»De har glemt mig – så skidt!«. Ole Ernsts slutreplik i ’Kirsebærhaven’. Den gamle tjener krabber rundt i salonerne, hoveddøren er drønet i med et brag. Han er ladt tilbage i det store hus. Herskabet har forladt den synkende skude med en idiotisk sursød fornemmelse af, at det hele er ad helvede til, men – ’det skal nok gå alt sammen’. Sidste replik i Tjekhovs ’Kirsebærhaven’ er også sidste replik, der kommer til at lyde i den store kongelige Turbinehal, når dørene lukkes til foråret, og sidste bær er mugnet i frugthaven på Tjekhovs russiske herresæde. Så skidt! Skidt med Turbinehallerne? Lad os se, hvad dét handler om. Forrige LØRDAGS premiere sang afslutningsoden. Til Turbinehallerne, dette festlige eksperiment i Det Kgl. Teaters historie. En nødløsning oven på de kaotiske slagnumre i 1990’erne, da ’Fuglen’ blafrede med sine vinger over Kgs. Nytorv og kollapsede med et hjerteslag. Da jammeren bredte sig over Stærekassen, millionerne rullede for at bringe den sære kasse til nyt liv, og skuespil, opera og ballet var ved at blive kvalt i et helt rekviem af ak og ve-klager. Et internt lamento af den mest gribende art. Ledsaget af offentlig spot og mange ukvemsord. Kloge og ukloge. Og meget støjende. Turbinehallerne var halmstrået, der pludselig kom til at holde den synkende skude oppe, da al diskussion om Det Kgl. fik vendt bunden i vejret, fordi skibsrederen dukkede op som en fyrstelig enevoldskonge med sit operahus – og teaterledelse, regering og al landsens galende kulturhaner pludselig glemte evangeliet om et Kongeligt Teater på Kongens eget Nytorv – og kun dér. Stedet, som indtil da var helligt og ukrænkeligt. Stedet, der var alt eller intet. Reden, man ville dø i som Frederik III i København, mens svenskerne bankede løs på voldene. Turbinehallerne var bare en hule til midlertidig udstationering, mens alle holdt sig for øjnene og holdt vejret. Og øjnede nye uvejr. Med udgifter i ubegribelig løbskkørsel. Byggeudgifter, driftsudgifter. Og så et nyt skuespilhus oven i det hele. En galop og et syndigt miks af visionære forventninger og rædsel ved tanken om et publikum, som måske hellere ville lege med computerspil, udveksle sms’er og drikke caffelatte. Nu lakker det så mod enden med Turbinehallerne. ’Kirsebærhaven’ er sidste udkald, før butikken lukker, og alle trækker vejret ind og skyder brystet frem til åbningen af det nye skuespilhus ved Kvæsthusbroen. Bodil Jørgensen – skuespilleren med dansk teaters mest henrivende talent for overklassegnæg – spiller godsets livslystne og verdensfjerne frue. Hun ser sig omkring i den store Turbinehal og forlader sit russerhjem med et suk: »Egentlig har jeg aldrig før lagt mærke til lofterne og væggene i dette hus – lige nu ser jeg på dem med dyb kærlighed …«. Den suser i ørerne, den replik. Underfundig. Sigende. Dobbelttydig. Vi suger den til os. Lofterne, væggene i kæmpehallen, rummet, der tårner sig op over os i vældige konstruktioner, nok til at huse Tjekhovforestillingens talløse store lysekroner. Det enorme gulv – indtil få øjeblikke før dækket af orgier af ægte tæpper og netop rullet sammen af skuespillerne – et af Katrine Wiedemanns elegante instruktørgreb, en nedpakning, der trækkes som en adagio i en Brucknersymfoni. I en fantastisk iscenesættelse, der bruger hele hallen som arena. Aldrig har man vist set hallen udfoldet så grandiost. Et industrikulturens tempel, sit eget teater, 1800-tallets triumferende teknikfanfare omdannet til showroom for gigantisk moderne dukketeater. Farvel og tak til det russiske landsted – og til en Turbinehal, der har været redningsplanke for Det Kgl. gennem næsten ti sæsoner. To Turbinehaller endda. Den store – og den lille, som har været hjemsted i denne sæson for ’TurboTown’-eksperimentet, der har været fræk, plat, underholdende, dristig teaterleg. Hvad kan vi så lære af det? En masse. Først og fremmest, at du kan lave teater hvor som helst i denne verden. Bare for at tage København. Forleden så jeg en forestilling et vanvittigt sted ved Valby Langgade, hvor Pelle Koppels Teater-V spillede ’Helmer hardcore’ med Jens Jørn Spottag og andre gode folk midt i renoveringsrodet i et gammelt industrikvarter. Det kan da godt være, at man skulle over grus og sten til huset og gennem en korridor til scenen, og at skuespillerne næppe har luksusgarderober. Men når vi først er på plads, er udenværkerne ligegyldige. Du sidder der, og skuespillerne står der, og det er det, det handler om. Noget af det bedste teater i hovedstaden udspiller sig i disse år i en dødssyg nedlagt biograf på Nørrebrogade. Kaleidoskop, hvor du gud bedre det skal møve dig fra foyeren (som er mindre end min dagligstue derhjemme) ud på gaden, gennem en naboport og ind gennem en åben gård for at komme til tilskuerpladserne. Våd af regn, når det går værst. Martin Miehe-Renard fik folk trukket til den skumle udørk Dokken i Nordhavnen for at se ’Onkel Danny’. Et af byens største og mest succesrige teatre, Østre Gasværk, har en indgang, så du tror, du skal