En Søndag morgen.
Det statslige politi skød og dræbte en politisk aktivist, Gift Tandare. Han var medlem af oppositionspartiet, Bevægelsen for Demokratisk Forandring. Græsrødder og politiske aktivister var på vej til et møde arrangeret af Red Zimbabwe, et samarbejde mellem en række græsrodsorganisationer, heriblandt kirker og politiske partier. Red Zimbabwe er et forsøg på at mobilisere alle demokratiske kræfter i Zimbabwe i kampen for at skabe positiv forandring, og i spidsen for initiativet står Den Kristne Alliance. Bønnemødet skulle have fundet sted i Highfields, en sort bydel i Zimbabwes hovedstad Harare. Zimbabwes politi har ikke beklaget skudepisoden. De hævder, at politiet blev angrebet af en bande, og at den dræbte blev skudt, fordi han var leder af banden. Politiet har ikke forklaret, hvorfor man åbnede ild mod ubevæbnede civile. Zimbabwes regering har heller ikke fordømt den skæbnesvangre skudepisode, men derimod anklaget den dræbte og andre samfundsaktivister og politiske aktivister for vold mod politiet. Og hverken politiet eller regeringen kan se noget forkert i at åbne ild mod ubevæbnede civile. De kan ikke se noget forkert i, at det selv samme politi, hvis opgave er at beskytte civile, skyder og dræber en ubevæbnet civil. Ved samme lejlighed blev 50 aktivister anholdt, da de ankom til stedet, hvor mødet skulle holdes. Blandt de 50 var de to ledere af Bevægelsen for Demokratisk Forandring, Morgan Tsvangirai og Arthur Mutambara, formanden for organisationen Den Nationale Grundlovsforsamling, Lovemore Madhuku, og førende oppositionsledere som Tendai Biti, Sekai Holland, Grace Kwinjeh og Nelson Chamisa. Blandt de anholdte var også førende græsrodsaktivister som Mike Davies fra organisationen Harares Borgersammenslutning, journalister og ganske almindelige mænd og kvinder, der deltog i mødet. Anholdelsen af disse 50 mennesker er ikke blevet forklaret. Politiet i Harare har tidligere nedlagt et tremåneders forbud mod politiske møder af enhver art. Dette forbud er ulovligt, for loven tillader kun myndighederne at forbyde politiske forsamlinger i én måned, og kun hvis der er god grund til det. Politiet og regeringen hævder, at det planlagte bønnemøde i virkeligheden var dække for et politisk møde, arrangeret af Bevægelsen for Demokratisk Forandring for at omgå et forbud. Det formodes, at dette var den eneste bevæggrund for at anholde dem, der forsøgte at deltage i bønnemødet. Personligt er jeg ikke overbevist om, at de anholdte har overtrådt nogen lov ved at deltage i et møde, hvor man ville bede for et land, der er plaget af så mange problemer, og som utvivlsomt har brug for alle de bønner, det kan få. Da jeg hørte om anholdelserne, følte jeg en kold hånd gribe om mit hjerte. Og jeg har talt med mange, der har givet udtryk for den samme frygt. Anholdelsen af så mange ledere af poliske partier og organisationer på samme tid var i sig selv skræmmende. Det var et angreb på selve demokratiet. Men endnu mere skræmmende var forestillingen om, hvilke overgreb og hvilken tortur de risikerede at blive udsat for i politiets varetægt. Tidligere erfaringer har lært os, hvordan statens tjenestemænd behandler regeringsmodstandere, der kommer i kløerne på dem. Vores frygt blev bekræftet. De beretninger, der begyndte at dukke op mandag morgen, var frygtelige. Mange af de anholdte, hvis ikke dem alle, var blevet overfaldet. Mange af dem var blevet udsat for grov vold med alvorlige fysiske skader til følge og underlagt tortur. Torturberetningerne er grufulde. Værst ser det ud til at være gået ud over Morgan Tsvangirai, Sekai Holland, Lovemore Madhuku og Grace Kwinjeh. Tsvangirai, der blev anholdt, da han var på vej til politistationen for at se til nogle kolleger, som var blevet anholdt tidligere på dagen, blev udsat for brutale overgreb. Det forlyder, at han faldt bevidstløs om tre gange, mens han var i politiets varetægt, og hver gang han vågnede, fik han samme hårdhændede behandling. Han har angiveligt fået kraniebrud, og da han mødte i retten, havde han fået seks sting i venstre side af hovedet. Han har også brækket det ene håndled. Sekai har grufulde sår og skader på kroppen, blandt