Der har været mange i mit liv.
Præcis hvor mange ved jeg ikke. Jeg har flere gange prøvet at tælle dem, men er hver gang kommet til forskellige resultater. Men kan jeg ikke huske antallet, er der et par af dem, jeg husker med en tydelighed, som måske havde været en anden og bedre sag værdig. Den, jeg husker bedst, var lyseblå med blanke fælge. En letvægter. Jeg fik den til min tiårsfødselsdag af min far, og han var lige så glad for den, som jeg var. Det var nemlig ikke let at skaffe cykler på det tidspunkt. Tidspunktet var et par år eller tre efter besættelsen, og cykler blev der endnu ikke produceret synderlig mange af. Men jeg fik den, og aldrig har nogen cykel været så smuk som den. Jeg var fuldkommen lykkelig! Jeg tror, jeg levede på den cykel. Sådan husker jeg det i alle tilfælde. Men indimellem har jeg nok også været i skole eller til spejder eller på biblioteket. Til alle steder cyklede jeg. Den lyseblå var ikke den første. Den første havde været kedelig mørkeblå og temmelig lille, men det var den eneste, mine forældre havde kunnet fremskaffe. Den var ikke særlig spændende i modsætning til den, min lillebror havde, for den var alle børn på vejen vilde med. Den var lille, sort, havde ikke ’rigtige’ cykeldæk, for dem kunne man ikke få. Den var derfor udstyret med nogle massive, hårde ringe og med en bremse, der gik lige ned på forhjulet, med det resultat, at når en stor dreng havde hugget den fra min lillebror og hjulede hujende af sted på den og så bremsede – naturligvis med en stor drengs voldsomhed – så røg han ud over styret og havnede mere eller mindre hårdt på vejens asfalt. Det var et skønt syn. Hver gang nogen huggede cyklen, stak min lillebror i et hyl. Det var min mor, som var den, der var hjemme, efterhånden vant til, så hun var hørt op med at reagere på hylene. Men en ganske bestemt aften fortrød hun måske, at hun ikke reagerede. Det var en majaften, vi var ude og lege, min lillebror og jeg, på vejen – Katrinevej hed den. Min mor var alene hjemme, for min far var væk. Han sad og ventede i en modstandsgruppe på, at der blev givet signal. Min mor fortalte bagefter, at hun med ét hørte en masse hyl, og hun mente, det var det sædvanlige: at en stor dreng havde hugget cyklen, og det orkede hun ikke at reagere på. Hun kom først op af sin lænestol, da min bror og jeg råbende og skrigende kom styrtende. Hun kunne til at begynde med ikke forstå, hvad vi sagde. Så ville hun ikke tro på det, men jo – det var rigtigt! Tyskerne havde – og så sagde vi det svære ord, den store dreng havde råbt – kapituleret. Jeg kan ikke huske, om vi huskede at hente cyklen den aften. Da den lille cykel var blevet for lille selv til min lillebror, gik jagten på at skaffe ham en ny ind. Det var ikke let. Endelig fik min far at vide, at en bondemand i Ledøje ved Ballerup havde en drengecykel til salg. Men hvordan få den hentet? Min far udtænkte en plan, der gik ud på, at den skulle han og jeg hente. Jeg skulle sidde foran på hans cykel i sædet på stangen på vejen fra Hellerup til Ledøje, og så skulle jeg cykle den nye cykel tilbage til Hellerup. Jeg var ikke glad for turen, for jeg følte mig alt for voksen til at sidde foran på min fars cykel. Men da jeg fik at vide, at det var en ekspedition, så accepterede jeg at sidde foran. Den dag blæste der en rigtig stiv og kold vestenvind, og i modvind er der langt fra Hellerup til Ledøje. Og på nogle strækninger, når vinden var lige imod, måtte jeg kravle ned og traske, mens min far trak cyklen, samtidig med at han kom med opmuntrende bemærkninger, som »nu er der kun fem kilometer igen«, til den døende. Vi fandt Ledøje, vi fandt gården med manden med cyklen, og så gik turen tilbage. Heldigvis havde vinden ikke vendt, og jeg husker endnu min brors jubelråb, da han så os bremse op ved havelågen. Selv