Hvis det usandsynlige skulle ske, at israelerne og palæstinenserne sætter sig sammen for at diskutere en fredelig løsning, vil vi gøre klogt i ikke at gøre os nogen forhåbninger.

I stedet kunne vi minde os selv om I.F. Stones ord: »Hvis Gud virkelig er død, som nogle påstår, må han være død af at forsøge at løse den palæstinensisk-israelske konflikt«. Og desværre er det muligt, at samme skæbne vil overgå mange troende, inden der opnås noget, der bare ligner fred i Palæstina. Under og efter en sådan konference vil israelerne definere deres opfattelse af ’sikre grænser’ (der kan forsvares), mens palæstinenserne vil forsøge at etablere en palæstinensisk stat på Vestbredden og i Gazastriben. Spørgsmålet er blot: Hvordan vil denne stat se ud? Palæstina og dets to samfund vil måske, eller vil måske ikke, blive genforenet i en nær fremtid. Men at antage, at en palæstinensisk stat ikke vil blive etableret inden for en overskuelig fremtid, betyder, at man forudsætter, at historien vil dreje væk fra sin forudbestemte kurs. Ved den palæstinensiske masseudvandring i 1948 var landet for den almindelige palæstinenser blevet kilden til livets mening. Det var blevet grundlaget for den enkeltes hverdag som bonde, håndværker, intellektuel, handelsmand eller kunstner. Palæstinenserne, som søgte tilflugt i de arabiske nabolande, bevægede sig ikke fra en del af den arabiske verden til en anden med en pendlers imponerende lethed. Politisk og eksistentielt betragtede de allerede landet, hvor de var blevet født, som landet, hvor deres myter, lignelser og moral var blevet skabt. Fra 1948 krøb tilbagevendelsen ind i den palæstinensiske bevidsthed og slog rod. Dette billede blev overført fra den første generation, som bragte visuelle indtryk af Palæstina med sig, til den næste, som voksede op i udlændigheden Ghourbeh. De var fra den arabiske verden, men ikke en del af den – uden stat eller regering eller myndigheder at henvende sig til i en krisetid. Siddende ved en dør, hvor der på den anden side ventede udplyndring eller fangenskab ved blot det mindste tegn på brok, måtte palæstinenserne vende tilbage til deres oprindelige palæstinensiskhed for at overleve. Hele verden med alle dens ressourcer har vendt os ryggen, tænkte de. De måtte forlade sig på alle de kneb og al den list, som de lærte sig i Ghourbeh. Og alt dette og mere til blev de tvunget til at gøre udelukkende for at overleve. Ganske uforskyldt var den næste generation af palæstinensere, der voksede op, ude af stand til at minde verden om deres eksistens og ude af stand til at give den indsigt i dødskuldens virkelighed og smerte. Allerede inden de kunne begynde at skabe sig en fortid, var alting styrtet sammen bag dem; deres hjemland, de sociale systemer, institutionerne og den aktive hverdagsmytologis mosaik. Lederløse, splittede og hjælpeløse havde palæstinenserne efter 1948 ingen mulighed for at definere deres fortid eller ændre deres situation. De levede bag de formørkede mure i eksilets skyggeverden; som flygtninge, tredjerangsborgere, de skræmte fremmede med de statsløses papirer. Og de ventede på Godot. Men Ghourbehs fremmede land er en frygtindgydende verden at leve og vokse op i. Mellem palæstinenseren og den verden, han levede i, var der altid endnu et skridt at tage; et skridt, der skilte ham fra hovedstrømmen i begivenhedernes flod. Der var et tomrum mellem ham og de love, der styrede hans virkelighed; mellem ham og den dansende folkemasse på gulvet; mellem ham og en appelsinlund i Jaffa eller en vingård i Galilæa. I Israel, hvor han blev kaldt ’israelsk araber’; i Jordan, hvor han blev ’jordansk medborger’; eller i Libanon