andet en brækket ankel, som hun blev tvunget til at stå på. Grace Kwinjeh ankom til retsbygningen på en båre. Lovemore Madhuku har en blodig bandage om hovedet. Zimbabwes Sammenslutning af Læger for Menneskerettigheder har rapporteret følgende skader: Brud på hænder, arme og ben hos tre personer, heriblandt Lovemore Madhuku med en brækket albue. Tre personer, Elton Mangoma, Sekai Holland og Morgan Tsvangirai, har pådraget sig flere knoglebrud. Alvorlige, omfattende og talrige vævsskader på ryg, skuldre, arme, balder og lår hos 14 personer. Skader i hovedet hos tre personer, Nelson Chamisa, Morgan Tsvangirai og Lovemore Madhuku, hvoraf de to sidstnævnte har dybe flænger i hovedbunden. En mulig sprængt bughule hos en person som følge af hårde slag og spark i maveregionen. En spaltet øreflip hos Grace Kwinjeh. Ingen af disse personer modtog lægebehandling inden for en rimelig tidsperiode. Lovemore Madhuku blev bragt til hospitalet tidligt mandag morgen, og Morgan Tsvangirai blev også bragt til hospitalet på et tidspunkt. Ingen af de andre blev bragt til hospitalet af politiet trods alvorlige fysiske skader, og det er hos dem, skaderne ser værst ud. Mange af de anholdte har berettet om forskellige former for tortur, hvoraf nogle muligvis ikke har resulteret i fysiske skader, men kun psykiske, nogle for livet. Advokater, der er udpeget til at repræsentere de 50 anklagede, blev af politiet nægtet adgang til at tale deres klienters sag. De anholdte blev bragt til 14 forskellige politistationer, hvor de blev tilbageholdt. Men de fleste af politistationerne benægtede, at de tilbageholdt nogen af dem, så i de fleste tilfælde var der ingen, der vidste, hvor de anholdte blev tilbageholdt. Sent mandag var der virkelig alvorlig bekymring, da man ikke vidste, hvor Arthur Mutambara, Tendai Biti, Nelson Chamisa og Mike Davis befandt sig. Advokaterne, anført af den prisbelønnede internationale advokat Beatrice Mtetwa, opnåede mandag aften en kendelse fra højesteret, der tvang politiet til at tillade advokater, læger og familier at besøge de arresterede. Senere kom en ordre om, at de 50 skulle stilles for en domstol klokken 12 tirsdag middag. Politiet rettede sig endelig efter ordren efter frokost tirsdag, hvor de arresterede blev overflyttet til byretten. Det var et isnende syn og ville have været helt utroligt, hvis det ikke var den rene og skære virkelighed. De 50 mænd og kvinder var ilde tilredt. En kvinde måtte flyttes på en båre. Morgan Tsvangirai var synligt desorienteret, hans skjorte stod åben, som var den revet itu, højre side af hans hoved var barberet og man kunne se en række sting. Lovemore Madhuku havde en bandage om hovedet. Mange andre havde forskellige sår på kroppen. De blev transporteret til retten på ladet af en stor lastbil. Mange kunne ikke selv kravle ned fra lastbilen, mange havde svært ved at gå. Jeg tvivler på, at så mange stærkt tilskadekomne er blevet ført for retten andre steder på noget tidspunkt. Politiet havde ikke nogen dokumentation af nogen art til nogen form for retssag. Der var ingen anklageskrifter, ingen vidneforklaringer og intet grundlag, som den offentlige anklagemyndighed kunne basere sin anklage mod de 50 fanger på. Til sidst gav anklageren ordre til, at alle 50 skulle på hospitalet. Politiet gik med til det på betingelse af, at de blev udleveret til deres advokater, der skulle bringe dem til retten klokken 9 næste morgen. Mange kom ind på en privat klinik, og nogle blev flyttet til intensiv behandling. Mange af dem havde behov for omfattende lægelig behandling, operationer og fysioterapi. Den følgende morgen mødte advokaterne op i retten som aftalt med de af deres klienter, de kunne få med. Den offentlige anklagers kontor sagde, at det ikke havde nogen dokumenter om dem, og at der ikke var berammet nogen sag mod dem. Politiet dukkede slet ikke op. Advokaterne gik igen med deres klienter, og ingen ved, om staten vil rejse nogen anklager overhovedet. Vi kan kun vente og se. Imens blev fire personer meldt skudt af politiet, mens de deltog i begravelsesoptoget for det første skudoffer i Glen View, slumkvarteret i Harare, hvor den afdøde havde boet. Det