Når vi ikke længere kan se bort fra, at globaliseringen udfordrer det traditionelle udviklingsarbejde, så skyldes det to ting. Dels at fattigdom – og i særdeleshed fattigdom i Afrika – i en globaliseret verden ikke blot er en ulykke for de fattige selv, men en kilde til uro, destabilitet og konflikt i resten af verden. Ikke mindst på grund af risikoen for store migrationsstrømme og radikalisering af religion. I en globaliseret verden får Afrika derfor en anderledes strategisk rolle at spille i de rige landes udenrigspolitik – en rolle som rækker ud over at råde bod på dårlig samvittighed over de miserable levevilkår for millioner af mennesker. Dels at Afrikas nye strategiske rolle får mange nye store donorer på banen. Ud over at de andre europæiske lande endelig har forpligtet sig til at give mere bistand og leve op til FNs krav om at give 0,7 procent af BNI (et lands bruttonationalindkomst) i bistand til verdens fattigste, så er bl.a. Kina, Indien, Mexico, Brasilien og de arabiske lande kommet på banen som donorer og investorer. Danmarks bistand er stigende i disse år. Alene til næste år vokser dansk bistand med 800 millioner kroner fra 12,8 milliarder til 13,6 milliarder. Men på grund af de andre europæiske landes beslutning om at nærme sig Danmarks niveau og på grund af nye, tunge donorer som f.eks. Kina og Indien, så vil Danmarks bistand relativt set – altså som andel af den globale bistand til Afrika – blive mindre fremover. Det stiller meget høje krav til, at Danmark gør sin indflydelse gældende, så det primære mål for bistand internationalt fortsat bliver forbedring af levevilkår for verdens fattigste. Lad mig nævne et par af de elementer, der gør Afrika strategisk interessant for resten af verden: For det første har globaliseringen og udbredelsen af informationsteknologi i form af mobiltelefoner og internet betydet, at fattige afrikanere i dag er bevidste om, at de er fattige og at livsbetingelserne andre steder i verden ser anderledes ud. Det vidste de ikke for bare 20 år siden. Denne viden leder – af forståelige årsager – til frustration blandt mennesker, der ønsker et bedre liv for sig selv. En frustration, som i værste fald kan lede til en radikalisering af kultur og religion, og som allerede nu betyder, at mange afrikanere – særligt unge mænd – overvejer, om ikke det er besværlighederne værd at forsøge at skabe sig et bedre liv i en anden del af verden. Derfor bevæger titusindvis af afrikanske mænd sig i disse år mod bl.a. Europa og andre dele af den rige verden. Dette gør det i sig selv relevant og vedkommende for den rige verden at støtte endnu stærkere op om Afrikas udvikling. For det andet har Afrika mange uudnyttede natur- og energiressourcer (bl.a. olie), hvilket frister energi- og naturressourcehungrende nationer som Kina, Indien og måske olierige arabiske lande til at ’købe’ sig adgang til Afrikas uudnyttede ressourcer. Ofte via udviklingsbistand i form af investeringer i Afrika uden til gengæld at stille krav til de afrikanske landes arbejde med fattigdomsbekæmpelse, god regeringsførelse, ligestilling, korruptionsbekæmpelse, demokrati, menneskerettigheder og økonomiske, politiske og retslige reformer, som på sigt er altafgørende for om Afrika nogensinde kommer på fode. Selvfølgelig er det på mange måder godt for Afrika, at de får en større strategisk rolle at spille internationalt – ikke mindst via deres natur- og olieressourcer, som kan generere penge og indtægter til nogle af landene. Men selv for de potentielt olierige vestafrikanske lande kan øgede olieindtægter ikke stå alene. Dels er det ikke sikkert, at øgede olieindtægter i de pågældende lande kommer den brede befolkning til gode. Dels er penge ikke alt, hvilket også er årsagen til, at 40 år med bistand fra de rige lande ikke har ledt til en markant ændring af Afrikas kurs. Dette på trods af, at nogle afrikanske landes BNP er finansieret udefra med op til 20, 30 eller 40 procent. Mange tror at fattigdommen i Afrika primært skyldes et uvenligt klima, tørke, naturkatastrofer osv. og at det derfor er et spørgsmål om at sende så mange penge som muligt. Det er det til