Umberto Ecos seneste roman, ’Dronning Loannas mystiske flamme’, er hovedpersonen en antikvarboghandler, som efter et slagtilfælde med efterfølgende hukommelsestab rekonstruerer sin barndom og baggrund ved at gennemgå familiens sommerhus’ beholdning af underholdningslekture. Hovedpersonen, som forunderligt nok synes at være jævnaldrende med forfatteren Umberto Eco, voksede op som barn og skoledreng under den italienske fascisme. På den tid havde man virkelig ambitioner om at skabe en endelig og definitiv kanon, der indeholdt både klassiske og moderne italienske værker, der alle bestyrkede den italienske befolkning i at tilhøre et romersk herrefolk og i, at de levede i den bedste af alle verdener, styret af Il Duce, Benito Mussolini. Det italienske styre var i modsætning til det nazistiske tyske heldigvis ikke fuldkomment med hensyn til at lukke al fremmed og anderledes kultur ude af fascismens fæstning. I hvert fald ikke før Anden Verdenskrig brød ud og definitivt murede Mussolinis Italien inde bag en vold af propaganda og beredskab. Tværtimod, skriver Eco, var det endnu muligt i slutningen af 1930’erne at underholde sig med amerikanske tegneserier og det, vi i dag kalder pulp fiction. »Det var helt klart, at jeg i disse sprogligt ubehjælpsomme hæfter stiftede bekendtskab med helte, der var anderledes end dem, som den officielle kultur havde vist mig, og måske var det også i disse tegninger, med de vulgære (men meget hypnotiske!) farver, at jeg var blevet indviet i et andet syn på godt og ondt«. Faktisk er konklusionen i hele denne mageløse bog, at den underholdende understrøm af populærlitteratur meget mere gestaltede et demokratisk samfundssyn end den anerkendte officielle kanon. Et eller andet sted synes underholdning at være mere demokratisk anlagt end den såkaldte lødige finlitteratur, som et konservativt samfund ønsker at positionere sig med i en bestemt retning. Ikke at fascismens Italien på nogen måder ligner det demokratiske Danmark anno 2006. Alligevel er en officiel kanon altid et ideologisk statement, som ikke kan sige sig fri for at ville styre befolkningens kulturopfattelse og dermed selvforståelse. Hvad enten man, som Brian Mikkelsen, tilsyneladende mener, at kanonen er en del af hans neokonservative kulturkamp, eller man som den mere sympatiske Jørn Lund blot mener, at en kanon skal være et forslag til god litteratur, og en slags debatoplæg om, hvad der skal læses i skoler og hjem, så er en kanon en decideret rettesnor: En dannelsens rettesnor og en lodret politisk ordre. Det skal I læse, fordi det er godt for jer. Og hvis I samtidig føler jer mere danske, gør det ikke noget – tværtimod. Men den egentlige underholdningslitteratur er international. Den har, som Umberto Eco understreger i sin fabelagtige roman, altid en anarkistisk kerne, der siger, at du kan godt slæbe mig hen til Martin A. Hansens ’Løgneren’, men det er ikke sikkert, at jeg vil dyrke den. Derimod, når jeg ligger under dynen i mit soveværelse, med min stavlygte som eneste lyskilde, er det Jens Lyn, Sam Spade, Philip Marlowe, Sherlock Holmes, V.I. Warshawski, som får mig til at hengive mig til den litterære læselyst – frivilligt. Underholdningslitteratur er nemlig, når den er bedst, som appelsiner. Det er meget muligt, at de indeholder antioxidanter, vitaminer og andre nyttige sager, men man spiser dem først og fremmest, fordi de er så uendelig fantastisk orange og smager dejligt. At de så er sunde, er en sidegevinst. Og så kommer de fra udlandet. Hvilket ikke gør noget, for FN begynder i børneværelset. Børn læser aldrig nationalt. De læser gode historier og i ordets bedste betydning helt og aldeles grænseoverskridende. Spørg bare J.K. Rowling og hendes Harry Potter, som læses på alle sprog af børn og barnlige sjæle. Børn skelner ikke mellem litteratur, som giver dem noget ud over det tidsfordrivende og underholdende, og den, som erkendelsesmæssigt rykker bevidstheden op på et højere hegelsk niveau. Denne åndens dialektiske skelnen mellem underholdning og erkendelse er kunstig. Den er, som så meget andet, et barn af 1700-tallets europæiske oplysningstænkning, som så gerne ville underholde