De seneste begivenheder i den palæstinensiske Gazastribe har sendt chokbølger gennem hele verden.

Indbyggerne i Gaza fik nok af korruption, organiseret våbenhandel og kriminalitet. Ikke mindst fik de nok af de vestligt støttede korrupte sikkerhedschefer, der ironisk nok havde til opgave at etablere lov og orden i Gaza, men brugte deres tid på det stik modsatte: at skabe anarki. Disse chefer er nu forsvundet som dug for solen, og opbruddet er en mulighed for de vestlige lande – også Danmark – for at prøve en ny strategi i forsøget på at støtte palæstinenserne. Vælger man endnu en gang at straffe folket i Gaza for deres forsøg på at fjerne korruption og lovløshed, kan det få katastrofale konsekvenser for hele regionen og muligvis for resten af verden. Ingen vil være tjent med et ustabilt og splittet område i hjertet af Mellemøsten. I de sidste touger kunne man høre mange analyser og meninger om baggrunden for de palæstinensiske voldshandlinger. Desværre gentager de fleste analytikere og eksperter de samme fejl igen og igen. De taler om palæstinensisk borgerkrig. En krig mellem Fatah, som tabte parlamentsvalget tilbage i januar 2006, og Hamasbevægelsen, som vandt det. Lad mig allerførst slå fast, at de kampe, som vi har set i Gaza i begyndelsen af juni, ikke foregik mellem Fatah og Hamas, selv om de fleste vestlige medier beskriver dem sådan. For mig at se foregik kampene snarere mellem den militære gren af Hamas og en lille gruppe korrupte og forhadte sikkerhedschefer, som har domineret Fatah de sidste fem år. For hvordan skal man ellers forklare tavsheden fra de andre grupper i Gaza? Hvorfor valgte Fatahs adskillige militære grupper – som har mere end 10.000 mand under våben – at blive på sidelinjen? Hvad blev der af de over 40.000 sikkerhedsfolk i Gaza, som er loyale over for Fatah? Og hvad med de andre grupper såsom Islamisk Jihad, PFLP og andre små militære grupper. Svaret må være, at de – ligesom de fleste indbyggere i Gaza – fik nok af de såkaldte sikkerhedschefer, som kun har haft interesse i at bygge store villaer og sommerhuse ved Gazas kyst, mens resten af befolkningen har lidt under fattigdommen og den israelske besættelse. Fatah eksisterer stadigvæk i Gaza. Fatahs generalsekretær i Gaza, Ahmad Hels, holdt 18. juni, kun fire dage efter at Hamas tog kontrol over området, et pressemøde i Gaza By. Han udtrykte, at han føler sig sikker i Gaza, og at han ingen planer har om at flygte fra området. Han appellerede også til de andre Fatahfolk, som var på vej ud af Gaza, om at vende tilbage. Han opfordrede dem til ikke at kæmpe imod Hamas, men til at deltage i den demokratiske proces. En anden misforståelse er, at Hamas står svagt på Vestbredden. Et eksempel på, at dette er en myte, er, at Hamas vandt otte ud af elleve valgkredse på Vestbredden. Fatah vandt kun to valgkredse tilbage i januar 2006, mens den sidste valgkreds gik til andre små partier. Hamas vandt 30 pladser i disse valgkredse, mens Fatah kun vandt 11 pladser. Det samlede resultat af valgkampen viste, at Hamas fik en jordskredssejr og vandt 74 mandater ud af de 132 pladser i det palæstinensiske parlament. Fatah vandt kun 45 mandater, mens de andre partier fik de resterende 13 mandater. På trods af denne tydelige demokratiske sejr til Hamas i slutningen af januar 2006, havde Fatahledelsen store problemer med at acceptere udfaldet. Fatah var ikke villig til at slippe magten og begyndte at true Hamas med om nødvendigt at bruge vold for at bevare magten. I begyndelsen var Hamas kompromissøgende og gav udtryk for, at bevægelsen ønskede at danne en national samlingsregering med Fatah og de andre partier. Men Fatah nægtede at være med i en regering, som var styret af