OM ET øjeblik vil jeg fortælle om en amerikaner, der er berømt i sit hjemland, men som danskerne kender alt for lidt til. Jeg – og millioner af andre på denne klode – skylder ham vor overlevelse. Intet mindre. Først en beretning fra det virkelige liv. Det virkelige hjerteliv. Den del af tilværelsen, som råt og brutalt handler om at overleve, når kroppens kraftværk begynder at svigte. Tusinder og atter tusinder af borgere i dette land har været igennem denne erfaring – at få repareret blodårerne omkring hjertet – og er blevet givet chancen for at leve videre – og at leve bedre og længere. Andre tusinder skal igennem oplevelsen – og erfaringen, før de ved af det. Hjerte-kar-sygdomme er en langt mere udbredt dødsårsag end kræft, men det er sidstnævnte mere end førstnævnte, vi frygter mest. Vi skruer tiden tilbage til en uge i februar 2006. Der er faldet et tyndt snelag over det ganske land. Frosten bider i kinderne. Under en tur op ad et stejlt fortov må jeg hive efter vejret, og det begynder at stikke under brystkassen, straks efter at jeg har sat mig ned. Jeg slår fænomenet hen. Tænker, at det skyldes manglende hvile, søvnunderskud, stress – kort sagt det sædvanlige for folk i min profession. Forsøger at tage den med ro, men få dage senere er den gal igen. En sen fredag aften tager jeg fra arbejde for at påbegynde en uges vinterferie. Turen fra stoppestedet hjem til boligen er ikke meget over 200 meter. Straks jeg står ud af bussen, er det, som om kulden bider ekstra hårdt. De stikkende smerter i brystkassen føles ikke længere som små nåle, der prikker løs og irriterer; nej, det knuger og vrider, som om et aggressivt rovdyr har sat sig på min brystkasse og gnaver løs. Et øjeblik senere er jeg indenfor i mit hjem og slapper af i dagligstuen. Har endnu ikke den ringeste anelse om, hvad det er, der har ramt mig. Træffer en beslutning uden at sige noget til familien: vil den følgende dag tage en tur ned i den lokale kiosk for at teste, om symptomerne kommer igen. Hvis de gør, vil der ingen vej være uden om et lægetjek. LØRDAG FORMIDDAG byder på høj blå himmel og klar vintersol. Fint for en netop påbegyndt vinterferie. Der er ikke meget over 200 meter over til kiosken. På halvvejen må jeg sænke tempoet til slowmotion. Det usynlige rovdyr på brystbenet er tilbage, og det bider til, igen og igen. På vej tilbage er den helt gal, og jeg må støtte mig op ad en lygtepæl for at genvinde åndedrættet. Få øjeblikke senere sidder jeg på bagsædet af en taxa og funderer på, om min sidste dag er kommet. Tvivlen er borte; det er hjertet, den er galt med, men hvad er det nøjagtig, dette rovdyr gør ved finmekanikken under min brystkasse? Vagthavende læge er ikke i tvivl. Fænomenet hedder angina pectoris. I gamle dage kaldte man det hjertekrampe. Så ved jeg besked. Fordi min far fik to blodpropper, da han var henholdsvis 42 og 44, altså mere end en halv snes år yngre, end jeg er nu (den tredje prop slog ham ihjel flere år senere). Altså: Jeg slæber jo rundt på hans gener, så der har vi forklaringen. Min far blev medicinsk behandlet, og det gav ham yderligere 11 rimeligt gode år efter blodprop nr. 2. Så nu står den på medicinsk behandling resten af mine dage, tænker jeg. EN UGES TID senere gennemgår jeg en test, der dokumenterer, at kroppens kraftværk kører med nedsat ydeevne. Blodet og dermed ilten transporteres ikke rundt i systemet hurtigt og effektivt nok, men heldigvis har den medicinske teknologi gjort formidable fremskridt: Jeg skal igennem en koronar arteriografi (KAG) og tilbydes en ballonudvidelse. Og hvad går det så ud på? Via lysken indsættes et kateter i årerne; der indsprøjtes kontrastvæske, og blodets transportveje til og fra hjertet fotograferes. Billedet afslører, hvor forsnævringerne ligger. Via kateteret indsættes et stent, et lille trådnet, der banker blodåren ud i normalstørrelse. Lidt ligesom når kloakmesteren kommer forbi på villavejen og spuler afløbene ud for slam, der blokerer. Troede jeg da. Efter adskillige timers søgning på internettet mente jeg at vide, hvad der var værd at vide om ballonudvidelse og stents – i hvert fald fra brugerens synspunkt. Så hin mandag morgen i marts, da jeg lægger mig på briksen for at gennemgå det, som den lægelige ’kloakmester’ havde forberedt mig på, var jeg