Det undrer mig, at vores blodige angrebskrig næsten ikke har været under debat.

Enkelte har diskuteret løgnene, Bush og Fogh brugte til at forføre os ind i ’krigens nødvendighed’, men ikke løgnen i at ville indføre demokrati ved hjælp af ikke-demokrati eller voldelig kommunikation. Skønt alt nu er tabt, bør diskussionen tages med henblik på afvæbning af fremtidige diktaturer. Mange advarede inden korstoget mod at deltage i galskaben, men både tilhængere og modstandere syntes dengang at indtage voldelige positioner. Enten for en voldelig afvæbning af Saddam Hussein eller for en voldelig fortsættelse af hans diktatur via en pacifistisk venden det blinde øje til. Det sidste var for mig uacceptabelt med den vold, som fortsat vold mod irakerne ville gøre på os selv. Som ikkevoldstilhænger argumenterede jeg i Politiken (14.2.03) inden krigen derfor for en tredje vej. På det personlige plan har jeg praktiseret ikkevoldelig afvæbning af voldsmænd, lige siden jeg som ung så nogle rockere jage en fyr med jernlænker på Vesterbro. Jeg var på vej til fest, men sprang af cyklen for at intervenere, hvorpå rockerne pryglede mig til både skadestue og ’fest’ i blodige laser. Jeg indså siden, at jeg havde fejlet ved at praktisere fjendtlig kommunikation over for voldsmændene (»I opfører jer som nazister«) frem for afvæbnende indlevelse. Siden lærte jeg at ’afvæbne’ langt mere voldelige gangstere i USA’s ghettoer, og har man først lært sig kunsten, er det spændende at afprøve ideerne i verdens mest voldelige slumkvarterer i f.eks. Sydafrika, Namibia, Nicaragua, Haiti, Jamaica og så videre. Undertrykkelsesmønstre (i f.eks. Ku Klux Klan og Hizb-ut-Tahrir) bearbejdes jo, ved at man kærligt går ind i dem, mens de altid forværres af hadsk passiv fordømmelse udefra. Selv to Ku Klux Klan-ledere har jeg fået ’afvæbnet’ eller til at forlade klanen – den ene dog med døden til følge. For hvor der handles, spildes der, men spildet gennem ikkevoldelig intervention kræver langt færre ofre end pacifismens passive vold. Mit forslag til at undgå et blodbad i Irak var derfor en sådan afvæbningspolitik, som kan formuleres kort: »Hvis en voldsmand angriber dig, er hjælpen altid lige ved hånden. Nemlig fra mennesket, som er låst fast inde i lidelsesmønstret«. Over for voldsmennesker eller voldsdiktaturer som Irak og Nordkorea forråder man straks menneskets befrielse ved at dæmonisere det som ondt i en »ondskabens akse«. I undertrykkelsessystemer som skildret i filmen ’De andres liv’ er alle ofre og bødler. Det var derfor vigtigt at tillægge sig et kærligt syn på Saddam Hussein som offer. Lad mig her se bort fra de barndomsskader, som vi ved, at han led under. Men fra første øjeblik, hvor han fik magten og i Baath-partiets voldsklima henrettede rivaliserende officerer, blev han et offer for frygt. En frygt for fjender, som førte til undertrykkelsens logik med yderligere vold over for ’fjender’ for ikke selv at miste livet. Nøjagtig som jeg kender det fra mange af mine ’gode’ sorte venner, som ’kom til’ i ghettoens voldelige logik at tage en pistol med sig under et uskyldigt røveri – og af angst pludselig skød mod alt og alle uden at have nogen kalkuleret plan eller indre ondskab. Da alle diktatorer drives af frygt, skal enhver befrielsesaktion gennemtænkes som et stockholmsk gidselsyndrom. Alle gidslernes liv skal reddes, inklusive den oprindelige gidseltager. Hvis ikke man fra begyndelsen giver sig selv og gidseltageren løfte om dette, vil det altid ende i et blodbad, som først og fremmest går ud over gidslerne, ’fjendens’ uskyldige soldater. Der er altså ingen ’fjender’ i et gidseldrama, kun mennesker, som skal udfris af