27. januar kunne man i Nyhedsavisen læse om store trivselsproblemer især hos ungdommen ved Den Kgl. Ballet, derpå fulgte flere større artikler om ulykkelige og belastede dansere, som med en enkelt undtagelse havde valgt anonymiteten.

Også forældre til balletbørn udtaler sig, både meget kritisk og meget positivt. De luftede problemer er af Det Kgl. Teaters balletchef og teaterchef enten forbigået i tavshed eller tilbagevist som usande, og det er jo typiske reaktioner fra toppen i et enevældigt system. Et system, som burde være afgået ved døden for længe siden, men som fortsætter sit anakronistiske levned og sært nok endnu ikke er kvalt i sin egen magtfuldkommenhed. Overskriften i den første artikel lød: »Flere balletdansere fra Det Kgl. Teater vælger nu at stå frem og fortælle om dansernes umenneskelige vilkår med smertestillende medicin, lykkepiller og mangel på medmenneskelighed. Som en konsekvens har flere søgt væk fra teatret«. Det er umuligt at gennemskue, hvorvidt problemerne alene knytter sig til ganske få dansere, eller om de er mere udbredt, men når man hører teaterchefen sige i TV-avisen: »Jeg tror ikke på noget af det«, kan man frygte, at problemerne simpelthen er indeholdt i denne ene replik. Teaterchef Michael Christiansen er naturligvis berettiget til at mene dette – og sige det ved middagsbordet derhjemme – men at sige det i tv-mediet og som officiel reaktion er urovækkende. Han må da i det mindste have en professionel holdning, en til lejligheden passende chefreplik, hvad med: »Det bekymrer mig meget at høre om disse ting, og jeg vil straks sætte en undersøgelse i gang. Hvis personaleproblemerne er som beskrevet, må vi sætte ind med al den hjælp, der er nødvendig«. Når jeg frygter, at Ballettens problemer er indeholdt i én eneste replik, hænger det sammen med en ubrydelig tradition for magtens arrogance på stedet. Dels som den jo er ægtefødt barn af enevældet (mere eller mindre oplyst, skal jeg love for), dels som den altid vil være forankret i den klassiske ballet og dens skoling – den strengeste mesterlære. Begge dele skal jeg vende tilbage til. Men teaterchefen tror altså »ikke på noget af det«, og det sender jo en anklage om løgnagtighed tilbage i de ansattes rækker. Dette er eksempelløst dårligt lederskab, og er der en krise, forværrer manden den omgående. Det forekommer imidlertid lidet sandsynligt, at balletdansere gennem længere tid betror sig til journalister og fylder dem med løgn. Michael Christiansen får i det nævnte tv-interview ligeledes sagt, at Ballettens personale kun er repræsenteret med cirka 10 procent, når det gælder besøg hos teatrets psykolog og psykiater. Dette skulle efter teaterchefens mening være betryggende nok, og endda er det en lavere besøgsfrekvens end gennemsnittet for større virksomheder. Pladsen her er ikke til en mere omfattende hudfletning af chefens statistik. Der kan være mange grunde til, at personalet ikke besøger teatrets psykiater/psykolog mere, end tilfældet er, for eksempel en skræk for at blive stemplet som nervenedbrudt eller lidt tosset. Den gode statistik kunne i øvrigt være et stumt bevis på et undertrykt personale. Når Ballettens læge afviser, at han ordinerer gigtpiller, fortæller det ikke noget om, at danserne ikke bruger sådanne. Dansere, som har det meget svært, kan jo frekventere deres egen læge – også en egen psykolog eller psykiater. Nej, danserne får ikke gigtmedicin af teatrets læge, Eilyf Larsen, og de går ikke ret ofte til teatrets psykolog og psykiater. VoilÀ, der er ingen nævneværdige problemer! Nogle forældre har oplevet et »middelalderligt system« og græmmes for eksempel over, at deres barn bliver forbudt at græde. »Man græder ikke på Balletskolen«, har det lydt. Det er usundt at forbyde børn at græde. Psykiateren Arthur Janov – en af de helt store i faget – siger, at det barn, som har fået lov til at udtrykke »every little sadness«, aldrig senere i livet vil blive ramt af en depression. Måske skulle balletbørnene udtrykke hver lille bedrøvelse for siden at undgå depressionerne? De voksne må heller ikke græde: En danser bad om orlov for at gå til sin mormors begravelse, men blev nægtet denne orlov. Ifølge teaterchefens udsagn skulle den slags altså ikke kunne passe … hvem skal vi tro? Da jeg læste artikler og interview, var jeg et øjeblik overbevist om, at her var tale om retrospektiv journalistik. En feature om forgangne tider ved Det Kgl. Teater og dets Ballet. Sekundet efter forstod jeg, at det handlede om år 2007. Jeg sad på cafe og udbrød højt: »En spøgelsesdans!