Vi har et fælles grønt projekt! Vi vil igen gøre Danmark til foregangsland, når det gælder natur, miljø og klimaindsats. Vi skal have dobbelt så meget natur; der skal ryddes op i kemikalier, partikler og udstødningsgasser, der gør folk syge; og så skal vi have en ambitiøs energiplan, der halverer Danmarks udslip af drivhusgasser. Men vi vil ikke kun et grønt Danmark. Danmark skal også være et eksempel for og en aktiv spiller i kampen for en verden, hvor både fattigdom og forurening forsvinder. Mens regeringen har spildt fem år i natur-, miljø- og klimapolitikken, har de fire partier, som vi repræsenterer, haft et tæt samarbejde på området. Vi har kunnet enes om meget mere end at kritisere regeringen. Vi har også udviklet masser af fælles, konstruktiv politik. Derfor virker det noget anstrengt, når Anders Fogh Rasmussen angriber oppositionen for ikke at have et fælles projekt. Javel, der er forskelle på oppositionens fire partier, men når det gælder natur-, miljø- og energipolitik, skal man næsten have luppen frem for at få øje på dem. Luppen er ikke ligefrem nødvendig, hvis man skal finde ud af, hvor regeringen er indbyrdes uenig, og slet ikke, når det gælder det grønne område. Efter fem år med Lomborg og store nedskæringer på miljøområdet begyndte vælgerundersøgelser at vise stigende interesse for miljøet – ikke mindst drivhuseffekten. Det er noget, Anders Fogh kan forstå, og i oktober fik miljøet for første gang en fremtrædende plads i hans åbningstale til Folketinget. Ordet klima kunne han dog ikke få over sine læber. Hvor meget statsministeren faktisk var til dengang i oktober, er svært at vide. For en gangs skyld havde Anders Fogh ikke styr på sin regering. Det med miljøet var tydeligvis ikke et fælles projekt. Finansminister Thor Pedersen smækkede pengekassen i og valgte at gøre grin med drivhuseffekten, som han bestemt ikke tager alvorligt. Fødevareminister Hans Christian Schmidt havde mulighed for at tilføre natur- og miljøformål op til 1,4 milliarder kroner ekstra om året ud af de 7 milliarder, der tilføres danske landmænd i direkte støtte. Han valgte at bruge 0 kroner, Landbrugsraadets ord vejede tungere end statsministerens. På et regeringsmøde i december fremlagde energiminister Flemming Hansen, uden tvivl med kraftig inspiration fra Thor Pedersen, en energihandlingsplan. Eller rettere sagt en ikke-handlingsplan. Målet for vedvarende energi blev sat til 25 procent af energiforsyningen i 2025, og det ligner – på nær en afrundingsfejl – resultatet af ingenting at gøre, ud over det, der allerede er aftalt politisk. Det var trods alt for pinligt, og efter en måneds hektisk aktivitet satte man målet op til 30 procent. Uden rigtig at fortælle, hvad man ville gøre for at nå målet. De 30 procent blev præsenteret som et ambitiøst mål. Nu afhænger ambitioner som bekendt af, hvem der har dem, og for en regering med fem spildte år bag sig er der da tale om fremskridt. Mere objektivt bedømt er der tale om en langsommere udbygning af den vedvarende energi end under SR-regeringen og samtidig en udbygningstakt, der med cirka 3/4 procentenhed om året er langsommere end den, EU-kommissionen har lagt op til for hele EU, nemlig 1 procentenhed om året (EU vil gå fra 6 til 20 procent på 14 år; regeringen fra cirka 15 til 30 procent på 20 år). Det vil endda være en tilsnigelse at kalde EU-kommissionens udspil for ambitiøst. Adskillige lande, herunder Frankrig og Tyskland, pressede på for en målsætning på 30 procent i stedet for de 20 procent, som udspillet endte på. Danmark havde, så vidt vi har kunnet få oplyst, ingen mening om den sag. Måske var kommissionen endt på 30 procent – eller bare 25 – hvis Danmark havde været med til at presse på. De sorteste kræfter i regeringen har en god alliancepartner i Dansk Folkeparti, der vel interesserer sig for fødevarekontrol og dyrevelfærd, men bortset fra det er totalt ligeglad med miljø- og klimaproblemer. Regeringen har givet Dansk Folkeparti vetoret på miljøområdet, og resultatet er derefter. Ved nytårstid havde statsministeren forståeligt nok givet op. I hans nytårstale fik miljøpolitikken en enkelt defaitistisk sætning, og så fik vi ellers at vide, at vi hver især har et ansvar for miljøet. Det er rigtigt – ikke mindst på valgdagen! Hvis regeringen har et fælles projekt, er det mindste fællesnævner. Nok om den tristesse. Der vil komme andre boller på suppen efter et vellykket folketingsvalg. På vedvarende energi er vi enige om en målsætning, der hedder mindst 45 procent og helst 50 procent i 2025. Det er ambitiøst, men at det kan lade sig gøre, viser to handlingsplaner – og her er ordet velvalgt! – fra Teknologirådet og Ingeniørforeningen i Danmark. De