Kroniken

Dette er en Kronik. Kroniken er udtryk for skribentens holdning. Du kan indsende Kronik-forslag her.


Oprøret på lægterne

Danmarks Idræts-Forbund valgte selv at mødes sportsligt med besættelsesmagten under Anden Verdenskrig. Hvorfor? Kunne man have handlet anderledes?

Kroniken
FOR ABONNENTER

Hvorden hidtidige forskning i samarbejdspolitikken under besættelsen især har fokuseret på samfundets toneangivende lag inden for politik og økonomi, har vi fået langt mindre at vide om det dansk-tyske samarbejde på græsrodsniveau og blandt menigmand.

Det viser sig nu, at samarbejdet ikke blot var resultatet af en nedsivning fra de ledende politiske lag i bestræbelserne på at opnå goodwill hos besættelsesmagten inkarneret i initiativer som f.eks. Dansk-Tysk Forening, men på idrættens område udtryk for danske organisationers og publikums selvstændige interesse i fortsat at pleje tæt omgang med Tyskland.

Efter 9. april 1940 ville Hitler og Goebbels bruge friluftskoncerter, militærparader og sportsbegivenheder til at få danskerne til at besinde sig på et venskabeligt forhold til Tyskland. Den tyske gesandt, Renthe-Fink, lagde derfor et pres på dansk idræt og blev efterhånden sekunderet af det danske udenrigsministerium, der specielt efter den aktivistiske udenrigsminister Scavenius’ tiltrædelse den 8. juli 1940 anså idrætten for et velegnet instrument til at opnå goodwill fra tyskerne og dermed få samarbejdspolitikken til at glide.

De danske idrætsorganisationers samarbejde med besættelsesmagten blev langt mere udbredt, end det siden har været kendt i offentligheden. I den relativt korte periode fra det første stævne den 22. august 1940 frem til den sidste kamp mod et tysk hold – en håndboldlandskamp den 20. november 1942 – blev der afholdt et væld af landskampe, bykampe og andre stævner, hvor især bokse- og brydeforbundet samt atletikforbundet var aktive som arrangører. Der var landskampe med Tyskland i fodbold, håndbold, boksning og brydning – hvor de to nationer mødtes to gange – samt i vægtløftning, fægtning og hockey. Der var også landskampe med andre aksemagter som Italien i tennis, Ungarn i atletik og Kroatien i brydning.

Hagekorsbannere vajede side om side med Dannebrog, de tyske idrætsfolk heilede, og de tyske tilskuere heilede igen, og der blev sunget både ’Kong Christian stod ved højen Mast’ og ’Deutschland, Deutschland über Alles’, der i Tyskland blev efterfulgt af den nazistiske Horst Wessel-slagsang.

Danmarks kendteste idrætsudøvere som lille henrivende Inge Sørensen, atletikfænomenet Svend Aage Thomsen og boldekvilibristen Knud Lundberg deltog alle i kampe mod tyskerne. For danske idrætsfolk blev besættelsen en enestående lejlighed til i langt højere grad end tidligere at møde tyske hold, der ofte var så overlegne, at de burde have mødt bedre modstandere. I denne idrættens gullaschtid kunne danske idrætsfolk møde tyske idrætsstjerner som bryderen Werner Seelenbinder, atletikstjernen og verdensrekordholderen Rudolf Harbig og den professionelle tyske ekseuropamester i boksning Gustav Eder.

Nogle af de største danske sportsstjerner såsom Ragnhild Hveger, kapgængeren Viggo Ingvorsen og 800 m-løberen Hans Spanheimer stillede op mod tyskerne ud fra et positivt forhold til besættelsesmagten. Den samme indstilling havde Danmarks bedst kendte idrætspædagog, Niels Bukh. Sportens ’upolitiske karakter’ medførte, at nazistiske idrætsledere og -udøvere i hvert fald i besættelsens første halvdel kunne undgå stigmatisering og kunne føle sig integreret i en bred dansk hverdagskontekst med de påvirkningsmuligheder over for ubefæstede sjæle, der lå i idrætsmiljøerne.