og Syrien, hvor han blot var ’flygtning’ – i alle disse lande var der intet andet tilbage for palæstinenserne end en samling falmede billeder af Palæstina og minder om varme sommerdage i 1948. For de ældre palæstinensere var der intet andet tilbage end kapitulationens narkotikum og resignationen til at lulle dem i søvn. For den nye generation var der intet andet end spørgsmål, som forblev ubesvarede. I flygtningelejren blev fysisk og psykisk vold reglen. Resignationens vold. Sultens og kuldens vold. Fremmedhedens vold. Vold i alle afskygninger. Vold, som andre udsatte palæstinenserne for, og vold, som palæstinenserne udsatte andre for, blev en del af det at være palæstinenser. Det blev den dialektiske spænding mellem palæstinenseren og den omgivende verden. I de palæstinensiske flygtningelejre levede folk oven i hinanden. De sloges med hinanden. De bekæmpede hinanden. De dræbte hinanden. Alt dette gjorde de ikke så meget mod den omgivende verden som mod hinanden. Så da en ny generation af palæstinensere voksede op, var de blevet mere end blot hærdet af deres virkelighed. De var blevet humaniseret af den. Som hjælpeløse indbyggere i et hjælpeløst eksilland begyndte palæstinenserne at hade. De begyndte at hade den arabiske verden, den vestlige verden og de onde kræfter på den anden side af grænsen, som var skyld i deres situation. Hvordan kan man undgå at hade, når man begynder at tvivle på sin plads i verden og dens forvanskede spejlbillede? Hvordan kan man udholde lejrens, ghettoens og statsløshedens inferno uden hadets rensende krampetrækninger, som gør det muligt for offeret at bevare sin mentale sundhed? Kun ved at slå igen mod verden kan et undertrykt menneske bevare følelsen af at være noget værd og eksistere på lige vilkår med andre. Først da ophører hadet med at være det projicerede svar på virkeligheden. Kampen for frigørelse bliver modgiften mod de blødende sår, den knugende smerte og de desperate skrig i ingenmandslandet. Han kæmper. Han skaber visioner. Han er ikke længere blot en skygge, som historien har kastet til side. Han indser, at undertrykkelsen vil blive knust under hans eget stædige pres. Palæstinenserne har en påfaldende stærk nationalfølelse og psyke til fælles. En palæstinenser kan møde en libaneser, en syrer, eller en hvilken som helst anden araber. De har sproget, historien og kampen for selvstændighed til fælles. Lad os antage, at de også har en fælles ideologi, vision og socioøkonomisk baggrund. Men hvad de ikke har til fælles, er den psykiske spænding, der har rod i de samlede erfaringer fra 1948 og frem; ønsket om at flygte fra tiden og ind i palæstinensiskhedens grænse- og kulturoverskridende antiverden; den evige besættelse af det personlige, det eksistentielle og det dunkle. Nu findes der noget, der er endnu værre end en stat på Vestbredden eller i Gaza, og det er ikke at have nogen stat overhovedet. I så fald behøver palæstinenserne i det mindste ikke at få deres næser dyppet i den israelske besættelsesmagts bræk og i flygtningelejrens og hjemløshedens armod. Hvis der bliver etableret en palæstinensisk stat, vil betydningen for det palæstinensiske samfund ikke blive mindre omvæltende end de hændelser, som i 1948 førte til kuldkastelsen og den veritable tilintetgørelse af den palæstinensiske klassestruktur og de palæstinensiske værdier. Men hændelserne dengang førte også til dannelsen af en ny bevidsthed. Den palæstinensiske stat rejser imidlertid alt for mange spørgsmål med alt for mange udefinerbare faktorer. At forsøge at forestille sig en stat på nuværende tidspunkt svarer til at lægge hånden på et spejlbillede i vandet. Vil den