deres midlertidige lidelsesmønstre. Dette løfte er uhyre vigtigt for at redde gidslerne ud i live – ikke mindst i andre diktaturer. En ting, vi kan være sikre på efter at have set Bushs og Foghs stupide straffeekspedition ende med et reb om Saddams hals, er, at alverdens diktatorer nu vil stramme løkken om deres egne gidsler for at undgå samme skæbne. Dette advarede jeg i Politiken om inden krigen: »Vi svigter irakerne, hvis vi ikke magter at undervise en cowboy (Bush) i, at man sindigt og blidt indfanger og opdrætter forvildede køer med en lasso – ikke ved at skyde dem ned som bisonokser fra et eksprestog. Vi svigter dem ved intet nyt at bringe til Irak, hvis vi ikke behandler Saddam Hussein ordentligt«. Gidselaffærer i USA ender altid i blodbad og mere vold som massedrabet i Waco, der medførte terrorismen i Oklahoma City – et spejlbillede af vores Irak. Dermed forskertsede vi magtmonopolet, som er vigtigt i befrielsesaktioner. Selv deltog jeg i invasionen i Haiti efter Clintons intelligente ikkevoldelige afvæbning af Cédras og sad på en amerikansk tank under befrielsen af Kosovo efter Milosevic’ afvæbning der. Da jeg så hans massegrave og nedbrændte huse, var jeg glad for ikke at have indtaget en passiv pacifistisk holdning til serbernes apartheidpolitik. Det var svært ikke at føle had over for undertrykkerne. Netop derfor indså jeg, at det var dette hadske mindretal, der nu skulle have al min kærlighed i tanker og forsonende handling, hvis jeg – som besætter – skulle medvirke til, at århundreders gensidig undertrykkelse og hævn ophørte. Det var en lignende ikkevoldelig intervention i Irak, jeg foreslog i Politiken. »Det vil tage tid og snilde, militær omringning, psykologisk bearbejdning af de indespærrede og så videre. Den måde, man løser en gidselaffære på, siger ikke blot noget om én selv, men om den verden, man ønsker at skabe. For hvert menneske man myrder eller undertrykker for at nå sine mål, lægger man kimen til den næste krig«. Det, jeg havde i tankerne, var en fortsættelse af den beskyttende zone, som Bushs far med luftvåbnets magt ligesom englænderne i 1920’erne havde anlagt for kurderne nord for den 36. breddegrad. Den burde udvides med den zone, han oprindelig gav marsk-araberne syd for den 32. breddegrad. Men når han efter at have opmuntret disse til oprør siden svigtede dem med hundredtusinders død til følge, er det utrolig naivt af Fogh at følge sønnen ind i dette område og tro, at de ville blive tiljublet som ’befriere’. Shiitternes hjerter kunne vi derimod have vundet ved i 5-10 år at genoptage beskyttelsen af dem fra luften. Langsomt – i takt med, at Saddam derved mistede olieindtægten i både nord og syd uden en chance i den åbne ørken for at erobre det tabte tilbage – kunne vi bruge cowboyens beskyttende lasso til på samme måde sindigt og blidt at indfange de hellige byer længere nordpå og derved også vinde iranernes hjerter. Alt sammen uden at en eneste amerikansk soldat betrådte ’hellig muslimsk jord’ ud over den, de allerede betrådte efter at have vundet kuwaiternes hjerter. Problemet, vi har med shiitterne i dag, går tilbage til vores svigt. Muqtada al-Sadr var fra starten på et faderhævntogt, nøjagtig som Bush var det. Næsten 70 procent af irakerne støtter angreb på besættelsesstyrkerne, men da vi gennem 12 års intelligent lassopolitik har vundet kurdernes hjerter – snart de eneste provestlige muslimer i verden, som endnu ikke har skudt en eneste af vore tropper – vil det sige, at næsten alle andre irakere er imod os. Eller rettere imod en voldelig befrielse, der ikke fjernede volden hverken fra deres eller vore hjerter. Mit ikkevoldelige forslag gik