Sportssamkvemmet var for besættelsesmagten et sensitivt barometer på den danske befolknings accept af de rådende magtforhold. Det har utvivlsomt skabt nervøsitet hos både tyskerne og i den danske idrætsledelse, at der ved den første svenskerkamp i Danmark under besættelsen midt under alsangsstemningen blev uddelt løbesedler med politisk indhold, og at mange af tilskuerne efter den svenske og danske nationalsang begyndte at synge den norske, hvilket politiet afbrød.

Det intense idrætssamkvem fortsatte frem til sommeren 1941, hvor der til stor ærgrelse for den tyske rigsbefuldmægtigede Renthe-Fink blev sunget smædeviser mod den tyske ’krigsmester’ Willy Schertle ved et professionelt cykelløb på Ordrupbanen. En måned senere i begyndelsen af juni 1941 opstod der uroligheder blandt tilskuerne i Idrætsparken ved det østrigske hold Austrias kamp, der til stor irritation for de tyske militærmyndigheder kulminerede i piften ved truppens afsluttende heilen.

Det samme skete, da Wienerfodboldholdet Admira på selveste grundlovsdag – oven i købet klædt i rødt og hvidt – demonstrerede stortysk overlegenhed ved at besejre et udvalgt københavnsk hold med 4-1. De danske tilskuere sagde ganske enkelt fra over for det konkrete idrætssamkvem ved at håne gæsternes politiske gestus og ydmyge det tyske soldaterpublikum gennem verbale og fysiske angreb. Det lykkedes i en sådan grad, at tyskerne trak bajonetterne, og både tyskere og danskere måtte en tur på hospitalet.

Det var dermed modstand mod besættelsesmagten på fodboldstadion, der fik idrætssamkvemmet til at vakle. Urolighederne blev det første markante eksempel på åben kollektiv aggression mod besættelsesmagten i Danmark, og det foregik før studenternes gadedemonstrationer mod regeringens tiltrædelse af Antikominternpagten i slutningen af november 1941. Men hvor studenterdemonstrationerne var en bevidst politisk protest mod samarbejdspolitikken, var Admira-urolighederne snarere en spontan reaktion mod idrætsarenaens politiserede samarbejde.

Tyskerne blev ret chokerede over urolighederne. Meget tydede på dette tidspunkt på, at krigen snart ville være forbi, og danskerne derfor nu skulle til at finde deres plads i det nye tyske storrum. Men det var måske netop det, der betingede situationens psykologi? For mange danske tilskuere var den overvældende tyske fremgang en kvælende realitet. At få den tyske overmagt så håndgribeligt revet i næsen ved at se stortyske fodboldspillere i rød-hvide farver nedspille et hold fra Stævnet på Danmarks eget nationalstadion grundlovsdag og oven i købet heile ud mod jublende uniformerede repræsentanter for besættelsesmagten var som at vifte med en rød klud foran det danske hjemmepublikum.

Renthe-Fink anså ikke optøjerne for blot at være motiverede i frustrationer over et sportsligt nederlag, men tillagde dem en alvorlig politisk signalværdi. For at dæmpe Renthe-Finks vrede forsikrede Boldspil-Unionens formand, Leo Frederiksen, ham om, at det var »moralsk defekte« elementer blandt tilskuerne, der truede med at ødelægge det gode samarbejde. Renthe-Fink lod sig dog ikke formilde og reagerede til Leo Frederiksens store fortrydelse ved at nedtone idrætssamarbejdet og aflyse de resterende Admirakampe og de umiddelbart forestående landskampe mod Sverige og Tyskland i Idrætsparken. Den sidste fodboldlandskamp foregik derfor i Tyskland.

Det var altså tyskerne, der dæmpede idrætssamkvemmet, og Danmarks Idræts-Forbunds (DIF) topledelse der ønskede det videreført på højeste niveau. Hvor det i starten af besættelsen var DIF-lederne, der havde været bange for tilskueruroligheder, og Renthe-Fink, der havde presset på for idrætssamarbejde, var rollerne nu byttet om.

