Marianne Hvolris er chefkonsulentHans far var salthandler i Etiopien – det lyder næsten som i Cecil Bødkers fortælling om Afrika i ’Salthandlerens datter’. Faderen døde også ligesom den kvindelige salthandler i Bødkers fortælling. I Etiopien er en salthandler nærmest rig. Faderen fik børn, hvoraf en var Danny. Han blev også salthandler i Etiopien. Jeg mødte Danny i Danmark – faktisk hjemme hos mig. Vi manglede penge, så vi lejede et par værelser ud, og vi havde besluttet, at det skulle være flygtninge, der skulle bo hos os. De første flygtninge var fra Iran. De fik deres første barn, mens de boede hos os og fik derfor en lejlighed. Så kom Danny. Danny var faktisk hans efternavn, men det kaldte vi ham altid. Han flyttede ind og blev en del af vores hverdag. Han kom i køkkenet, når vi spiste, han legede med børnene, han var med til vores fødselsdage, han passede hunden, når vi var i Sverige, og han var altid med til vores jul, tit også til nytår, og når de små kom hjem om eftermiddagen, var der næsten altid te hos ham. Han kom også i gang med en uddannelse som metalarbejder – salthandel giver ikke megen mening i Danmark. Han gik på teknisk skole, men fik som flygtning selvfølgelig aldrig en erhvervspraktik – men han gennemførte skolen, hvor der var indrettet noget, der lignede erhvervspraktik. Han lavede faktisk mange ting til mig og børnene, f.eks. en lille flagstang med Dannebrog til børnene – den bruger vi stadig. Han snakkede også dansk, med tiden bedre og bedre. Men flygtning var han – han flygtede som så mange andre, af grunde vi slet ikke kan forstå. Hans far døde, ikke fordi salthandlerens tid var gået, men fordi han blev fængslet af det marxistiske regime i Etiopien, hvor han blev torteret ihjel. Det vidste vi ikke noget om, men Danny fortalte sin historie til mig en julenat, hvor alle de andre sov, mens vi drak alle hans øl. Han begyndte med at fortælle, at hans far var salthandler, og hvor han købte og solgte salt. Så forsvandt faderen, og han kom ikke tilbage. Danny overtog salthandlen, men det var ikke så nemt, han skulle være forsigtig med det marxistiske regime, og så blev han også anholdt. Det, han fortalte mig, gav ingen mening, men sådan var det – lang tid, som mennesker ikke kan rumme: spark og slag, hængt med benene op og hovedet ned, torteret med elektriske kabler. Jeg lyttede, men hvad skulle jeg sige – jeg kunne kun lytte. Han fortalte, men jeg rummede det ikke. Hvordan kan mennesker overleve tortur og fortsat fortælle? Torturen står her beskrevet næsten helt objektivt og fremmedgørende, men hvordan kan jeg skrive den fortælling om den mand, som jeg holder af? Han snakkede længe den nat. Hans mor fik ham ud af fængslet uden dom naturligvis, hun måtte låne penge af en tante. Danny flygtede fra Addis Abeba til Nairobi – til fods. Som regel gik han om natten i Etiopien. I Kenya var Danny mindre bange, han gik ofte om dagen og tog af og til toget. Han kom til Nairobi – en stor by, hvor han kunne forsvinde. Han mødte ludere og tyve, men de er som alle andre, de fleste af dem hjalp ham – det gør alle ordentlige mennesker, også ludere og tyve. Danny endte i en FN-flygtningelejr – og der blev han. Han fik mad, og han overlevede, og han valgte Danmark, da han fik lejlighed til det – et nordisk land langt væk, og han fik os i tilgift. Mens han gik på teknisk skole, kom han i Rehabiliteringscentret for Torturofre flere dage om ugen i en lang periode – han talte aldrig om det, han havde oplevet, undtagen den ene julenat, men det må have været forfærdelig tungt at bære. Det er ikke så tit, at man kender de skæbner, der er flygtet, men hver eneste af dem har en ond fortælling om en del af sit liv. Det er ikke let at få det at vide. En flygtning er