Verden har ændret sig, siden Den Internationale Valutafond, IMF, blev til for over 60 år siden i skyggen af Anden Verdenskrig.

Langt flere lande spiller i dag en central rolle for den verdensøkonomiske udvikling, og de internationale kapitalbevægelser er mangedoblet. Stigende integration af økonomierne har ført til øget velstand og nye muligheder, men også risici. Med globaliseringen er fulgt store betalingsubalancer mellem toneangivende økonomier. Med et underskud på 6 1/2 procent af BNP lægger USA nu beslag på 70 procent af den globale opsparing. IMF har løbende tilpasset sig de internationale økonomiske udfordringer. Nogle gange i kølvandet på kriser såsom efter den snart 10 år gamle krise i Asien, der førte til en stærkt påkrævet åbenhed omkring IMF. Andre gange sker tilpasning under gode tider, som vi er vidner til i disse år med rekordstor global vækst og få lande med behov for lån. Globaliseringen sætter ikke kun dagsordenen for den internationale økonomiske udvikling her i det 21. århundrede, men også for det internationale økonomiske samarbejde. Det gælder også IMF’s opgaver og medlemslandenes repræsentation i de styrende organer. I Singapore var Danmark derfor med til at sikre, at IMF tilpasser sig globaliseringens udfordringer. Det skal ske gennem en større reform af landenes repræsentation i IMF og fokus på IMF’s makroøkonomiske og finansielle overvågning på tværs af landegrænser. Økonomiske og finansielle kriser kan ikke undgås, men man skal forsikre sig bedst muligt imod dem. IMF blev oprettet med det formål at fremme handel og økonomisk vækst og undgå fejltagelserne fra 1930’ernes dybe depression. IMF’s opgaver var og er tredelte: 1) at overvåge og rådgive om økonomiske forhold, 2) at yde kortsigtede lån til lande med betalingsbalanceproblemer, samt 3) at yde såkaldt teknisk assistance, dvs. ekspertrådgivning, til medlemmernes økonomisk-politiske institutioner. I udgangspunktet blev landenes valutaer knyttet sammen i et fastkurssystem, og stabiliteten blev understøttet af muligheden for finansiel assistance. Korte stabiliseringslån kom således i højsædet. Men i starten af 1970’erne brød det globale fastkurssystem sammen. Dermed var også industrilandenes lånebehov på retur. IMF’s ’lånekunder’ blev efterhånden i stedet vækstøkonomierne i Europa, Asien og Latinamerika samt de fattigste lande, hvor mange afrikanske lande blev selvstændige og derefter medlemmer af IMF. Kun 3 af IMF’s oprindelige 40 medlemmer var fra Afrika, mens samtlige 53 lande i Afrika var kommet med i IMF i 1990. Nu har også vækstøkonomierne vokset sig store, og behovet for nye lån fra IMF er stærkt begrænset. De fattigste lande har stadig brug for bistand, men gældslettelsesinitiativet indebærer en væsentlig lavere gældsætning til IMF. Indtil videre har IMF eftergivet gælden til 22 af de fattigste og mest forgældede lande, og mange flere lande kan kvalificere sig til gældseftergivelse. Dertil kommer, at IMF aldrig har været den væsentligste långiver til de fattigste lande og heller ikke skal være det. IMF er ikke en bistandsorganisation. Langsigtet långivning med henblik på udvikling af de fattigste lande er først og fremmest en opgave for IMF’s søsterorganisation, Verdensbanken. Alt i alt beløber IMF’s udlån sig nu til 28 milliarder dollar eller cirka 165 milliarder kroner, mens beløbet var næsten fem gange højere for fire år siden. Gennem det seneste årti har bl.a. Rusland, Argentina og Brasilien været blandt de store låntagere, men de har nu tilbagebetalt deres lån. Mange andre lande har fulgt trop, ikke mindst i Asien. Hvis man kun forbinder IMF med långivning i krisesituationer, kunne man synes, at IMF’s rolle er udspillet. Men en hovedrolle for IMF er at bidrage til, at landene ikke kommer i økonomisk uføre – at forebygge kriser frem for ’blot’ at løse dem. Hertil kommer, at globaliseringen skaber nye udfordringer og muligheder, som øger behovet for velfungerende multilaterale institutioner som IMF. Øget samhandel og integration af økonomierne øger smittevirkninger på tværs af landegrænser og dermed fordelene ved samarbejde frem for egenrådighed. Tilslutningen til IMF er da også rekordhøj med 184 medlemmer – kun overgået af FN’s 192 medlemslande. Men IMF’s medlemslande indskyder et ’medlemsbidrag’ i form af en såkaldt kvote, og alle vil gerne have noget for pengene. Gerne mere end muligheden for lån, når der alligevel – og som regel uforudsigeligt hvornår – igen opstår en krise i verdensøkonomien. For industrilandene er problemstillingen ikke ny. Den globale dagsorden har gennem lang tid været mere afgørende end godbidder til de enkelte lande. Den overordnede verdensøkonomiske udvikling skal være i fokus i IMF, hvilket bl.a. de nuværende globale ubalancer og tilbagevendende diskussioner mellem USA og Kina om Kinas vareeksport og fastkurspolitik viser behovet for. Økonomisk stabilitet i verden og i de enkelte lande er i højsædet for industrilandene, hvilket også er det overordnede mål for IMF. En økonomisk krise kan hurtigt sprede sig i en globaliseret verden, hvilket den finansielle krise i Asien i 1997/98 viste med al ønskelig tydelighed. Men gennem de seneste år er dagsordenen blevet sat af de syv store industrilande i G7. Det var også G7, der først nåede til principiel enighed om gældseftergivelsen til de fattigste lande, selv om den i sidste ende skulle finansieres af alle medlemmerne af de internationale finansielle organisationer. For