Hamas; derfor var Hamas nødt til at danne en regering, som kun bestod af Hamas’ folkevalgte medlemmer. De vestlige landemodtog valgresultatet på en måde, som har skuffet alle de demokratisk indstillede palæstinensere. Vesten valgte at boykotte den folkevalgte regering og at indstille den økonomiske hjælp til palæstinenserne. I mere end 12 måneder måtte de palæstinensiske læger og lærere m.fl. vente forgæves på deres lønninger. Palæstinenserne blev straffet på deres levebrød på grund af deres deltagelse i en demokratisk og fri valgproces. Boykotten var dog uheldigvis ikke fuldkommen. Mens man nægtede at sende medicin og fødevarer til Gaza, begyndte USA og Israel at sende våben og militært udstyr til Abbas’ folk i Gaza. Man kunne læse i den israelske avis Ha’aretz 6. juni, at Israel har sendt 2.500 geværer og millioner af patroner. Samtidig lovede USA at sende mere end 100 mio. amerikanske dollar til at træne sikkerhedsstyrkerne i Gaza. Støtten til cheferne for sikkerhedsstyrker i Gaza fra USA og Israel gav dem den opfattelse, at de er uovervindelige, og Fatah begyndte at sætte sig imod alle de beslutninger, som blev truffet i den nationale samlingsregering. En af de vigtigste udfordringer for samlingsregeringen var sikkerheden i Gaza. Hamas indgik kompromis med Abbas om at udnævne en mand, som var loyal over for Fatah, til posten som indenrigsminister. Hani al-Qwasimi blev valgt til posten, en mand, som var knyttet til Fatah, men som også er velanset hos Hamas. Han udarbejdede en sikkerhedsplan, som skulle skabe ro i Gaza. Planen blev godkendt af den nationale samlingsregering samt af Abbas. Men indenrigsministeren fik aldrig lov til at gennemføre sin plan. Cheferne for sikkerhedsstyrkerne i Gaza valgte – med hjælp fra Israel og USA – at sætte sig imod planen og truede med at sabotere den. Planen blev ikke til noget, og indenrigsministeren valgte at gå af. Derfra begyndte den krise, som har resulteret i den nuværende situation i Gaza. Imens blev situationen i Gaza og på Vestbredden værre og værre. I slutningen af 2006 befandt palæstinenserne sig i en stor økonomisk krise. De offentligt ansatte havde da ikke fået deres lønninger i mere end ni måneder, kriminaliteten og uroen bredte sig til hele Gaza og til store dele af Vestbredden. Drab, kidnapninger, våbenhandel og israelske angreb var dagligdag i de besatte områder. Mens de vestlige regeringer nu står i kø for at hilse Abbas’ forfatningsstridige kriseregering velkommen, kan man på den arabiske nyhedskanal Al-Jazeeras hjemmeside læse resultatet af en meningsmåling, hvor 81,7 procent af mere end 37.000 afgivne stemmer går imod Abbas’ seneste dekreter, der blandt andet har betydet en opløsning af den folkevalgte nationale samlingsregering. De vestlige regeringer begrunder deres støtte til Abbas med, at en Fatahregering vil være til gavn for palæstinenserne. De vestlige medier spiller med og er nu begyndt at beskrive Fatah som Vestens yndlingsbarn. Desværre glemmer man, at der i perioden mellem 1995 og 2006 har været ni regeringer i de palæstinensiske områder, som var ledet af Fatah, og alle havde to ting tilfælles: De har ikke formået at etablere en levedygtig palæstinensisk stat, og de har ladet sig korrumpere – moralsk og økonomisk. USA’s, Israels og Vestens støtte til Abbas nyder derfor ikke anseelse hos palæstinenserne, og den er uden tvivl med til at miskreditere Abbas i deres øjne. Samtidig medvirker den også til at bestyrke den palæstinensiske mistillid til den såkaldte demokratiseringsproces i Mellemøsten. Palæstinenserne kanstadigvæk huske, hvad der skete med deres folkevalgte præsident, Yassir Arafat, tilbage i 2002. Israel bombede regeringskvarteret og holdt ham indespærret