to planer viser tilmed, at vi kan spare så meget på udgiften til olie, kul og naturgas, at der bliver et samfundsøkonomisk overskud. Hertil kommer betydelige helbredsgevinster, for hver gang der bliver brændt fossile brændstoffer af, slipper der en vis mængde partikler og farlige luftarter ud, der kan forårsage astma, allergi, kræft m.v. Selv om planerne giver overskud på langt sigt, skal der bruges flere offentlige penge på kort sigt. De findes heldigvis i form af de såkaldte offentlige serviceforpligtelser, som betyder, at vi betaler nogle øre ekstra per kilowatttime elektricitet, vi bruger. Det tillæg vil falde fra 2010 og frem, hvilket kunne lyde som en god nyhed, men det afspejler, at der i de seneste år stort set ingen landvindmøller er stillet op eller skiftet ud. Bare ved at fastholde tillægget kan man skaffe penge til en masse vedvarende energi. Det store perspektiv ligger dog i de erhvervsmæssige muligheder. Det vigtigste ved det danske vindmølleeventyr er, at det har givet verden effektive vindmøller, som skyder op flere og flere steder i verden i takt med stigende frygt for klimaforandringer – og som resultat af de høje energipriser. Men det er også dejligt, at det er lykkedes at skabe et erhverv, der i dag direkte og indirekte beskæftiger 20.000 mennesker i Danmark og på få år er blevet vores tredjestørste eksporterhverv. Det er bare begyndelsen. Verdensmarkedet for vindmøller, vedvarende energi og anden miljøteknologi vil vokse eksplosivt. Det har mange virksomheder indset, ikke kun i Danmark. Masser af de store multinationale selskaber har fornemmet, hvilken vej vinden blæser, og satser på det grønne. Det er der penge i! Selv George W. Bush er ved at opdage det. Det svære er ikke længere at indse, at fremtidens erhvervsliv er grønt, for det skal det være, hvis det ikke skal gå helt galt med vores klode, men at indse, at konkurrencen bliver benhård. Det hjælper ikke at satse halvhjertet, for så bliver Danmark hurtigt overhalet. På trods af fem spildte år har vi stadig et forspring på en del områder – ud over vindmøller drejer det sig f.eks. om ventiler og pumper – men det skrumper ind, hvilket meget godt bliver symboliseret af EU’s og Danmarks forskellige målsætninger for udbygning af den vedvarende energi. Vi kan øge vores grønne forspring på mange måder. En af de vigtigste er den offentlige sektors indkøb, som udgør cirka 140 milliarder kroner om året. Ved at stille grønne krav til disse indkøb kan vi tilskynde erhvervslivet til at udvikle teknologi og produkter af høj standard, når det gælder miljø, energiforbrug, sundhed og arbejdsmiljø. F.eks. vil vi kræve, at blodposer, slanger og andet hospitalsudstyr skal være lavet af ufarlig plast i stedet for som i dag pvc-plast med ftalater, der er både sundhedsfarligt og miljøskadeligt. Vi er enige om at foreslå, at der fastsættes centrale regler for grønne krav til offentlige indkøb. Det er god erhvervspolitik, for det er nemlig langt nemmere for virksomhederne at overskue end en masse decentrale beslutninger. Det er selvfølgelig helt fint, hvis det enkelte sygehus, skole, børnehave eller plejehjem kan stille mere vidtgående krav, men ikke omvendt. Regeringen afviste i november centrale regler for offentlige indkøb, med den begrundelse at decentrale beslutninger var bedre (selv om ftalater os bekendt virker ens på bornholmere og jyder). Men det har vi prøvet i 10 år, og det har vist sig ikke at være godt nok. Måske var det kun en desperat og dårlig undskyldning for at sige nej, for lige præcis samtidig var Finansministeriet i fuld gang med at indgå centraliserede indkøbsaftaler for staten – dog uden de store miljøambitioner. Klimaet får med fuld ret størst opmærksomhed i den offentlige debat; færre ved, hvor presset den danske natur er. Under en fjerdedel af Danmarks areal er naturområder. Landbruget optager næsten to tredjedele af pladsen, og på trods af vandmiljø- og pesticidhandlingsplaner stresser landbruget fortsat naturen. Udvaskningen af kvælstof og fosfor fra landbrugets gødning er ikke alene hovedårsagen til de mange meget synlige tilfælde af iltsvind i fjorde og bælter, men påvirker også naturen på land. De mange næringsstoffer favoriserer blandt andet brændenælder og græsser på bekostning af andre arter. Der sker også en forsuring, som betyder, at visse naturtyper som højmoser, der dårligt tåler et surt miljø, er stærkt pressede. Danmark har en målsætning om på langt sigt at fordoble skovarealet. Vi er enige om, at den målsætning skal udvides til at gælde alle naturtyper. Ikke kun for naturen, frøerne, fuglene og paddernes egen skyld, men også til glæde for os mennesker. Et af de mest entydige resultater fra