Kan det virkelig være rigtigt, at Danmark som et af verdens rigeste lande har råd til, at dansk journalistik, kultur og aktualitet ikke har de bedste vilkår til at udvikle sig i? Kan det virkelig være rigtigt, at fremtiden for dansk public service skal underlægges partipolitisk taktik og politiske tovtrækkerier? Kan danskerne virkelig være tjent med, at et svækket DR er nødt til at overlade den mediemæssige sammenhængskraft og det kulturbærende i samfundet til kommercielle aktører? De manglende millioner i DR vil gå ud over danskerne i en nærmest ubeskrivelig grad. De 287 millioner kroner, der skal spares på grund af for dyre bygninger, dårlig økonomistyring og en underfinansieret public service-kontrakt, er starten til en ændring af det danske mediebillede, som vi kender det. Det er begyndelsen til enden for tv og radio, der samler befolkningen, og begyndelsen på en opsplitning af dansk kultur, historie og tradition samt et tab af selve det kulturbærende i samfundet. DR er garant for samlingskraften af nyheds- og aktualitetsformidlingen, det kulturbærende og viden, som vi i daglig tale kalder public service. I begrebet public service ligger også muligheden for og evnen til at sikre den specielle danske kultur og egenart. Det er samlet set grundlaget for Danmarks Radio. Men det er samtidig helt afgørende at se Danmarks Radio som en nødvendig modvægt til den medieverden, som er drevet ud fra økonomiske hensyn. Det danske samfund skal have råd til en formidling, som netop udelukkende er drevet ud fra hensynet til demokrati og befolkning – og en formidling, som er så god, at den også er reelt modstykke til de kommercielle medier. Hvis DR skal fastholde sin evne til at være kulturbærende, skal institutionen tiltrække og fastholde så stor en del af befolkningen, at man kan påvirke den demokratiske og kulturelle udvikling. En institution, der kun har opmærksomhed blandt få, mister sin indflydelse. Derfor skal vi også kaste alt ind på at bevare og styrke DR’s muligheder for at blive ved med at være medieinstitution nummer et for befolkningen, demokratiet, kulturen og det politiske liv. Det nytter ikke, at vi sidder handlingslammet og ser på, at DR bliver mindre vigtig for borgerne i samfundet, og at det er partipolitisk taktik og skjulte dagsordener, der svinger taktstokken for DR nu og i fremtiden. Når alt kommer til alt, er det ikke de for tiden manglende millioner i DR’s kasse, det handler om i denne sag – det handler om, hvorvidt de partier og toppolitikere, der sidder med nøglen til en nytænkning af økonomien for public service i Danmark, har tænkt sig at bruge den. Her vil vi gerne hjælpe med til give nogle bud på, hvordan DR’s økonomi kan fremtidssikres til glæde for de selv samme politikeres vælgere. Et af de steder, der først mærkede nedskæringerne i DR, var sporten. Sport og spil i Danmark genererer et enormt overskud ved at folk tipper, spiller lotto eller på anden måde vædder på danske og udenlandske sportsbegivenheder. Men disse sportsbegivenheder bliver sværere og sværere at følge med i på tv, da de mest populære idrætsbegivenheder og turneringer befinder sig på dyre betalingskanaler. Var det ikke en idé at lade for eksempel 5 procent af de 1,6 milliarder kroner, der sidste år blev uddelt i tipsmidler, gå tilbage til befolkningen, så man kan være sikre på at kunne følge med i favoritbegivenheder i landsdækkende tv? Kun ved at lade DR få mulighed for at konkurrere med de store kommercielle tv-stationer på sportsområdet kan vi sikre, at fodboldlandskampe og andre sportsbegivenheder, der styrker sammenhængskraften i samfundet, rent faktisk kommer ud til befolkningen og forbliver et samlingspunkt. Tipsmidlerne kunne uden de store problemer kanaliseres til DR, der så skulle pålægges at bruge netop disse midler på sportsudsendelser fra både store og små begivenheder. På den måde