0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

På den anden side smertegrænsen

Man kan ikke blot aflevere et sygt menneske som en pakke foran en fjern nabos dør. Det er dog, hvad Danmark gør, når vi sender syge flygtninge ud af landet.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Uden større modstand – som om det var en ren ekspeditionssag på et offentligt kontor – planlægger integrationsminister Rikke Hvilshøj på regeringens vegne at afskaffe den regel, der i dag sikrer humanitært ophold til syge flygtninge, der vurderes at skulle af med en »uforholdsmæssig høj egenbetaling« for behandling i hjemlandet.

I stedet skal ansøgerne om humanitært ophold forstrækkes med penge, når de sendes ud af landet, så de kan blive behandlet i deres hjemland.

Ministeren, der allerede har sikret sig et tvivlsomt renommé ved offentligt at afvise, at emotionelle hensyn bør spille nogen som helst rolle i vurderingen af asylsager, mener at have fornuften på sin side, når hun attakerer den for mange afviste asylansøgere traditionelt sidste udvej for at sikre sig et midlertidigt ophold her i landet under henvisning til deres samlede humanitære situation. Der skal gøres rent bord, humanitære overvejelser skal ikke længere spille en rolle i vurderingen af en afvist asylansøgers og flygtnings mulighed for at blive her i landet. I stedet vil den danske stat betale sig fra det åbenbare besvær med en række sygdomsramte enkeltskæbner, der ikke frivilligt – eller kun mod det, man kunne kalde frivillig tvang – har villet forlade landet.

De mange ÅRS angreb på den såkaldte godhedsindustri synes at have gjort deres virkning. Når statsministeren gentagne gange har sat lighedstegn imellem tolerance og blødsødenhed, og Dansk Folkepartis repræsentanter, der er de faste samarbejdspartnere for regeringen på udlændingeområdet, fortsat diffamerer (mistænkeliggør) enhver person eller organisation, der forsøger at fastholde regeringen på dens ansvar i forhold til menneskerettighedserklæringerne, så får man derigennem et begreb om den atmosfære, hvori det virker legitimt og selvfølgeligt også at sløjfe reglen om særlige humanitære hensyn i forhold til ikke-anerkendte flygtninge.

Det er svært ikke at se noget symbolsk i forehavendet – et signal med andre ord – om, at strandede og syge personer i Danmark ikke længere skal forvente sig at blive mødt med den særlige rummelighed og humanistiske forståelse, som tidligere har været et signalord for Danmark.

Den dyrkelse af danskheden, som i de senere år er kommet på mode i de nationalistiske kredse omkring Dansk Folkeparti, som regeringen støtter sig til og har gjort sig politisk afhængig af, synes at afskaffe meningen med ord som humanitet, humanisme og særlige menneskelige hensyn i kataloget over det specielt danske og etablerer sig i stedet med ord, der forbinder tankegange før oplysningstiden med en postuleret moderne effektivitetstænkning.

Når en religion og dens tilhængere beskrives som en »pest« af de samme personer, der i effektivitetens navn og via lovgivningen gør alt, hvad de kan, for at udgrænse syge (traumatiserede) mennesker (læs: muslimer) fra statsborgerskab eller landet i det hele taget, er det blot et af mange eksempler på, hvordan en middelalderlig tankegang går hånd i hånd med ’moderne lovgivning’.

Integrationsminister Rikke Hvilshøj vil naturligvis til enhver tid afvise, at regeringens asylpolitik er præget af de samme fordomme, som er spændt for Dansk Folkepartis vogn, men et nyligt eksempel på hendes og regeringens håndtering af hjemsendelsen af syge afviste Kosovo-flygtninge illustrerer, hvordan den fornuft, som hun mener at repræsentere, har opløst sig i en (ny) historie om ulykkelige menneskeskæbner i kølvandet på den danske asylpolitik.

Rikke Hvilshøj og regeringen fik ligesom andre regeringer i Europa – efter specielt meget dansk pres – sidste år tilladelse fra de internationale organisationer UNHCR og UNMIK til også at hjemsende traumatiserede flygtninge, men på betingelse af, at de lande, der udsendte flygtninge, også tog ansvar for dem. Dette ansvar har den danske regering ikke levet op til, når det gælder en af de første ’test’ på en sådan hjemsendelse, nemlig hjemsendelsen af syge afviste asylansøgere til Kosovo.

I en rapport, der er almindeligt kendt, har Dansk Flygtningehjælp dokumenteret, at sundhedssystemet i Kosovo – som forventeligt – har markante kapacitetsproblemer. Der har altså i udgangspunktet ikke været grund til at tro, at de hjemsendte syge asylansøgere ville få en forsvarlig behandling af sundhedssystemet i Kosovo.