om vi havde cykler, var det ikke nemt at få lov til at cykle til skole. Det var for farligt, sagde de voksne. Der var for få biler på vejene! I dag lyder argumentet en anelse absurd, men de voksne mente dengang, at fordi der var så få biler, ville vi ikke være opmærksomme på dem, der var. Vi ville overse dem og bringe vores liv i fare. For biler var jo farlige, slog de endnu en gang fast, det farligste i hele verden. Og jeg havde jo selv set den pige, der i et vejkryds i nærheden af os var blevet ramt af en bil. Det var ikke noget smukt syn. Nej, det var det ikke, og jeg husker det endnu. Men på et tidspunkt blev tilladelsen dog givet, og min radius og min fornemmelse af frihed blev med ét langt større. Jeg cyklede hver dag, og næsten alle, jeg kendte, cyklede. Jeg husker endnu sværmen af cyklister på vores vej på forårs- og sommersøndage – de skulle ud til Dyrehaven eller – mente jeg med bestemthed – ud til den dejligste af alle steder jeg kendte: Dyrehavsbakken. Dér kom vi én gang om året, min far og jeg. Vi var blevet alene, for mine forældre var blevet skilt, og jeg var fulgt med min far, hvilket var højst usædvanligt dengang. Han betragtede mig lidt som en dreng, og det passede mig fint i de første år. Vi tog på en masse ture sammen, og det var altid på cykel. Han foreslog for det meste, at vi skulle bestige et eller andet kirketårn. Det, fandt han, var herligt, så vi kørte rundt til en lang række kirker med tårne, vi kunne komme op i. Vi besteg, og vi besteg, og jeg hadede det, for jeg var rædselsslagen for at se ned, men jeg nænnede ikke at sige det til ham. Jeg var bange for, at han skulle blive ked af det. Børn beskytter jo også deres forældre. Da vi mange år senere kom til at snakke om vores ekspeditioner, fandt jeg ud af, at han heller ikke havde brudt sig spor om at komme højt op, han kunne nemlig heller ikke lide at se ned, men han havde gjort det, fordi han troede, jeg var vild med det. Tiden, regnen og manglende rettidig omhu gjorde, at den lyseblå herlighed efter et par år begyndte at se lidt ynkelig ud, men nye cykler hang nu engang ikke på træerne, så vi holdt ved – den lyseblå og jeg. Jeg tror, jeg havde den, lige til jeg blev student. Jeg ser mig selv asende op ad den lange bakke, jeg skulle op ad for at komme i skole – for sent på den var man næsten altid – og så var der fryden efter skoletid at suse ned ad den samme bakke. Jeg husker endnu, hvordan en selvsyet sort-hvid-ternet bomuldsnederdel stod op om mig som en ballon. Så forsvandt den lyseblå; hvor den blev af, ved jeg ikke. Måske brød den sammen, måske glemte jeg den bare et sted, fordi jeg var blevet forelsket, for i den tilstand bliver man glemsom. Jeg fik en anden cykel, men den fik jeg aldrig det samme kærlighedsforhold til. Men cykle gjorde jeg. Til skole, til jazzklubber, til biblioteket, til badeanstalten – alle steder hen. Og det gjorde alle mine kammerater. Ingen – bortset fra skolens rigeste drengs forældre – havde biler. Af lærerne havde kun rektor en gammel førkrigsbil, og det vakte betydelig opsigt, da vores engelsklærer en dag kom futtende i en ny bil. Opsigten skyldtes, at der dels skulle særlige tilladelser til at anskaffe sig en, dels skulle der også flere penge til, end hvad flertallet af forældre og lærere dengang havde til deres rådighed. På en eller anden måde var det, som om ligheden var lidt større. Sådan ser det i alle tilfælde ud i det berømte – nej, ikke bakspejl – for sådan nogle er der ikke på cykler. Den nye forsvandt også – den blev stjålet, og det blev en skæbne, mange af mine senere cykler fik. Man – jeg – stillede den et sted, låste den, for det gjorde jeg – og det gør jeg nærmest automatisk – og så står man dér den næste dag og glor på det sted, hvor man med 500 procents sikkerhed ved, at den blev stillet. Men der