Med udgangspunkt i fodboldurolighederne lagde Renthe-Fink pres på statsminister Stauning og udenrigsminister Scavenius, hvorved det lykkedes for ham at opnå en reform af det danske politisystem og slippe af med den danske justitsminister, Harald Pedersen, der længe havde været en torn i øjet på besættelsesmagten.

De danske idrætsautoriteters største skyggemodstandere – de oprørske tilskuere – reddede altså paradoksalt nok på grundlovsdag 1941 DIF fra fortsatte fodboldlandskampe mod besættelsesmagten på dansk grund, og da de mest belastende stævner var på vej til at gå i glemmebogen i befrielsesrusens hukommelsestab, kunne de glide næsten helt ud af diskussionen om retsopgøret. Herefter kunne DIF’s sløring af idrætssamkvemmet påbegyndes.

Ligesom det ved augustoprøret i 1943 var den brede befolkning, der mod politikernes ønske fik skabt rene linjer mellem besættelsesmagten og de besatte, var det ved fodboldurolighederne publikum på stadion, der mod idrætsledernes ønske fik idrætssamarbejdet til at skælve og forhindrede fremtidige fodboldlandskampe på dansk grund.

Det var altså ikke som hidtil antaget i besættelsestidsforskningen studenternes protester mod Antikominternpagten i slutningen af november 1941, der indvarslede en kollektiv opsætsighed mod besættelsesmagten. Det var derimod fodboldurolighederne omkring Admira-kampen, som tillige havde en langt bredere social fundering end studenterprotesten. Der var ikke tale om et bevidst formuleret forsøg på at afvise samarbejdspolitikken, men om en spontan kollektiv modstand mod samarbejdspolitikkens konkrete politiserede former.

Efter pausen kom idrætssamkvemmet igen op i omdrejninger. Der blev lagt lidt forsigtigt ud med landskampe i Tyskland. De danske og tyske myndigheder var så bange for en gentagelse af Admira-urolighederne, at der efter den ufrivillige pause udstationeredes 50 betjente til et boksestævne i København 8. oktober 1941, der var det første i det genoptagne idrætssamarbejde på dansk grund.

Efterhånden som tyskerne løb ind i omfattende militære vanskeligheder, blev de med propagandaminister Goebbels’ ord mindre og mindre interesseret i at se tyske hold tabe til svagere nationer. Det var derfor tyskerne og ikke de danske idrætsautoriteter, der neddroslede idrætssamkvemmet fra begyndelsen af 1942, hvilket for anden gang medførte en aflysning af en aftalt fodboldlandskamp på dansk grund. På trods af tyskernes vægring forsøgte Dansk Boldspil-Union så sent som i marts 1942 at indkalde til konference med Sverige, Finland og Tyskland for at fastlægge sæsonens landskampe, og i maj 1942 tog DIF’s næstformand til Tyskland for at forhandle om endnu et landsholdsarrangement.

Der er klare tegn på, at tyske uniformerede soldater, som ikke mindst i kraft af den nazistiske sportsopdragelse holdt af at være tilskuere, følte sig mindre og mindre velkomne til danske idrætsstævner. Det danske nazistpartis avis, Fædrelandet, klagede i sommeren 1942 over, at danske ballademagere gjorde livet så surt for de tyske tilskuere, at de hellere blev på kasernerne end risikerede uro ved at møde op. Idrætten med dens evne til at samle store emotionelt optændte skarer af unge mænd var det perfekte sted at provokere besættelsesmagtens repræsentanter, der for en gangs skyld var i absolut mindretal, og hvor danske urostiftere kunne gemme sig i mængden.

