Sammenstødet mellem den vestlige og den muslimske civilisation er for intet at regne mod et sammenstød, som lurer forude.

Her er det ikke ideer, men nødvendigheder, som møder hinanden, hver med deres uforsonlige krav. Vi kender modsætningen. Den har været midt iblandt os i mange år og er så fortrolig som cancer og trafikpropper. På den ene side står den økonomiske nødvendighed, som kræver beskæftigelse, vækst og velfærd. Alle skal være lykkelige. På den anden side står den økologiske nødvendighed, som kræver balance og bæredygtighed. Alle skal være sunde. Modsætningen kan ikke løses, fordi dens poler trækker i hver sin retning, som har hver sin sympati. Økonomien giver brød på bordet, mens økologien bakkes op, fordi mange fornemmer, at hvis kampen om rigdom fortsætter, kan der opstå et miskmask af sociale og økologiske konflikter, som let kan blive til glohede krige. Hvad gør man, hvis man ikke kan og samtidig skal vælge? Det er ikke et sagligt, men et politisk problem. Her opstår en tredje nødvendighed. Politikere kan ikke se bort fra hverken økologi eller økonomi. Når de ikke kan løse konflikten mellem dem, må de nødvendigvis lade, som om de kan. De må hykle. De må foregøgle, at de har løsninger, eller at løsninger er unødvendige, eller at fremtiden er et reservoir for løsninger, så spådomme om, hvordan verden ser ud om 30 år, kan tilsløre nutidens dilemmaer. De må frembesværge smukke billeder af en bæredygtig natur for enden af regnbuen, samtidig med at de i praksis accepterer økonomiens krav. Dette hykleri skyldes ikke, at de er onde eller dumme. Den politiske nødvendighed kræver, at det nære går forud for det fjerne. Inden vi ser på, hvorfor det er sådan, skal vi kaste et blik på konflikten mellem økologi og økonomi, som også har en moralsk dimension. Man kan følge et spor fra Marx og sige, at den vestlige livsform er en forbrydelse, fordi den ikke kan gennemføres alment. Når Kinas, Indiens, Brasiliens og Afrikas milliarder af mennesker vil overtage den, er der dels ikke ressourcer nok, dels kan det have katastrofale følger for miljøet. Tror man ikke på, at sagen kan klares med teknologiske fix, står et skræmmende alternativ tilbage: omlægning af den vestlige livsform eller katastrofe, hvad enten det er verdenssamfundet eller verdensmiljøet, som først slår revner. Det vestlige billede af rigdom har global succes og har antaget religiøs karakter, så milliarder af mennesker hver dag søger at forbedre sig i et helligt forbrugsliv. Det har løbet alle andre billeder af rigdom over ende. Præster har tordnet, moralister har tryglet, og græsrødder har peget på andre muligheder. Forgæves. På fjerne palmeøer vender unge mennesker ryggen til de blå laguner og drømmer om store metropoler, hvor de kan arbejde, købe og gå på diskotek. De vil indtage deres plads i en fantasiverden, hvor billeder af usædvanligt smukke mennesker lokker med usædvanligt smukke ting og interiører og skaber en permanent uro, som kræver mere og anderledes og vildere. Ved første blik har den vestlige livsform intet med moral at gøre. Tværtimod har den undergravet traditionens moral, som krævede udsættelse og afsavn. Men der er lighed. Ordet ’moral’ kommer af det latinske mores, som betyder sædvaner. Enhver livsform styrker sig ved at skelne mellem rigtigt og forkert. Ikke blot fremmede – barbarer – er galt afmarcheret. Også på hjemmebane er der forskel på rigtigt og forkert. Traditionens moral styrede med påbud og forbud – du skal, og du må ikke. Kræver den afkald, møder den modstand. Derfor støttes den af et korps af ’moralens vogtere’, som truer med straf og eksklusion, gerne i Guds navn. Den vestlige livsform har ikke helt opgivet traditionens moral. Den lever i menneskers nære forhold, hvor man ikke udnytter alle sine handlemuligheder. Men uden om moralen har der udviklet sig andre mores, som er blevet selvfølgelige og usynlige. Det nødvendige, som handler om mad, transport og beskyttelse mod ondt vejr, har blandet sig med det symbolske, så nødvendige ting er blevet hellige tegn, der skal demonstrere let aflæselig identitet og aftvinge respekt. Alle sjælelige tilstande og sociale mærkedage har fået deres nøjagtige modstykke i forbrugsritualer, så varernes sprog bruges til at fortælle, at vi er forelskede, vilde, glade eller har behov for trøst. Bruger man forbrug til sin selvbeskrivelse, er der intet synligt selv uden