0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Tortur er at leve som en død

Danmark har tradition for at tale mod tortur og være på ofrenes side. Lad os fastholde den, skriver kronikørerne, der alle arbejder ved Rigshospitalets Center for Torturofre. De beskriver her, hvad tortur gør ved mennesker.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Den der er blevet torteret forbliver torteret ... Ingen der har været udsat for tortur vil nogensinde kunne finde sig til rette i verden. Afskyeligheden ved en sådan knægtelse forsvinder aldrig. Tilliden til menneskeheden - der brast ved det første slag i ansigtet og siden helt forsvandt under torturen - kan aldrig genfindes. Jean Amery

I disse dage ser vi igen og igen billeder af tortur udført af amerikanske soldater i Abu Ghraib-fængslet i Irak. Og på RCT (Forsknings- og rehabiliteringscentret for torturofre) får vi en meget lang række henvendelser fra mennesker, der gerne vil vide, hvad følgerne af at blive udsat for en sådan tortur egentlig er. Det vil vi gerne fortælle om her, idet følgerne er langt værre, end man måske forestiller sig. Det er ikke noget, man ryster af sig igen, men derimod noget, der påvirker ens liv i forskelligt omfang resten af livet. På RCT har vi igennem årene talt med hundredvis af torturoverlevere og på den måde indefra hørt om de kropslige, sociale og mentale følger af tortur.

Af disse mange udsagn står alle klart for os, men nogle huskes især, ikke mindst på grund af deres korthed. F.eks. var der en ældre dame, der kom som patient på RCT for cirka tyve år siden. Hun var en almindelig dansk kvinde, der var overlevende fra en koncentrationslejr, hvor hun havde været som ganske lille pige. Hun sagde 40 år senere: »Jeg bliver så glad, når folk smiler til mig på gaden - så føler jeg mig et kort øjeblik ikke som en rotte!«. Netop dette - at tage menneskeværdet fra folk og få dem til at føle sig som rotter, er torturens mål - og alt for ofte lykkes den i sit forehavende.

En torturoverlever ved RCT fortalte for nylig, at han aldrig fortalte folk, at han var torturoverlever, fordi han skammede sig så meget over dette. Han følte sig så ydmyget og nedværdiget, at han ikke ville have, at nogen skulle vide det. I stedet valgte han at isolere sig i sit hjem og ikke tale med nogen. Han hørte dog i sin ensomhed stadig stemmer, der råbte til ham, at han ikke var noget værd, og at han nu skulle henrettes.

Når vi ser billederne af fanger stablet oven på hinanden med en grinende amerikansk soldat på toppen af bunken, sker der en mærkelig påvirkning af os. Vi ser ofrene som en mængde af kroppe. Men netop dette, at få os til at se ofrene sådan, er torturens mål, idet vi glemmer, at det ikke er ofre, vi ser - men medmennesker, hvor hver enkelt er unik ved - helt uden sentimentalitet - at være en mors søn, et barns far, en kærestes mål. Det er ikke kroppe, men mennesker, der trækkes over det snavsede betongulv - i hundehalsbånd. Billederne gør deres virkning ved at fremstille disse medmennesker som sølle, som nogen, der kun er i stand til at overleve på sejrherrernes brutale vilkår.

I Politiken fredag 14.5. fortæller en fange fra Abu Ghraib-fængslet om, hvordan det var at gennemgå torturen. Han siger, at han efter 18 dage begyndte at svare ja til alt, hvad torturbødlerne spurgte ham om. Dette var for at overleve. Man skal nok opgive ideen om, at torturens formål er at få oplysninger, idet disse langt mere effektivt kan fås på anden måde.

Vi må vænne os til at se tortur som primitiv, organiseret vold, der har til formål at terrorisere befolkningsgrupper, så de opgiver enhver form for modstand. Torturen handler om at knægte mennesker ved en systematisk ødelæggelse af deres selvværd og tillid til andre. Målet er at få ofret til at tvivle på sin egen fornuft.

Torturoverleveren fra Abu Ghraib-fængslet fortæller, at en amerikansk soldat ved løsladelsen sagde til ham: »Du har været i fængsel, og du har set nogle gode og nogle dårlige ting. Glem de dårlige ting, og husk kun de gode«. Dette er selvfølgelig en parodi, idet torturbødlerne er klar over deres virkning på ofrene. På RCT hører vi igen og igen, at bødlerne sagde: »Du tror sikkert, at du kan slippe ud af dette igen, men det kan du ikke.