Kunne DIF have sagt nej til idrætssamkvem med tyskerne? DIF’s ledere blev udsat for et voldsomt pres fra både tysk side og fra det danske udenrigsministerium, men der var også stærk interesse for at genoptage idrætssamarbejdet fra mange af DIF’s egne organisationer, der længe inden forbuddets ophævelse var i forhandlinger med tyskerne om idrætsstævner. Samtidig arbejdede dansk idræts stærke mand, Leo Frederiksen, aktivt for genetablering af idrætssamarbejdet, hvilket under alle omstændigheder gjorde det vanskeligt for DIF’s formand, general Castenschiold, at føre en henholdende politik. Leo Frederiksen blev belønnet for sin indsats for dansk idræt med formandsposten for DIF i 1947.

Var DIF-toppens beslutning et udtryk for nervøsitet for, at tyskerne ville intervenere i dansk idræt i tilfælde af en fortsat afvisning af idrætssamkvem? Direkte adspurgt afviste Renthe-Fink over for Castenschiold at ville bruge tvang over for dansk idræt. Den korte periode, hvor de danske nazister raslede med sabelen og talte om magtovertagelse og herunder nyorganisering af dansk idræt, udspandt sig først ud på efteråret 1940, hvor beslutningen om at genoptage idrætssamarbejdet for længst var taget. Det var derfor snarere de store tyske sejre i Vesteuropa, der dannede den mentale baggrund for DIF’s kursskifte. For at overleve bedst muligt i et Europa under tysk førerskab tillod den upolitiske organisation DIF en politisering af dansk idræt, der er uden sidestykke. Fra at have været afventende, blev DIF’s organisationer højst aktivistiske i deres forsøg på at udnytte den historisk gunstige situation for dansk-tysk samarbejde.

Som nutidsmenneske er det let at forarges over, at DIF valgte at spille fodbold med besættelsesmagten, men før man dømmer for hårdt, bør man spørge sig selv om, hvad man selv ville have gjort, hvis man var overbevist om, at Tyskland i resten af ens levetid ville herske over det kontinentale Europa og dermed også over, hvilke nationer der fik lov til at mødes på idrætsarenaen. Ville vi da også vælge at bøje os for den historiske nødvendighed for overhovedet at få mulighed for at have et landshold eller udleve en elitesportskarriere? Ville også vi indstille os på at spille mod Tyskland og de lande, Tyskland ville udstede visum til?

Måske skulle DIF overveje at fejre grundlovsdag 5. juni 1941 som sportslig mærkedag; den dag, da de oprørske fans sagde nej til den tyske propaganda på idrætsbanen. På denne dag vil man kunne hylde de ukuelige tilskuere på stadion og mænd med moralsk mod og personlig formåen, som den jødiske mesterbryder og sølvvinder ved OL i 1932 Abraham Kurland samt DIF-bestyrelsesmedlemmet Ernst Petersen, der for alvor svømmede mod strømmen under besættelsen. Ved fejringen af grundlovsdag kan DIF også signalere, at organisationen nu faktisk opererer på et politisk grundlag; demokratiets. Team Danmarks Talentpris, der uddeles i juledagene ved DIF’s store gallashow i Herning kan rettelig omdøbes til at bære den uegennyttige træner Abraham Kurlands navn. Kurland gik på grund af nazisterne glip af OL i både 1936, 1940 og 1944, og på grund af nazisternes racepolitik blev han forhindret i at stille op for Danmark i udlandet under besættelsen.

Kan dansk idræt lære noget af sin historie under besættelsen? Måske ved at anvende sloganet om ikke at sammenblande sport og politik med mere omtanke. Og ved at tilknytte uafhængige personer med politisk ekspertise, der kan navigere den stadig mere globaliserede sport gennem de politiske skær. Sport er politisk. Det drejer sig derfor ikke om at holde sport adskilt fra politik, men om med snilde og kløgt at føre sportspolitik på et eksplicit demokratisk og humanistisk grundlag.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Få fuld adgang om mindre end 2 minutter

De hurtigste bruger mindre end 1,3 minutter på at blive abonnent

Bliv abonnent for 1 kr

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden