0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Irak i vore hjerter

Hvorfor gik det galt i Irak? Og hvordan deltager danske soldater fremover i befrielsesaktioner uden at ’ødelægge landsbyen, de vil redde’?

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det undrer mig, at vores blodige angrebskrig næsten ikke har været under debat.

Enkelte har diskuteret løgnene, Bush og Fogh brugte til at forføre os ind i ’krigens nødvendighed’, men ikke løgnen i at ville indføre demokrati ved hjælp af ikke-demokrati eller voldelig kommunikation.

Skønt alt nu er tabt, bør diskussionen tages med henblik på afvæbning af fremtidige diktaturer. Mange advarede inden korstoget mod at deltage i galskaben, men både tilhængere og modstandere syntes dengang at indtage voldelige positioner. Enten for en voldelig afvæbning af Saddam Hussein eller for en voldelig fortsættelse af hans diktatur via en pacifistisk venden det blinde øje til. Det sidste var for mig uacceptabelt med den vold, som fortsat vold mod irakerne ville gøre på os selv. Som ikkevoldstilhænger argumenterede jeg i Politiken (14.2.03) inden krigen derfor for en tredje vej. På det personlige plan har jeg praktiseret ikkevoldelig afvæbning af voldsmænd, lige siden jeg som ung så nogle rockere jage en fyr med jernlænker på Vesterbro. Jeg var på vej til fest, men sprang af cyklen for at intervenere, hvorpå rockerne pryglede mig til både skadestue og ’fest’ i blodige laser. Jeg indså siden, at jeg havde fejlet ved at praktisere fjendtlig kommunikation over for voldsmændene (»I opfører jer som nazister«) frem for afvæbnende indlevelse. Siden lærte jeg at ’afvæbne’ langt mere voldelige gangstere i USA’s ghettoer, og har man først lært sig kunsten, er det spændende at afprøve ideerne i verdens mest voldelige slumkvarterer i f.eks. Sydafrika, Namibia, Nicaragua, Haiti, Jamaica og så videre. Undertrykkelsesmønstre (i f.eks. Ku Klux Klan og Hizb-ut-Tahrir) bearbejdes jo, ved at man kærligt går ind i dem, mens de altid forværres af hadsk passiv fordømmelse udefra. Selv to Ku Klux Klan-ledere har jeg fået ’afvæbnet’ eller til at forlade klanen – den ene dog med døden til følge. For hvor der handles, spildes der, men spildet gennem ikkevoldelig intervention kræver langt færre ofre end pacifismens passive vold.

Mit forslag til at undgå et blodbad i Irak var derfor en sådan afvæbningspolitik, som kan formuleres kort: »Hvis en voldsmand angriber dig, er hjælpen altid lige ved hånden. Nemlig fra mennesket, som er låst fast inde i lidelsesmønstret«. Over for voldsmennesker eller voldsdiktaturer som Irak og Nordkorea forråder man straks menneskets befrielse ved at dæmonisere det som ondt i en »ondskabens akse«. I undertrykkelsessystemer som skildret i filmen ’De andres liv’ er alle ofre og bødler. Det var derfor vigtigt at tillægge sig et kærligt syn på Saddam Hussein som offer.

Lad mig her se bort fra de barndomsskader, som vi ved, at han led under. Men fra første øjeblik, hvor han fik magten og i Baath-partiets voldsklima henrettede rivaliserende officerer, blev han et offer for frygt. En frygt for fjender, som førte til undertrykkelsens logik med yderligere vold over for ’fjender’ for ikke selv at miste livet. Nøjagtig som jeg kender det fra mange af mine ’gode’ sorte venner, som ’kom til’ i ghettoens voldelige logik at tage en pistol med sig under et uskyldigt røveri – og af angst pludselig skød mod alt og alle uden at have nogen kalkuleret plan eller indre ondskab. Da alle diktatorer drives af frygt, skal enhver befrielsesaktion gennemtænkes som et stockholmsk gidselsyndrom. Alle gidslernes liv skal reddes, inklusive den oprindelige gidseltager. Hvis ikke man fra begyndelsen giver sig selv og gidseltageren løfte om dette, vil det altid ende i et blodbad, som først og fremmest går ud over gidslerne, ’fjendens’ uskyldige soldater. Der er altså ingen ’fjender’ i et gidseldrama, kun mennesker, som skal udfris af deres midlertidige lidelsesmønstre. Dette løfte er uhyre vigtigt for at redde gidslerne ud i live – ikke mindst i andre diktaturer.

