Vi ensomme agnostikere føler ofte, at vi er klemt mellem to aggressive ideologier.

Klemt mellem dem, der fanatisk tror på Gud, og dem, der fanatisk ikke tror på Gud. Men de af os, der mener, universet er så absurd, at der meget vel kan eksistere en Gud, har det svært med religion på grund af den måde, hvorpå Gud beskrives for os. Vor Herre, bevar os fra vor Herre! I 2005 døde pave Johannes Paul II. Det var en mand med nogle gode og nogle rigtig dårlige ideer. Hvordan skal vi finde en balance mellem hans modige opposition mod den totalitære kommunisme og den omstændighed, at han hellere ville have, at små babyer blev smittet med aids, end at deres fædre rullede et stykke latex på i tre minutter! Religion burde være en trøst, men alt for ofte bliver det solgt til os, i værste fald, som endnu en form for tyranni. Og i bedste fald? Karl Marx sagde, at religion er opium for folket. Måske skulle han hellere have kaldt det en babys sut? Jeg oplevede for nylig en episode, som illustrerer min argumentation. En af mine venner og jeg havde siddet og sludret i hendes stue i nogle minutter, da hun opdagede, at hendes etårige søn havde snuppet en saks fra et bord og rendte rundt med den spidse ende i munden. Hurtig som en panter sprang hun op og løb hen til barnet, mens hun greb en sut i farten. Hun hev så saksen ud af munden på ham og stak sutten ind i stedet. Drengen opdagede dårligt nok, at noget var ændret og begyndte glad at sutte på sutten. Hans mor vendte sig mod mig og sagde klog af erfaring: »Man må aldrig tage noget uden også at give noget«. En lignende historie fandt sted for mere end 30 år siden. Dengang var jeg en ung mand, der arbejdede på en skole i Los Angeles. Det var ikke et særlig krævende job, og der var ofte tid til at sludre om alt og ingenting med de andre ansatte. En af de ansatte var en midaldrende kvinde, der var Jehovas vidne. Jeg var interesseret i at vide mere om hendes tro og begyndte at stille hende spørgsmål. Jeg har altid været interesseret i ideer og filosofier, og i gymnasiet spurgte jeg engang en kammerat, som var medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige (mormonerne), hvad han troede på. Jeg er ikke sikker på, at han i den alder havde nogen præcis viden om sin tro, men han fortalte mig blandt andet: »Vi tror, at hvis man er et godt menneske – og jeg mener rigtig godt – så vil man, når man dør, få sit eget solsystem at være Gud i«. Jeg var dybt forbløffet. »Mener du som et McDonald’s-franchise«, spurgte jeg og gjorde ham endnu mere vred ved at spørge: »Er planeterne i solsystemet allerede befolkede, eller skal du så vente milliarder af år på, at der udvikles intelligent liv, du kan plage?«. Mine spørgsmål til kvinden fra Jehovas Vidner var knap så uforskammede. Jeg var primært interesseret i at få at vide, hvorfor de vælger så streng en fortolkning af et vagt tekststed i Bibelen, der drejer sig om blanding af blod, at de hellere vil lade deres børn dø end tillade, at de får en blodtransfusion. Jeg vil nemlig fortolke tekststedet som en advarsel mod at gifte sig med ikkejøder. Hun lyttede til mine spørgsmål i nogle minutter, og hendes svar rystede mig så meget, at jeg holdt kæft. Hun sagde: »Hvis jeg ikke havde min tro, ville jeg ikke have nogen grund til at leve«. Ingen grund til at leve! Vi har solen, vi har stjernerne! Vi har lyden af babyers pludren. Vi har sommerfugle og vandfald, blomster og regnbuer. Har vi absolut brug for mærkelige og ulogiske forklaringer på vores eksistens? Oven i købet forklaringer, der kræver, at vi spilder halvdelen af vores liv på at stå på gadehjørner og udlevere glædesløse skrifter? Hvilken grusom gud vil kræve et sådant liv af sin menighed? Og fortjener en sådan gud vores tilbedelse? Men jeg holdt op med at stille spørgsmål, for jeg havde ikke noget, der kunne erstatte hendes tro, hvis mine spørgsmål skulle ryste hendes tro i dens grundvold. Jeg havde ingen behagelig sut, der kunne erstatte den skarpe saks. Nogle mennesker vælger selv deres gud, men de fleste har ved fødslen fået en gud påtvunget, som de føler sig forpligtet til at forblive loyale over for, primært og desværre på grund af gruppepres. Men når man overvejer, om den gud, man p.t. tilbeder, er den bedste, mest fordelagtige eller den, der i størst grad fortjener at blive tilbedt, eller hvis man overvejer, om der findes bedre alternativer, kan man bruge en slags tjekliste til at gennemgå sin nuværende guds kvaliteter eller kvaliteterne hos den gud, man overvejer at vælge (kan man selv vælge en forældreskikkelse?). Jeg vil i al ydmyghed stille en mulig tjekliste til rådighed nedenfor, men det vil være bedst, hvis vi hver især laver vores egen liste eller i det mindste finder på nogle ekstra elementer. (De Ti Bud var hugget i sten, men det var også dengang, sten var billigere end papyrus). 