sikrer vi både opbakning til DR og til de store sportsbegivenheder, der risikerer at blive eksklusive for de bedst stillede i samfundet. Et andet bud på, hvordan vi sikrer public service og sikrer et mangfoldigt udbud af kulturprogrammer som dem, der nu er truet af lukning i DR, er ved at se på modellen for den danske togdrift. Hos DSB har man for længst indset, at det var en god idé at skille økonomien i det borgernære i togdriften fra den tunge administration af bygninger og baner. På den måde får man en klar ramme for, hvad man kan bruge til at transportere borgerne rundt i landet, og hvad man skal bruge på gamle og nye bygninger. Var det ikke også en idé, at DR’s økonomi blev opdelt, så programproduktion og andre public service-ydelser er i ét selskab, mens drift, bygninger og nybyggeri er i et andet? På den måde kunne vi sikre os, at licenskronerne, der skal komme os alle til gode, ikke pludselig ryger ned i et stort sort hul. En tvedelt rammeøkonomi for DR vil overskueliggøre, hvilke midler man har til rådighed, uden at give ubehagelige overraskelser, der går ud over programproduktion og medarbejdere og licensbetalere. Diskussionen om DR’s bygninger leder os til tredje forslag: nemlig at Slots- og Ejendomsstyrelsen overtager alle DR’s bygninger med overskud og gæld, og hvad der ellers hører med. For er det ikke uhensigtsmæssigt, at DR ejer så store og dyre bygninger i hele landet, når det, DR er sat i verden for, er at lave og formidle tv, radio, internet og andre medietilbud til danskerne? Kunne man forestille sig, at Det Kongelige Teater skulle stå som ejer af bygningen på Kgs. Nytorv? Nej vel. Ved at staten på denne måde overtager bygninger, kan DR bruge hele licensindtjeningen – også den del, der ligger over licensloftet – til at give os den ikke-kommercielle brede vifte af programmer, som vi kender. Med en sådan omlægning af DR’s økonomi vil politikerne kunne redde DR ud af de aktuelle problemer og skabe et fundament for en mere koncentreret indsats som medieinstitution. En medieinstitution, der har reelle muligheder for at opfylde sin kulturbærende rolle i samfundet. En af de løsninger på DR’s problemer, som stort set ingen politikere tør røre ved, er en stigning i licensen i form af en dyrtidsregulering. Men det skal stadig være vort fjerde bud. Politikerne er kommet et stykke af vejen ved at indføre den såkaldte medielicens, der betyder, at alle husstande eller virksomheder med apparater, der kan modtage DR’s programmer, skal betale for det. Det er en rimelig og fremtidsorienteret model, hvor brugere af de nyeste medieplatforme også bliver licensbetalere. For kun godt 2.100 kroner om året får danskerne i dag et fornemt udbud af kvalitetsmedier på alle tænkelige platforme fra DR. Med en stigning på blot nogle få procent i licensen vil DR ikke være nødt til at vende hver en 25-øre og skære helt ind til benet, når det gælder programproduktion. For blot en hundredkroneseddel mere om året per borger vil der være udlignet i forhold til de 287 millioner kroner, der skal spares i DR. Når politikerne på Christiansborg i disse dage overvejer, hvordan de kan vinde eller beholde befolkningens gunst, vil vi foreslå dem at tænke på prisudviklingen på for eksempel boliger og abonnementer til kabel-tv. Er det så ikke rimeligt at lade licensen stige en anelse, når nu det kommer hele befolkningen til gode? En dyrtidsregulering af licensen, der intet har med overbudspolitik at gøre, vil også have den positive effekt, at den regionale formidling i TV 2-regionerne vil bliver styrket. Når nu vi er ved en del af TV 2-universet, er det i diskussionen værd at huske på, at aftaleparterne bag medieforliget for den igangværende periode alle har tilsluttet sig beslutningen om at sælge TV 2/DANMARK til private. Selv om retssager i EU og andre hindringer i øjeblikket blokerer for et salg, bør et fremtidigt