Det, vi gør nu, vil ødelægge resten af dit liv«. Og de får alt for ofte ret - f.eks. vil glæden ved seksuallivet være ødelagt for mange, der har været udsat for seksuel tortur i form af ydmygelse, som den Lynndie England udsatte fangerne for - eller direkte seksuelle overgreb i form af voldtægter.

Torturofret fra Abu Ghraib-fængslet afslutter sin beretning med at sige: »Jeg afbrød forholdet til min forlovede, for jeg følte ikke, at jeg kunne få min værdighed tilbage«. Denne udtalelse sammenfatter præcist, hvorledes torturoverlevere isolerer sig og kommer uden for det almindelige liv sammen med andre.

Amnesty International definerer tortur således: »Tortur er den systematiske og bevidste tildeling af fysisk eller psykisk lidelse fra en person til en anden eller tredje person for at opnå den enes formål mod den andens vilje«.

Tortur defineres i FN's konvention mod tortur som: »Enhver handling, ved hvilken stærk smerte eller lidelse, enten fysisk eller mental, bevidst påføres en person med det formål at fremskaffe oplysninger eller en tilståelse fra denne eller en tredjemand, at straffe ham for en handling, som han selv eller en tredjemand har begået eller mistænkes for at have begået, eller at skræmme eller lægge tvang på ham eller en tredjemand, eller af nogen grund baseret på nogen form for forskelsbehandling, når en sådan smerte eller lidelse påføres af eller på opfordring af en offentlig ansat eller en anden person, der virker i embeds medfør eller med en sådan persons samtykke eller indvilligelse«.

I nogle tilfælde ender torturen med, at ofret dræbes, idet formålet er at tvinge andre, herunder hele befolkningsgrupper, til underkastelse og lydighed.

I andre tilfælde har torturen som mål at nedbryde ofrets oplevelse af sig selv og tillid til andre. Dette gøres ved systematisk at få mennesker til at angive hinanden, voldtage eller slå hinanden ihjel på bødlernes ordrer og være passive tilskuere til tortur af andre. Seksuelle overgreb indgår særdeles ofte - ja, næsten altid - i tortur med henblik på at nedbryde ofrets selvrespekt.

Tortur repræsenterer den mest ekstreme form for ødelæggelse af et andet menneske.

Torturens kendetegn er, at bødlerne har til hensigt at tortere med henblik på at gøre offeret til en levende død - et ikkemenneske. Der er tale om handlinger, som er villede, og som sådan udtryk for det, der er kaldt den absolutte ondskab. Når torturoverlevere fortæller, fremhæver de netop, at lidelsen er påført bevidst af deres medmennesker.

Tortur er en magtbestemt form for menneskelig relation, som er karakteriseret ved ekstrem degradering, ydmygelse og umenneskeliggørelse. Torturens mål er at nedbryde ofrets menneskelighed gennem en systematisk tildeling af voldsom smerte og psykisk lidelse.

Målet er også at ødelægge ofrets sociale identitet ved at tvinge ham/hende til at forråde sine kammerater og sin ideologi, sin seksualitet, sin kærlighed og sin ansvarlighed over for andre, herunder sine børn.

Evnen til at være forældre er et af de områder, som torturbødlerne især går efter at ødelægge.

Den svenske psykiater Apitzsch har gengivet resultaterne af et omfattende arbejde med torturofre fra Anden Verdenskrig. Heri betones de kroniske, følelsesmæssige skadevirkninger af dette. Medmennesker, som har været underkastet en absolut dødsfare, mister i mange tilfælde for stedse illusionen om egen usårlighed og er for resten af livet mentalt mærkede af dødens nærhed. Dette manifesterer sig i en fortvivlelsens livsstil, der blandt andet omfatter kronisk træthed og svag modstandskraft over for sygdom.

En af denne Kroniks forfattere havde en legekammerat, hvis far havde været i koncentrationslejr under krigen. Vi vidste alle i den lille provinsby, at han hver nat skreg i vildelse og angst. Han havde en god social position som følge af sin uddannelse, men han havde ingen venner, ingen omgangskreds og talte aldrig med nogen, bortset fra i embeds medfør.