der i flere år. Alt dette skete, mens Vesten vendte det blinde øje til. Dermed bidrog de til at miskreditere det største ikon i Palæstinas historie. Arafat anerkendte staten Israel og fordømte også ofte selvmordsbomberne. Han gjorde også meget mere, da han begyndte at arrestere Hamasmedlemmer og torturere dem bare for at tilfredsstille Israel. Men hvad fik han til gengæld? Ingenting. Kun israelsk arrogance, som Vesten blindt har efterlignet. Arafat anerkendte staten Israel, men Israel anerkendte aldrig, at han var præsident for Palæstina. De anerkendte kun ham som en formand for PLO og det palæstinensiske selvstyre. Dette bringer os til et af de mest omdiskuterede spørgsmål i Vesten, nemlig Israels anerkendelse. Man forlanger altid af alle palæstinensere, at de skal anerkende staten Israel på forhånd. Men man beder aldrig Israel om at gøre det samme. Hvad er det, man vil have, at palæstinenserne skal anerkende? En besættelsesmagt, som ikke har defineret sine grænser endnu? Skal palæstinenserne anerkende Israel med hele Jerusalem som hovedstad? Eller skal palæstinenserne anerkende en stat, som ikke vil ophæve besættelsen af de palæstinensiske områder? Anerkendelsen skal være gensidig. I Vesten er man nu begyndt med at beskrive Gaza som et område i dyb lovløshed, men ingen nævner de daglige overgreb på Vestbredden, hvor militser, der er loyale over for Abbas, kidnapper, terroriserer og dræber Hamasmedlemmer. Man er også begyndt at beskrive Gaza som et ’Hamastan’ eller en Talebanstat. Ingen af delene er rigtigt. Af to årsager. Hamas meldte klart ud 15. juni, en dag efter at de fik kontrol over Gaza, at bevægelsen ikke ønsker at etablere en stat i Gaza. Ydermere udtalte Ismail Haniyeh, den palæstinensiske afsatte premierminister, at: »Gaza tilhører hele det palæstinensiske folk – og ikke blot Hamas«. Haniyeh sagde også, at han ønsker at åbne en dialog med Abbas og Fatahs ledelse – et ønske, som blev afvist af Abbas. En tredje misforståelse er opfattelsen af Hamas som endnu en Talebanbevægelse. Hamas nyder stor tilslutning og støtte blandt palæstinenserne og har været med til at opbygge et stabilt og velfungerende socialt system igennem de sidste 15 år. På det politiske plan har Hamas vist mange gange, at bevægelsen er et pragmatisk og forhandlingsvilligt parti. For det første valgte den at deltage i et demokratisk system, som er baseret på en sekulær lovgivning. Hamas har anerkendt – og anerkender stadig – Abbas, som er den folkevalgte palæstinensiske leder. Andre islamiske grupper som Islamisk Jihad har nægtet at deltage i den demokratiske proces. Hamas viste også sin politiske fleksibilitet tilbage i februar i år, da bevægelsen indgik en aftale med Fatah i Saudi-Arabien, den såkaldte Mekkaaftale. Som et resultat af aftalen blev der dannet en national samlingsregering, som havde repræsentanter fra de forskellige palæstinensiske politiske grupper, og hvor Hamas og Fatah delte de store og magtfulde ministerposter. I aftalen giver Hamas præsident Abbas mandat til at forhandle med Israel på vegne af palæstinenserne. Aftalen blev som altid modtaget med stor skepsis i Vesten, og det blev negligeret, at Hamas var villig til indirekte at anerkende staten Israel. Ydermere gik Hamas med til at respektere alle tidligere indgåede aftaler mellem PLO og Israel. Stadigvæk var Vesten ikke villig til at ophæve den økonomiske boykot. Dermed har Vesten mistet chancen for at spille en stor rolle ved at gøre Hamas mere moderat og vise bevægelsen, at det gavner at gå på kompromis. Siden Hamas tog magten i det fattige Gaza, er der spundet mange teorier om, hvordan man kan fjerne Hamas fra magten. Hamas er blevet til den nyeste trussel mod verdens