industrilandene må hovedinteressen være, at IMF med sine 184 medlemslande i langt højere grad bidrager til at fremme stabilitet i verdensøkonomien og løse globale problemstillinger. For vækstøkonomierne og ikke mindst de asiatiske lande betyder det mindre behov for lån og den høje økonomiske vækst, at deres interesser peger i den samme retning som industrilandenes. Med vækst bør også følge et øget ansvar for verdensøkonomien, ikke mindst for store økonomier som Kina og Indien. Men mange asiatiske lande har formentlig stadig et traume i forhold til IMF, fordi de fandt IMF’s indsats ved den finansielle krise i 1997/1998 forfejlet – uanset at man skal være varsom med at klandre lægen for alle sine genvordigheder. Interessen for vækstøkonomierne er derfor at få mere indflydelse på Valutafonden og derefter i sidste ende på de globale økonomiske spørgsmål. For de fattigste lande har behovet desværre ikke ændret sig markant. Landene har fortsat brug for bistand, men typisk ikke de kortsigtede stabilitetslån, som er IMF’s opgave. Alligevel spiller IMF en vigtig rolle, bl.a. ved at rådgive om makroøkonomiske forhold og at yde teknisk bistand til opbygning af sunde økonomisk-politiske institutioner. IMF hjælper disse lande med at håndtere de makroøkonomiske udfordringer forbundet med FN’s 2015-mål – om bl.a. nedbringelse af fattigdom og sygdom i de fattigste lande. IMF hjælper således med f.eks. håndtering af den stigende udviklingsbistand og styring af gældsudviklingen. For de fattigste lande er det derfor vigtigt at blive hørt i IMF og at have indflydelse på beslutninger, der i høj grad påvirker hverdagen for klodens fattigste. Gennem tiderne har kritikken af IMF været markant, f.eks. hvad angår IMF’s rolle i de asiatiske lande og i de fattigste lande. Og de kritiske lande har tilbagevendende bedt om mere indflydelse i IMF. I september valgte IMF’s medlemmer klart at bakke op om en reformering af IMF ved årsmøderne i Singapore. Danmarks støtte kommer næppe som en overraskelse. Det er velkendt, at små lande er mere afhængige af et åbent og demokratisk samarbejde end større lande. Medlemslandenes valg er en erkendelse af, at globaliseringen betyder, at alle lande er blevet meget afhængige af hinanden. Det er den type interesser, der bedst kan varetages af en verdensdækkende organisation som IMF, som alle har indflydelse på. I Singapore var Danmark med til at tildele højere kvoter og dermed højere stemmevægt i IMF til Kina, Korea, Tyrkiet og Mexico, som efter alle målestokke er klart underrepræsenteret. Den økonomiske vækst blev udmøntet i højere indflydelse. Beslutningerne i Singapore var kun et første skridt for at sikre en mere rimelig fordeling af indflydelsen i IMF, idet en samtidig vedtaget toårsplan skal føre til flere justeringer af landenes stemmevægte og en modernisering af beregningsgrundlaget. Der er enighed om at styrke de fattigste landes repræsentation i IMF. Mange fattige lande har haft en så lav økonomisk vækst, at en umiddelbar tilpasning af stemmevægtene i IMF på grundlag af økonomisk størrelse ville indebære færre stemmer. Men der var enighed om at finde andre veje til at forbedre mulighederne for, at også disse landes repræsentanter bliver hørt. Lige så vigtigt var bekræftelse i Singapore af, at IMF’s medlemslande foretrækker kriseforebyggelse frem for kriselån. Der er behov for en styrkelse af IMF’s makroøkonomiske og finansielle overvågning af verdensøkonomien og de enkelte medlemslande. Hverken en forringelse eller status quo er godt nok, ikke kun fordi der er en latent risiko for nye økonomiske og finansielle kriser, hvilket ofte glemmes i gunstige tider, men også fordi globaliseringen i sig selv har styrket behovet for en global håndtering af de økonomisk-politiske udfordringer. Som et konkret eksempel på den nye kurs, er IMF’s administrerende direktør, Rodrigo de Rato, nu i gang med at foretage ’multilaterale konsultationer’, hvor IMF i et forsøg på at bidrage til løsning af de globale ubalancer i verdensøkonomien afholder møder med euroområdet, USA, Kina, Japan og Saudi-Arabien. Der er selvsagt ikke garanti for, at konsultationerne løser de globale ubalancer – ligesom de regelmæssige møder i G7 ikke har kunnet det – men dialog er det første skridt. Konsultationerne bidrager til, at IMF får en mere central rolle i kampen om at sikre den globale økonomiske og finansielle stabilitet. For et lille land som Danmark er det positivt, at også de toneangivende lande i bl.a. G7 og G20 har bakket op om de multilaterale konsultationer, og at de finder sted med IMF i førersædet. Globaliseringen styrker behovet for et velfungerende internationalt økonomisk-politisk samarbejde. Og allerede IMF’s grundlæggere, John Maynard Keynes fra England og Harry Dexter White fra USA, forstod til fulde gevinsterne for verdensøkonomien ved at tackle udfordringerne i fællesskab. Mellemkrigsårenes konkurrerende devalueringer og handelsrestriktioner var ikke til gavn for nogen. Et multilateralt samarbejde kan få alle parter til at se ud over egne snævre kortsigtede interesser til alles bedste. Men det kræver, at alle medlemmer også vurderer, at de har indflydelse på IMF. Foran ligger der et stort arbejde med at gennemføre reformerne af IMF over de næste to år. Dette arbejde vil være afgørende for, at IMF kan videreudvikle sin betydning for alle medlemslande og effektivt forfølge sit vigtigste mål: sund økonomisk vækst og stabilitet i en globaliseret verden.