på, at efter 20 års kurdisk og måske 8 års shiitisk de facto-befrielse ville magtforholdet i Irak være ændret totalt. Fra 2010 kunne vi begynde en gradvis inddæmning af den hårde ’Sunnitrekant’, der nu gradvist ville have vænnet sig til tabet af fordums dominans og blot skulle vindes det sidste lille stykke over gennem en intelligent ’omvendt Saddam-politik’. Tænk blot på, hvordan Saddam vandt den stædige Buessa-stamme i Fallujah med dens skånselsløse æresbegreber, som i 500 år stolt havde holdt både ottomanerne og englænderne ude. Selv Hussein fra Albu-Nasir-stammen turde ikke komme der, men vandt alligevel langsomt Fallujahs loyalitet over med løfter om privilegier. Selv om stammetilhørsforhold ikke spiller samme rolle i dag, gør en bys stolte selvforståelse det, hvilket vi kunne have udnyttet lige så intelligent som Saddam. Jeg forestillede mig, at hvis det i slutfasen blev nødvendigt med besættelsestropper i Al-Anbar-provinsen, skulle ubevæbnede danske tropper udstationeres i Fallujah. Som jeg skrev: »Efter den angste forskansning, jeg så amerikanerne foretage af sig selv i det fredelige Sydkosovo, tør jeg ikke overlade opgaven til dem. Jeg blev stolt over at se, hvor populære de danske styrker blev ved åbent at blande sig med befolkningen i det svære og hadske Mitrovice-område. Betændte områder bør derfor overlades til danske fredsstyrker. Vigtigst er det, at en hel hær af irakere bliver uddannet i det bedste, jeg kender fra USA om konfliktløsning og fra Sydafrika om forsoning«. »Skal vi vende marginaliseringen af den arabiske verden og dens sårbare postkoloniale psykologi, må hvert et skridt, vi foretager os i Irak, se lige så uselvisk ud som under kampen for at redde muslimerne i Kosovo. Selviskhed og blod på hænderne har vi ved intet at foretage os nu, som da vi forrådte muslimerne i Bosnien!«. Som bekendt gjorde Bush og Fogh det modsatte. De opførte sig som elefanter i en glasbutik – Bush ’udslettede byen for at redde den’, og Fogh stak hovedet i ørkensandet for at lade, som om at han ikke var en del af myrderierne. Selv i dag ligger store dele af denne by med århundreders ry for at være uindtagelig øde hen. Derimod ligger dens flygtede indbyggere med deres knuste og sårede stolthed overalt i Irak på lur for at knuse og såre os, som tog alt fra dem – tilmed det levebrød, Saddam havde givet dem i bytte for at kunne ’indtage’ byen med den intelligente ikkevold, vi selv burde have brugt over for sunnierne. Vi får de fjender (og terrorister), vi har fortjent, når vi bekvemt vælger ikke at ’se’ og bygge på mennesket i dem, vi ønsker at befri (eller integrere!) – både i Irak og i resten af den muslimske verden. Fogh svigtede sine tidligere tanker om, at man bør gøre modstand mod besættelse, ved fuldstændig blottet for forståelse at kalde oprørerne »terrorister« – selv mens disse kun angreb militære mål. Først senere gik sunnierne løs på shiitiske civile, der søgte de job og den magt, de selv tidligere havde haft. Hvilket var starten på en borgerkrig og årtiers blodbad, som vi kunne have undgået gennem en anderledes empatisk ikkevoldelig indgriben med krav til Bush om at opføre sig som en sindig cowboy og ikke som et forkælet barn, der forlanger hele verden serveret på et sølvfad – her og nu. For dermed svigtede vi også demokratiet. Som jeg skrev: »Lad dette være en ’pædagogisk krig’, hvilket der er stærkt brug for med ’øje for øje og tand for tand’-tænkningen i USA og Mellemøsten. EU bør kun støtte et FN-mandat mod løfter om, at ingen får dødsstraf, og mod at de ansvarlige bringes for den internationale strafferetsdomstol. Da almindelige amerikanere er uvidende om, at de med dødsstraffen