opbyggeligt og didaktisk. »At gavne og fornøje, hold stedse det for øje«, som vor landsmand Johan Hermann Wessel digtede ud fra gamle Horats’ poetik. Men det at fornøje bliver alt for ofte og især efter 1800-tallets nationalromantik fortrængt på bekostning af en eller anden gavnlig opdragelse af individet. Den geniale Charles Dickens er på mange måder den sidste store forfatter, som forbinder disse to strømme, nemlig både at underholde sublimt og blotlægge en social erkendelse af tingenes grimme tilstand. Men når gammeldags litterater skal forklare Dickens’ storhed, er det ikke hans lune, humor og ekstreme måde at skrive på, der placerer ham i verdenslitteraturens Panteon. Det er hans sociale indignation og eksistentialistiske motivkreds samt hans præcise analyse af det storborgerlige samfund i England. Siden hen og langt op i vort århundrede skilles vandene for at give plads til en art litterær klassekamp; den skjulte kanon lever videre, formuleret af den herskende klasse og dens akademikere. Selv om der unikt for den danske udvikling i så henseende i slutningen af 1800-tallet opstår noget, der hedder skolelærerlitteratur, bliver det med Karl Marx’ gamle devise, at de herskendes meninger er de herskende meninger. Eller sig mig, hvad du læser, og jeg skal fortælle dig, hvor i samfundet du hører hjemme. I hvert fald når du forlader barnekammeret. Men meget af den litteratur, som var fin i fortiden, ’Ivanhoe’, ’De tre musketerer’, ’Jorden rundt i 80 dage’ og ’Gøngehøvdingen’, endte inde i drengeværelsets reol fra Ikea. Ikke fordi den var fin, men fordi den var underholdende, spændende og medrivende. Var der passager, som enten var upassende erotiske eller decideret kedelige, blev de skåret væk og smidt på bålet. Således er det meget få danskere, som egentlig har læst hele J.F. Coopers ’Den sidste mohikaner’, og det skal de nok ikke være kede af. I mange af ungdomsudgaverne af Cooper er langstrakte naturbeskrivelser og alenlang civilisationskritik med nænsom, men fast hånd strøget. Man må ikke glemme, at mange forfattere i gamle dage blev betalt per ord, når de skrev til aviser og forlag. Når Alexandre Dumas beskrev en af sine adelsmænd, nævnte han hver gang alle hans titler og navne og lod ham hakke, stønne og sågar stamme. På den måde forhøjede han sin egen gage. Og strakte spændingen til det yderste. Heldigvis var der i fortidens ungdomskultur tilbage fra 1950’erne og til 1970’erne et fænomen ved navn Illustrerede Klassikere. Her gengav man de kanoniske fortællinger i letfordøjelig form – fra ’Odysseen’ over ’Hamlet’ til ’Jane Eyre’ og ’Klodernes kamp’. Pædagoger var selvfølgelig bange for, at denne listige og gustne tegneserie – tegneserier var jo det store dyr i enhver pædagogs åbenbaring – ville lokke nogle ubefæstede sjæle i det fordærv ikke at læse originalen. Alt tyder imidlertid på, at der skete det modsatte. Unge mennesker fik lyst til at læse originalen. Ikke altid, men oftere end de bekymrede pædagoger troede. Der er ikke tvivl om, at netop denne serie på mange måder reddede de store klassikere fra at gå i glemmebogen og ende på De Døde Bøgers Bibliotek. Sagen er jo ofte, at læselysten også for akademikere og intellektuelle begynder i et hjørne og derefter bevæger sig over i et andet. Forstået på den måde, at en børneudgave af ’Iliaden’ har skabt flere klassiske filologer, end den har skræmt unge væk fra den antikke litteratur. Kim Larsen fortæller i Anders Østergaards fremragende portrætfilm om gruppen Gasolin’, hvorledes han blev inspireret af den græske sagnhelt fra Ithaca. Ikke sådan som han fremstår hos Homer på oldgræsk, næh, for Larsen blev Odysseus virkeliggjort i Kirk Douglas’ seje skikkelse i den italienske filmudgave fra 1955, instrueret af Mario Camerini. Kulturens veje er altid uransagelige. Der er næppe heller den litteraturprofessor, som kan sige sig fri for at have frydet sig over et godt stykke underholdningslitteratur, som ikke stod på universitetets pensum. For denne artikels forfattere er en drengehelt som Peder Most en guide til den store litteratur med og uden palmer, sydhavsøer, sørøvere og letpåklædte damer. I Peders skikkelse mødte man imperialismen