1) Spørg dig selv: Minder din nuværende guds personlighed om nogen, du kender? En rig eller indflydelsesrig onkel eller en bedstefar, som er usædvanlig gavmild og morsom, men som kan blive ondskabsfuld og hævngerrig, hvis han ikke får sin vilje? Din egen far eller den far, som du ville ønske, du havde haft? Hvis du ikke kan beundre din gud, hvem kan du så beundre? Din gud bør være den mest tålmodige, venlige og gavmilde gud, man kan forestille sig, og ikke blot en elskværdig alfahan, som bliver ondskabsfuld, når hans børn bliver ved med at være uartige. At sende en syndflod for at straffe verden for dens synder er mildest talt et tegn på, at man er mopset! Bibelen er fuld af historier om, da Gud blev vred. Men hvordan kan man blive vred, medmindre man er ubehageligt overrasket? En perfekt, alvidende gud, der bliver overrasket og vred? Det er logisk set umuligt! Bibelens Gud er en Asger Aamund, der er cool og alvidende, og som altid bestræber sig på at virke, som om han har styr på tingene, men som alt for ofte er tvunget til vrantent at straffe menneskene, når deres brister pludselig dukker op! 2) Skal din gud have et ansigt? En næse? En mund? Vil en gud blive diskvalificeret, hvis han har tre øjne? Fangarme i stedet for arme? Egypterne tilbad engang gladelig guder med krokodillehoveder. Hvorfor kan vi ikke gøre det i Vesten i dag? Hinduerne elsker fortsat Ganesha, ikke på trods af, men måske på grund af hans snabel! Hvis Gud kan skabe et væsen, der ser så underligt ud som en blæksprutte – tænk lige over det! Otte arme! Sugekopper! Sprøjter blæk! Skifter farve! Giftig! Hvis Gud kan skabe noget, der virker så bizart og fremmedartet, hvilken form og hvilket udseende vil han så ikke vælge til sig selv? En Charlton Heston-type vil i det perspektiv da virke kedelig, utilstrækkelig og fuldstændig usandsynlig. 3) Skal din gud have et køn? Er der virkelig behov for et skæg? Skal din gud ligne en patriarkalsk mand, for at du kan respektere ham? Eller en vis Moder Jord? Hvad med Elvis’ bakkenbarter? (Når du tænker på Jesus, forestiller du dig så, at han er langt mere fysisk tiltrækkende og langt mindre sarkastisk og ironisk end en gennemsnitlig jødisk mand?). Har din gud tilfældigvis samme hudfarve som dig? 4) Hvis side var Gud på under de engelske Rosekrige (1455-1487)? Hvis side ville du have været på? Spiller det nogen rolle? Er det nok at gå ud fra, at Gud altid er på den svage parts side, eller i hvert fald på den side, der ikke startede krigen? Kræver du, at din gud vælger side i alle krige eller forholder sig neutral? (Hvis Gud vælger at interessere sig for nogle krige og ikke for andre, er det så et tegn på manglende opmærksomhed?). Kan du leve med forestillingen om en skaber, der er fuldstændig ligeglad med, hvem af hans skabninger der lever eller dør, eller hvordan de lever og dør, og som ikke er interesseret i at straffe eller belønne en given adfærd? En gud, der er upartisk og ligeglad, og som ikke anser os for at være mere specielle eller nødvendige end kakerlakker? Er vi forvirrede mennesker måske langt mere interesserede i moral, end Gud er? 5) Skal din gud have motiver og planer, som vi ikke blot kan få øje på og forstå, men også støtte? Ville du for eksempel kunne elske og respektere en gud, som har skabt Jorden og menneskeheden, og som siden har ventet tålmodigt på, at der skal blive 20 milliarder af os, så han kan fodre os som godbidder til sine ægte yndlinge på planeten Belso? Hvad nu, hvis vi er blevet skabt for at bidrage til drivhuseffekten, så de, der virkelig bliver skabt i hans billede – øglefolket – kan få mulighed for at udvikle sig og trives? 