står alene sammen med de mest brutale regimer, vil dette budskab til amerikanerne og mange muslimske lande i sig selv mindske volden i verden«. Fogh svigtede demokratiet ved ikke sammen med resten af EU-tropperne at trække sig ud den dag, dødsstraffen blev genindført i Irak og således gjorde al forsoning umulig. Eller rettere ved ikke at bruge koalitionen til at kræve ægte demokrati, hvilket nødvendigvis måtte indebære krav om, at ingen landsdækkende afstemning måtte finde sted, inden en langvarig forsoning havde fundet sted. At skulle stemme på grundlag af historiske undertrykkelsesmønstre har intet med demokrati at gøre, da det altid vil udarte i flertalsdiktatur – en vigtig debat, der bør tages inden fremtidige demokratikorstog. Som jeg advarede: »Hvad der kommer efter krigen, afhænger af, hvor pædagogisk vi løser gidseldramaet over for irakerne. Uden langvarig forberedelse kommer der et ragnarok værre end Jugoslaviens opløsning«. Skønt vores generation fik ørerne tudet fulde med, at »efter Tito kommer kaos«, opmuntrede og anerkendte Uffe og Kohl alligevel Sloveniens og Kroatiens løsrivelse frem for at bruge en mild samlende ’undertrykkelse’ med pisk og gulerod under EU som værdig erstatning for Titos ditto. At optage et samlet Jugoslavien med fortsat kollektiv ledelse i EU dengang ville have været langt ’billigere’ end blodbadet, der fulgte. Ligesom i Irak førte denne opsplittelse i demokratiets navn uden ydre opmuntring til forsoning straks til et hævnende flertalsdemokratis etniske udrensning med massegrave. Det er den samme morderiske afgrund, vi nu stirrer ned i ved ikke at have brugt Saddam Hussein til det, alle diktatorer skal bruges til – ikkevoldelig forsoning. Som jeg skrev: »Efter denne militære omringning lader vi Carter overtale Saddam til efter Haiti-modellen at gå i asyl i Danmark, hvor han kan få en af vore befæstede borge at sætte i stand for sine penge. Balsalen skal bruges til pædagogisk forsoning med de irakiske flygtninge i Danmark, som daglig skal sendes på irakisk tv og Al-Jazeera!«. Med løfte til ham (og verdens andre diktatorer) om evigt liv i en beskyttet bolig mod at stille op i denne vigtige pædagogiske brobygning tænkte jeg, at vi her kunne flyve hans ofre op til konfrontationer, der ville forsone og samle alle irakere. Først hans sunniofre for at undgå den heltestatus, han nu har fået i arabiske lande, derpå kurderne og shiitterne. Men da Bush og Fogh kun forstår straf og ’konsekvens’, er vi i dag endt med et flertalstyranni i Irak lige så blodigt som Saddams – mens Mandelas intelligente forsoningspolitik skabte et flertalsdemokrati uden at krumme et hår på de tidligere undertrykkeres hoveder. Jeg skriver i høj grad dette for at opmuntre Danmark til at deltage i fremtidige afvæbninger af blodige diktaturer, dog med tropper og en regering, der forinden har lært ikkevoldelig kommunikation. Der findes ingen voldsmænd, har jeg lært, som man ikke kan vinde over, hvis man kommunikerer med et rent, åbent og lyttende hjerte. Men irakerne var aldrig i vore hjerter, og derfor vandt vi aldrig deres. Modsat invasionerne i Haiti og Kosovo skinnede det igennem for vore ofre, at dette handlede mest om olie, fede kontrakter og ideologi, hvorfor det for araberne lignede en klassisk imperialisme, de kun kendte alt for godt. Om irakerne virkelig er i vore hjerter, får vi at se nu, hvor vi bliver nødt til at tage imod et antal af de 3 millioner flygtninge fra volden, vi iværksatte imod dem, som står i forhold til vores andel af ansvaret, det vil sige cirka 10.000. Hovedet og hjertet havde vi ikke med os i Irak, men skal vi også være hoved- og hjerteløse herhjemme?