aldeles afslappet og afklaret ved situationen. Det hele lyder ukompliceret: nogle dages sygemelding og så tilbage til hverdagens pligter og glæder. Proceduren er ikke forbundet med smerte eller ubehag; længe leve de medicinske fremskridt! MIDT i mine drømme om en hurtig helbredelse afbrydes jeg af kloakmesteren: Dig kan vi ikke give en ballonudvidelse. Hvis vi lægger stent ind der, hvor dine forsnævringer sidder, så risikerer vi at lukke for ilten til hjernen. Du skal have en bypass. Bypass! Ordet rammer som en forhammer på pandeskallen. Jeg protesterer: Det kan ikke passe! Jeg har aldrig været ryger. Næh, men se på din familiehistorie, svarer kloakmesteren. Så jeg må kapitulere. Man er ikke bedre end sine gener. Kloakmesteren beroliger med, at med min alder og generelt gode sundhedstilstand vil en sådan operation være ukompliceret. Det er kun omkring en procent, der ikke klarer en bypassoperation, siger han, og hvorfor skulle du lige være blandt dem? Nej, bevares, men hvorfor lige mig. For at finde svaret kaster jeg mig straks efter udskrivelsen ud på nettet for at finde flere svar. Her kan jeg se kloakmesterens oplysninger bekræftet. En bypassoperation er rutine i dagens danske sundhedsvæsen, og de 98 til 99 ud af 100 klarer det rigtig fint. EN LILLE måned senere kravler jeg langsomt op til bevidstheden. Et sted langt derude i virkeligheden på Rigshospitalet genkender jeg min datters stemme: Kan du høre os, kan du høre det, vi siger, er du vågen? Nogle ubestemmelige øjeblikke senere er jeg klar over, hvor jeg er. Der, hvor min datter stod, er der nu en sygeplejerske, der taler silkeblødt, som om hun vil sige: Velkommen til dag nr. et i dit nye liv. Herefter går det, slag i slag, tilbage til tilværelsens normalitet. Medicin, lidt motion, mere medicin, mere motion, samtaler, rådgivning, udskrivelse, lang rekreation. Man er vel tilgivet, når man med denne erfaring i bagagen bliver meget optaget af tilstanden i det danske sundhedsvæsen. Et meget presset og et meget udskældt væsen, kan enhver læse sig til i medierne. Alle, der tager tilværelsen alvorligt, bør interessere sig for debatten om vort sundhedsvæsen, for vi kommer alle i berøring med det. Hvad lærer jeg så af denne interesse for sundhedssektoren? Det kan lyde banalt, men overordnet kan jeg stadig ikke begribe sammenhængen mellem behandlingsgaranti og skattestop, Lars Løkke! Vi bliver flere og flere i reparationsalderen, vi lever længere og kræver flere og mere specialiserede behandlingsformer i takt med de medicinske og teknologiske fremskridt. Alt dette er naturligvis omkostningskrævende. Så hvorfor skattestoppet er gjort helligt i et af klodens mest velstående samfund, giver ikke mening, medmindre det på længere sigt er tanken, at de mere specialiserede ydelser bliver privatiseret og dermed i praksis skal dækkes af patienternes frivillige forsikringsordninger. Lad det blive et tema i den kommende valgkamp. OG HVAD var det nu, jeg stillede i udsigt i starten af denne tekst? At fortælle noget om en amerikaner, som millioner over den ganske klode står i gæld til. Hans navn er Michael Ellis DeBakey, om end han blev født som Michel Dabaghi i Lake Charles, Louisiana, USA, i 1908 (!). Hans forældre var libanesiske indvandrere. DeBakey beskrives i faglitteraturen (og på diverse hjemmesider) som bypasskirurgiens fader, intet mindre. Allerede som 23-årig studerende gjorde han nyskabelser på områder, som senere skulle få stor betydning på kirurgiens felt. Vigtigheden af disse blev først anerkendt mange år senere, da DeBakey for længst havde slået sit navn fast som en stjerne og en banebryder på sit felt. Under Anden Verdenskrig blev han ledende kirurg i toppen af det amerikanske militære, medicinske hierarki. Betydningen for hans senere civile karriere er måske ikke stor, men som et kuriosum kan nævnes, at DeBakey spillede en ledende rolle i udviklingen af hærens Mobile Army Surgical Hospitals – bedre kendt som M.A.S.H. Disse enheder reddede tusinder af sårede under Koreakrigen. Resten er historie – filmhistorie! Fra 1948 var DeBakey tilbage i det medicinsk-kirurgiske udviklingsarbejde, nu med base i Houston, Texas. I løbet af 1950’erne tog den energiske og innovative kirurg fat på at udvikle sin teori om at lukke en forsnævret åre op og fjerne det, der