på nedtur i kulminerne ved Krakow. Og altså: Turbinehallerne. Det Kongelige Baggårds-Teater i Adelgade. Ingen Apollon med Pegasus på taget, ingen Holberg og Oehlenschläger som vagtposter over helligdommen, ingen søjlebalkon at vinke fra. En foyer, der ligner en mellemting mellem ventesalen på en jernbanestation i Uganda og den nu pulveriserede kælderetage i Ungdomshuset på Jagtvej. Men teater. Det er, hvad du får. Sæt dig på den billige langside i Store Turbinehal til ’Kirsebærhaven’. Se – og jeg mener se, for du sidder, så ikke en kat eller nogen anden tilskuer dækker dit udsyn – se, hvad sådan en som Katrine Wiedemann kan få ud af det rum med trapper og løbegange, op på balkoner og ned i kældre. På en scene, som vi endnu en gang oplever udnyttet på en vildt overraskende måde, nøjagtig som vi gang på gang har oplevet det i det fantastiske Østre Gasværk, senest i ’Gasolin”. Jeg mindes ikke at have set to forestillinger i Store Turbinehal, hvor man har siddet på nøjagtig samme måde. Altid nye opstillinger, nye overraskende vinkler, fantastiske scenografiske udnyttelser. Så sidder publikum i den ene ende af salen, så i den anden, så i begge ender, så hele vejen langs siden som i ’Kirsebærhaven’. Og så, når det er gået rigtig hedt til: over hele salen. Som man gjorde i f.eks. Ditte Maria Bjergs ’Arbejddigfri.com’ i efteråret 2005. Gå og stå, være involveret – så energisk som i de eksplosive dage på Gladsaxe Teater, da Kaspar Rostrup for første gang omdannede en dansk teaterscene til et furioso af publikumsdeltagelse. Se – og Lyt: I ’Kirsebærhaven’ kan du høre hvert ord, der bliver sagt, hvert komma i teksten. Selv om der er over tyve meter til loftet og sikkert halvtreds meter fra den ene ende af salen til den anden. Akustikken er forbløffende. Det indvendes mod den opsætning, at Tjekhov er til tyst konversation. Indrømmet: Der skal tales godt i bund, når der er 50 meter mellem to skuespillere. Men hører du ikke véråbet fra den mørnede feudalkultur i familiens højrøstede overlevelsesgisp? Ikke et ord forsvinder i hvert fald i ekko og rumklang under højenloftet. Vi er ikke i Vor Frue Kirke. Er det mon forvrængning i bakspejlet, når jeg husker nogle af de sidste ti års bedste Kgl. Teater-forestillinger som udspillet i Turbinehallerne? Var det ikke der, vi så Kirsten Olesen i O’Neills kæmpedrama ’Sælsomt mellemspil’? Nikolaj Lie Kaas som Peer Gynt? Det fantastiske russiske drama ’Flugt’, også scenografisk et stykke totalteater? En kavalkade af forestillinger, der brød rummet op, hvirvlede os tæt på dramaet med stadig nye udspil. Rent kaos, da Anders Paulin i 2004 sprængte ’En skærsommernatsdrøm’ til plukfisk, men selv det blev vi klogere af. Der skal så meget til for at lave rigtig godt teater. Men sandelig: Det er ikke de luksuøse omgivelser, der gør udslaget. Det er da fedt nok, at der er ahornvægge i Operaens foyer og bladguld i loftet. Marmor nok til et helt kongeslot. Og at det nye skuespilhus, placeret på en af Københavns dyreste grunde, er iført orgier af kobber og glas og får det eleganteste fortov i egeplanker mod havnen. Glimrende alt sammen. Dyrt. Storartet arkitektur, der vil klæde den nyskabte havn. Jo, jo da. Ting – f.eks. teatre – må gerne være lækre, dyre, smagfulde, storslåede, kostelige, kostbare, arkitektoniske kunstværker, prydstykker for øjet, mageløst udstyret. Rene catwalks af labre caféer, restauranter og udsigt til vandet. Vi vil nyde det hele. Men kom ikke og sig, at alt dette eo ipso skaber godt, for ikke at sige bedre teater. Oplevelser måske. Æstetiske, kulinariske, visuelle. Hvad som helst. Men ikke nødvendigvis dramatik, skuespilpræstationer, scenografier, iscenesættelser, som er stor kunst. Den slags bliver ikke til på det grundlag. Dét skabes, hvor som helst teaterfolk har en idé og realiserer den. Nu forlader skuespillet Turbinehallerne. De rå vægge, den ramponerede foyer, de billige stole. Baggårdsmiljøet i det gamle saneringskvarter. Discountteatret, der var en nødløsning. Men blev et kunstnerisk hit. Og drager snart til sit nye, flotte, kostbare og mondæne domicil ved havnen. Vi er med. Og håber det bedste. Håber på øjenåbnere, chok og godt skuespil. Bliver sikkert også stolte over at fremvise herligheden for udenlandske gæster fra havnens motorfærge med begejstrede ord om, hvor ekstravagant ambitiøst Danmark er på teaterområdet. Men vi vil også kikke baglæns til al den dynamik, der er blevet udfoldet i hallerne. Dér – så vel som på de andre skrammelscener rundt om i byen, hvor talent og energi er grundsubstansen. Udfoldet for skrabede midler. Og bivånet af især det unge publikum, som Det Kgl. Teater sukker så brændende efter. Og som fandt vej til Turbinehallerne, da først lugten fra teaterbageriet i Adelgade begyndte at brede sig med fuld turbo. Hvis man får kommende generationer til at indfinde sig – og føle sig hjemme – i det nye skuespilhus, må man håbe, at det er andet end udsigten, cappuccinoen og selskabeligheden, der får dem til at blive hængende.