En ting, vi kan være sikre på efter at have set Bushs og Foghs stupide straffeekspedition ende med et reb om Saddams hals, er, at alverdens diktatorer nu vil stramme løkken om deres egne gidsler for at undgå samme skæbne. Dette advarede jeg i Politiken om inden krigen: »Vi svigter irakerne, hvis vi ikke magter at undervise en cowboy (Bush) i, at man sindigt og blidt indfanger og opdrætter forvildede køer med en lasso – ikke ved at skyde dem ned som bisonokser fra et eksprestog. Vi svigter dem ved intet nyt at bringe til Irak, hvis vi ikke behandler Saddam Hussein ordentligt«.

Gidselaffærer i USA ender altid i blodbad og mere vold som massedrabet i Waco, der medførte terrorismen i Oklahoma City – et spejlbillede af vores Irak. Dermed forskertsede vi magtmonopolet, som er vigtigt i befrielsesaktioner. Selv deltog jeg i invasionen i Haiti efter Clintons intelligente ikkevoldelige afvæbning af Cédras og sad på en amerikansk tank under befrielsen af Kosovo efter Milosevic’ afvæbning der. Da jeg så hans massegrave og nedbrændte huse, var jeg glad for ikke at have indtaget en passiv pacifistisk holdning til serbernes apartheidpolitik. Det var svært ikke at føle had over for undertrykkerne. Netop derfor indså jeg, at det var dette hadske mindretal, der nu skulle have al min kærlighed i tanker og forsonende handling, hvis jeg – som besætter – skulle medvirke til, at århundreders gensidig undertrykkelse og hævn ophørte.

Det var en lignende ikkevoldelig intervention i Irak, jeg foreslog i Politiken. »Det vil tage tid og snilde, militær omringning, psykologisk bearbejdning af de indespærrede og så videre. Den måde, man løser en gidselaffære på, siger ikke blot noget om én selv, men om den verden, man ønsker at skabe. For hvert menneske man myrder eller undertrykker for at nå sine mål, lægger man kimen til den næste krig«. Det, jeg havde i tankerne, var en fortsættelse af den beskyttende zone, som Bushs far med luftvåbnets magt ligesom englænderne i 1920’erne havde anlagt for kurderne nord for den 36. breddegrad. Den burde udvides med den zone, han oprindelig gav marsk-araberne syd for den 32. breddegrad. Men når han efter at have opmuntret disse til oprør siden svigtede dem med hundredtusinders død til følge, er det utrolig naivt af Fogh at følge sønnen ind i dette område og tro, at de ville blive tiljublet som ’befriere’. Shiitternes hjerter kunne vi derimod have vundet ved i 5-10 år at genoptage beskyttelsen af dem fra luften. Langsomt – i takt med, at Saddam derved mistede olieindtægten i både nord og syd uden en chance i den åbne ørken for at erobre det tabte tilbage – kunne vi bruge cowboyens beskyttende lasso til på samme måde sindigt og blidt at indfange de hellige byer længere nordpå og derved også vinde iranernes hjerter. Alt sammen uden at en eneste amerikansk soldat betrådte ’hellig muslimsk jord’ ud over den, de allerede betrådte efter at have vundet kuwaiternes hjerter.

Problemet, vi har med shiitterne i dag, går tilbage til vores svigt. Muqtada al-Sadr var fra starten på et faderhævntogt, nøjagtig som Bush var det. Næsten 70 procent af irakerne støtter angreb på besættelsesstyrkerne, men da vi gennem 12 års intelligent lassopolitik har vundet kurdernes hjerter – snart de eneste provestlige muslimer i verden, som endnu ikke har skudt en eneste af vore tropper – vil det sige, at næsten alle andre irakere er imod os. Eller rettere imod en voldelig befrielse, der ikke fjernede volden hverken fra deres eller vore hjerter.

Mit ikkevoldelige forslag gik på, at efter 20 års kurdisk og måske 8 års shiitisk de facto-befrielse ville magtforholdet i Irak være ændret totalt. Fra 2010 kunne vi begynde en gradvis inddæmning af den hårde ’Sunnitrekant’, der nu gradvist ville have vænnet sig til tabet af fordums dominans og blot skulle vindes det sidste lille stykke over gennem en intelligent ’omvendt Saddam-politik’.

Tænk blot på, hvordan Saddam vandt den stædige Buessa-stamme i Fallujah med dens skånselsløse æresbegreber, som i 500 år stolt havde holdt både ottomanerne og englænderne ude. Selv Hussein fra Albu-Nasir-stammen turde ikke komme der, men vandt alligevel langsomt Fallujahs loyalitet over med løfter om privilegier. Selv om stammetilhørsforhold ikke spiller samme rolle i dag, gør en bys stolte selvforståelse det, hvilket vi kunne have udnyttet lige så intelligent som Saddam. Jeg forestillede mig, at hvis det i slutfasen blev nødvendigt med besættelsestropper i Al-Anbar-provinsen, skulle ubevæbnede danske tropper udstationeres i Fallujah. Som jeg skrev: »Efter den angste f