hæmmer blodets videre passage til hjertet. At lægge nye ’rør’, der kan hjælpe blodtransporten på rette vej. Den første kunstige åre udviklede han ved at bruge sin hustrus symaskine. I 1954 blev en sådan kunstig åre for første gang indsat i en patient. Året forinden var det lykkedes ham at reparere en halspulsåre. Dette blev begyndelsen til den form for kirurgi, som siden har reddet tusinder og atter tusinder af kredsløbspatienters liv. Det afgørende gennembrud sker i 1964. DeBakey fører kniven, da verdens første bypassoperation er en realitet. Bypass kan som bekendt oversættes ved genvej. Og det er nøjagtig, hvad der skabes, når en eller flere af patientens blodårer flyttes fra et sted, hvor de er lettere overflødige, til et andet sted, hvor de gør rigtig meget gavn. Blodtransporten får en genvej. Inden det stormfulde årti var ovre, havde DeBakey præsteret verdens første multiorgantransplantation. Han overførte et hjerte, begge nyrer og en lunge fra en enkelt donor til fire forskellige organmodtagere. Siden pionerdagene har han opereret anslået 60.000 patienter. Den teknik, som han var hovedmanden bag, har reddet millioner og givet dem bedre livsbetingelser. Alle vi, der har været igennem turen, står indlysende nok i stor gæld til denne mand. Indirekte javist, men alligevel. Verdenshistorien er jo fyldt med eksempler på, at enkelte stædige, begavede individer gør den ekstra indsats på et specifikt fagområde, som senere viser sig at få kolossal betydning. Talrige kendte og folk højt strå har bedt om DeBakeys vejledning eller direkte medvirken, når hjertet skulle have en ny chance. I 1996 var det Boris Jeltsins tur – en femdobbelt bypass handlede det om – og ikke overraskende blev der ringet fra Kreml til Det Hvide Hus og videre til Houston. Da Jeltsin skulle under kniven, sad DeBakey med i kredsen af vejledere. Og nu til noget rigtig interessant: Manden lever endnu og arbejder stadig! Han rundede de 98 i fjor. Det var ganske vist tæt på, at han ikke nåede så langt. På den sidste dag i 2005 blev han alvorligt syg af en af de hjertelidelser, som han årtier forinden selv har udviklet behandlingsformen for. Da diagnosen blev klar, nægtede han i første omgang at lade sig operere. Men efter at være blevet overtalt af kolleger i Houston, der alle var hans lærlinge og elever, indvilgede han i at gennemgå en operation. Den varede syv timer og var vellykket. Siden fulgte otte måneders overvågning og efterbehandling. Ved udskrivelsen i september i fjor lignede han efter sigende en mand, der var parat til nye udfordringer. Betydningen af Michael DeBakeys indsats er det vanskeligt at sætte ord på. Nogle tal illustrerer problemets omfang: Antallet af bypassoperationer i USA (300 mio. indbyggere) er på 300.000 årligt, i Storbritannien (56 mio. indbyggere) 28.000, og Danmark er det i omegnen af 2.800. Tallet forekommer beskedent, men med i billedet hører så, at flere end tre gange så mange får ballonudvidelse i stedet for at blive bypassed. I 2005 gik 12.425 danskere igennem en af disse to typer indgreb, bypass eller ballon. På fem år bliver det til flere end hele indbyggertallet i Gladsaxe Kommune, landets 23. største. Sagt på en anden måde: 2.800 bypassoperationer årligt svarer til mere end syv om dagen i det ganske land – og langt de fleste får som nævnt et vellykket forløb. Folk med lægefaglig indsigt fortæller, at på dette felt er der sket en massiv stigning i effektivitet og produktivitet i løbet af en snes år. Der er faktisk tale om en af de helt store succeshistorier i det danske sundhedsvæsen. Derfor får jeg en lille smule ondt i eftertanken, hver gang jeg åbner en avis eller tænder for et nyhedsprogram og erfarer om endnu en skandale eller en ’fiasko’ et sted i behandlingssystemet. For nylig har det været cancerpatienterne og strålebehandlingerne, der har været turen gennem mediemøllen, og utvivlsomt berettiget. Men jeg har dog lyst til at minde om, at set over det lidt længere tidsperspektiv har sundhedsvæsenet i dette land (og dets beslutningstagere) før vist, at massiv, målrettet indsats på et bestemt felt har givet markante resultater. Når vi har kunnet på hjerteområdet, kan vi vel også på andre. Skattestop eller ej, det er jo ikke pengene, der mangler i dette land. Flemming Ytzen er journalist