0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Danske justitsmord - i svensk belysning

Det danske retsvæsen kan ikke ignorere en berettiget kritik af en lang række domme i sager om seksuelle overgreb mod børn.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Christen Sørensen er professor ved Syddansk Universitet. Leif Klinken er speciallæge, dr.med. og forhenværende dekan ved Det Lægefaglige Fakultet på Københavns Universitet.Det danske retsvæsen har problemer med adskillige forkerte domme for påståede seksuelle overgreb mod børn. De forkerte domme med langvarige fængselsstraffe har medført store tragedier for de familier, der er blevet sagesløse ofre for den bølge af seksualpanik, der er gået gennem den vestlige verden i de sidste årtier.

Svenskerne har også store problemer med ’felaktigt dömda’, men de prøver i det mindste at gøre noget ved problemerne. I perioden 1992-2004 måtte Högsta Domstolen frifinde otte personer, efter at de oprindeligt var blevet idømt straffe på over tre år for seksuelle overgreb mod børn. Nogle af dem havde siddet i fængsel i flere år, før de blev frifundet.

En fængselspræst, fængselspsykologer og forsvarsadvokater havde orienteret den svenske justitskansler om, at der i de senere år var flere og flere indsatte, der overbevisende tilkendegav, at de var uskyldigt dømt.

Desuden åbnede de svenske mediers – ikke mindst fjernsynets – fremragende og grundige reportager en debat om, hvor lemfældig bevisførelsen havde været i nogle af disse sager.

Den svenske justitskansler nedsatte derfor i 2004 et udvalg, der skulle undersøge, hvorledes disse tragedier havde kunnet opstå. Udvalget udgav i juni 2006 udredningen ’Felaktigt dömda’ på 497 sider, hvor de otte sager om seksuelle overgreb mod børn fra perioden 1991-2005 blev gennemgået særdeles grundigt sammen med tre drabssager, der også var gået om.

Udvalgets redegørelse demonstrerer overbevisende, at der har været alvorlige fejl og mangler i alle den svenske retskædes led.

Efterforskningen: De otte seksualsager bygger næsten udelukkende på den påstået krænkedes oplysninger, som først er fremkommet, efter at han eller hun af den ene eller anden grund har været i forbindelse med behandlere, oftest psykologer, og ofte mange år efter at overgrebene skulle have fundet sted.

Ingen har nogensinde set noget overgreb i de otte sager.

Det er ikke blot overivrigt behandlingspersonale, der har påvirket ’ofrene’. I en række tilfælde har der under politiets afhøringer været anvendt groft ledende spørgsmål. Gerningsbeskrivelserne har ofte været lemfældige, især med hensyn til tid og sted.

En kommentar fra højesteretsdommer Inger Nyström fra 1991 har haft stor betydning for den svenske retspraksis. Heri anføres bl.a.: »Normalt må ydre omstændigheder som tid og sted for overgreb i straffesager udredes og præciseres. Undertiden betyder udredningsvanskeligheder, som karakteriserer netop disse sager, at det må accepteres, at tid og sted for sådanne overgreb til en vis grad står åbne«.

Men som det er fremgået af de otte helt fejlagtige domme, kan det have meget alvorlige konsekvenser for retssikkerheden at give køb på dette område. Efterfølgende har Högsta Domstolen da også skrinlagt Nyström-doktrinen.

Domstolsbehandlingen: Det understreges gang på gang i udredningen, at det er domstolene, der har det endelige ansvar for, at der bliver givet korrekte domme.

Også i Sverige gælder det naturligvis, at enhver rimelig tvivl bør komme tiltalte til gode.

Det er imidlertid karakteristisk for alle de otte sager, at domstolene har lagt til grund, at den påstået krænkedes forklaringer har været meget troværdige – til trods for den tvivlsomme sandhedsværdi af erindringer, der er opstået i forbindelse med psykologisk behandling.

»J fremstår således i høj grad som troværdig, og hendes forklaringer er kendetegnet ved, at det er selvoplevet«.

»Hendes beretning om de ydre omstændigheder giver et klart indtryk af at være selvoplevet«.

Dommerne har alt for ofte været overbevist om, at de på kropssprog osv. har kunnet aflæse, om der blev talt sandt eller ikke.

»I det materiale, som vi har gennemgået, har dommerne i de fleste tilfælde overvurderet deres evne til at afgøre, om mennesker taler sandt eller ikke«, hedder det i udredningen.

Udsagn fra såkaldt sagkyndige var ligeledes behæftet med mange fejl. Der var mange sagkyndige, der troede, at de uden videre var i stand til at afgøre, om der blev talt sandt eller ikke.

