Jeg bliver nødt til at sige, at den irakiske regering beder os om at tage hjem.

Eller med en lille variant: Jeg bliver altså nødt til at sige, at det er den irakiske regering selv, der beder os om at forlade Irak. Der kan være yderligere et par varianter af ytringen, men det er tydeligvis samme budskab: Det er ikke os, der løber eller flygter, det er et helt legalt forløb, vi ser, hvor en lovligt valgt regering efter et demokratisk valg beder os om at rejse, fordi de nu selv kan klare problemerne. Det er kommunikationen, som vi har oplevet den gang på gang gennem de senere uger. Afsenderne er statsministeren, forsvarsministeren og ordførere som Jens Hald Madsen og Troels Lund Poulsen. Der rejses fra forskellig side indvendinger mod en sådan fremstilling af situationen i Irak, bl.a. begrundet med vurderinger fra højtstående militære eksperter, danske såvel som irakiske. Det bliver bare værre, når I trækker jer ud. Eller: Der er borgerkrig nu, når I er borte fra Basra-regionen, falder landet helt fra hinanden. Ja, men jeg bliver bare nødt til at sige ... Så er den der igen. En udveksling af ord og ytringer, der ikke taler inden for samme kontekst. Det havde da været ønskeligt, hvis der var mere ro og fred, men jeg bliver bare nødt til at sige ... Statsministeren er uanfægtet, han formidler med gentagelsens klarhed samme budskab: De har selv bedt os om det. Indvendingerne preller af, udvekslingen af replikker stopper, fordi den er udsigtsløs. Men hvad er det for en slags kommunikation? Er det en ren og skær ’goddag mand økseskaft’-samtale, som vi alle i hverdagen kan løbe ind i og efterfølgende more os over, fordi vi bliver klar over miseren? Altså en samtale, hvor parterne ikke deler virkelighed med hinanden, bl.a. fordi de går ud fra forskellige forudgående antagelser. Når de bliver klar over det, retter de lynhurtigt ind efter hinanden og kommer til at dele perspektiv og kontekst – og samtalen er i gang som en dialog. Nej, det, vi hører fra venstrepolitikerne, er ikke en fejlkommunikation af den slags. Derfor bliver den heller ikke hurtigt rettet til, så der kan komme en meningsfuld samtale ud af det om situationen i Irak. Der er slet ikke en udveksling af ytringer, hvor de går fejl af perspektiv og kontekst, det er tværtimod en helt planlagt talen forbi modparten for ikke at komme til at tale om det tema, som modparten ser som virkeligheden. Er det da bevidst vildledning og dermed noget, der minder om usandhed? Jeg bliver nødt til at sige ... – nej, det er ikke løgn, der er sikkert fra den irakiske regerings side udtalt, at det er helt o.k., at de trækker sig ud, selv om virkeligheden ser ud, som den gør: et Irak på afgrundens rand. Er det så rent bullshit, altså udtalelser, der er fremsat helt uden hensyn til, om ordene dækker noget, der er sandt eller ej? Udtalelser, der er løsrevet fra en slags objektiv forankring og blot svæver rundt i en kommunikation for at gøre indtryk eller for at sløre et eller andet, der ligger bag? Det er heller ikke det, der er tale om, for vi ser jo netop en helt bevidst holden sig til ’en aftale’ om tilbagetrækningen, der påstås at være virkelig. Den kan opleves som en bevidst konstrueret virkelighed, der skal give indtryk netop af objektivitet og klarhed for ikke at sige stringens. Så det er ikke bullshit. Måske spin af en eller anden art, men da er der jo oftest tale om at udlægge en virkelighed på en bestemt og for ens eget parti særlig fordelagtig måde – ved at sløre noget andet. Det er der heller ikke udpræget tale om i denne gentagelse af klicheen. Det, vi ser, er en systematisk og vedholdende insisteren på et perspektiv og en kontekst, der forekommer modparten irrelevant i forhold til den skinbarlige virkelighed, der så helt åbenbart