bange for sig selv, og han er fyldt af angst for verdens mennesker. Men hverdagen kommer, og han fik en hverdag, som bestemt var bedre end ingenting. Danny var ret ung, og han savnede sin mor, og i Etiopien havde det daværende regime nået deres endeligt, bl.a. på grund af en borgerkrig, så Danny besluttede sig for at besøge sin mor. Det troede jeg på, og det var rigtigt, han rejste hjem til sin mor – men det viste sig, da han kom tilbage til Danmark, at han også havde en søn i Etiopien. Hvordan kan nogen rumme at miste et barn? Danny blev i Afrika i fire uger, og da han kom hjem, havde han (igen, igen) gaver til mig og mine børn, men han fortalte ikke så meget om det at være hjemme. Men vores hverdag var der jo hele tiden, og Danny var stadig med i den. Der var engang, hvor han slog vores plæne, og det var virkeligt pænt af ham. Desværre slog han også ledningen i stykker i samme omgang, men hvad – den kunne repareres. Han var med til at drikke øl, da vi vandt i fodbold, og da min svigermor døde, gik han med til hendes begravelse, og han deltog i en eller to konfirmationer. Da jeg spurgte ham om den tredje, ville han også gerne med, men han blev for syg til at komme ned ad trappen. Jeg troede, det var influenza, men han havde hostet meget, måske tuberkulose, tænkte jeg. Men det var fortsat hverdag – hans to venner kom som sædvanlig, og Moulu, en smuk, ung etiopisk kvinde, dukkede også op. Jeg tror faktisk, at hun var blevet lidt forelsket. Mine børn fik stadig te om eftermiddagen, når han ikke var for syg, og de hyggede sig. På et tidspunkt – hvor vi drak nogle øl igen – sagde han, at han var blevet undersøgt for aids, men han fortalte mig ikke svaret. Skammen over aids-diagnosen er ubærlig for en, der kommer fra Etiopien, men det var ikke svært at gætte, især da han gik på infektionsafdelingen på Hvidovre Hospital. Jeg kan ikke huske, hvordan jeg fik at vide, at han var kommet på hospitalet, måske sagde han det til mig, eller måske ringede han. Det er noget af det, jeg ikke kan huske, men jeg besøgte ham, og en aften spurgte jeg, om han gerne ville hjem. Det var ikke så nemt at tale om det, for det handlede nu om at dø derhjemme, men hans svar var ja. Og jeg forstod det, hans tortur dukkede op her, og torturen var imod ham – de hvide vægge, hospitalsoplevelsen med hvide fliser og en omsorg, som måske kun var der af og til. Det var ikke så let at komme ud af et hospital, for syg var han, men hjem kom han. Meget skulle så ordnes, hjemmehjælp, sygeplejersker og læger, og vi fik en fra aids-foreningen til at komme og besøge ham, i begyndelsen et par dage om ugen og til sidst hele dagen fra tidlig morgen til sen aften. Der kom nogle, der skulle finde ud af, hvad han havde brug for fra kommunen – det var meget. Han fik blandt andet en seng, en rigtig hospitalsseng, og den kom i hans stue og ikke i hans soveværelse. De ændrede også trappen op til hans stue, og de gjorde det hurtigt. Men han var allerede for at syg til at gå ned ad trappen, da de havde lavet det færdigt. Nu lavede han ikke længere te til børnene, men børnene kom op og snakkede med ham, ofte hver dag, og den omsorg, som han havde behov for, skulle jeg være med til at give – jeg gik op hver aften, af og til læste jeg lidt af Bibelen for ham, det havde han brug for. Vi røg en del, og jeg lavede kaffe. Moulu kom tit nu – hun læste også af Bibelen, men på koptisk – og hun lavede også kaffe. Så var der Dan, han kom til sidst hver eneste dag. Han kom fra aids-foreningen, og han så tæskegodt ud. Han var bøsse og havde selv fået hiv og regnede med at dø snart, men han var meget levende. Han var god til børnene, han ryddede op hos Danny og fik tjek på hans kondomer. Dan var også glad for mig, men han