forbrug. ’Forbrugsløse kompetencer’ er mest for særlinge. Forbrugets moral – hedonismen – har det lettere end traditionens moral. Den truer ikke med afkald, men lokker med lykke. Den motiverer spontant, fordi den lægger sig snert op ad begær, så overtrædelse straffer sig selv, ligesom overtrædelse af tyngdeloven. Løftede pegefingre er overflødige. Både hedonisme og moral er udtryk for sædvaner og styrker en livsform. Men deres metoder er forskellige. Hedonismens krav om ’frigørelse fra moral’ er for længst slået igennem. Det er svært at gå tilbage og kræve en ’frigørelse fra hedonisme’. Hedonismen har sat behovene i et attraktivt system, og udenfor står ikke livskraftige behov, kun intellektuelle konstruktioner med begrænset kraft til at motivere. Altså ting som fred i verden og et bæredygtigt miljø. Ingen vil slippe sin wellness. De rige er arrogante og vil ikke opgive deres distinktion, det fornemme liv. De fattige kan ikke se, at det er dem, der skal ofre sig, tværtimod. Og selv om middelklassen gerne vil redde kloden, sådan principielt, har den bundet sig til sit forbrugsmønster med liv og sjæl. Den arbejder hårdt og fortjener det godt. Den spejler sig i billeder af det smukke liv, og dens børn er svære at sige nej til, fordi underforbrug rammer dem direkte i deres kamp om anerkendelse. Så de skal have sport og musik, tøj der matcher, rejser der imponerer og fødselsdagsfester som de andre. Intet af dette er påfaldende eller ekstravagant, og det er pointen. Det er normalt, det er sædvaner, mores, der er løbet i blod og bevidsthed og er blevet det rigtige. Det man skylder sig selv og hinanden. Så mens man læser en bekymret artikel om stigende vandmasser og uroligt vejr, fanges ens øjne af en reklame nederst på siden, hvor man lokkes til at ture rundt i Amerika i et mobilhome, der sluger benzin, som en alkoholiker søber drinks. Drømmen om et iøjnefaldende forbrug har ingen stærke modbilleder. Punkterer drømmen, er der kun gråd, savn og tænders gnidsel tilbage. Viljen er blevet svækket ved at indskrives i forbrugets mønstre, så dens kraft til at sige nej er opløst. Samtidig styrker lysten ved at forbruge sig med glæden over at høre om arbejdspladser og vækst og råd til velfærd. Det handler også om loyalitet. Hvor er man så loyal, at man accepterer afkald? I gamle tage talte man om ’samfundssind’ og om ikke at ’ligge staten til byrde’. Det var dengang. Også kristendommen satsede engang på, at man skulle opgive den jordiske lykke for at opnå himmelsk fred. For tiden kan man i amerikanske film se stærke appeller til patriotisme – at dø, om så det gælder. Med det virker altmodisch at sætte nationen så højt. Man kan følge en kæde af loyaliteter, som starter med én selv. Her er loyalitet normalt intet problem. Næste led er familie og venner. Også her er loyaliteten stærk, så nybagte forældre ofrer nattesøvn og elskov for de kære små, mens venner forventes at stille op, når der er hjælp behov. Tredje led er arbejdspladsen, hvor loyalitet ikke er givet, så mange virksomheder søger at motivere deres ansatte og offentligheden med visioner om ansvarlighed og bæredygtighed. Herefter tynder det ud. Få mennesker oplever deres by som et stærkt sæde for loyalitet. Den er en administrativ ramme, ikke et uundværligt sted. Også nationens betydning daler, selv om kampen om velfærd har givet den en tvivlsom revival. Religion kan stadig mobilisere loyalitet, skønt den i sin stærke, fundamentalistiske form vækker afsky. Gælder det loyalitet mod hele kloden, kan den kun støtte sig til abstrakte principper, som har svært ved lokke hunde fra ovnen. De har mere rod i en tynd fornuft end i tykke følelser. For det er følelser, emotioner, som motiverer og sætter i bevægelse, og vi forventer mere følelse for egne interesser end for det almene vel. Og hvorfor påtage sig afsavn for verdens skyld, hvis man sidder tilbage med en mistanke om, at man er idiot, fordi ens plager er ligegyldige eller endda gør det lettere for naboen at stryge den gevinst, man selv gav afkald på? Det ’vi’, som aktiveres til kamp mod global opvarmning, er det universelle ’vi mennesker’. Det er et svagt ’vi’, næppe i stand til at gøre andet end at købe sparepærer og slukke for vandet, mens man børster tænder – ting, der forslår som en skrædder i Helvede. Forbrugets ’vi’ er anderledes tæt på. Det er mig selv, min familie, mine venner og min