rulles op for øjnene af en. Og som samtalepartneren forsøger at få en dialog i gang om. Men den bremses, udvekslingen lukkes, der kommer ingen dialog, men i stedet en mekanisk gentagelse som en dans på stedet. Men hvad er det så, vi er vidne til med ordene: Jeg bliver altså nødt til at sige ...? Det er en kommunikation, der ser ud som en reel kommunikation – uden at være det. Det er en pseudokommunikation, der foregiver at formidle et klart budskab til en modpart og med sin insisteren tilkendegiver en særlig optagethed af, at denne modpart nu også forstår, hvad budskabet går ud på. Det gentages præcis som præmisserne i en afhøring eller en oplæsning af et anklageskrift. Der er ikke tale om at ville gå ind på modpartens synsvinkel, men snarere om at holde sig uden for. Det er en kommunikation, der ligner et helt bevidst forsæt, en strategi om at undgå sagens kerne – men alligevel forsøger at formidle opfattelsen af det modsatte. Inden for udforskningen af familier med mentale forstyrrelser har man brugt begreber som pseudokommunikation og pseudogensidighed. Det er ofte familier, der bygger en mere og mere fasttømret virkelighed op uden hensyn til realiteterne omkring sig. De har deres egen indre hemmelighed eller myte, som er vigtigere end realiteterne. Derfor konstruerer de en række ’mekanismer’, der skal hjælpe alle medlemmerne i familien til at holde fast i myten. En af disse mekanismer er en umådelig stor opmærksomhed rettet mod ikke at afvige fra hinanden, at være fuldstændig ens. Alene truslen om at se forskelligt på verden får dem til at overbetone ligheden, de kan ikke udholde konflikten, den vil være ødelæggende for den hemmelighed eller myte, som er det altdominerende tema for dem. Derfor tåler de ingen afvigelser, ingen slinger i valsen, ingen antydninger af, at de ser og vurderer noget anderledes. Alt sættes ind på at opbygge myten. Derfor får deres kommunikation dette præg af, at de hele tiden lader, som om de beskriver og forholder sig til realiteten og endda er meget optaget af den – men sagens kerne er, at de kredser om deres egen myte og dens bevarelse. Som det er beskrevet i familieforskningen, fører en sådan form for kommunikation til en forstyrret realitetsopfattelse hos medlemmerne af familien. De mister gradvis den testning af deres ord i forhold til en realiteten, der deles med andre mennesker og kan ses og høres og føles uden for familien. De får en realitetsforstyrrelse, der stille og roligt placerer dem uden for en kommunikativ rækkevidde. Er det en sådan form for kommunikation, vi er vidne til med de tilbagevendende: Jeg bliver nødt til at sige, at den lovligt valgte irakiske regering selv har bedt os om at trække os ud af Irak? Der er slående ligheder mellem denne politiske kommunikation og familieforskningens pseudokommunikation. Der er en myte, der skal bygges op: Det var godt, vi tog til Irak, der var en rigtig begrundelse for det, vi har klaret vores opgave, det er helt legitimt, at vi tager hjem nu – for vi skulle kun være der, indtil irakerne selv kunne tage over. Denne myte skal fastholdes og gives den legitimitet, der ligger i de autoritative udtalelser. Samtidig skal der ske en undertrykkelse af alle de former for erkendelse, der strider mod denne myte. Der er også andre overensstemmelser med familieforskningen. Det er de fuldstændig synkrone udtalelser, indtil det mekaniske fremsiges de samme udtalelser, de er lært til punkt og prikke og gentages hver gang, der er den mindste sprække i virkeligheden. Mekanismen handler om gentagelsen og betoningen af ligheden. Den er understregningen af, at der ingen tvivl er overhovedet. Alle nuancer bliver afvist og banket tilbage og på plads inden for myten. I familieforskningen tales om et ’gummi-hegn’, der inddæmmer alle afvigelser og får skabt en virkelighed, der ikke kan betvivles. Udenfor er der kaos og måske sammenbrud, indenfor er der oplevelsen af orden, lovlighed og meningsfuldhed. Det, vi ser i regeringens kommunikation, er både myte og mekanisk gentagelse. Det er også et ’gummi-hegn’, og det er en virkelighedsopfattelse, der afviger mere og mere fra realiteterne. Myten skal binde noget sammen, der handler om den ’gode’ beslutning om at gå ind i Irak, at ’vi’ gjorde det godt og rigtigt, at det er påskønnet – og at vi nu drager hjem efter velgjort gerning. Hvis denne kommunikation skal lykkes, skal alle bidrage, det skal være en unison og fuldstændig lydefri formidling, der finder sted. Derfor tåles ikke afvigelser, der da også er sjældne. En enkelt frafalden Leif Mikkelsen anfægter næppe myten. Men hvad er konsekvenserne af en sådan form for kommunikation? Hvis vi holder os til familien, er det indlysende, at medlemmernes dømmekraft bliver læderet. Det ses tydeligst hos børnene. De bliver ude af stand til at forholde sig realistisk til verden og ude af stand til at kommunikere med mennesker uden for familien. De bliver mere eller mindre afvigende. Men er det også, hvad vi ser hos Venstres egne medlemmer, der som ’regeringens børn’ begynder at vise tegn på en afvigende realitetsopfattelse? Det er måske det, vi er vidne til hos venstreformanden for Udenrigspolitisk Nævn, Gitte Lillelund Bech. Hun forfægter en realitetsopfattelse (Information, 25. juni) med hensyn til Danmarks deltagelse i Irakkrigen, der ligger milevidt fra den dokumenterbare virkelighed. Hun ligger så langt uden for realiteterne, at Preben Wilhjelm (Information 28. juni) kan karakterisere hendes opfattelse sådan: »Enten er GLB (Gitte Lillelund Bech) rent ud sagt snotdum. Eller også tror hun selv hvert ord af det, hun har skrevet. Det første er mindre sandsynligt. Det sidste er langt mere skræmmende. Hvordan er en sådan hjernevask mulig i et samfund, hvor enhver, der gider, har adgang til ordentlig information?«. Svaret er, at denne hjernevask skal ses som udtryk for regeringens opbygning af en myte, der skabes med kommunikative mekanismer som fuldstændig loyalitet fra alle i ’familien’ og med unisone gentagelser af replikkerne, der hindrer enhver konfrontation med realiteterne. Konflikten skal for alt i verden undgås. Til sidst tror man selv på det. Eller rettere: ’Børnene’ i familien gør – og de ender med en vrangforestilling. En anden og langt farligere konsekvens af denne pseudokommunikation er, at den finder sted i det offentlige rum. Den bliver i selve sin karakter en forvrængning af den diskurs, der finder sted i den borgerlige offentlighed, eller med Habermas’ ord: Det bliver en kommunikation, der unddrager sig den etik, der sikrer vederhæftighed i denne offentlighed. Det er her, vi ser de lange skygger af pseudokommunikationen om Irakkrigen. Er spørgsmålet om letfærdig omgang med sandheden nemlig også suspenderet på andre områder – eller vil blive det i den tid, vi går ind i? Det er jo ikke, fordi det, der siges, er fejlagtigt eller direkte usandt (bortset fra Gitte Lillelund Bech). Det er for så vidt noget, der er værre. For løgn kan vi direkte forholde os til og argumentere imod og tilbagevise. Pseudokommunikationen derimod bidrager til at desintegrere den offentlighed, der er så vitalt afgørende for velfærdssamfundets evne til at håndtere udfordringerne. Hvis vi tilsidesætter de gyldighedskrav, der er forbundet med både den faktiske sandhed og den moralske forpligtelse til at søge denne sandhed i kommunikationen, så glider vi sagte ud i et morads, der handler om både kommunikationspatologi – og opgivelsen af en fælles diskurs. Den bliver nemlig utroværdig og dermed ubrugelig.