fattede ikke, hvordan vi kunne leve i vores rod, men han vænnede sig til det. Han lavede også kaffe, især når Dannys venner kom. Danny blev mere og mere syg. Han fik sin medicin og noget smertestillende, men gradvis blev han helt dehydreret – sygeplejerskerne ville have ham indlagt, men det ville han ikke. Han blev hjemme, og hans medicin blev stærkere og stærkere. Han havde en alvorlig, ødelæggende svampesygdom i hjernen, og han mistede bevidstheden den sidste uges tid. Nu kom der mange mennesker hele tiden – og jeg lavede kaffe, meget. Det var slemt, men vi oplevede alligevel tit noget pudsigt. Danny var god til at grine, lige til han blev bevidstløs. Det forvirrede min stakkels hund – en af sygeplejerskerne var bange for hunde, og hun kom om natten, og min hund elskede alle, der kom, men den var ikke glad, når folk gik, så den var inde i vores soveværelse om natten og var temmelig frustreret. Så var der ham, vi kaldte Bobby Harly. Han var etiopier, og han var ikke glad for at komme hos os danskere. Han kom, som hans kultur krævede, fordi Danny var syg. Da han opdagede, at vores lille Josefine lå i værelset ved siden af Danny, ville han ikke tro det. Vores barn og Danny – de havde værelser lige ved siden af hinanden, hans fordomme var virkelig blevet rystede. Men tiden gik, og to af de ældre mænd, der besøgte Danny, opsøgte mig og min mand. Jeg kan faktisk ikke huske, hvordan de så ud, det interessante var det, de sagde. De to mænd, en koptisk kristen og en muhamedaner, sagde, at nu var vi Dannys forældre. Det var vores ansvar, og vi måtte bestemme, hvor han skulle begraves, men begraves skulle han. Den koptiske ældre sagde, at Danny havde nået sin Gud, og han blev begravet på en kristen kirkegård. Vi var hos ham til det sidste, og da Danny døde, var Dan hos ham – Dannys sjæl kunne rejse tilbage til Etiopien. Vi stillede lys rundt omkring, og mine børn var ikke bange for den døde, men lagde smukke liljer på ham. Jeg måtte også lave alt det praktiske, f.eks. ringe til en bedemand, som kom hurtigt, og vi fik aftalt det, der nu skulle ordnes, og det var jeg glad for. Jeg ringede derefter til mange af dem, der var kommet hos Danny. De kom alle sammen, mere end 50, og da de sidste kom, græd de kollektivt. Absurd som det var for mig og min kultur, kunne jeg ikke håndtere det. Jeg begyndte at grine, mens de andre græd. Jeg kunne skjule det, og jeg måtte gå væk, jeg vidste jo godt, at de sørgede på en lidt anden måde end os, men absurd var det. Dagen efter skulle Danny til kapellet. Da kom de samme mennesker igen. Bedemanden forhindrede dem i at følge med liget til kapellet. Så de blev hjemme hos os, og så lavede jeg kaffe igen. Da han blev begravet, kom der tæt på 100. Der var danskere og etiopiere, der var koptiske kristne, der var muslimer, der var katolikker og protestanter – det var en gudstjeneste, der ville noget. De læste Bibelen på koptisk, ’Herren er min hyrde’ under gudstjenesten, og børnene var med til at synge, og de læste ’Herren er min hyrde’ ved graven, og nu havde jeg lært om deres sorgoplevelse. Der kom smukke, hvide grædekoner, og de græd, som de skulle, da han kom i graven. De vi kom hjem, var der stadig 100 mennesker, og vi fik mad, som etiopierne havde lavet, og vi sad på store og små stole, og vi sad på gulvet – og folk talte på kryds og tværs som ved alle andre begravelser. Danny havde på mange måder et hårdt liv, men hvis man kan dø lykkelig, var det præcis det, han gjorde, han kunne nå den kærlighed, som vi kom til at give. Børnene var glade for ham, og deres opfattelse af fremmede mennesker blev ikke dårligere af, at de havde mødt ham og alle hans venner. Børnene var og er endnu ikke angst for fremmede – de fremmede er jo bare mennesker.