6) Skal din gud kunne lave tryllekunster? Gå på vandet? Forvandle vand til vin? Skille vandene? Og når den slags ikke sker omkring dig i – nå ja, mindst 2.000 år – siger du så til dig selv: Den gamle har vel travlt med andre ting ...? 7) Vil du have eller har du brug for en gud, fordi du simpelthen ikke kan få dig selv til at tro, at universet er resultatet af noget og ikke nogen? At der aldrig har været en bevidst plan om dig eller nogen eller noget som helst? Har du partout brug for en mand med en plan? 8) Er det umuligt for dig at tro, at mennesker kan opføre sig venligt og anstændigt i et univers uden en gud, der straffer og belønner? Ville du opføre dig langt værre, end du allerede gør, hvis du begyndte at tro, at der ikke er et kosmisk øje, der overvåger dig? Vil du virkelig have en gud som Søren Krarup? 9) Vil du have en gud, der tager æren for de gode ting, og en djævel, der får skylden for de dårlige? Hvis Gud skabte Satan, kan han vel også afskaffe ham eller ændre hans natur? Medmindre Gud selvfølgelig har brug for en syndebuk, som kan få skylden. En politimand? Hvis du har været slem, sender Gud dig til helvede, ligesom Rumsfeld sendte de forhadte til Syrien og Bulgarien til en omgang tortur? 10) Hvis du er kvinde, er din perfekte gud så en næsten kønsløs mandsskikkelse, en Cliff Richard? En mandsskikkelse, som aldrig tænker på sex, men bare vil ligge i ske? Igennem 2.000 år har millioner af frustrerede katolske kvinder begæret den lokale præst, fordi de ønsker at tro, at han ikke kan gengælde begæret eller begå en anden afskyelig form for mandlig svigefuldhed. Er din gud den perfekte mand? Det rene og lysende ideal – den eneste mand, man kan stole på? 11) Skal der absolut være et liv efter døden? Himmel og helvede? Disneyland og Auschwitz? Forestiller du dig himlen som en lukket og bevogtet enklave, og frygter du, at Gud måske vil lukke rakkerpak ind? At han ikke har været så fornuftig at etablere en slags guldkortssystem til at forhindre de gode, men kedelige, i at forsøge at blande sig med de bedre, rigere, mere interessante og vigtigere beboere? Og hvis du har brug for et evigt liv, hvad regner du så med at bruge tiden på, når du ikke engang kan finde på noget interessant at lave en regnfuld søndag eftermiddag? Er du ikke allerede nu træt af at gentage dine vittigheder og anekdoter? Hvor meget vil du så ikke gentage i de kommende trillioner, trillioner, trillioner årtusinder? Især da der ikke længere vil være nogen nye bloddryppende mord eller synder at sladre om? 12) Ganske vist fortæller præsterne os, at glæderne i himlen vil være anderledes end glæderne på Jorden. Renere glæder, overlegne glæder. Men hvis man er blevet renset i en sådan grad, at man ikke længere værdsætter sex, cheeseburgere, heavy metal, ’Terminator’-film eller andre billige, men dejlige fornøjelser, hvem vil så blive lukket ind i himlen? Du vil i hvert fald ikke, da du er summen af dine fornøjelser. Det nye, rensede dig vil være så forskelligt fra dit nuværende dig som en helt fremmed. Gud kan lige så godt lave en robotkopi af dig uden nogen personlighed og lukke den – ja, sjælløse – kopi gennem himlens porte i stedet for dig. Hvis himlen ikke har nogen velkendte glæder, kendte ansigter eller en kendt fornemmelse for tid, vil det virkelig være et fremmed sted, som måske kun er skabt til folk som Newton og Einstein, der kan trives udelukkende med tanker. Jeg tror dog, at selv Einstein satte pris på en øl og en god bøf en gang imellem. Hvis Gud afviser alle jordiske glæder, må han hellere have nogle vældig interessante alternativer parat. Men jeg har en mistanke om, at selv en uendelig mental orgasme vil begynde at virke kedelig efter nogle få årtusinder. Når vitænker på Gud og det hinsides, bør vi som altid udvise en vis ydmyghed, da såkaldte umulige og absurde ting rent faktisk dukker op i vores univers fra tid til anden. Og når vi tænker på Guds karakter og ’Hans’ skaberværk, kan vi ikke udelukke en Gud, som har opført sig absurd og fortsat gør det. Men som skabninger med en fri vilje bør vi aldrig blindt tilbede en absurd gud. Hvis vi føler behov for en gud, bør det være en med en vis værdighed, der afholder sig fra at skabe så skammelige og barnlige eventyrparker som himmel og helvede.