i sensationel form, og læseren iagttog, hvordan den solgte våben til de stakkels boere, der satte sig op imod englænderne i Sydafrika, og hvordan han kunne blive hvid konge på en endnu ikke kortlagt ø syd for Bali. På samme måde var det den hårdkogte krimi, repræsenteret af forfattere som Dashiell Hammett og Raymond Chandler, som smittede de fleste europæere med deres kærlighed til USA’s noir. Det var New Yorks skyskrabere, Los Angeles’ boulevarder, San Franciscos gader, som man kendte og elskede i højere grad end Frederiksberg Allé og Amagerbrogade. For slet ikke at tale om den forunderlige, mærkelige forfatter ved navn Morten Korch, bandlyst i 1950’erne på linje med porno og pigtrådsmusik, der forvandlede Danmark i almindelighed og Fyn i særdeleshed til et Fortabt Paradis, hvor folk var dus med himlens fugle og skovens grønne træer, og skurke var bankmænd med bøse blikke og storbyadvokater med charmeklud og ondt i sinde. Den danske kvinde hed Inge, Ellen og Grethe og levede op til Johs. V. Jensens ord om, at milde kvinder har mere magt end de stærke. Danske mænd hedder Lars, Ole og Søren, er tavse, men stolte og trofaste og har en god appetit. Derfor er angsten for, at dårlig litteratur korrumperer, vildt overdrevet. Som Morten Korch ikke har skabt særlig mange fynske fascister, der går ind for blod og stikkelsbær, således har Harry Potter ej heller produceret specielt mange satanister rundt omkring i verdens børnehaver. Tværtimod kunne man sige lidt provokerende, at den såkaldte anerkendte litteratur er farlig i en vis forstand. Danmarks mest anerkendte roman, ’Kongens fald’ af førnævnte Jensen, er jo ikke just en hyldest til tolerance og andre demokratiske værdier. Ligesom Karen Blixens værker ikke ligefrem accentuerer velfærdssamfundets ideologi og omsorgspligter. Det er fantastisk, at når det kommer til folkelig underholdningslitteratur, så bliver de mest mærkelige mennesker til hardcore ideologikritikere eller tempelriddere i et eller andet diffust korstog for den såkaldt gode smag. I virkeligheden gør man litteraturen en bjørnetjeneste ved at gøre den til lektier. Okay, alle kanonister siger, at deres rettesnor bare er en vejledning. Ikke desto mindre står der på skrift, at disse bøger er væsentlige for den danske selvforståelse. Men hvem siger, at litteratur overhovedet kan meget andet end underholde? Eller skal? Det kan hænde, at James Joyces ’Ulysses’ er et fantastisk litterært kunstværk og banebrydende i sin form, men hvis ikke fortællingen om Leopold Blooms lange dag i Dublin i 1904 også var eminent morsom og medrivende, ville endnu færre uden for litteraturinstitutternes snævre kreds have læst den. Der er så at sige ingen af verdenslitteraturens hovedværker, som kunne klare sig alene på grund af den kunstneriske form og teoretisk erkendelse. Medmindre man mener, at verdens største slægtsroman er telefonbogen. Vi mener – kort sagt – at skellet mellem underholdning og erkendelse er falsk. Du erkender noget, også når du griner, græder eller river dig i håret. Og underholdning er til gengæld aldrig rigtig harmløs – på papiret i alle fald. Til gengæld er underholdning altid væsentligt. Fordi livet er for kort til at kede sig. Hvor mange har eksempelvis ikke fået Herman Bang galt i halsen, fordi de i en alt for tidlig alder skulle tage stilling til, om nu Katinka Bay skulle forlade sin mand eller leve videre ’Ved vejen’? Hvor mange stakkels kvinder er ikke blevet trukket gennem Jørgen Steins uendelig ligegyldige meritter som provinsstudent i storbyen i de brølende 20’ere i en roman, hvor dette spændende årtis musik blev spillet på en kedelig blokfløjte? Og det er nok også derfor, at stort set ingen længere læser Paludans monstrøse dannelsesroman. Den er ganske enkelt røvkedelig. Til gengæld er der dømt retro for Flemmingbøgerne, som muligvis er noget lort, men aldeles underholdende sådant. På den fede måde. Og så har den gjort udtrykket ’Prøv med kærlighedens stærke arm’ verdensberømt i Danmark. Kærligheden til læsning begynder altid med at gå i seng med de forkerte – bøger. Og ender som regel op med den eneste ene. Yndlingsbogen, der medbringes på den øde ø.