salg af TV 2 komme licensbetalerne til gode. Derfor mener vi som et femte bud, at de mange hundrede millioner kroner, salget af TV 2 vil kaste af sig, bør kanaliseres tilbage til medieaktiviteter, for eksempel til DR og andre ikke-kommercielle radio- og tv-initiativer. Husk på, at TV 2 er grundlagt for borgernes penge – de selv samme borgere, som i fremtiden vil få svært ved at undgå kultur og aktualitetsformidling uden kommerciel indblanding og uden en stigende brugerbetaling til udenlandske medieejere. Baggrunden for at have to public service-radio- og tv-stationer, TV 2 og DR, var tilbage i 1980’erne, at en ligeværdig konkurrence mellem to forskellige medier for alle danskere skal sikre et mangfoldigt udbud af danskproducerede programmer. Den sammenhæng er også et vigtig argument for at anvende de midler, der kommer ind, i et fællesskab. Tør de danske politikere mon tænke i sådanne baner til gavn for danskerne? Selve Public service-kontrakten fungerer som garantien for, at vores samfund har en samlende kraft både demokratisk og kulturelt. Men kontrakten garanterer ikke automatisk, at der ikke opstår problemer i at opfylde intentionerne. Vi anbefaler politikerne at genåbne forhandlingerne om public service-kontrakten samt at tilføre forhandlingerne flere penge – vores sjette bud. Public service-kontrakten, som partierne bag medieforliget har indgået med DR, er på forhånd underfinansieret med 80 millioner kroner. Spørgsmålet er, om de politiske partier, der i forvejen ikke er alt for venligt stemt over for DR, tør vedkende sig deres ansvar for, at vi i fremtiden har et stærkt og levedygtigt public service-alternativ til det kommercielle marked. Public service-kontrakten skal ikke blot ses som en rettesnor for den statslige medievirksomhed. Den skal i lige så høj grad sikre en kulturel sammenhængskraft, hvor der er fokus på de elementer, som udgør selve det danske kulturliv. Her nytter underfinansiering ganske enkelt ikke. Det medvirker derimod helt naturligt til at sætte selve kontrakten under helt urimeligt pres. Man kan ikke på en og samme tid opstille krav, uden samtidig at give de nødvendige redskaber til at opfylde en målsætning. DR har brug for albuerum og at kunne satse strategisk på de områder, der er og også i fremtiden bliver konkurrenceparametre mellem medierne i Danmark og internationalt. I det ovenstående er skitseret seks løsningsforslag, der kan fremtidssikre DR’s økonomi og sørge for en styrkelse af det, der holder befolkningen sammen. Forslagene er en invitation til de danske politikere til, at vi nu lægger de politiske hensyn til side, tager arbejdshandskerne på og sørger for at finde en varig løsning for DR og for danskerne. De seks bud er udarbejdet ud fra en erkendelse af, at vi som samfund har brug for en formidling af de demokratiske værdier, kulturelle værdier, aktuelle begivenheder og debat – som netop ikke er afhængig af tilfældige kommercielle interesser. Et samfund, der vægter disse værdier så højt, som vi gør i Danmark, må og skal kunne omsætte værdierne til daglig prioritering. Alternativet til et stærkt DR med masser af kultur, viden og underholdning er, at vi i fremtiden kommer til at sidde med hver vores fjernbetjening og hver vores fragmenterede medieudbud, styret af tilfældige økonomiske interesser, og hvor vi får sværere og sværere ved at finde og genkende hinanden i samfundet. Det vil være en katastrofe for sammenhængskraften, og det er ikke det, vi har brug for. Vi har brug for at fastholde, at vi har helt særlige danske værdier, som det er værd at værne om og udvikle. Vi har brug for, at de uforståelige ting gøres forståelige. Vi har brug for, at der er mulighed for dialog og debat. Og vi har brug for at kunne sætte os selv i relation til den virkelighed, som suser forbi uden for vores dør. Det kan DR, og derfor har vi brug for et stærkt DR.