For nylig har TV 2 Nyhederne med nogle enkelte eksempler på hjemsendte, der er ladt i stikken, afsløret, at det heller ikke faktuelt har været tilfældet.

Men forinden har Støttekredsen for Flygtninge i Fare med videodokumentation (samt en rapport) af en række andre eksempler påvist, at den virkelighed, som de danske myndigheder sender de syge afviste asylansøgere tilbage til, minder om de miserable tilstande, som de i sin tid flygtede fra, og at de danske myndigheder blot har parkeret hele familier i en situation af håbløshed og dyb frustration på et for dem nu fremmed bosted.

På videooptagelser sendt til ministeren ser man den lille dreng Islam gå rundt i ruiner i den lille by i Kosovo, som han, hans forældre og søskende (fem børn i alt) nu er havnet i. Islams mor er svært paranoidpsykotisk, og Danmark har som en nærmest ironisk støtte til hendes og familiens samlede tilstand forsynet hende og familien med en bærepose med beroligende piller til brug for de første tre måneder.

Hele familien, far, mor og børn, var allerede ved den påtvungne afrejse fra Danmark præget af skrækforestillinger om det, de skulle ned til – forestillinger, der naturligvis er forstærket af moderens paranoide tilstand. Uden stedlige behandlingsmuligheder, med frygt for som etniske ashkalis (en mindre befolkningsgruppe i Kosovo, red.) igen – som tidligere – at blive udsat for chikane og/eller forfølgelse (det var netop den, de i sin tid flygtede fra), uden penge til transport og med den irrationelle paranoia som daglig gæst er de nu helt overladt til deres egen skæbne.

Støttegruppens forsøg på at forstrække dem med mad og penge via Dansk Flygtningehjælps kontor i Pristina er oveni slået fejl, da de ikke har skrevet under på frivillig udrejse og derfor ikke figurerer på den liste over frivilligt udsendte, der vil give dem adgang til den såkaldte starthjælpspakke (madforsørgelse gennem de første tre måneder). Kun tilsendelse af penge og lidt tøj fra et af medlemmerne af den danske støttekreds har sikret en foreløbig overlevelse.

Pigen Adisa, der har svær astma, blev sammen med sine forældre for over et halvt år siden hjemsendt til en lille by i Kosovo, hvor hun siden har boet på et lille utæt og fugtigt værelse, raseret af krigen. Der var ikke undersøgt noget bosted til familien, før de blev presset til at underskrive en frivillig hjemsendelse og sendt af sted. For nylig – efter et halvt år – fik Adisa besøg af en dansk læge, der forventeligt konstaterede, at hun har brug for medicin, som hun i skrivende stund endnu ikke har fået. Forestillingen om, at hun bliver hjulpet af de stedlige sundhedsmyndigheder, er helt uholdbar, igen har den danske støttekreds for flygtninge skullet træde til med private støttepenge til medicin i det vakuum, hun er efterladt i i det øjeblik, de danske instanser ikke lever op til deres forpligtelser ved hjemsendelse af syge asylansøgere.

Man kan IKKE blot aflevere et sygt menneske som en pakke foran en fjern nabos dør. Det gælder også for pigen Atmanas psykisk syge far, hvis familie var den første, der blev sendt ud til en lille by i Kosovo. På den video, som Flygtningekredsen for Flygtninge i Fare ved Mona Ljungberg har optaget under et besøg hos familien, bryder Atmana sammen i frustration over deres ny, håbløse situation; med sin kendte afvisning af at lade sig engagere følelsesmæssigt har Rikke Hvilshøj, der har haft adgang til denne video, ikke ladet sig påvirke, og den humanitærsag, som støttekredsen har søgt genoptaget, kan med de seneste signaler om en direkte afskaffelse af reglen for det humanitære ophold ikke blive til noget. Der er dømt dead-end. Det gælder muligvis også for drengen Salhid, hvis tilstand under hans nye dårlige boforhold i Kosovo uden absolut nødvendig medicin og behandling er livstruende dårlig på grund af hans epileptiske anfald.

Der er endnu flere familier og børn med lignende skæbner i Kosovo, udsendt fra Danmark, enten uregistrerede eller uhjulpne eller begge dele, ligesom der på hjemlig grund sidder omkring 800 afviste mennesker – herunder mange børn – der går psykisk til i danske asylcentre under forhold, som den øverste ansvarlige for administrationen af lejrene, Dansk Røde Kors’ generalsekretær, Jørgen Poulsen, kalder »på den anden side smertegrænsen«.

I en del af verdens brændpunkter – Afghanistan, Gaza, Irak, Darfur eksempelvis – lever mennesker »på den anden side smertegrænsen«, men Danmark er ikke et sådant brændpunkt, og de af Danmark udsendte syge afviste asylansøgere behøvede heller ikke til stadighed at befinde sig i et sådant.