«. Der sidder mange tosser på de cafeer og konditorier, jeg ofte drikker morgenkaffe på, så man tog mit udbrud uden at blinke. Det var som Saint-Saëns’ ’Dance Macabre’, hvor spøgelserne kravler frem ved midnatstide og danser på gravene. Jeg læste om ’den sorte skole’, om manglen på menneskelig og psykologisk sans fra lederes og pædagogers side, og om spiseforstyrrelser, depressioner og uheldig medicinering. I min selvbiografiske dansefilm, ’Hårde drenge danser ikke …’, refererer jeg i en kort passage til Ballettens sorte skole i 1950’erne. Jeg siger til kameraet, at »engelsk kostskolefascisme var det rene Morten Korch ved siden af«. Naturligvis ændrede det meste sig i en fornuftig retning. Ballettens læseskole blev moderniseret både med forstand og hjerte. De pædagogiske reformer og sindelagsændringer indfandt sig. Men spørgsmålet er, om danseskolingens ånd har ændret sig nævneværdigt? Lad mig understrege, at den klassiske ballet og dens skoling kan være den bedste af alle træningsformer. En klassisk dansesal kan være et herligt sted at være – men også et af de skrækkeligste steder at opholde sig. Desværre giver begrebet ’mesterlære’ i givet fald enhver tyran et glimrende alibi for sit virke. Og enevældet giver ham de perfekte redskaber. Tiden synes at være er inde til en mental modernisering af Den Kgl. Danske Ballet. Balletmester Frank Andersen forholder sig konsekvent tavs i den foreliggende sag, og teaterchefen siger altså, som han gør. Disse to ansvarlige lederes reaktioner medførte, at politikere trådte frem og bad kulturministeren undersøge forholdene. Ironisk nok kan det kort sagt ende med, at den utidige formynderiskhed, som eksisterer i Ballettens enevældige struktur, kan ramme Teatret som en boomerang. At politikere, eventuelt med en kulturminister i spidsen, skulle iværksætte en uvildig undersøgelse af trivselsforholdene ved Den Kgl. Ballet er grotesk. Eller er det? Det Radikale Venstres kultupolitiske ordfører, Elsebeth Gerner Nielsen, har ifølge Nyhedsavisen 8. februar foreslået at lade Team Danmark træde til med dets erfaringer med sportseliten. Dette er slet ikke nogen dum idé. Team Danmark har mange års erfaring med ungdom og elitetræning, det har uddannede eksperter til at rådgive eliteudøverne: vejlede dem, når modet tabes, og hvis de bliver dope- og medicinafhængige eller langtidsskadede. De ambitiøse og præmierede unge kan nyde godt af menneskelig og praktisk støtte og hjælp, når for eksempel karrieren må opgives i utide. Der modtages rådgivning, når der skal sideuddannes og tænkes langt. Ideen burde overvejes seriøst. Opbygningen af et elitekorps baserer sig på skånselsløs frasortering undervejs og en evig kappestrid mellem børn og unge og videre hele vejen igennem. Dette er imidlertid ingen undskyldning for en kold eller ikkemenneskelig behandling af de ansatte eller en undertrykkende tone i undervisningen. Hvis det er sådan fat. At vokse op med den kendsgerning, at ens bedste ven også kan være ens værste konkurrent, er en uhyre vanskelig ting for den enkelte at håndtere. Allerede her, altså tidligt, burde man bringe psykologiske redskaber og menneskelige indsigter på banen, hvilket ikke kan ske, hvis pædagogerne og lederne selv er rundet af den gamle skole. Her var aktiv empati nemlig ikkeeksisterende. Noget tyder på, at uanset hvor fagligt kompetente Den Kgl. Ballets pædagoger, instruktører og ledere end måtte være, så er de ikke overmåde egnede til at håndtere trivselsproblemer på deres arbejdsplads. Når et elitekorps bygges op fra barndommen, sorteres en del børn og unge fra, inden de ville kunne blive aspiranter og ansatte balletdansere. At børn og unge fra Balletskolen er dårligt rustet til noget andet i livet, er en kendsgerning. Voksne dansere har en 9.-klasse-eksamen med sig, og det altopslugende arbejde med dansen tillader næppe, at man uddanner sig sideløbende til noget andet. Ballettens læseskole er den dag i dag en gang hakkemad, hvor børn og unge grundet deres medvirken i prøver og forestillinger farer ud og ind af undervisningen og lokalerne. Jeg foreslår derfor, at man afskaffer brugen af børn og helt unge i repertoiret. Så uundværligt bedårende er de heller ikke. En del af de dansere, som forbliver i kompagniet, får ikke tilnærmelsesvis deres ambitioner og drømme opfyldt. De er på brædderne i mange år, måske inderst inde skuffede og kede af det. Dette kan der ikke laves om på. Men noget siger mig, at de dansere, som ikke kommer ret langt frem i rækkerne – men jo gør et stort arbejde – de tabes på gulvet rent menneskeligt. Det er muligt, at