forlyder, at politiet angreb civile i begravelsesoptoget, overfaldt dem og derefter affyrede skud, der ramte to. Et af ofrene blev behandlet på hospital og løsladt, mens den anden blev indlagt til yderligere lægelig overvågning. Den løsladte vendte tilbage til begravelsesoptoget, blot for igen at blive skudt af politiet næste dag, hvor de skød yderligere to personer. Tidligt tirsdag morgen blev en bus med passagerer fra Botswana angrebet og brændt i det samme slumkvarter. Senere om aftenen blev en politistation ramt af en benzinbombe i Harare-forstaden Marimba Park, hvor tre kvindelige betjente blev alvorligt såret. Endnu en politistation blev rapporteret ramt af en benzinbombe i byen Gweru i den centrale del af landet. Politiet lægger skylden for disse angreb på medlemmer af oppositionen som protest mod den dødbringende skudepisode i søndags og arrestationen og torturen af oppositionens politiske ledere. Det gør regeringen også, og den har stemplet Bevægelsen for Demokratisk Forandring som et voldeligt parti og er kommet med trusler mod partiets medlemmer og dets ledere. Harares gader er fulde af rygter, indbyggerne tror ikke på, at det er civile aktører, der har begået disse angreb. Hvis det virkelig viser sig at være tilfældet, at det var civile aktivister, der udførte angrebene mod politiet som hævn for Tandares død og arrestationen og torturen mod civile lederskikkelser i samfundet, så kan landet blive kastet ud i kaos. Det er afgørende, at politiet og sikkerhedsagenter bruger lovlige, acceptable midler over for civil ulydighed og ubevæbnede civile for at undgå en nedadgående spiral mod ren lovløshed. Vi må bede til, at tingene ikke skrider ned i en sådan afgrund. Imens bliver de 50, der blev arresteret i søndags og udsat for hårde overfald, tortur og inhuman og nedværdigende afstraffelse, ignoreret af det politi, der arresterede dem. Måske er de blevet straffet så meget, som den siddende magt agter at straffe dem. Måske vil staten beslutte sig for at retsforfølge dem ved en senere lejlighed. Vi ved det ikke. Zimbabwes Advokater for Menneskerettigheder forbereder sager mod dem, der begik torturen og overgrebene. Hvad staten angår, afviser den at have gjort noget galt. Den gjorde ikke noget galt i at arrestere 50 personer, der ikke havde begået noget strafbart. Den gjorde ikke noget galt, da den udsatte dem for horrible, brutale overgreb og tortur. I stedet har alle de regeringsrepræsentanter, der har udtalt sig, anklaget ofrene for politibrutaliteten for at være de egentlige voldelige gerningsmænd. Det er meget, meget svært at forstå, hvordan de kan have begået volden, mens de var i politiets varetægt, eftersom de alle blev overfaldet og tortureret i politiets varetægt. Resten af landet er i frygt. Nogle modige sjæle gik i demonstrationer i protest mod de fatale skud og arrestationen og torturen mod det civile samfund og oppositionsledere. De blev arresteret. Denne uges begivenheder var særligt skræmmende, for denne gang forsøgte staten ikke engang at finde en eller anden undskyldning for sin brutale opførsel. Den handlede med absolut immunitet. Regeringens reaktion mod fordømmelsen af dens handlinger har været fuldstændig skamløs. Der er ingen fortrydelse over statslige agenters ulovlige handlinger, ingen form for respektabel fernis, intet forsøg på at dække eller forklare en sådan hensynsløs lovløshed fra politiets side. Det er skræmmende. Politiets handlinger var helt ulovlige. Det er i strid med Zimbabwes forfatning, i strid med straffeloven, i strid med politiloven og politiets tjenestefunktion at bruge vold af nogen art mod en arresteret. Tortur er forbudt ifølge forfatningen. Politiets brutalitet er i lodret modstrid med alle landets indenlandske og internationale forpligtelser. Alligevel er regeringen helt skamløs, totalt uanstændig og helt uden anger. Staten har nået et punkt, hvor den ikke engang gider at retfærdiggøre eller forklare sine handlinger, den kan gøre, som den vil, og alle kan bare skrubbe af. Bed for mit land, bed for et folk, der er nedslået, men ikke nedbrudt, et folk, der stadig har et håb om, at vi en dag vil få vores smukke land tilbage.
