Uden større modstand – som om det var en ren ekspeditionssag på et offentligt kontor – planlægger integrationsminister Rikke Hvilshøj på regeringens vegne at afskaffe den regel, der i dag sikrer humanitært ophold til syge flygtninge, der vurderes at skulle af med en »uforholdsmæssig høj egenbetaling« for behandling i hjemlandet.

I stedet skal ansøgerne om humanitært ophold forstrækkes med penge, når de sendes ud af landet, så de kan blive behandlet i deres hjemland. Ministeren, der allerede har sikret sig et tvivlsomt renommé ved offentligt at afvise, at emotionelle hensyn bør spille nogen som helst rolle i vurderingen af asylsager, mener at have fornuften på sin side, når hun attakerer den for mange afviste asylansøgere traditionelt sidste udvej for at sikre sig et midlertidigt ophold her i landet under henvisning til deres samlede humanitære situation. Der skal gøres rent bord, humanitære overvejelser skal ikke længere spille en rolle i vurderingen af en afvist asylansøgers og flygtnings mulighed for at blive her i landet. I stedet vil den danske stat betale sig fra det åbenbare besvær med en række sygdomsramte enkeltskæbner, der ikke frivilligt – eller kun mod det, man kunne kalde frivillig tvang – har villet forlade landet. De mange ÅRS angreb på den såkaldte godhedsindustri synes at have gjort deres virkning. Når statsministeren gentagne gange har sat lighedstegn imellem tolerance og blødsødenhed, og Dansk Folkepartis repræsentanter, der er de faste samarbejdspartnere for regeringen på udlændingeområdet, fortsat diffamerer (mistænkeliggør) enhver person eller organisation, der forsøger at fastholde regeringen på dens ansvar i forhold til menneskerettighedserklæringerne, så får man derigennem et begreb om den atmosfære, hvori det virker legitimt og selvfølgeligt også at sløjfe reglen om særlige humanitære hensyn i forhold til ikke-anerkendte flygtninge. Det er svært ikke at se noget symbolsk i forehavendet – et signal med andre ord – om, at strandede og syge personer i Danmark ikke længere skal forvente sig at blive mødt med den særlige rummelighed og humanistiske forståelse, som tidligere har været et signalord for Danmark. Den dyrkelse af danskheden, som i de senere år er kommet på mode i de nationalistiske kredse omkring Dansk Folkeparti, som regeringen støtter sig til og har gjort sig politisk afhængig af, synes at afskaffe meningen med ord som humanitet, humanisme og særlige menneskelige hensyn i kataloget over det specielt danske og etablerer sig i stedet med ord, der forbinder tankegange før oplysningstiden med en postuleret moderne effektivitetstænkning. Når en religion og dens tilhængere beskrives som en »pest« af de samme personer, der i effektivitetens navn og via lovgivningen gør alt, hvad de kan, for at udgrænse syge (traumatiserede) mennesker (læs: muslimer) fra statsborgerskab eller landet i det hele taget, er det blot et af mange eksempler på, hvordan en middelalderlig tankegang går hånd i hånd med ’moderne lovgivning’. Integrationsminister Rikke Hvilshøj vil naturligvis til enhver tid afvise, at regeringens asylpolitik er præget af de samme fordomme, som er spændt for Dansk Folkepartis vogn, men et nyligt eksempel på hendes og regeringens håndtering af hjemsendelsen af syge afviste Kosovo-flygtninge illustrerer, hvordan den fornuft, som hun mener at repræsentere, har opløst sig i en (ny) historie om ulykkelige menneskeskæbner i kølvandet på den danske asylpolitik. Rikke Hvilshøj og regeringen fik ligesom andre regeringer i Europa – efter specielt meget dansk pres – sidste år tilladelse fra de internationale organisationer UNHCR og UNMIK til også at hjemsende traumatiserede flygtninge, men på betingelse af, at de lande, der udsendte flygtninge, også tog ansvar for dem. Dette ansvar har den danske regering ikke levet op til, når det gælder en af de første ’test’ på en sådan hjemsendelse, nemlig hjemsendelsen af syge afviste asylansøgere til Kosovo. I en rapport, der er almindeligt kendt, har Dansk Flygtningehjælp dokumenteret, at sundhedssystemet i Kosovo – som forventeligt – har markante kapacitetsproblemer. Der har altså i udgangspunktet ikke været grund til at tro, at de hjemsendte syge asylansøgere ville få en forsvarlig behandling af sundhedssystemet i Kosovo. For nylig har TV 2 Nyhederne med nogle enkelte eksempler på hjemsendte, der er ladt i stikken, afsløret, at det heller ikke faktuelt har været tilfældet. Men forinden har Støttekredsen for Flygtninge i Fare med videodokumentation (samt en rapport) af en række andre eksempler påvist, at den virkelighed, som de danske myndigheder sender de syge afviste asylansøgere tilbage til, minder om de miserable tilstande, som de