stabilitet – den bedste måde at fjerne fokusset fra fiaskoerne i Irak og Afghanistan. Hamas nyder, til forskel fra Saddams regime i Irak, en stor folkelig oppakning i Gaza. Hvis det lykkes Abbas med hjælp fra Israel, USA og måske Egypten at fjerne Hamas fra magten, vil man stå tilbage med en uforudsigelig situation, hvor anarkiet vil herske, og hvor de små militante grupper i Gaza, som har tilknytning til al-Qaeda, vil finde det passende at føre Osamas kamp videre og dermed sætte hele regionen i brand. En anden mulighed er, at Abbas formår at eliminere Hamas og de andre islamiske grupper i Gaza med magt og begynder at give store politiske indrømmelser til Israel. Så vil de fleste palæstinensere, som befinder sig i nabolandene, betragte Abbas som en stor forræder og vil begynde at føre deres egen kamp for tilbagevenden til Palæstina, en kamp, som kan være med til at destabilisere mange af nabolandene, først og fremmest Libanon og Jordan. Vi vil blive vidne til den samme situation, som vi så i 70’erne og 80’erne, hvor kampen for at befri Palæstina startede i flygtningelejrene i Libanon, Jordan og Syrien, alt imens der var forholdsvis roligt i selve Palæstina. Uanset udfaldet er en ting sikker: Fatah er gennemkorrupt og vil aldrig være et realistisk alternativ til Hamas, medmindre Abbas foretager nogle drastiske og farefulde indgreb og fjerner mange store ledere i Fatah – de folk, som har svært ved at indse, at de tabte valget. Vil Vesten endnu en gang spille hasard med fremtiden i Mellemøsten og satse på en umulig tilbagevendelse til magten for Fatah? Kigger man pådeltagerne i det afsluttende møde i den egyptiske turistby Sharm el-Sheikh, så har mødets deltagere, Mubarak fra Egypten, Abdullah fra Jordan, Olmert fra Israel og Abbas fra Palæstina kun én ting tilfælles: Disse fire ledere er meget upopulære i deres egne stater lige nu. Ikke mindst Olmert, som blev opfordret til at træde tilbage af mere end 70 procent af israelerne tilbage i marts. På den anden side finder vi lederne af to af de mest korrupte og diktatoriske regimer i Mellemøsten: præsident Mubarak og kong Abdullah. Er disse to ledere nu et forbillede for det demokratiske Mellemøsten, som Vesten ønsker sig? Eller handler det snarere om, at netop disse to ledere er de mest føjelige og ukritiske over for Israel? Hvis dette er tilfældet, så er jeg ikke i tvivl om, hvordan den såkaldte demokratiseringsproces vil ende. Ønsker man at omdanne Vestbredden til et mini-Kairo – hvor undtagelsestilstand har varet i mere end 26 år – så er jeg sikker på, at de fleste folk i Gaza vil være alt andet end begejstrede. De vestlige regeringer må stoppe hykleriet nu. Det har ikke hjulpet palæstinenserne at favorisere Fatah frem for Hamas. Det vil kun resultere i yderligere polarisering, sådan som vi har været vidne til, efter at Vesten nægtede at respektere udfaldet af det palæstinensiske valg i januar 2006. Ideen om en økonomisk boykot er ineffektiv og risikerer at skabe den modsat ønskede effekt. En polarisering, som kan få fatale konsekvenser i hele regionen. Vi har nu muligheden for at vise hele regionen, at vi vil det bedste for dem. At hjælpe med at inkludere de islamiske partier i den demokratiske proces og være med til at gøre dem mere moderate. En isolering af disse partier vil kun give bagslag i fremtiden og vil kun være med til at radikalisere dem yderligere. Danmark kan spille en afgørende rolle og forsøge at styrke det palæstinensiske demokrati i stedet for at undergrave det. Danmark må med sit stærke demokratiske fundament for en gangs skyld føre an og ikke blot synge med i fælleskoret mod Hamas. Lad os vise, at vi vil det bedste for palæstinenserne: en demokratisk valgt regering.