miljøøkonomiske undersøgelser er, at vi sætter stor pris på naturen. De fleste har oplevet, at naturen er et af de allerbedste midler mod stress (desværre er vi tit for stressede til at få gået den tur i skoven eller på stranden). Naturen er mange ting. Bynatur og bynær natur er vigtige, fordi de let kan benyttes af mange mennesker. Det er også vigtigt med læhegn, vandhuller og naturbræmmer langs vandløb ude i landbrugslandet. Og så skal der etableres egentlige naturparker forbundet af grønne korridorer, hvorigennem planter kan udbrede sig, dyr vandre og mennesker gå eller cykle. I 2001 kom et udvalg under ledelse af tidligere industriminister for de konservative Nils Wilhjelm med et visionært forslag om at etablere otte store naturområder – nationalparker – i Danmark. Desværre lytter beslutningstagerne i den nuværende regering ikke meget til konservative miljøvenner. Så i stedet for har regeringen lagt op til at sætte nogle grønne knappenålshoveder på landkortet – som de så kalder nationalparker. Når der kommer et nyt folketingsflertal, vil vi udarbejde en ambitiøs naturplan for Danmark med udgangspunkt i Wilhjem-udvalgets anbefalinger, målsætningen om en fordobling af naturarealet i Danmark, EU’s vandrammedirektiv (der blandt andet skal beskytte vores grundvand) og FN’s biodiversitetskonvention som udmøntet i EU’s Natura-2000-direktiver, der skal sikre et mangfoldigt dyre- og fugleliv. Regeringen er naturligvis også forpligtet på disse EU-direktiver, men det er en gåde, hvordan den vil leve op til dem. Man forpassede en gylden mulighed, da det – som nævnt – fra i år blev muligt at bruge op til 1,4 milliarder kroner af den 7 milliarder kroner store direkte landbrugsstøtte på natur- og miljøformål. I dag er det sådan, at landbrugsstøtten virker modsat – den har været med til at presse jordpriserne op i skyerne, hvilket gør det dyrt for staten at opkøbe landbrugsjord og omlægge den til skove, heder og vådområder. Vi er blevet beskyldt for at hetze mod landbruget. Nej, mange landmænd udfører et godt og hæderligt stykke arbejde. Men det er en matematisk kendsgerning, at mere natur kræver mindre landbrugsareal – for byarealet bliver i hvert fald ikke mindre. Og det er en kemisk og biologisk kendsgerning, at naturen ikke kan tåle pesticider, kvælstof, fosfor og ammoniak fra landbruget i de nuværende mængder. Der er brug for en omstilling. Vi foreslår en receptordning for pesticider med henblik på en fuld udfasning af den rutinemæssige brug af sprøjtemidler. Indtil nu er det ikke engang lykkedes at få nedbragt forbruget af sprøjtemidler til det, som ligger i regeringens slappe pesticidplan. Faktisk har forbruget af pesticider været stigende de seneste fire år. Vi foreslår en effektiv afgift på gødningsforbrug. Planen for mere natur og mindre landbrugsareal skal kobles sammen med meget mere økologi og anden forædling, også i fødevareindustrien. Samtidig skal der bruges penge på nye erhvervsmuligheder i landdistrikterne, herunder vedvarende energi, hjemmearbejdspladser og grøn turisme. Det bliver der brug for i alle tilfælde, for udviklingen går i retning af færre job i landbruget. Igen kunne man have brugt af de 1,4 milliarder kroner. Ja, vi nævner dem et par gange, for vi er noget chokerede over, at regeringen brugte så mange penge på ikke at løse nogen som helst problemer. På kemikalieområdet vil vi systematisk udfase brugen af de uønskede stoffer på Miljøstyrelsens liste hurtigst muligt og i løbet af højst 10 år. Partikelforureningen i de store byer, der hvert år dræber hundredvis af danskere, vil vi straks gribe effektivt ind imod (regeringen har spildt fem år, før de lavede et indgreb, som Venstres formand for teknikudvalget i Københavns Kommune kalder virkningsløst). Sidst, men ikke mindst, vil vi øge den danske miljøbistand til de ulande, der i disse år – heldigvis – oplever en kraftig økonomisk vækst. Den vækst skal være så grøn som muligt. Og vi skal påvirke den globale miljøpolitik mest muligt. Danmark har erfaring og ekspertise til at give et reelt bidrag til en bæredygtig verden. Men det kræver, at vi bruger penge på at ansætte dygtige ’miljødiplomater’. Og det er naturligvis en af forskellene på VK og os. Vi vil miljø og natur, og vi vil også bruge de penge, det koster. Da regeringen trådte til, gjorde den det modsatte: Skar voldsomt ned på Miljøministeriets budget (en miljømilliard er småpenge i den sammenhæng) og ansatte smagsdommeren Bjørn Lomborg til at fortælle os, at vi skulle bruge færrest mulige penge på miljøet. Jo, dengang havde regeringen et fælles projekt, men helt sort projekt på miljøområdet. Vi vil den modsatte vej. Og vi er klar med vores fælles grønne projekt.