med sin ideologiske og sociopolitiske struktur give et sandfærdigt billede af det palæstinensiske folks følelser? Vil vi skabe de rette forudsætninger for en politisk og økonomisk uafhængig stat? Vil vi skabe de rette forudsætninger for at forene de landsforviste og skabe en samlet nation? Folk vil danse jublende gennem gaderne. En eksplosion af følelser vil vække massernes vilje til at tage del i processen om at skabe et land og en nation. »De højlydte råb bliver glædens og latterens. Vi er ikke ensomme længere; ikke forarmede længere. Vi er vendt hjem til vores land. Vi har forladt værtlandets ingenmandsland. Nu vil vi tænde et bål og se den første gnist flyve!«. Men visioner bliver sjældent, som vi forestiller os dem. Det vil gå i Palæstina, som det gik i Israel. Resultaterne af statsdannelsen vil få mange forhåbninger til at briste. Fra 1948 og frem har palæstinenserne været styret af en indre kraft og et ønske om at overgå sig selv. Kort efter etableringen af den nye stat vil de være præget af arrogance, en følelse af overlegenhed og syndromet om ’det udvalgte folk’, som israelerne var det før dem. Kommer de ikke fra fortidens undertrykkelse? Har de ikke overlevet flygtningens opslidende tilværelse? Palæstinensisk kultur vil med tiden undergå dramatiske forandringer. Den vil komme til at afspejle selvtilfredshed. Blot en skygge af Ghourbehs vilde lidenskab for poesi, musik, teori og vision vil overleve. Uanset hvilken sociopolitisk struktur, der vil herske, vil palæstinenserne formodentlig skabe nye familieværdier og nye moralske værdisæt på den baggrund. Den palæstinensiske stat vil komme til at styre og neutralisere palæstinenserne. Da palæstinenseren var afskåret fra alt, fandt han støtte i Ghourbeh. Hans trøst, hans raison d’être var hans arbejde som rejsende i ideer, som profet og agitator mod status quo. I sit eget land og samfund vil han skulle genindføre det praktiske, de målelige dyder (eller laster). Den økonomiske tryghed og velfærdens drivkræfter, kølige og tørre behov. Uden ejendele, berøvet for alt i Ghourbeh, fandt palæstinenserne et redskab i ordenes lidenskab. Ordene udtrykte revolutionen og gav en følelse af mening. Oprørets røster blev et modersmål. I Palæstina kom tankerne til at kredse om grænserne. Efterhånden som de stabiliseres , vil et socialt og politisk liv vokse frem. Der findes nu 10 millioner palæstinensere. En tredjedel af dem bor allerede på Vestbredden og i Gaza, hvor den nye stat vil blive dannet. De palæstinensere, som er villige til at vende tilbage til de palæstinensiske områder, vil gøre det med varierende entusiasme. Selv om en palæstinensisk stat indledningsvis vil få stor følelsesmæssig betydning for alle palæstinensere, uanset klassebaggrund, er det selvfølgelig først og fremmest flygtningene, som er interesserede i, at flygtningelejrene nedlægges, så det bliver muligt at vende tilbage til et normalt og stabilt liv. De palæstinensiske arbejdere og den lavere middelklasse, som nu lever i andre lande, men uden for flygtningelejre, har ikke noget at miste ved at forlade ghettoen og deres arbejde for i stedet at slå sig ned i deres eget land. Velbjergede palæstinensere, erhvervsfolk, veluddannede og intellektuelle vil tænke på, om denne palæstinensiske stat vil tjene deres ideologiske og økonomiske interesser eller ej. De vil spørge, om en tilbagevendelse er en rejse fremad eller bagud, inden de træffer deres uundgåelige beslutning. Det er vigtige spørgsmål, som palæstinenserne stiller. De retter sig først og fremmest mod, hvis behov den nye stat vil dække, og hvis politiske interesser vil blive repræsenteret. Hvis man tager det