En overlæge bedømte således en påstået krænkets oplysninger som »hundrede procent troværdige«.

I en række tilfælde blev behandlerpersonale, der var stærkt involveret i den påstået krænkedes beretning mv., benyttet som sagkyndige vidner!

I et tilfælde havde den sagkyndige overhovedet ikke den faglige uddannelse, som han påstod, han var i besiddelse af.

Omvendt var der også tilfælde, hvor dommerne blot fejede sagkyndige udsagn til side uden videre. Det mest groteske eksempel herpå er et tilfælde, hvor en læge nærmest bønfaldt retten om at få drengen undersøgt for det sjældne, men velkendte Tourettes syndrom. Denne anmodning blev affejet med følgende udsagn:

Svea Hovrätt (en landsret) går ud fra, »at ... emotionelt traumatiske oplevelser af svære integritetskrænkelser, såsom seksuelle overgreb af incestlignende karakter, kan føre til en sådan abnorm seksualinteresse, som P har udvist. For Hovrätten viser erfaringerne, at dette er forståeligt. Hovrätten er skeptisk over for, at blot en organisk hjerneskade skulle kunne udløse sådanne effekter, selv om den psykiatrisk sagkyndige Rudolf Schlaug har anført dette. Det er nemlig vanskeligt at finde en overbevisende sammenhæng og mening i en sådan forklaring, hvorfor Hovrätten ikke kan følge denne«.

Dette udsagn viser også, at dommerne har lagt lommefilosofiske overvejelser til grund for meget afgørende valg. Deres overvejelser har overhovedet ingen saglig baggrund.

En efterfølgende undersøgelse viste, at drengen led af Tourettes syndrom, som kunne forklare drengens adfærd.

På baggrund af bl.a. dette tilfælde anføres det i udredningen, at disse udsagn er udtryk for dommer-hybris, og det tilføjes: »Sammenfattende giver disse iagttagelser indtryk af, at dommere undertiden tror, at de er hævet over de krav om »vederhäftighet, saklighet och källkritik«, som egentlig burde være selvindlysende i en dømmende sammenhæng«.

Udvalget kommenterer ligeledes Högsta Domstolens behandling af genoptagelsessagerne. Dens betingelser for genoptagelse er særdeles restriktive.

I de otte tilfælde, der drejede sig om seksuelle overgreb mod børn, blev ansøgningen kun imødekommet første gang i to af tilfældene, anden gang i tre tilfælde og tredje gang i tre tilfælde.

En redegørelse, der sætter så afgørende og veldokumenterede spørgsmålstegn ved retssikkerheden, udløser naturligvis en omfattende debat i et samfund, der ligesom det svenske vil retssikkerheden.

Debatten har da også via konferencer og dagbladsartikler løbet, lige siden udredningen blev publiceret i juni 2006.

Debatten blussede op efter et møde 5.12. 2006. I et indlæg i Dagens Nyheter fra 20.12. 2006 krævede den tidligere højesteretsdommer Inger Nyström og to juridiske professorer i realiteten justitskansler Lambertz afskediget, idet det bl.a. blev hævdet, at ingen uskyldig var blevet dømt trods de mange frifindelser.

Dette begrundedes spidsfindigt med, at der kun er tale om uskyldigt dømte, hvis det enten direkte kan bevises, at et overgreb ikke har fundet sted, eller at en anden skyldig er blevet dømt!

De svenske erfaringer er desværre særdeles relevante i en dansk sammenhæng. I Danmark kender vi Roumsagen, Vadstrupgårdsagen, Farsøsagen og Slagelsesagen fra dagspressen og tv, og i Månedsskrift for Praktisk Lægegerning har psykiateren Sven Rasmussen offentliggjort seks tilfælde, hvor personer er blevet dømt udelukkende på særdeles usikre vidneudsagn fra påstået krænkede, der havde været under psykologisk påvirkning.

Justitsministeren har til Folketinget oplyst, at der i perioden 2002-2006 er registreret 23 ansøgninger om genoptagelse af sager om seksuelle forbrydelser mod børn, hvoraf kun 2 er blevet imødekommet.

Jyllands-Postens journalist Morten Pihl har ved gennemgang af klagerettens kendelser fundet frem til mindst 36 sager om seksuelle overgreb mod børn efter 1998, så problemet er af mindst samme størrelsesorden som i Sverige.

De talrige fejl, der er blevet begået i alle retskædens led her i landet, er af samme type som i Sverige. De kan kort resumeres således:

Politiets efterforskning: Grove overtrædelser af justitsvæsenets egne regler og anbefalinger vedrørende afhøring af børn. Besøg hos børnene før videoafhøringer. Gentagne afhøringer for at nå et ønsket resultat, pres og løfter under afhøringerne Gentagelser af det samme spørgsmål. Bevidste fejltolkninger, afbrydelser, vildledende spørgsmål mv.