Torturoverlevere har ofte en nedsat lyst til livet, og denne form for depression er vedvarende, hvilket forklares ved, at den, der gentagne gange - i uger, måneder, år - har været totalt opgivende og prisgivet andres vilje (måske uuddannede og uoplyste soldaters), aldrig bliver sig selv igen. Menneskets tillid til livet og til andre er for altid tabt, og depressionen kan ses som en reaktion på dette tab. Når den ramte således er blevet konfronteret med døden, får hun/han svært ved at relatere sig til andre og trækker sig tilbage i bitter isolation. At leve som en død fører til vanskeligheder på alle planer; kropsligt, socialt og mentalt.

En anden forsker, der ligeledes har studeret beretninger fra koncentrationslejrfanger, der mistede nære pårørende og venner, siger at »i disse beretninger er de væsentlige øjeblikke ikke, når der fortælles om, hvordan man selv overlevede, men når der tales om, hvordan nære familiemedlemmer døde.

Dybest set er disse livshistorier faktisk dødshistorier, der beskriver, hvorledes selvet døde - på en måde, vi stadig ikke kan forklare«. Dette gælder også, når det er medfanger, det går ud over - hvilket vi har hørt i utallige fortællinger fra torturoverlevere. Selv i det yderste af livet, den sidste overlevelse, bekymrer mennesket sig om sine nærmeste - og lider voldsomt under, når man i opgivelsens stund lader hånt om andres ulykke.

Det smerter og vender tilbage i mareridt år efter år.

Dette tema, i fortællinger fra mennesker, der har overlevet tortur i fængsler, om, at de har mistet deres liv ved at have overlevet deres egen død, fører til en mangel på livsglæde - på en måde, der er uden for dialogen, idet de ikke tror på os andre mere, og de er overbeviste om, at vi ikke forstår dem. Og det gør vi måske heller ikke - hvis vi ikke har mødt den helt basale foragt for menneskeliv og menneskeværd, som torturen viser i praksis.

I det diagnosesystem, der bruges her i Danmark, har man sammenfattet symptomerne i en diagnose for vedvarende personlighedsændring efter kz-lejr, tortur, krigshandlinger og naturkatastrofer: fjendtlig eller mistroisk holdning; social isolationstendens; tomheds- eller håbløshedsfølelse; kronisk anspændthed eller vagtsomhed; og en følelse af fremmedgjorthed.

Disse symptomer påvirker funktionsniveauet i dagligdagen væsentligt i negativ retning.

På RCT hører vi meget ofte udsagn som de følgende fra torturoverlevere:

Det var bedre, hvis jeg var død Jeg har mistet lysten til livet Jeg er ingenting, jeg har mistet min værdi Ingen vil nogensinde kunne forstå mig







Her har vi beskrevet, hvordan tortur kan ødelægge mennesker for livstid. Det betyder, at de billeder, vi ser fra amerikanske fængsler i Irak, viser situationer, som overleverne ikke bare ryster af sig.

Det er ikke situationer, som man bare kommer sig over bagefter - men derimod noget, der vil påvirke ens livskvalitet i negativ retning resten af livet. Der var en torturoverlever på RCT, der fortalte om den amerikanske tortur af fanger i Irak - og han græd undervejs, fordi han af egen bitter erfaring fra Saddam Husseins fængsler vidste, hvad tortur gør ved folk.

Torturen - uanset hvem der udfører den - har en voldsom og vedvarende negativ virkning på menneskers fysiske, sociale og mentale befindende. Danmark har en årtier gammel tradition for at tale mod tortur - og for at være på ofrenes side. Lad os holde fast i denne tradition - og lad os være fremtrædende i kampen mod tortur på baggrund af den mere end 20-årige erfaring, vi har i behandlingen af torturofre

Det er muligt at hjælpe ofrene for tortur. Dette kan ske gennem behandling af den enkelte eller af den gruppe, som vedkommende tilhører. Men en betingelse for, at behandlingen virker, er, at det omgivende samfund tydeligt og klart tager afstand fra torturen - og med usvigelig sikkerhed giver de ansvarlige for torturen skylden - såvel på det individuelle niveau som på det niveau, der handler om et system, der opfordrede til og støttede udførelsen af tortur.

Tortur er ikke noget, man bare ryster af sig igen - men det er udtryk for den mest brutale ydmygelse og nedværdigelse af et andet menneske - noget, vi såvel fra dansk side som i verdenssamfundssammenhæng må lægge meget markant afstand til.

ritzau