som en selvfølge, at enhver palæstinenser vil få stemmeret i det nye Palæstina, kan man med uhyggelig sikkerhed også forudsige, at en kamp om ledelsen og samfundssystemet vil følge i kølvandet på selvstændigheden. Vestbreddens jordejere og bourgeoisi vil arbejde for at beskytte deres privilegier mod at blive indskrænket af for eksempel palæstinensiske socialister. Også inden for PLO kommer de forskellige grupper til at kappes om ledelsen og om støtten fra masserne til deres forskellige visioner for den nationale frigørelse og samfundssystemet. Resultatet vil afgøre, hvordan den nye stat kommer til at samarbejde med Israel og resten af verden. De palæstinensiske børn, der nu bliver født i Ghourbeh, lærer på den hårde måde, hvad det vil sige at være palæstinenser. Den diffuse tilknytning til Palæstina er en barsk lektie. Når en ny stat er etableret, vil den forsvinde. En hel del vil gå tabt af det palæstinensiske samfunds stridslyst, autoritetsstruktur, afstandtagen fra traditionelt lederskab, spontanitet og foretagsomhed og alle de andre karakteristika, som en hel generation er vokset op med gennem 58 år i eksil. De nuværende forhold på Vestbredden og i Gaza er ikke tilstrækkelig gode til at gøre området økonomisk livsdueligt. Men som separat stat med et legitimt moralsk krav på en del af olierigdommene i den arabiske verden vil man så godt som sikkert kunne opnå take-off inden for forholdsvis kort tid. En palæstinensisk stat vil desuden have tilstrækkelig kapacitet og knowhow til at gøre den til det mest teknologisk veludviklede land i den arabiske verden. Palæstinenserne har ikke bare den laveste procentdel af analfabeter i Mellemøsten, men har også mellem 1948 og 2005 ifølge UNESCO uddannet flere akademikere end noget andet land i Mellemøsten. Det palæstinensiske folks menneskelige ressourcer har i de seneste 58 år tegnet sig for de mest nyskabende ideer, der nogensinde er blevet introduceret i den arabiske verden inden for områderne bank- og forretningsvirksomhed, videnskab, uddannelse og kunst. Disse store reserver af ekspertise og initiativ kan garantere et økonomisk take-off, som vil overstråle alt, hvad der hidtil er sket i regionen. Det bliver nødvendigt med et impressionistisk portræt, uanset hvilket billede vi vil male af en fremtidig palæstinensisk stat. Men et aspekt af portrættet bliver ikke impressionistisk. For den almindelige palæstinenser bliver det snarere iøjnefaldende og realistisk. Det er visheden om at befinde sig i sit eget land. Den vished vil have en fascinerende indflydelse på bevidstheden. Jeepene, der kører gennem gaderne i Jerusalem og Nablus vil ikke være fyldt med besættelsesmagtens soldater. Ingen fremmed politimand vil banke på døren midt om natten med en ’forebyggende arrestordre’. Palæstinenserens identifikationspapirer vil ikke længere være den statsløses rejsedokument, men et uskyldigt kørekort. Manden på gaden vil bære murerredskaber for at bygge et hus. Det vil ikke være israelske soldater, der bærer sprængstoffer for at sprænge huset i luften. Når de søger arbejde, vil de ikke behøve arbejdstilladelse. Når de skal udfylde en blanket, behøver de ikke overveje, hvad de skal skrive under nationalitet. Og endelig, uanset hvor i verden en palæstinenser vælger at leve, vil det ske med bevidstheden om, at i en krisesituation, hvor han føler sig hjælpeløs, har han et sted at rejse hen. Han kan vende tilbage. Men indtil den dag, hvor en palæstinenser kan genvinde det, som næsten alle andre i verden anser for en medfødt ret, vil de leve i et dystert tomrum. De ser kun det røde i blodets vision. De har ingenting at tabe. Absolut ingenting.