dels. Men størstedelen af Afrikas fattigdom skyldes menneskeskabte – eller menneske-påvirkelige – faktorer som krig/konflikt og dårlig regeringsførelse. Derfor vil det være en katastrofe, hvis indflydelsen fra Danmark og andre ligesindede donorer svækkes, fordi afrikanske regeringer fristes af store pengesummer og investeringer fra f.eks. Kina, der ikke følges af besværlige krav om god regeringsførelse og reformer og som slet ikke tænkes ind i en sammenhængende plan for fattigdomsbekæmpelse i landene. Skrækscenariet er, at magthaverne i udviklingslandene finder det mere fristende at samarbejde med f.eks. Kina, der ikke stiller besværlige krav om reformer til gengæld for lån, investeringer og bistand, frem for det mere krævende samarbejde med f.eks. europæiske donorer, der er optaget af langsigtet, bæredygtig udvikling for den brede befolkning. De nye donorers interesse for Afrika behøver dog ikke kun betyde problemer – det kan også betyde nye muligheder. For det er naturligvis positivt, at inderne, kineserne og andre vil investere i Afrika og give bistand til de fattigste lande. Det kan skabe indtægter, økonomisk vækst og arbejdspladser i de fattige lande med store naturressourcer. Men hvis kineserne, som har et princip om ikke at blande sig i andre landes interne affærer, ikke vil bruge deres investeringer, lån og bistand til at presse på for politiske reformer og sågar kræver deres aktiviteter i Afrika gennemført med egen arbejdskraft, så er det langtfra sikkert, at de store investeringer kommer den brede befolkning i landene til gode. Derfor skal vi være meget opmærksomme på, hvordan den lovede fordobling af kinesisk bistand til Afrika inden 2009, som blev udmeldt på det netop afholdte Kina/Afrika-topmøde, bliver udmøntet i praksis og på hvilke betingelser. Fra dansk side kan vi selvfølgelig ikke bestemme over kinesisk udviklingsbistand og investeringer, men vi kan appellere til det internationale donorsamfund om at gøre mere for at få de nye donorer inkluderet i det internationale donorsamarbejde. Her ligger der selvfølgelig også en opgave for Danmark. Vi skal gøre endnu mere for at opretholde – og forhåbentlig styrke – den danske udviklingspolitiske tyngde og indflydelse, og vi skal i fremtiden i endnu højere grad placere os centralt i de netværk, hvor spillereglerne for fremtidens internationale udviklingssamarbejde fastlægges. Kina og Indien – for ikke at nævne Mexico, Brasilien, de arabiske lande og andre nye donorer/investorer – står desværre for tiden uden for det generelle donorsamarbejde. Det vil være i Danmarks strategiske interesse at integrere de nye donorer i de udviklingspolitiske netværk for dermed at opnå indflydelse på principperne og formålene bag den samlede udviklingsbistand. Det er i Danmarks interesse at sikre, at fattigdomsbekæmpelse forbliver det centrale strategiske mål for det internationale udviklingssamarbejde – eller i al fald, at de nye ’hårde spilleres’ strategiske interesse i Afrika ikke modarbejder fattigdomsbekæmpelse. Særligt håber jeg, at Tyskland vil benytte deres G8-formandskab, som de i høj grad har dedikeret til at sætte Afrika på dagsordenen, til at sætte fokus på de udfordringer og muligheder, som de ’nye’ donorer repræsenterer på det fattigdomsplagede kontinent. Fra dansk side vil jeg selv tage initiativ til at sikre, at de danske ambassader i udviklingslandene fremover aktivt forsøger at involvere og gå i dialog med de nye donorer i de enkelte lande. Vi kan ikke fortælle kineserne, hvad de skal investere i, eller hvem de skal give bistand, i hvilken form og på hvilke betingelser. Men ved at invitere dem ’indenfor’ kan vi håbe på at få information om de nye donorers strategi, mål og så videre, og vi får omvendt mulighed for at gøre dem opmærksom på de mange barrierer og udfordringer for Afrikas udvikling, som vi ’gamle donorer’ har kendskab til gennem mange års udviklingsarbejde på kontinentet. Danmark har en stor interesse i at fastholde fokus på de mange interne barrierer for udvikling, som eksisterer i de fattige lande. For selvfølgelig handler udvikling i Afrika i høj grad om den private sektor, om