i sin tid flygtede fra, og at de danske myndigheder blot har parkeret hele familier i en situation af håbløshed og dyb frustration på et for dem nu fremmed bosted. På videooptagelser sendt til ministeren ser man den lille dreng Islam gå rundt i ruiner i den lille by i Kosovo, som han, hans forældre og søskende (fem børn i alt) nu er havnet i. Islams mor er svært paranoidpsykotisk, og Danmark har som en nærmest ironisk støtte til hendes og familiens samlede tilstand forsynet hende og familien med en bærepose med beroligende piller til brug for de første tre måneder. Hele familien, far, mor og børn, var allerede ved den påtvungne afrejse fra Danmark præget af skrækforestillinger om det, de skulle ned til – forestillinger, der naturligvis er forstærket af moderens paranoide tilstand. Uden stedlige behandlingsmuligheder, med frygt for som etniske ashkalis (en mindre befolkningsgruppe i Kosovo, red.) igen – som tidligere – at blive udsat for chikane og/eller forfølgelse (det var netop den, de i sin tid flygtede fra), uden penge til transport og med den irrationelle paranoia som daglig gæst er de nu helt overladt til deres egen skæbne. Støttegruppens forsøg på at forstrække dem med mad og penge via Dansk Flygtningehjælps kontor i Pristina er oveni slået fejl, da de ikke har skrevet under på frivillig udrejse og derfor ikke figurerer på den liste over frivilligt udsendte, der vil give dem adgang til den såkaldte starthjælpspakke (madforsørgelse gennem de første tre måneder). Kun tilsendelse af penge og lidt tøj fra et af medlemmerne af den danske støttekreds har sikret en foreløbig overlevelse. Pigen Adisa, der har svær astma, blev sammen med sine forældre for over et halvt år siden hjemsendt til en lille by i Kosovo, hvor hun siden har boet på et lille utæt og fugtigt værelse, raseret af krigen. Der var ikke undersøgt noget bosted til familien, før de blev presset til at underskrive en frivillig hjemsendelse og sendt af sted. For nylig – efter et halvt år – fik Adisa besøg af en dansk læge, der forventeligt konstaterede, at hun har brug for medicin, som hun i skrivende stund endnu ikke har fået. Forestillingen om, at hun bliver hjulpet af de stedlige sundhedsmyndigheder, er helt uholdbar, igen har den danske støttekreds for flygtninge skullet træde til med private støttepenge til medicin i det vakuum, hun er efterladt i i det øjeblik, de danske instanser ikke lever op til deres forpligtelser ved hjemsendelse af syge asylansøgere. Man kan IKKE blot aflevere et sygt menneske som en pakke foran en fjern nabos dør. Det gælder også for pigen Atmanas psykisk syge far, hvis familie var den første, der blev sendt ud til en lille by i Kosovo. På den video, som Flygtningekredsen for Flygtninge i Fare ved Mona Ljungberg har optaget under et besøg hos familien, bryder Atmana sammen i frustration over deres ny, håbløse situation; med sin kendte afvisning af at lade sig engagere følelsesmæssigt har Rikke Hvilshøj, der har haft adgang til denne video, ikke ladet sig påvirke, og den humanitærsag, som støttekredsen har søgt genoptaget, kan med de seneste signaler om en direkte afskaffelse af reglen for det humanitære ophold ikke blive til noget. Der er dømt dead-end. Det gælder muligvis også for drengen Salhid, hvis tilstand under hans nye dårlige boforhold i Kosovo uden absolut nødvendig medicin og behandling er livstruende dårlig på grund af hans epileptiske anfald. Der er endnu flere familier og børn med lignende skæbner i Kosovo, udsendt fra Danmark, enten uregistrerede eller uhjulpne eller begge dele, ligesom der på hjemlig grund sidder omkring 800 afviste mennesker – herunder mange børn – der går psykisk til i danske asylcentre under forhold, som den øverste ansvarlige for administrationen af lejrene, Dansk Røde Kors’ generalsekretær, Jørgen Poulsen, kalder »på den anden side smertegrænsen«. I en del af verdens brændpunkter – Afghanistan, Gaza, Irak, Darfur eksempelvis – lever mennesker »på den anden side smertegrænsen«, men Danmark er ikke et sådant brændpunkt, og de af Danmark udsendte syge afviste asylansøgere behøvede heller ikke til stadighed at befinde sig i et sådant. De sidstnævnte kan naturligvis hjælpes og sikres menneskeværdige forhold i og af et af verdens rigeste land med et sundhedssystem, der kapacitetsmæssig med mange kilometer overgår, hvad de sendes ud til. Efter den offentlige furore sidste forår i kølvandet på en gruppe folketingspolitikeres besøg på et af landets asylcentre (Sandholm) på invitation fra Dansk Røde Kors og flere artikler i nærværende dagblad, der kastede lys over de miserable vilkår for de afviste asylansøgere på landets asylcentre, besluttede et folketingsflertal at bevilge