er ingen velkendt cykel, der hersker kun tomhed – cykeltomhed. Der kom nye cykler til, et par af dem mindes jeg med glæde. En grøn Raleigh med stanghåndbremser. Den var utrolig smart, og dens lyd var en sød melodi. Jeg elskede den højt, men den fik den samme sørgelige skæbne som flere af de andre. Hugget blev den. Sådan var det dengang, sådan er det i dag, for de forsvinder stadigvæk – cyklerne. Sidste gang var her i efteråret. Og lige siden har jeg nidstirret byens cykelstativer, eller skal vi kalde dem byens cykellossepladser, især dem ved S-togs-stationerne, for dog at se, om jeg ikke kan finde den sidste. Ikke at jeg holdt specielt meget af den, for det gjorde jeg ikke. For uanset at den tålmodigt transporterede mig rundt, så var og blev den en trist hverdagscykel, koneagtig og kedelig. Men selv om jeg ikke holdt rigtig af den, blev jeg sur, da jeg stod og gloede på stedet, hvor jeg havde efterladt den. Jeg følte mig endnu en gang temmelig dum. Nu har jeg anskaffet mig en ny. Endnu en grøn Raleigh, tung som bare pokker og uden stangbremser. For i dag skal der både være hånd- og fodbremser, og de er konstrueret anderledes end de gamle bremser. De er sikkert mere sikre, men de er ikke nær så smarte. Men uanset at Raleighen ikke er så smart som den gamle, så cykler jeg. Hver eneste dag har jeg den fremme, for jeg foretrækker stadigvæk cyklen for alle andre transportmåder – det være sig bus, bil, metro, S-tog. For cyklen betyder frihed, en frihed, som ingen af de andre transportmåder giver mig, også selv om det ikke er blevet nemmere at cykle i byen. Ensrettede gader betyder omveje for cyklisten, og selv om det er en god ting at cykle, så orker cyklister ikke omveje. Som cyklist oplever man hver eneste dag, at bilerne har forkørsels- og fortrinsretten. Det medfører, at cykelfolket ikke altid overholder alle gældende regler. For det gør vi ikke, for nu at sige det, som det er. Nogle af os kører faktisk temmelig rædselsfuldt. Og det har vi åbenbart altid gjort, for slår man op i Emma Gads ’Takt og tone’, som udkom i 1918, kan man læse følgende: »Er der noget Punkt, hvor Mangel paa god Tone – eller for at sige det rent ud – Uopdragenhed breder sig efter en stor Maalestok, saa er det i Cykelsporten. Lære- og Butiksdrenge er ligefrem livsfarlige, naar de i snævre Gader, omtrent liggende paa Maven, halser afsted med uartige Tilraab til de ældre Fodgængere, der passerer Kørebanen eller vover at færdes paa denne, som Cyklisterne betragter sig som Eneejere af. Det er som der farer en Djævel i ellers medgørlige Ynglinge, naar de bestiger en Cykle«. Og så anmoder hun alle danske forældre om at inddrage hensynsfuldhed på cykel i børneopdragelsen, for det skulle jo nødig blive sådan, at »dette uvurderlige Befordringsmiddel ved hensynsløs Omgang« skulle blive til en landeplage, for dem der færdes til fods. Og der skal nok være nogle, som mener, at den hensynsfuldhed, Emma Gad ønskede sig, aldrig har slået an. Og nu kommer det store, forkromede spørgsmål: Hører jeg til de kloge, som ifører sig cykelhjelm, inden de bestiger dyret? Svaret er nej. Og det er dumt, jeg ved det, men noget af det, der har gjort cyklen så uovertruffen som transportmiddel, er, at den er nem at gå til. Op med låsen, af sted på cyklen. Med hjelmen er det mere besværligt. Det er ingen undskyldning, jeg ved det, og jeg betragter daglig mine medcyklister for at se, om de er klogere end jeg og har iført sig hjelmen. Men det har kun de færreste. Hver tiende vil jeg anslå, har den på. Så måske skulle det at bruge hjelmen være mit eneste nytårsforsæt. Den ligger nemlig ude i min entré i sin kasse, og jeg føler, den kigger bebrejdende på mig hver eneste dag. En dag kommer den vel i brug, selv om jeg ser totalt tåbelig ud med den på. Men det er nok mere tåbeligt at lade være.