I Vadstrupgårdsagen opfordrede politiet tilmed forældrene til at drøfte sagen med børnene og andre forældre før politiets egne afhøringer.

Anklagemyndighedens bevismateriale: Selv om anklagemyndigheden må have været klar over, at materialet var fremkommet i strid med egne regler for god efterforskning, er det blevet fremlagt uden forbehold. Der har som regel manglet tilstrækkeligt detaljerede beskrivelser af tid og sted. Påståede gerningssteder, der kunne vises at være umulige, er blevet undertrykt over for retten. Helt fantasirige og fysisk umulige gerningsbeskrivelser er ligeledes blevet undertrykt.

I et tilfælde blev det undertrykt, at en datter lige fra starten havde oplyst, at hun i flere år havde et forhold til både faderen og en ældre broder, der på det påståede gerningstidspunkt var over 18 år. Denne broder optrådte som anklagemyndighedens vidne mod sin egen far. De påståede overgreb er beskrevet helt lapidarisk, og der mangler bevismateriale ud over børnenes egne udsagn (ekstern evidens). Den anvendte sagkyndige ekspertise har været særdeles mangelfuld, og veldokumenterede faglige udtalelser er blevet totalt afvist.

I mindst et tilfælde har man som psykologisk sagkyndig brugt en ikke-færdiguddannet psykolog.

Man har også kunnet gribe anklagemyndigheden i ikke at have læst sagsakter, som kunne være til gunst for tiltalte. I et tilfælde indgik kun hver anden side i en afgørende lægejournal (på grund af en kopieringsfejl), uden at dette blev tillagt betydning. Man må da håbe, at dette ikke er et udtryk for anklagemyndighedens og domstolenes generelle omhu i deres sagsbehandling.

Forsvarerne: Mange forsvareres indlæg bærer præg af, at de hverken har sat sig ind i den vanskelige incestproblematik eller de konkrete sager. De har med bemærkelsesværdige undtagelser haft en helt ubegrundet tillid til anklagemyndighedens objektivitet og kørt frem med rutineprægede fraser.

En tiltalt fra Vojens blev af sin beskikkede forsvarer opfordret til at indrømme, for så kunne han få en behandlingsdom og komme ud igen inden så længe. Der skulle en stjerneadvokat til for at få ham frifundet, efter at han havde været varetægtsfængslet i 358 dage.

Domstolene: Dommene bærer præg af, at dommerne har haft en overdreven tiltro til deres egen vurdering af børns troværdighed og pålideligheden af genfundne erindringer i strid med veldokumenterede videnskabelige empirisk påviste kendsgerninger.

Dommerne har ved deres domme accepteret en kritisabel efterforskning og uacceptabelt ringe bevisstandarder i incestsager.

Klageretten: I Vadstrupgårdsagen hævdede klageretten, at videoafhøringerne blev gennemført »i overensstemmelse med den daværende almindelige fremgangsmåde«. Denne påstand er i åbenlys konflikt med virkeligheden.

Farsøsagen var efter landsretsformandens udsagn en »troværdighedssag«. Troværdigheden led et knæk, da den påstået krænkede hævdede, at hendes anklage var fremkommet ved, at hun var blevet påvirket af omgivelserne til at tale usandt. Hun havde løjet i landsretten og trak sine beskyldninger mod sin afdøde far tilbage, men dette fik ikke klageretten til at tillade en genoptagelse af sagen. Klageretten fastslog, at hun formentlig var blevet overtalt af sin mor til at trække anklagerne tilbage. Så denne gang skulle man ikke tro på hende.

Et retssystem kan ikke være mere pålideligt end de vidneudsagn, det beslutter at lægge til grund for sine afgørelser. Så det kan være svært at se, hvorledes klageretten kan hævde at være mere pålidelig end et vidne, der af systemet selv er blevet betegnet som »let påvirkelig«.

Konklusion: Den danske kritik af en lang række domme i sager om seksuelle overgreb mod børn kan ikke længere afvises som velmenende lægmænds indtrængen på et område, de ikke har fuldt overblik over.

De svenske topjurister skriver jo rent ud, at de svenske dommere undertiden tror, at de er hævet over de krav om »vederhäftighet, saklighet och källkritik«, som egentlig burde være selvindlysende i en dømmende sammenhæng.

Denne kritik kan – punkt for punkt – overføres på det danske retssystem.

Den danske klageret har vist sig helt uegnet til et initiativ, der kunne rette op på den danske situation, og