arbejdsplads. Her er loyaliteten mærkbar og varm. Så den økologiske nødvendighed er chanceløs, når den skal lægge arm med den økonomiske nødvendighed. Man kan forestille sig det ramaskrig, som vil opstå, hvis den globale økonomi neddrosles. Det vil forstyrre det fint forgrenede netværk af varer og tjenester, som løber på kryds og tværs hen over kloden, så hvert supermarked har varer fra alle verdensdele og hvert hjem adgang til informationer og billeder fra hele kloden. Alle vil blive ramt mere eller mindre vilkårligt, de rige, den enorme middelklasse, de velfærdsafhængige, de fattige i den tredje verden. Den globale økonomi er ikke styret globalt og kan ikke dæmpes på en samlet og civiliseret måde. Dens politiske aktører er nationer og virksomheder, som har deres egoistiske dagsorden. De er tæt på sig selv, mens kloden er en fjern horisont, hvor katastroferne – endnu? – ikke er så presserende, at de kræver handling. Alle indgreb i markedets ret til at tilbyde alt i alle variationer vil blive hudflettet som anslag mod umistelige frihedsrettigheder. Her møder vi den tredje nødvendighed. At balancere mellem den økonomiske og den økologiske nødvendighed er en politisk kunst. Her skal folkevalgte imødekomme befolkningens nådesløse krav om rigdom og velfærd for at blive genvalgt. De kan ikke løbe hurtigere ind i fremtiden end deres vælgere. Så mens demokratiets styrke er en fint nuanceret sans for alles interesser, ligger dets svaghed samme sted: manglende evne til at sætte handlekraft bag overordnede hensyn, som rammer velerhvervede rettigheder. Politikere håndterer kattepinen i to tempi. Det første træk handler om at prioritere, det andet om at skabe en illusion om, at man ikke har prioriteret. Drevet af systemtvang må politikere tage parti for den økonomiske nødvendighed. De må dog ikke overse den økologiske, som bekymrer vælgere. Kortslutningen mellem de to nødvendigheder hedder teknologi. Derfor må politikere igen og igen hævde, at teknologiske fix er mulige – grøn energi, bioteknologi, bekæmpelse af forurening og forfinet udnyttelse af ressourcer. Selv når en tidligere deadline for indgreb er overskredet, må mantraet gentages: Der er tid, selv om det haster. Beskæftigelse og balance kan forsones, hvad enten de kan eller ej. Her får politikere lys i øjnene. Kampen for miljøet giver nye arbejdspladser. Vindmøller, effektive maskiner og affaldsteknik skaber lokal vækst til de nationer og virksomheder, som griber muligheden. Det vil skabe uro. Skal alle bruge sparepærer, vil nogle virksomheder blomstre, andre gå fallit. Men det er den helt normale kamp om succes eller fiasko på markedet. Her er det for politikere vigtigt, at det er deres virksomheder, ikke de andres, som vinder. Problemet ligger et andet sted – om en nok så stærk teknologisk indsats er nok, når alle på kloden skal leve på vestlig vis. Globalt set vinder miljøet ikke ved pærer, som bruger den halve energi, hvis der produceres tre gange så mange. Også indsatsen for at redde miljøet belaster miljøet. Også konferencer om miljøproblemer kræver flyrejser og femstjernede hoteller og papir en masse. Det er svært at tro, at man kan innovere og effektivere og spare sig til en situation, hvor alle på kloden har arbejde, rigdom og velfærd i vestlig målestok, samtidig med at miljøet beskyttes. Med et voksende befolkningstal og voksende rigdom kan vi formentlig ikke producere os ud af den globale miljøkrise. Hermed er vi kommet til det andet træk. Når politikere står over for modsat rettede krav, som ikke kan forsones, og som skal forsones, hedder den politiske – til forskel fra den saglige – løsning hykleri. Politikere må foregøgle, at der kan skabes et bedre miljø, samtidig med at krav om rigdom og velfærd til alle kan indfries. Ligesom virksomheder præsenterer sig med smukke billeder af uberørt natur og smukke visioner om globale hensyn, samtidig med at de gør, hvad de skal for at tjene penge, må politikere fortælle om det gode, de gør for miljøet, samtidig med at de gør, hvad de skal for økonomien. Og da vi alle sammen – næsten – er medskyldige, ser vi gennem fingre med hykleriet, som også er vort eget. Så ikke blot klimaet, også politikere bidrager med varm luft. I går var det for sent. I morgen kan vi nå det. Her ligger det umulige og nødvendige håb. At sætte sig ned og lade stå til er heller ikke løsningen. Selv om det ikke belaster miljøet.