der hersker korpsånd ved Den Kgl. Ballet, men hersker der også sportsånd? Korpsånd er groft sagt at stille op ’uanset hvad’ og kæmpe på banen uanset hvad. Som det hed i min tid: Man stiller op med hovedet under armen! Sportsånd er derimod at kunne tabe med et smil og ikke bære nag og at kunne se andre overhale sig uden at føle had – at kunne se sig besejret af en bedre spiller, og så fremdeles. En sådan sportsånd er en forudsætning for bl.a. håndbold- og fodboldlandsholdet. Sportsånd skabes ikke, uden at lederne har denne ånd i sig. Hvordan taler man om de svære ting med sin trups medlemmer, hvordan følger man op på folks skuffelser? Lader man dem sejle alene rundt i deres ærgrelser, og uden at de møder empati fra lederne? Kort sagt: Samler man de sårede op? Jeg tænker straks på begrebet lederuddannelse og på, at Den Kgl. Ballets ledere formodentlig ikke har deltaget praktisk og teoretisk i nogen slags lederuddannelse. Jeg kan jo tage fejl. Det er gerne sådan, at når en balletperson har den fornødne faglige ekspertise, så kan vedkommende indtage en lederrolle som lærer, instruktør m.m., og her kan mesterlæren vise sin grimme bagside: Man behøver ikke at besidde nogen menneskelige og pædagogiske kvalifikationer. Den Kgl. Ballet har i lange perioder lidt under leder- og ledelsesproblemer; det kunne man skrive en hel gyserroman om. Disse problemer udspringer blandt andet af teaterchef Michael Christiansens enevældige og ofte inkompetente udnævnelser. Med ansættelsen i sin tid af danseren Peter Schaufuss som balletchef som absolutte ’højdepunkt’. Disse lederproblemer, som af og til har afstedkommet farceagtige tilstande mellem dansere og balletmestre, har gennem tiden – det er mit gæt – afvænnet alle parter godt og grundigt med hensyn til en naturlig og ligeværdig dialog på stedet. I visse perioder har det været så makabert, at danserne har talt med en given balletchef via advokat (bisidder). En balletmester burde efter min mening udvælges af teaterchefen mellem lad os sige tre emner, som ballettens personale har peget på og kan gå ind for. Denne semidemokratiske model er indlysende og burde afprøves, næste gang der skal udnævnes balletmester. Som et frugtbart resultat af demokratiseringen kunne det endvidere tænkes, at ældre dansere – hvorfor ikke fra de pensioneredes rækker? – under en eller anden struktureret form kunne rådgive kolleger med arbejdsrelaterede problemer. Jeg skal for en ordens skyld understrege, at jeg ikke har bare spidsen af ’et horn i siden’ på Den Kgl. Ballet, som jeg beundrer dybt, og som jeg – stik modsat af, hvordan ballethistorien beskriver det – forlod i al fredsommelighed. Jeg har derimod ’et horn i siden’ på, hvordan man eventuelt ringeagter den almindelige korpsdanser, og hvordan man i ånden fastholder balletbørn som børn ud over den biologisk adækvate tid … Jeg har et horn i siden på enevældet, som i dag kun eksisterer i statsligt regi ganske få steder i Danmark og gør det ganske uantastet, som om dette system ikke var afskaffet ved lov for cirka 150 år siden. Det kan kun give problemer indadtil, hvis man i år 2007 fastholder enevældet i bogstav og ånd. Jeg nævnte for mange år siden i en artikel her i bladet, at det var en god ide at afskaffe enevældet på Det Kgl. Teater. Det er stadigvæk en glimrende idé. Jeg foreslog som ansøger til posten som balletmester i 1984-1985, at man demokratiserede alle de funktioner, som var mulige ved Den Kgl. Ballet. Jeg er ganske klar over, at i den definerede kunstneriske situation eksisterer demokratiet ikke – jeg har ikke bestilt andet end at være professionelt udemokratisk hele mit liv – men i alle styringens mekanikker kunne repræsentativt demokrati indføres: Danserne bestemmer selv, hvem de vil undervises af. Danserne er med til at vælge repertoire. Danserne er med til at fordele dansepartierne i det faste repertoire. Alt dette kan realiseres ved etableringen af forskellige faglige råd, hvor balletmesteren er medlem og har en udslagsgivende stemme i tilfælde af ulighed mellem dansernes repræsentanter. Da den daværende teaterchef Henrik Bering Liisberg bladrede i min ansøgning og kom frem til det med demokratiseringen, sagde han: »Det tror jeg ikke, balletpersonalet er modent til«. Alt i alt en tankevækkende replik, som i et sekund fik mig til at tænke på, hvordan i alverden kvinderne i sin tid fik valgret? Jeg tror desværre, at teaterchef Michael Christiansen ville sige præcis det samme som Bering Liisberg, hvis en ansøger i dag formastede sig til at ville modernisere Den Kgl. Ballet på samme vis.