I fællessalen på et vandrehjem i Baskerlandets hovedstad Vitoria-Gasteiz i det nordligste Spanien sidder Europas ungdom samlet.

Næsten alle landene er repræsenteret. Der debatteres under overskriften: ’Que Europa queremos?’ (Hvilket Europa ønsker vi os?). Alt foregår på spansk – ikke et ord engelsk. Der er et panel med otte frivillige debattører, men alle kan deltage i debatten. Der bliver tænkt, så det gnistrer, og ordene flyver rundt i det lille lokale. Hvad har samlet de 50 unge på dette sted? Vi deltager i et EU-projekt – ’European Voluntary Service’ (EVS). Europakommissionen finansierer, at unge fra hele Europa kan rejse til et af de andre medlemslande og arbejde på et projekt sammen med en værtsorganisation. Spanierne bruger EVS i stor stil: Projekterne rækker vidt – fra at sikre fuglebestanden i Ebroflodens delta til at hjælpe narkomaner til et ’normalt’ liv i Asturias. Fælles for dem er, at de frivillige er unge mellem 18 og 25 år. Vi har alle forladt hjemlandets kendte og trygge rammer for at kaste os ud i at bruge et andet sprog, gøre os i en anden kultur og føre en anden livsstil. Alle gennemlever vi i løbet af de seks-tolv måneder det samme kaos af følelser. Det er som en vild rutsjebanetur. Der er tidspunkter, hvor man befinder sig helt på toppen, har lyst og mod på det hele: møde mennesker, konversere og feste. Men der er også nedture, hvor man længes efter normalitet og tryghed. Perioder, hvor man har brug for at være sammen; perioder, hvor man har brug for at være helt alene. Imens der bliver diskuteret udvidelse, kulturforskelle og problemer, kommer jeg til at tænke på, hvilket indtryk de andre danner sig af Danmarks unge ved at møde mig. De ser velsagtens en modig, men ubeslutsom 19-årig dansk pige. Modig, fordi mit projekt med mentalt handikappede voksne ikke befinder sig i den letteste klasse. Ubeslutsom, fordi jeg stadig ikke har fundet ud af, hvad jeg vil studere. Jeg har prøvet at forklare dem, at problemet ikke er at finde noget, der interesserer mig. Nej, problemet er at vælge imellem de mange spændende muligheder. Med undtagelse af vores skandinaviske naboer kigger alle med store øjne, når jeg fortæller, at blot én ud af mine nitten klassekammerater fra gymnasiet er gået i gang med at studere. Tænk sig, at vi bliver betalt af staten for at studere – sikken forkælet dansk ungdom! Jeg tænker over, hvad der var mit motiv for netop at tage til Spanien, og hvordan det adskiller sig fra de andres. Jeg søgte først og fremmest en anderledes udfordring – ønskede at kaste mig ud i at lære et sprog, som jeg kun kunne til husbehov, klare mig helt alene, lave socialt arbejde, få venner fra hele verden og leve i en anden kultur med andre normer, andre spisevaner, ja en helt anden levevis. Jeg håber at blive klogere på mig selv for bedre at kunne vælge den rigtige vej i mit liv. Jeg kigger rundt på mine europæiske EVS-kammerater. Jeg kan godt se, at jeg som ung dansker har det lettere end dem. Jeg har flere privilegier, når det handler om at være ung, kunne studere og rejse. Min opmærksomhed bliver fanget af Pierre, der sætter ord på sin bekymring over de unges jobmuligheder i Frankrig samt udsigten til, at den østeuropæiske arbejdskraft kommer og gør det endnu sværere. Bekymringerne over østarbejderne til trods er han meget EU-venlig. Pierre er franskmand, 24 år og har studeret økologisk arkitektur på universitetet i fem år. Han har gode papirer, men alligevel har han ikke kunnet finde et job, der giver mere i løn, end hvad han kunne tjene ved kassen i en butik. Han er frustreret og vred på den franske regering og overvejer at blive i Spanien for altid. Hans motivation for at lave et EVS-projekt er en helt anden end min. Han har allerede studeret og skal nu finde en levevej. Et par brikker falder på plads i mit hoved. Det var unge som Pierre, sidste forårs ungdomsoprør i Paris’ gader handlede om. Mit blik søger videre gennem lokalet. 