investeringer, økonomisk vækst, samhandel og så videre. Det private erhvervslivs rolle, som drivkraft for udvikling, anerkender vi fuldt ud og prioriterer derfor arbejdet med en stærkere, mere dynamisk og fri privat sektor i udviklingslandene meget højt. Men i Afrika er der også mange barrierer for udvikling, som ikke udspringer af mangel på penge. Men derimod af tradition, kultur og religion. Problemerne med ’dårlig regeringsførelse’, manglende demokrati og den massive undertrykkelse af kvinder, der repræsenterer et kæmpe-potentiale for Afrikas udvikling, kan ikke løses uden, at donorerne tør gå i dialog med magthaverne om disse vanskelige og ofte følsomme emner. Og en økonomisk vækst, der kommer den brede befolkning til gode vil lade vente på sig, hvis ikke magthaverne er villige til at gennemføre de nødvendige politiske, sociale og retslige reformer. Og det ser ikke godt ud for Afrika. På trods af 40 års udviklingsbistand fra den rige verden er de fleste afrikanske økonomier fortsat meget små. BNP i hele Afrika syd for Sahara er omtrent dobbelt så stort som Danmarks, og næsten halvdelen af denne indkomst tilvejebringes af Sydafrika og Nigeria. I resten af Afrika syd for Sahara forventes fattigdommen – målt på antal mennesker, der lever under fattigdomsgrænsen – at stige fra 227 millioner i 1990 til 340 millioner i 2015. Det skyldes, at befolkningstilvæksten i de fattige lande er stor. Verdens befolkning ventes at stige fra 6,5 milliarder i dag til 7,6 milliarder i 2020. Næsten hele befolkningstilvæksten vil ske i de mindre udviklede lande. 8 lande vil stå for halvdelen af tilvæksten: Kina, Indien, Pakistan, Bangladesh, Congo, Uganda, Etiopien og endelig USA. Afrikas eksport er stigende, men slet ikke nok. I landene i Afrika syd for Sahara er udenrigshandelen som andel af BNP steget siden 1990. Men regionens andel af verdens eksport er faldet til 0,3 procent. Den del af verdens eksport, der kommer fra Afrika syd for Sahara (med cirka 690 millioner mennesker) er i dag mindre end halvdelen af Belgiens (med 10 millioner mennesker). Råvarer, især olie og naturressourcer, ser ud til at forblive Afrikas dominerende eksportvare. De traditionelle afrikanske religioner er vigende. Dels fordi islam vinder mange nye tilhængere i Afrika, dels fordi befolkningstilvæksten i Afrika er størst i de områder, hvor islam er mest udbredt. Tendensen understøttes også af, at Afrikas talstærke ungdom – der i stigende grad lever i byerne – formodentlig mange steder vil gøre oprør mod traditionelle afrikanske samfundsstrukturer, hvor alder er en forudsætning for indflydelse. En af måderne, dette vil manifestere sig på, er nyreligiøsitet. Det forventes, at islam i år 2020 vil være Afrikas største religion. Befolkningstilvæksten og den demografiske sammensætning af befolkningen i mange fattige lande – med meget store grupper af unge mennesker – har derfor betydning på mange planer. Mange unge, kombineret med stor arbejdsløshed og viden om egen fattigdom kan føre til frustration i form af nyreligiøsitet, religiøs radikalisering og stærkt immigrationspres. Fattigdom er derfor ikke længere bare de fattiges problem og et, som i mange år har givet ansvarlige lande i den rige verden moralske mareridt – men i stigende grad et problem, som hele verden har en strategisk opgave i at imødegå. Afrikas strategiske betydning for resten af verden vil kort sagt øges og komme til at spille en større rolle i den globale dagsorden om kampen mod religiøs radikalisering, illegale migrationsstrømme, terrorisme samt i energispørgsmål. Om omverdenens strategiske interesse i Afrika bliver en fordel eller ulempe for det fattigdomsplagede kontinent afhænger i stor udstrækning af, om Danmark og andre ligesindede donorer formår at inkludere de nye donorlande i et stærkt internationalt udviklingssamarbejde med fattigdomsbekæmpelse for øje og ikke mindst af, om Afrika selv – og udviklingslandenes magthavere – formår at udnytte hele verdens bevågenhed og stærkt stigende økonomiske bistand til at sætte skub i den generelle fattigdomsbekæmpelse frem for egne snævre interesser og hurtige, kortsigtede gevinster.