flere penge til landets asylcentre bl.a. for at sikre bedre bo-, mad- og skoleforhold på disse centre. Men som en række artikler efterfølgende i Politiken ved Olav Hergel og Miriam Dalsgaard med specielt fokus på børnene i centrene har demonstreret, så har de flere penge ikke afgørende hjulpet på vilkårene for beboerne i centrene. Ikke mindst børnene, men også deres forældre og de voksne betaler fortsat en alt for høj menneskelig pris for de årelange ventetider i centrene, hvor de må se sig anbragt på ubestemt tid, mens de kæmper for at modstå presset for at få dem til at vende tilbage til fjerne og tidligere hjemlande med vilkår, der for dem er uantagelige. Det er en menneskerettighed i kraft af flygtningekonventionerne, at en stærk subjektiv frygt begrundet i konkrete begivenheder bør give ophold, eller at optagelandet er forpligtet til at sikre flygtninges velfærd i tilfælde af krig, konflikter eller umulige anbringelsesforhold i det oprindelige hjemland. Men på grund af det stærke politiske pres for at sende afviste asylansøgere tilbage, er de politiske beslutningstagere ikke alene parate til at gamble med syge individers liv og velfærd, man fortsætter også hårdnakket med at negligere, at Danmark har et massivt humanitært problem med at holde cirka 800 asylsøgere hen i et ingenmandsland, hvor en voksende gruppe bliver syge på grund af de lange ventetider i centrene. Da forfatteren Suzanne Brøgger og undertegnede i foråret 2006 havde lejlighed til ved selvsyn under et besøg i asylcentret Avnstrup at danne os en forestilling om de afviste asylansøgeres vilkår og tilstand, var det mest slående indtrykket af træthed og smerte i øjnene på mennesker, hvis værdighed er taget fra dem. Den 18-årige Helin, der sammen med sin irakiske familie samlet set på det tidspunkt havde tilbragt syv år i venteposition på flere af landets asylcentre, sammenlignede sin families situation med de hunde, som danskerne går tur med et stykke fra det isoleret beliggende Avnstrup-center. Hun drømte om igen at blive menneske, det vil sige endelig at få tildelt en permanent opholdstilladelse i det land, hun i syv år havde beboet i en limbotilstand, men drømmen var bygget hierarkisk op. På dens første trin længtes hun efter de vilkår, som danske hunde har: »Vi kan ikke engang blive hunde«, sagde hun. »Når man ser danskerne gå tur med deres hund, bliver den nusset og plejet. Hunden får mad og omsorg. Vi skal bare stille hos politiet hver mandag«. Vores indtryk fra besøget i Avnstrup af mennesker, der føler sig som ikke-mennesker, og af mennesker, der bliver stadig mere sjæleligt og psykisk syge og er gået eller er ved at gå i stykker, er siden blevet bekræftet både fra lægeligt hold og ikke mindst af den øverste ansvarlige for lejrenes drift, generalsekretær for Dansk Røde Kors, Jørgen Poulsen. I et interview september 2006 i Korshærsbladet siger han: »Jeg har sagt, at vi er tæt på smertegrænsen. Jeg siger nu, at smertegrænsen er overskredet. Det skal forstås sådan, at når folk bliver syge i vores system, så er smertegrænsen selvfølgelig overskredet for, hvad vi kan holde til ... Min indstilling til politikerne er, at man bør finde en løsning for disse mennesker, som er endt i et ingenmandsland«. I Brøgger og undertegnedes artikel i Politiken fra Avnstrup, marts sidste år, ’Ansøgning om at være menneske’, foreslog vi, at Danmark vender tilbage til sine mere humanitære traditioner og giver de afviste asylansøgere – under 1.000 – samt den gruppe flygtninge, der stadigvæk lever ’under jorden’ i Danmark, et generelt amnesti og en permanent opholdstilladelse og dermed viser for alverden, at Danmark ikke er så fremmedangst, som rygtet i mange år har villet vide. Jørgen Poulsen voterer i det nævnte interview også for amnesti og generøsitet over for en gruppe mennesker, hvis liv ellers slås i stykker. Løsningen ligger naturligvis ikke i sidste ende blot i flere penge, mere medicin, mere behandling og i materielle forbedringer, men i anerkendelsen af denne gruppe som enkeltindivider med en menneskelig værdighed. Vi har en helt elementær moralsk forpligtelse til at hjælpe dem ud af tilstanden: ikke-menneske, ikke-anerkendt, ikke-hjemmehørende nogen steder. Det samme gælder for de syge flygtninge, som Danmark nu i over et halvt år har sendt retur, som om de kom til os med en fejlaflevering af posten, og vi blot kan sende dem tilbage igen med en mere eller mindre adresseløs kvittering. Hvis vi først ophører med at lade os påvirke af syge flygtninges tilstand tæt på os, så at sige i vores egen baghave, hvem kan så tage os alvorligt, når vi under betegnelsen ’aktiv udenrigspolitik’ blander os i den ’moralsk-menneskelige misere’ i andre lande?