23-årige Nora fra Bulgarien tager ordet. Hun forstår ikke, hvorfor det skulle være så svært for hende at få et visum til at lave et EVS-projekt. Hun måtte vente et halvt år, selv om hun allerede havde fundet et projekt, der havde valgt hende. Hun vil have mere EU-samarbejde og lige rettigheder for de nye EU-lande. Hun har fortalt mig om Bulgariens historie og om de ændringer, der er sket siden kommunismens sammenbrud. Hendes forældres generation taler russisk, hun gør ikke, og nu har de fleste unge engelsk som første fremmedsprog. Alt er forandret i vestlig retning, og de prøver af al kraft at blive fuldt accepteret i EU. Hendes ophold har ét hovedformål: at lære spansk, så hun kan blive og arbejde. Holland melder sig også på banen. Asselina er 19 år, hun er den højeste af pigerne iblandt os, men hun fortæller, at det er normalhøjden i Holland. Pudsigt at man inden for Europas grænser kan se så stor forskel på folkeslagene! Jeg bliver med ét slag klar over, at de hollændere, jeg har mødt før, også var usædvanlig høje. Jeg har en dansk veninde, der er i gang med et EVS-projekt i Grækenland, og jeg kommer i tanke om hendes seneste fællesbrev. Hun havde med forundring konstateret, at hun med 1,70 m kunne se ned på de fleste. Jeg koncentrerer mig om at forstå det, Asselina siger. Hun forklarer sin teori om hollændernes nej til EU-forfatningsforslaget. I Holland har der været megen dramatik omkring indvandrere, kulminerende efter mordet på filminstruktøren Theo van Gogh. Folk er nervøse for mere udvidelse og for udsigten til at lukke Tyrkiet ind i varmen. Politikerne forsøgte at holde Tyrkietspørgsmålet ude og talte varmt for den nye forfatning, men folket sendte et klart signal til politikerne: De kan ikke følge med EU-udviklingen. Da Tyrkiet-spørgsmålet bliver nævnt, kaster 23-årige tyrkiske Sherpi beslutsomt hånden i vejret. Hun er en af de otte i panelet, og hendes Europaoplæg er gennemtænkt og forberedt ned til mindste detalje. Hun noterer flittigt med pen og papir, hvad vi andre siger, for at kunne kommentere det hele. Hun forsvarer sit land og beder os alle om at være mere tolerante. Unge tyrkere er ikke forskellige fra unge i resten af Europa. Men, tilføjer hun, den skeptiske holdning i EU’s medlemslande motiverer ikke ligefrem tyrkerne til at leve op til EU-kravene. Hun påpeger, at den tyrkiske opbakning til at indgå i det europæiske samarbejde på ét år er faldet fra ca. 70 procent til ca. 30 procent. Hun støtter dog selv fuldt ud tyrkisk EU-medlemskab, især efter de erfaringer hendes EVS-ophold har givet hende. Hun deler lejlighed med fem andre europæiske unge; en lille familie, kalder hun det, og de øvrige familiemedlemmer nyder godt af hendes madkunst og livlige indslag. I aftes til vores ’interkulturelle middag’ – hvor alle havde forberedt lidt mad, drikke og information om ’deres’ del af Spanien – indførte hun os alle i en typisk tyrkisk rytmisk dans. Jeg tror, der er mange iblandt os, der får revurderet deres indtryk af tyrkiske unge. I bund og grund er vi ens – unge med lyst til livet. Belgiske Mieke vil gerne komme med sit indslag i debatten, men hun har svært ved at udtrykke sig på spansk. Det er tydeligt at se, hvordan det irriterer hende grænseløst, at hun ikke kan få budskabet ordentligt frem. Hun er 24 år og mangler et års studier i statskundskab. Hun har været på et Erasmus-ophold i Irland, hvor hun skrev en opgave om den politisk-religiøse konflikt. Hun er fra den flamsktalende del af Belgien, og hun opfordrer til mere europæisk samarbejde. For et land som Belgien, der allerede er præget af etnisk mangfoldighed, er EU en stor hjælp til at skabe sammenhold og få indflydelse. Italienske Diego har taget ordet for 10. gang. Han er 24 år, men han har allerede rejst meget, og han har en holdning til alting. Han taler flydende spansk, men har stadig ikke fralagt sig de typiske italienske