageret sig i modige initiativer – med kampen mod apartheid som et tidligt eksempel. Det var i høj grad danskere, der var arkitekterne bag demokratiserings- og decentraliseringsreformerne i fjerne lande som Uganda, Nicaragua og Nepal – initiativer, der skabte efterspørgsel efter øget dansk engagement. Danmark har hjulpet med alt fra at registrere vælgere i Nepal, til at sende gennemsigtige valgurner til Ghana, så vælgerne selv kunne tjekke, at der ikke blev snydt. Danmark har støttet modige og markante menneskerettighedsprogrammer i lande som Kenya og i Mellemamerika. Og den nu nedlagte Demokratifond var med til at engagere brede dele af det danske samfund i indsatsen.

Dertil kom også her et stærkt engagement i den internationale demokratidebat og i menneskerettighedsforhandlinger og -konventioner. Det er en linje, som desværre er svækket, fordi flygtninge- og indvandrerdebatten har skabt skel mellem vores udenrigspolitiske ambitioner og den indenrigspolitiske virkelighed. Der har i de sidste år været flere eksempler på, at Danmark har været i konflikt med internationale konventioner end på, at vi har medvirket til at styrke de internationale konventioner på menneskerettighedsområdet. I stedet for at blive dømt skal vi igen blive dynamo for opbygningen af en international retsorden. Det er her, pointen om sammenhæng kommer ind.

Vi opnår kun udenrigspolitiske resultater, hvis de bunder i en indenrigspolitisk virkelighed. Det er ikke tilfældigt, at både regeringen og Socialdemokraterne de sidste år har brugt ordet ’sikkerhed’, mere end de har brugt ordet ’rettighed’ i udenrigspolitiske udspil, for kun sikkerheden kan forene den indenrigspolitiske og udenrigspolitiske linje. Det kan rettighederne ikke. Men også her er der spæde tegn på, at vi nærmer os et vendepunkt. Mest opmuntrende er udenrigsministerens klare kritik af Guantánamobasen, og den flotte danske indsats for at få etableret FN’s Menneskerettighedsråd. Hvis vi vil, kan Danmark her genskabe en markant og synlig udenrigspolitisk linje. Men sammenhængen mellem ude og hjemme skal genskabes.

De to områder – miljø og menneskerettigheder/demokrati – er de bedste bud på den danske specialisering. Vi bliver aldrig førende, når det gælder indsatsen inden for emner som sikkerhedspolitik, fredsbevarelse, uddannelse, hiv/aids, vejbygning, vand, investeringer eller industri. På de områder kan og skal vi bidrage, men det er ikke områder, hvor vi kan komme i front. Det er derimod miljø og menneskerettigheder/demokrati. Og det er langt vigtigere, at vi specialiserer os fagligt i få emner, end at vi koncentrerer bistandspolitikken om få lande. Man kunne endda overveje at droppe hovedsamarbejdslandene i dansk udviklingsbistand til gengæld for en stærkere og tværgående specialisering i få emner. Skal vi klare os i en stadig mere konkurrencepræget globalisering, må vi genopbygge en stærk dansk profil.

Den næste nødvendige erkendelse er, at udenrigspolitikken er for vigtig til at overlade til Udenrigsministeriet. Erfaringerne fra mange små lande viser, at udenrigspolitisk succes afhænger af et tæt samspil mellem mange nationale aktører. Det var også kernen i den tidligere danske succes på miljøområdet, hvor der opstod et tæt samspil mellem Miljøministeriet, virksomhederne, forskningsinstitutionerne og de grønne organisationer.

Tilsvarende skal Udenrigsministeriet i langt tættere kropskontakt med danske virksomheder, ministerier, universiteter og forskningsinstitutioner og med de folkelige organisationer. Der skal en samlet og koordineret indsats til. Det kan de i Norge. Når Etiopien og Eritrea er ved at gå i krig, sætter vores nordiske brødre straks ind med en koordineret indsats mellem Udenrigsministeriet og de folkelige organisationer. Regeringen presser regeringen i Etiopien. De folkelige organisationer går i dialog med de stærke kirker i Etiopien og Eritrea og med andre meningsdannere. Det samme sker i Palæstina, Sri Lanka og mange andre steder, hvor den norske specialisering i fred og forsoning kombineret med samarbejdet mellem mange aktører har sat sig spor. Det er diplomaktivisme.

I Danmark er Udenrigsministeriet stadig alt for præget af diskretion og klassisk diplomati. Det kommer man ikke langt med i en verden, hvor forandringerne ofte skabes uden for forhandlingslokalerne, hvor folkestrømninger kan ændre sig på få timer, og hvor information og brede netværk er afgørende. Det kan ikke mindst ærgre, at Udenrigsministeriet ikke har forsøgt at engagere og informere det brede udenrigspolitiske bagland i forbindelse med indsatsen i FN’s Sikkerhedsråd. Her er gode muligheder gået tabt.

Netop inden for miljø og demokrati/menneskerettigheder er samspillet mellem samfundets mange lag afgørende. En stærk miljøindsats kræver både, at regeringerne i verdens fattige lande ændrer politik og prioriteringer, og i lige så høj grad at grønne virksomheder og miljøorganisationer i landene presser på og arbejder med.

Det samme gælder i høj grad for demokrati og menneskerettigheder. Det er ikke nok at gennemføre en decentralisering i Nepal og give de enkelte lokalregeringer mere magt og flere penge, hvis der ikke er et stærkt civilsamfund, der holder øje med, at lokalregeringen bruger magten og pengene rigtigt. Demokrati skal komme nedefra gennem folkeligt engagement. Det er essensen i rettighedsbaseret udviklingspolitik. Der skal være nogen, der brokker sig og banker på borgmesterens dør.

Hvis en ny strategi med diplomaktivisme skal lykkes, er det derfor nødvendigt, at regeringen og ikke mindst Udenrigsministeriet skaber et langt stærkere udenrigspolitisk samarbejde med et bredt dansk bagland. Står vi sammen, kan vi gungre – en smule i hvert fald. Diskretion og diplomati skal afløses af åbenhed og aktivisme – og af et tæt samarbejde mellem ministerier, virksomheder, forskningsinstitutioner og folkelige organisationer. Udenrigsministeriet skal blive den centrale kraft, der i Danmark koordinerer, diskuterer og informerer i brede udenrigspolitiske satsninger. Det kræver en kulturændring, en bevidst strategi, og det kræver, at ministeriet bliver langt bedre til både at uddelegere og inddrage. Fra en naturlig magtposition skal Udenrigsministeriet nu bevise sin nytteværdi – både i forhold til andre ministerier og i forhold til alle udenrigspolitiske aktører. Lykkes det, vil der blive efterspørgsel efter ministeriet – og efter en dansk udenrigspolitisk indsats.

Diplomaktivisme er den eneste måde, hvorpå Danmark kan genskabe en stærk udenrigspolitisk vision og indsats. Specialisering i få emner, sammenhæng mellem indenrigspolitik og udenrigspolitik og samarbejde med mange aktører. Det er opskriften på en stærk og synlig udenrigspolitik i småstaten Danmark.