håndfagter. Han er ikke bange for mere Europa, tværtimod. Han vil have mere samarbejde mellem landene, flere til at opholde sig i andre lande, til at udveksle erfaringer og viden. Rom er dog den dejligste by i verden, så dér vil han tilbage til. Han talte spansk inden ankomsten, så han er en af dem, der har haft lettest ved at omstille sig til et nyt liv i Spanien. Han kommer med en fornuftig pointe: Vi bør kende hinanden bedre på tværs af de europæiske grænser. Der skal mere kommunikation til, flere EU-projekter i stil med vores – og så ønsker han sig en forbedret uddannelsessektor på samme niveau i alle landene. Det slår mig, hvor mange tyskere der er til stede. Næsten en fjerdedel af deltagerne. Men i panelet er de ikke repræsenteret. De er slet ikke patriotiske, som italienerne er det. Tysk og spansk ligger meget langt fra hinanden – accenten kan man næsten altid kende. De fleste er målrettede; de ved, hvad de skal bruge opholdet til, og de ved, hvad de skal tilbage til Tyskland og lave. For alle tyskerne vil tilbage. Spanien er skønt og festligt, men det er ikke her, de skal leve resten af livet. Jeg opfatter dem som lidt forsigtige sammenlignet med franskmændene, italienerne og grækerne, der alle deltager livligt. Begrebet patriotisme har sat sig fast i mine tanker, fordi vi i aftes ude i byen mødte en gruppe unge baskere. De præsenterede sig ved at fortælle os, at de er baskere og ikke spaniere. For dem er Baskerlandet en selvstændig enhed, og derfor kredser deres patriotisme om sproget og kulturen. De øvrige spaniere vil nok kalde det for regionalisme, for Baskerlandet er immervæk stadig en del af Spanien, hvad enten baskerne vil det eller ej. Gorka, en typisk basker, siger friskt, at når Danmark og Spanien skal spille kvalifikationskamp om fodbold-EM, så holder de sgu med Danmark. Det overraskede mig, at de unge baskere, vi mødte, var så radikale. De tog os med på en baskisk bar. Hvad det vil sige, fandt vi snart ud af. Der hang fotos på væggen af folk, der sidder i fængsel for frihedsarbejde eller terrorisme. De erklærede sig dog som modstandere af ETA. De lyttede interesserede til vores beretninger om EVS-projekterne, og de forhørte sig om deres mulighed for at deltage i et tilsvarende udvekslingsprogram. Baskerne vil som folk ud af Spanien, og til det formål kan Europa bruges. Jeg bor i den anden ’oprørske’ del af Spanien – i Catalonien. De unge her er først catalanere og dernæst spaniere. Ude i bylivet indlader de sig ikke på snak om politik. De er nærmest ligeglade med den slags. For dem handler det mere om økonomi. De mener selv, at de er flittigere end andre spaniere. Det catalanske sprog trives. Et billede springer frem på min nethinde. Publikum til en fodboldkamp med et stort banner: Catalonia is not Spain. Det er en catalansk ven, Jordis – den catalanske udgave af Juan – pauseskærmsbillede på mobiltelefonen, og denne sætning gentager han og hans venner flittigt. Hvorfor på engelsk? Selv om spanierne og catalanerne normalt ikke taler engelsk, orienterer de sig imod Europa. De har samme positive holdning til EU, men catalanerne benytter enhver lejlighed til at gøre os andre opmærksomme på deres kultur. De kender også vejen til EU’s kasser – intetsteds i Europa er der flere EVS-frivillige end i Catalonien. Debatten på vandrehjemmet lakker mod enden. Vi er ikke kommet så langt, hvad angår konkrete forslag til, hvordan Europa skal udvikle sig. Vi er dog alle blevet klogere på hinanden. Brikkerne i puslespillet danner nu et helt billede: en mangfoldig gruppe med de rette intentioner og rigeligt med initiativ til at forandre og forbedre. Vore vilkår er meget forskellige. Europæiske unge er forskellige. De forskellige nationale interesser gør, at vejen mod et stærkere samarbejde er både lang og snørklet. Enighed i mangfoldighed er ikke nogen helt nem formel. Men vi tror på, at vi kan tilbagelægge distancen!